Læsetid: 3 min.

Britiske spioner begejstrer i Venedig

Svenske Tomas Alfredson begejstrer med sin stjernespækkede, engelske filmatisering af le Carré-klassikeren 'Dame, konge, es, spion', og 'Hunger'-instruktør Steve McQueens drama 'Shame' ligner en kommende Guldløve-vinder
Svenske Tomas Alfredson begejstrer med sin stjernespækkede, engelske filmatisering af le Carré-klassikeren 'Dame, konge, es, spion', og 'Hunger'-instruktør Steve McQueens drama 'Shame' ligner en kommende Guldløve-vinder
7. september 2011

»Vi var alle sammen enige om, at den bog nok var totalt umulig at filmatisere. At det var nærmest blasfemisk at introducere en anden George Smiley end Alec Guinness, og at det derfor lige så godt kunne være en forvirret, svensk instruktør af ikke-horrorfilm, der kunne efterprøve så mærkelig en idé,« sagde Tomas Alfredson, kort efter at hans filmatisering af Dame, konge, es, spion blev præsenteret for verdenspressen ved filmfestivalen i Venedig.

At hans arbejde med det, han kalder at »finde fileten« i John le Carrés klassiske spionthriller, er lykkedes, afspejlede det bragende bifald, der ved samme lejlighed mødte den svenske instruktør, flankeret af Gary Oldman, der har rollen som agent Smiley, samt Colin Firth og John Hurt, der spiller hans agentkolleger i filmen.

I le Carrés koldkrigs-thriller bliver den pensionerede Smiley hentet ind, da nye efterretninger afslører en potentiel dobbeltagent, der i sin tid har obstrueret en af hans missioner. Og i sin filmatisering har Alfredsons rettet fokus på romanens skildring af betydningen af venskab og loyalitet blandt agenterne, for hvem ensomhed er en betragtelig erhvervsrisiko.

Alfredson, der har adskillige titler bag sig, blandt andet den socialrealistiske komedie Fire nuancer af brunt, brød internationalt igennem med den skæve vampyr-film Lad den rette komme ind, som han kalder en »ikke-horror-film«.

Hans Dame, konge, es, spion er en overlegen opvisning i farvemættede billedkompositioner, der bruger mangt mere end fire nuancer af brunt i sin portrættering af agenternes naturlige paranoia-prægede habitat anno 1973. Filmen er så rig på tekstur og i sine karakterskildringer, at man kan lugte den regnvåde tweed, fornemme nikotinlugten i møblerne og smage Smileys bitre livserfaringer i hendes majestæts tjeneste.

Helte er i det hele taget ikke, hvad de har været på filmfestivalen i Venedig, hvor Steven Soderberghs rå power-realisme af en influenzaepidemi-thriller Contagion, viste sig befriende renset for John McClane- og James Bond-typer. I stedet heltekårer Soderbergh og hans manuskriptforfatter, Scott Z. Burns, de kvindelige læger og forskere i hovedrollerne.

»Det var et helt bevidst valg, fordi alle de læger og forskere, vi stødte på i vores research på dette område, var kvinder. Vi ville have, at filmen skulle vise så realistisk et scenarium som muligt,« sagde instruktøren.

Kvaliteten af hans film er symptomatisk for en festival, hvor selv flere titler uden for hovedkonkurrencen er fremragende, deriblandt Al Pacinos Wilde Salomé. Pacinos krydsning mellem dokumentar og spillefilm følger hans opsætning af Oscar Wildes skuespil Salomé i Los Angeles parallelt med, at han går i Wildes fodspor i Dublin, og er et forførende eksempel på relationen mellem liv og kunst.

Britisk favorit

Ifølge kritikerpanelet i festivalavisen Venews er festivalens hidtil bedste bud på en Guldløve-vinder fortsat Polanskis særdeles morsomme hudfletning af en hyklerisk middelklasse i Carnage. Efterfulgt af Clooneys politiske drama The Ides of March, der i sine skarpeste øjeblikke minder om tv-serien The Wire.

Meget tyder dog på, at den mere smalle, men lige så helstøbte film, der ligger nr. tre på kritikernes hitliste, kan få den prestigefyldte hovedpris af Darren Aronofskys jury.

Britiske Steve McQueen, der vandt Camera d'Or-prisen for sin spillefilmdebut Hunger i Cannes i 2008, har drejet et nærgående drama om en mands sexafhængighed. Shame, der har en fabelagtig, intens Michael Fassbender i hovedrollen som newyorker med en grufuld hemmelighed, er dybt bevægende.

McQueens portræt glimrer i kraft af en gennemtrængende, stilistisk melankoli, selv i de mange, udpenslende sex-scener, og i kraft af instruktørens evne til at hæve sin film til en universel historie om skam, sorg og forløsning.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu