Læsetid: 6 min.

'Jeg er den bedste til at lave den slags film'

Nicolas Winding Refns maniske entusiasme har hidtil resulteret i gangsterfilm, nordiske blod bad og et par episoder af Miss Marple. Nu sidder han bag rattet i filmen 'Drive', der er baseret på arketyper som i Grimms eventyr
Nicolas Refn (th.) vakte opsigt i Cannes ved at kysse med Ryan Gosling (tv.), der har hovedrollen i 'Drive', efter han fik prisen for bedste instruktion. De går i gang med at indspille en ny film sammen, 'Only God Forgives', om to uger.

Nicolas Refn (th.) vakte opsigt i Cannes ved at kysse med Ryan Gosling (tv.), der har hovedrollen i 'Drive', efter han fik prisen for bedste instruktion. De går i gang med at indspille en ny film sammen, 'Only God Forgives', om to uger.

Vincent Kessler

13. september 2011

Der er tre bemærkelsesværdige ting ved Marple: Nemesis en tv-produktion fra 2008 om Agatha Christies aldrende detektiv. Det er første gang, at hun ikke tilfældigt falder over et lig og spontant giver sig til at udfolde sine evner som detektiv, men faktisk får stillet en opgave.

Der blev taget flere friheder i forhold til romanforlægget, end der normalt gør: Dele af handlingen blev droppet, motiver blev forvrænget, og to figurer blev smeltet sammen til en nonne, der er lesbisk og seriemorder. Og så blev den instrueret af Nicolas Winding Refn, som er bedst kendt for den testosterondunstende og voldelige Pusher-trilogi:

»Jeg var helt på røven,« forklarer Refn, mens han tygger popcorn i et baglokale i The O2 Centre i London:

»Jeg var gået konkurs, og skyldte min bank 8,5 mio. kroner. Dem betalte jeg tilbage ved at lave Pusher-filmene, men jeg havde ingen penge selv. Og jeg var virkelig træt af Danmark. Jeg havde brug for en pause.« Faktisk har Refn instrueret to episoder af Miss Marple, som han har glemt titlen på dem, siger han. Under alle omstændigheder har han bedt om at få sit navn fjernet fra slutteksterne. Han lavede tv-produktionerne for at tjene penge, men når man ser tilbage på det i dag, er Nemesis helt klart Refns værk. Der er primal vold, et stort lydbillede, og skærmen drypper af hans foretrukne røde farve. Og underligt nok er det på en eller anden måde Miss Marple, der står i mere direkte forbindelse med hans nye film, Drive, end i resten af hans produktion ( Pusher-filmene, Fear X, Bleeder, det vanvittige, nordiske blodbad Valhalla Rising og portrætfilmen Bronson).

Både Marple og Drive er skamløst tilgængelige den sidstnævnte er blevet beskrevet af hovedrolleindehaveren Ryan Gosling blevet beskrevet som en John Hughes-film med smadrede kranier. Begge film har en tilsyneladende udødelig hovedperson med upåklagelige motiver, som går ud på at beskytte andre en slags superhelt. Og det er begge enkle historier om godt og ondt. Forskellen er, at Drive er et fantastisk fremskridt for Refn, som i år vandt prisen som bedste instruktør i Cannes.

For ædel og uskyldig

Gosling spiller en tavs chauffør, der kører en flugtbil om natten. Det er et stille liv bag rattet, der kører af sporet, da han møder den unge mor Carey Mulligan og senere hendes eksmand, en tidligere fængselsfange. I romanforlægget, som er skrevet af James Sallis, er der også en baggrundshistorie. Den er skåret væk i filmen, der fæstner lid til historiens rå grundelementer.

Refn gør næsten Drive til et børneeventyr, men vel at mærke et eventyr, hvor en person får en gaffel i ansigtet (og ikke ved et uheld):

»Jeg læste Grimms eventyr for min datter for et par måneder siden, og ideen med Drive var den samme: Du har chauffør, der er ligesom en ridder, den uskyldige pige, den onde konge (Albert Brooks som ond bagmand) og dragen (Ron Perlman som gangster). De er alle arketyper. Det foregår i en millionby, men man ser aldrig nogen mennesker. Det isolerer dem, gør det meget konkret.«

Alt dette er mere gennemtænkt, end man fanger ved blot at se filmen én gang. På et tidspunkt tager Gosling Mulligan og hendes søn med til en kanal: landlig idyl midt i Los Angeles. Der er skruet helt op for et technonummer, og højdepunktet indtræffer ved omkvædet, »et rigtigt menneske, en rigtig helt«, da Goslings figur opnår heltestatus og ikke længere er sin egen dobbeltgænger.

»Han er den mand, vi alle stræber efter at være. Men han kan ikke leve i den virkelige verden. Han er for ædel, alt for uskyldig,« siger Refn.

For en så sensuel film er det faktisk slående, at den centrale kærlighedshistorie er så kysk. Refn klippede sågar et kys ud først i filmen af frygt for, at det ville »ødelægge poesien«.

Refn og Gosling

Til en vis grad udspiller den vigtigste kærlighedshistorie sig mellem instruktøren og filmens hovedrolleindehaver. Gosling ville gerne overbevise Refn, men deres første middag sammen var akavet:

»Det var som en blind date, der går galt,« siger Refn:

»Ryan kørte mig hjem (Refn har trods otte forsøg aldrig bestået køreprøven, red.), og så spillede de »Can't find this feeling« af REO Speedwagon i radioen, og jeg begyndte at synge med. Og så forsvandt følelsen af isolation og ensomhed. Det hele blev overvundet. Vi forstod hinanden. Filmen handler faktisk om det øjeblik.«

Hans øjne bliver våde ved mindet. Parret planlægger at udforske denne »telekinetiske« forbindelse i yderligere to projekter optagelserne af den første film, Only God Forgives, begynder i Bangkok om to uger. Denne begejstring de vakte opsigt i Cannes ved at kysse metroseksuelt på den røde løber er en følge af hans stil som instruktør: Bortset fra Marple er det fuld gas eller ingenting.

Refn kunne slet ikke undgå at falde for sin hovedrolleindehaver. Han indrømmer selv, at han først og fremmest er en fan, som identificerer sig med publikum til premieren i The O2 Centre:

»Det er mit folk,« siger han, da vi møder Darth Vader og nogle trolde. I første omgang er den svær at sluge: Han er vokset op på begge sider af Atlanten, hans far er Lars von Triers gamle klipper, og han bærer en cardigan, der ser ud til at koste et forsvarsbudget. Men han er helt sikkert tvangspræget.

»Jeg er ikke på nogen måde verdens største filminstruktør, men jeg er den bedste til at lave denne slags film. Jeg er nødt til at gøre filmen til en fetich.«

Det betød, at han i forbindelse med Drive var nødt til at flytte til Los Angeles sammen med sin kone og deres to små døtre.

»Ryan kom hele tiden forbi. Han var meget samarbejdsvillig. Der manglede bare en masse kokain, så ville det have været som i 1973.«

Arrogant og selvoptaget

Gosling erindrer, at Refn under optagelserne gik rundt og lyttede til musik på sin iPod med tårerne trillende ned ad kinderne. Når ham og Mulligan skulle øve en scene, krammede instruktøren dem blot, indtil han følte, at de var klar:

»Jeg sagde til dem: 'Følg Gud, følg Gud.'«

- Hvad skal det betyde?

Han trækker på skuldrene og smiler: »Tro på mig.«

Men Refn er også den første til at indrømme, at hans entusiastiske besættelser kan slå over i hovmod. I sin ungdom var han med egne ord »arrogant, selvoptaget, hånende og led af storhedsvanvid«. Hans vanskelige forhold til den danske filmindustri stammer fra hans beslutning om at afslå en plads på Den Danske Filmskole, da han var blevet tilbudt penge til at finansiere Pusher. »Fuck det! Det gider jeg ikke at høre på! Jeg havde en film, der skulle laves. Inderst inden er jeg newyorker. Jeg tror på, at man kan få tingene gjort.«

Feminin fan

Men som sit vigtigste professionelle gennembrud udpeger han et personligt øjeblik: hans første datters fødsel.

»At få et barn har gjort mig til en meget bedre instruktør. Alt i mit liv har ændret sig. Jeg forstod, at det, jeg lavede, ikke handlede om mig selv, men om selve skabelsesprocessen. Man er nødt til at slippe forbindelsen til sit ego.«

Det er et tema, han går op i: »At lave film er den eneste ting, en mand kan gøre, som muligvis kan sammenlignes med en kvinde, der føder. Det er så følelsesmæssigt kompleks en oplevelse. Vi mænd vil aldrig kunne forstå, hvad en kvinde oplever. Det er grunden til, at kvinder er så meget mere sofistikerede og interessante og efter min opfattelse burde regere verden.«

Refn er ivrig efter at vise sin feminine side frem: Han kan godt lide pink og at lege med dukker, men kan ikke udstå sport. Rygtet siger, at han er favorit til at instruere en Wonder Woman-film, hvis altså hans første forsøg på at lave en blockbuster en genindspilning af Logan's Run fra 1976, hvor Gosling også skal medvirke klarer sig godt.

- Ville du ønske, at du var blevet født som kvinde?

Han brummer lidt: »Jeg tror, at der i min ideelle verden kun ville være kvinder.«

- Men ville du så ikke selv være død?

»Nej, jeg ville være den eneste fyr.«

- Så ville han få det sjovt?

»Ja, for satan!«

Han smiler bredt og spiser flere popcorn, måske er han trods alt inderst inde blot en fan.

© Guardian & Information 2011 Oversat af Mads Frese

'Drive' har premiere torsdag og anmeldes af Morten Piil.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu