Læsetid: 4 min.

Boglig i Brooklyn

New Yorks største bydel, Brooklyn, er kendt for sine prisvindende forfattere, og nu tiltrækker den sig også stor opmærksomhed for sin årlige bogfestival, der i sidste weekend blev afviklet for sjette gang
Jennifer Egan vandt i år en Pulitzerpris for sin forrygende og eksperimen-terende roman 'A Visit from   the Goon Squad'. Hun bor i Brooklyn-området Fort Greene, der huser indtil flere forfattere.

Jennifer Egan vandt i år en Pulitzerpris for sin forrygende og eksperimen-terende roman 'A Visit from the Goon Squad'. Hun bor i Brooklyn-området Fort Greene, der huser indtil flere forfattere.

Henny Ray Abrams

23. september 2011

NEW YORK - »Jeg flyttede til Brooklyn, fordi jeg gerne ville være forfatter, og jeg vidste, at dem var der mange af her. På den måde bliver Brooklyns litterære ry selvforstærkende. Som forfatter er det rart at være sammen med andre, man kan diskutere sin store interesse med,« fortæller Stefan Merrill Block, hvis anden roman, Stormen udenfor, snart udkommer på dansk.

Brooklyn, der med sine 2,5 millioner indbyggere er New Yorks største bydel, har en nærmest magisk tiltrækningskraft på talentfulde, amerikanske forfattere. Her er så stor en koncentration af kvalitetsforfattere, at det næsten minder om Paris' kunstnerliv i 1920'erne.

Stefan Merrill Block er blot én af rigtig mange såkaldte 'litterære' forfattere, der har slået sig ned i bydelen, og hans afslappede, tænksomme facon passer perfekt til området Brooklyn Heights ved Court Street, hvor små cafeer og den udsøgte boghandel BookCourt indbyder kunderne til at skrue tempoet ned. I Brooklyn finder man ingen skyskrabere, her er mere luft og mindre glamour og stress end på Manhattan.

Opvækst i Brooklyn

Også historisk set har Brooklyn altid tiltrukket nogle af Amerikas allerstørste forfattere. Nogle fordi de - ligesom Merrill Block - blev tiltrukket af det litterære miljø, andre fordi det var til at betale. En af de første, der slog sig ned her, var digteren Walt Whitman, der i mange år måtte tage færgen, hvis han ville over til Manhattan, fordi den ikoniske Brooklyn Bridge blev først bygget færdig i 1883. Siden kom andre store forfattere til. En ny bog, Literary Brooklyn. The Writers of Brooklyn and the Story of American City Life fortæller historien om, hvordan forfattere som Richard Wright, Norman Mailer, Thomas Wolfe, Truman Capote og Henry Miller valgte at bosætte sig her i lange perioder, og hvordan det påvirkede deres forfatterskaber. Bogen går helt op til nutiden og beretter også om nulevende forfattere som for eksempel Jonathan Lethem (bl.a. Ensomhedens fæstning), hvis bøger er tydeligt præget af hans opvækst i Brooklyn. Jonathan Lethem er for nylig flyttet til Californien, men nogle få gader øst for Court Street ligger området Fort Greene, der i dag huser to Pulitzerprisvindere: Den indisk-amerikanske Jhumpa Lahiri, der i 2000 vandt prisen for sin debut, novellesamlingen Tolken, og Jennifer Egan, der vandt den store pris i år for sin forrygende og eksperimenterende roman A Visit from the Goon Squad.

Stort fremmøde

Lidt længere sydpå, i området Park Slope, kan man ikke 'svinge tasken med sin laptop uden at ramme en bestsellerforfatter', skrev Los Angeles Times forleden. Og noget er der om snakken. I lørdags var det i hvert fald vanskeligt ikke at bemærke det celebre forfatterpar Paul Auster (Brooklyn dårskab og senest Sunset Park) og Siri Hustvedt (senest Sommeren uden mænd), da de kom spadserende op ad Seventh Avenue med hinanden under armen. De var på vej hen til den lille indieboghandel Community Bookstore, som et andet prisvindende forfatterpar, Jonathan Safran Foer (Ekstremt højt og utrolig tæt på) og Nicole Krauss (Kærlighedens historie) også besøgte med deres to drenge.

Begge familier bor i området, og i weekenden læste de op ved fejringen af den lokale boghandels 40-års-fødselsdag. Community Bookstore er blevet et samlingssted, hvor folk ikke bare køber bøger, men også mødes for at drikke en kop kaffe, kæle med katten eller lade børnene lege i hjørnet, mens man taler bøger. Og det er ikke forbeholdt en snæver, litterær kreds. Det viste sig med al tydelighed, da mere end 600 mennesker mødte op til oplæsning, der i dagens anledning var flyttet til kirken overfor.

Oplæsningen i kirken var et af en lang række arrangementer i Brooklyn i forbindelse med bydelens årlige bogfestival, The Brooklyn Book Festival, der sluttede i søndags. Én aften kunne man således deltage i vinsmagning med forfatteren Jay Mc-Inerney (kendt for blandt andet Byens lys) på Brooklyn Winery, mens man en anden aften kunne dyste mod sine yndlingsforfattere i Amerikanske PEN's Pub Quiz eller sippe drinks og spise hors d'oeuvre med tegneren Craig Thompson (kendt for den grafiske roman En dyne af sne) i kælderen under boghandlen WORD.

Én af de største

Hele søndag var dog forbeholdt oplæsninger og forfattersamtaler i området i og omkring det gamle rådhus, hvor også en lang række forlag, tidsskrifter og litterære foreninger solgte deres bøger fra farverige boder.

Festivalen blev i år holdt for bare sjette gang, men er allerede vokset til en af de største gratis bogfestivaler i USA. 260 forfattere deltog i løbet af fire dage, og Brooklyns bydelsborgmester Marty Markowitz kalder stolt Brooklyn for »New Yorks litterære hovedstad». I en tale ved festivalen kunne han ikke lade være med at hovere lidt over, at Manhattan ikke kan mønstre nogen tilsvarende begivenhed. Han satser på, at festivalen inden længe bliver den største på USA's østkyst - kun festivalen i Miami er større - og han gør også meget ud af, at det er en international festival med forfattere fra hele verden. Alligevel er der ingen tvivl om, at Brooklyns egne forfattere fortsat vil være i centrum her.

Hvert år har festivalen givet sin pris, The Brooklyn Book Award, BoBi, til en forfatter, hvis forfatterskab »eksemplificerer eller taler til Brooklyns ånd, og som har en stor betydning for litteraturen«. Prisen er tidligere givet til blandt andre Paul Auster og Walter Mosley.

I år modtog Jhumpa Lahiri prisen, og hun læste op af sit nye manuskript i en tæt pakket kirke tæt på rådhuset.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu