Læsetid: 8 min.

Bogbrændingen i Mandal

Da digteren Kjell Askildsen debuterede, udbrød der åben konflikt mellem ham og faderen, som var lensmand og ikke kunne acceptere den seksuelle åbenhjertighed i hans debutnoveller. Bibliotekerne i Norge ville ikke have bogen på hylderne. Han synes, der stadig er en latterlig dobbeltmoral i Norge omkring prostitution - og betakker sig for at blive kaldt minimalist
Minimalisten? Norske Kjell Askildsen debuterede i 1953 med novelle-samlingen 'Heretter følger jeg deg helt hjem'.

Minimalisten? Norske Kjell Askildsen debuterede i 1953 med novelle-samlingen 'Heretter følger jeg deg helt hjem'.

Jakob Dall

16. september 2011

Kjell Askildsen var i mange år blind på det ene øje, uden at han overhovedet havde lagt mærke til det. Først da det andet øje også satte ud, blev det opdaget. Det var omtrent samtidig med, at han blev 81 år. På hospitalet lykkedes det ikke at redde hans syn på det andet øje helt. Det er slut med at skrive og læse, to vigtige ting for ham gennem hele livet, men han kan gå, og han kan rejse.

»Dog kun hvis min kone er med,« siger han. »Jeg ville ikke kunne finde gennem en flyterminal uden hende.«

Hr. og fru Askildsen var gæster ved det store litteraturtræf på Louisiana i forrige weekend. De blev indlogeret i Saunte i Nordsjælland, hvor den ligeledes over 80-årige Halfdan Rasmussen levede og skrev sin nu klassiske definition: »At blive gammel er, at man, når man bukker sig ned for at binde sine snørebånd, tænker: Er der andet, jeg kan lave, når jeg alligevel er hernede?«

Den historie gouterer Askildsen, som vi finder i Bådehuset, Louisianas backstage, i samtale med sin danske kollega Helle Helle, en af mange nordiske forfattere, han har inspireret. Herfra bliver vi ført til et stille lokale midt i vrimlen og får undervejs af vores guide at vide, at Louisiana indtil nu har haft 400.000 besøgende i år. Askildsen skal også optræde. Han er nemlig totalt ved muffen rent åndeligt og tilmed både venlig og lattermild.

Moralsk lektion

Under Anden Verdenskrig var Kjell Askildsen knægt i Mandal, den by i Sydnorge, Sørlandet, som ligger nærmest Danmark. Her fik han sin første moralske belæring. Tyskerne havde landsat tropper i Kristiansand. En enhed marcherede ind i Mandal og slog sig ned på en skråning ved en lille benzinstation, tappestationen. Soldaterne betalte smådrengene en krone for at hente chokolade og smør til sig fra kolonialhandelen: »Men efter et par timer kom en ældre gut og forklarede os, at de kunne være flinke nok, men ikke desto mindre var de fjender. Dermed opgav vi forholdet til besættelsesmagten,« beretter Askildsen.

Hans to ældre brødre blev arresteret og sendt i fangelejren i Grini. Faderen var lensmand og skulle som sådan sørge for, at lovene blev overholdt. Han kom i fængsel i Kristianstad og fik dødsstraf for at have opfordret de unge til at forlade byen, da de ellers risikerede at blive taget til nazistisk tjeneste. Det lykkedes ham at flygte fra fængslet i forbindelse med et celleskift.

Efter besættelsen, da Kjeld Askildsen debuterede som forfatter, kom han i åben konflikt med faderen, men det var hverken første eller sidste gang.

Voldsom reaktion

»Som 14-årig fandt jeg ud af, at Gud ikke fandtes,« fortæller han. »Det var ellers hovedsynspunktet i den lille by, som vel havde 3.000 indbyggere. Mine forældre var stærkt religiøse og relativt strenge i moralske spørgsmål. Ellers var det et godt miljø at vokse op i, så længe man ikke brød ud.«

Hvordan fandt du ud af, at Gud ikke fandtes?

»Min far havde bøger. Jeg læste i en af dem, at solen var flere milliarder år gammel, og om atter andre milliarder ville den slukkes. Det satte mig på sporet. Som 14-årig tænkte jeg, at når jeg dør, så dør jeg, og det er så det. Derved kom jeg i konflikt med mine forældres tro. Anden gang var, da jeg i begyndelsen af mine tyvere og efter at være flyttet hjemmefra debuterede med novellesamlingen Heretter følger jeg deg helt hjem. Stolt gav jeg et eksemplar til min far. To dage senere kom han kørende gennem byen i sin lensmandsbil og så mig på gaden. Han standsede, rullede vinduet ned og sagde: 'Jeg må jo takke dig for, at du sendte mig den, Kjell, men du skal vide, at jeg har brændt den!' Bogen blev anset for at være for åbenhjertig omkring det seksuelle.«

Hvordan reagerede du?

»Det gjorde mig ingenting. Det var jo helt logisk. Men lige efter krigen mindede det jo om nazisternes afbrænding af bøger.«

Novellesamlingen delte Mandal i to lejre. Nogle fandt det interessant, at byen havde fostret en ung forfatterspire, som blev anmeldt i Oslo-pressen, andre syntes, det var for galt, at den var så frimodig. De gik til modangreb.

»Folkebibliotekerne vedtog med syv stemmer mod to, at den ikke måtte udlånes, men så kunne den jo købes i boghandelen. Boghandleren i Mandal havde bygget stabler op i sit vindue i glæde over denne nye forfatter fra byen, men så blev han udsat for trusler fra folk, som sagde, de ikke ville handle der mere. Så fjernede han dem.«

Mænd og kvinder

Blev du nogensinde forsonet med din far?

»Ja, men vi stod jo op mod hinanden hele tiden. Allerede som gymnasiast var der et folkemøde i byen om forplantningslæren. Han sad i bystyret for Kristeligt Folkeparti og tog ordet. Jeg havde sat mig lige bag ham, og hver gang han havde haft ordet, rakte jeg hånden op og gik imod ham, hvilket blev udførligt refereret i Mandals lokale avis. Først sagde Arne Askildsen det og det, hvorefter Kjell Askildsen sagde det og det. Men vi blev ikke uvenner og kunne sagtens være i stue sammen bagefter.«

Hvad tænker du i dag så mange år efter, hvor der er masser af sex i det offentlige rum?

»Nu kan jeg jo ikke se tv mere, men jeg synes stadig, der er en moralisme, som jeg afskyr. Nok mere i Norge end i Danmark, specielt København, som altid har været mere liberal. I Norge er det ikke forbudt at trække på gaden, men det er forbudt for en mand at ligge med en kvinde, hvis han har betalt for det. Der er noget fuldkommen latterligt i det. Så siger man, at disse kvinder bliver udnyttet, javel, men skal man også tage levebrødet fra dem, hvis en mand har lyst til dem? Det behøver man ikke.«

Forholdet mellem mænd og kvinder, mand og kone, spiller også en stor rolle i dine bøger. Hvordan har du det selv med den side af tilværelsen?

»Jeg var i Tysklandsbrigaden efter krigen og giftede mig med en tysk kvinde. Hende havde jeg det godt med i mange år. Så blev jeg vældig forelsket i en anden og forlod kone og barn, mere eller mindre. Det nye forhold var også godt, og nu har jeg et, som har varet i 25 år, og som også er godt. Men jeg ved ikke, om jeg er enig med dig i, at jeg har skrevet meget om forhold mellem mand og kvinde, snarere mellem mennesker og vores forskellige måder at opleve tingene på. Herunder bliver problematikken selvfølgelig central. Situationer tilspidses, når mennesker lever tæt sammen. Kedsommeligheden, aggressionerne, der kommer og går, fordi det ikke er paradis hele tiden ...«

Ikke minimalist

Du er blevet kaldt minimalismens mester i Norden. Hvordan fandt du frem til din ordknappe skrivestil?

»Jeg siger tusind tak, men nej tak. Jeg kan ikke fordrage den dumhed hos disse litteraturforskere, som snakker om minimalisme. Pludselig for 20-25 år siden dukker betegnelsen op, da en eller anden djævelsk filolog finder ud af, at når der er minimalisme i arkitekturen og andre genrer, så må vi også have den i litteraturen, og så følger kritikerne efter i flok. Jeg bliver så forbandet og råber op, uden at det nytter noget som helst. Minimalisme må jo være, at man har gjort tingene mindre. Var Hemingway måske minimalist?«

Nej, han gjorde tingene større.

»Det skulle jeg mene. Hvis minimalisme findes, så fandtes det længe før, betegnelsen blev brugt om mig. I en periode var der bøger, hvor der blot stod et ord her og der og måske et tal på siderne, og på næste side var der noget tilsvarende, som ikke sagde noget til noget menneske. Man eksperimenterede. Kald det minimalisme! I dag er der en masse skrivekurser, hvor folk lærer akkurat nok til, at de kan få en bog ud. Det kommer der, og nu er jeg lidt slem, mange middelmådige forfattere ud af, men de lærer aldrig kunsten. Det flyder over med litteratur, hvor man ikke skriver på liv og død. Man producerer litteratur.«

Det lyder, som om du synes, det er røvsygt?

»Jeg ved ikke, hvad det ord betyder, men jeg tror, det passer godt.«

Askildsens metode

Kjell Askildsen har talt sig varm. Før vi skilles, fortæller han, at der var lange perioder, hvor han ikke skrev. Han skulle være i en særlig skrive-mood, og det begyndte altid med et åbningsbillede, som han så for sig som f.eks. i novellen »Sømmet i kirsebærtræet«. Han fortæller, hvordan den blev til og demonstrerer samtidig sin skrivemetode:

»En ung mand står i et vindue og ser sin mor banke et langt søm ind i et træ. Hvorfor gør hun det? Heri ligger der allerede en kraft, og jeg er i gang med at skrive. Skal hun bare hænge noget op? Hun hænger hammeren op på sømmet og går så ned i en have, som pludselig dukker op, ikke sandt? Så har jeg angivet et sted. Hun går ned til et plankeværk og kigger ud over det, og så ved jeg ikke mere. Så vender jeg tilbage til den unge mand, som i sit vindue tænker: 'Jeg må gå ned og se, hvad det er, hun mon ser'. Gennem teksten, som altså ikke ved noget, før den udvikler sig, får vi rede på, at hendes mand samme dag er blevet begravet. Sønnen, som på sæt og vis er mig, har været med. Da han kommer ned til sin mor, siger hun ingenting, men begynder at græde. Eller hun siger, at hun ikke orker noget, og sønnen er venlig mod hende. De går ind, og hun lægger sig på sofaen. Sønnen kommer i kontrast til en bror, som også er kommet hjem. Moderen siger: 'Jeg vil så gerne dø'. Sønnen lægger sin hånd på hendes bryst. Han pakker sine ting og forlader hende. Han er student og skal videre i livet.«

Det er et vigtigt greb, at Kjell Askildsen ikke fortæller, hvordan tingene, stederne og personerne ser ud. Det må læserne tænke sig til, og det gør de.

»De møblerer selv rummet,« siger han. »Og det er vigtigt, at jeg ikke selv keder mig i skriveprocessen. Det er, som om sætningerne selv bestemmer, hvad der skal komme, men fortsættelsen skal være logisk i forhold til de byggesten, jeg lægger ud.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

"Hovedværket er ’Thomas F’s siste nedtegnelser til almenheten’, som i 2006 af Dagbladet blev kåret som den bedste skønlitterære, norske roman i de seneste 25 år."

’Thomas F’s siste nedtegnelser til almenheten’ er ikke en roman men en novellesamling; og det er en forbandet god bog, men jeg synes det er noget pjat at udnævne den til hovedværk.