Dansk kulturpolitik er stivnet i konsensus

I dag er det præcis 50 år siden, daværende statsminister Viggo Kampmann (S) grundlagde sit Ministerium for Kulturelle anliggender, og Julius Bomholt (S) som den første satte sig i ministerstolen.

Men trods det seneste årtis ophedede debat om kulturkanon og smagsdommere er dansk kulturpolitik i dag mere end nogensinde en konsensuspræget affære, hvor ingen af de politiske partier for alvor tør tage hul på de grundlæggende kulturpolitiske spørgsmål. Det mener Jørn Langsted, leder af Kulturpolitisk Forskningscenter på Aarhus Universitet:

»Man kan selvfølgelig definere værdidebatten som kulturpolitik, og her er uenighederne tydelige. Men der er umiddelbart ikke den store uenighed, når det kommer til konkret kulturlovgivning, kulturstøtte osv. Det er derfor kulturpolitikken også er så fraværende i valgkampen for ingen tør påpege uenighederne.«

Roger Buch, lektor ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole er enig i, at dansk kulturpolitik er præget af en høj grad af enighed:

»Der er en bred konsensus på kulturområdet, og langt de fleste af de beslutninger, der tages, tages i fællesskab.«

Roger Buch påpeger, at der dog er kulturpolitiske områder, hvor der hersker en grundlæggende uenighed mest åbenlyst spørgsmålet om, hvorvidt TV2 skal sælges eller ej.

Peanuts

Ikke desto mindre fastholder Jørn Langsted, at ingen af de etablerede partier grundlæggende ønsker at ændre på eksempelvis den støttemodel, vi har i dag.

»Ingen tør åbne debatten ved at sige: Lad os nedlægge eller gentænke støtten til Det Kongelige Teater eller Operaen. Og man kan slet ikke forestille sig en Christiansborg-politiker, der grundlæggende kommer med nogle nytænkende og anderledes initiativer,« siger han og fremhæver som eksempel, at de konkrete og ambitiøse kulturpolitiske initiativer i den igangværende valgkamp glimrer ved deres fravær.

S-SF har ganske vist planer om at forøge det samlede kulturpolitiske budget med 100 millioner kroner om året, men det imponerer ikke Jørn Langsted:

»Her snakker vi 100 millioner kroner ud af det samlede kulturpolitiske budget på 12 milliarder kroner. Det kan givetvis gøre godt nogle steder rundt om i landet, men det er jo peanuts i det store billede.«

Han understreger, at det ikke nødvendigvis blot er, fordi han råber på flere penge til kulturen.

»Jeg efterlyser simpelthen bare nogle visioner fra vores politikere. Hvad skal dansk kultur kendetegnes ved fremover? Men hvis man foreslår bare det mindste opgør med etablerede dele af kulturlivet, er man bange for at blive stemplet som rindalist,« siger Jørn Langsted med henvisning til den bevægelse, der fra midten af 60'erne protesterede mod statsstøtte til kunst og kultur.

Hårde prioriteringer

Den konsensusprægede kulturpolitik vil snart blive afløst af en reel diskusion om fundamentale uenigheder, forudser Peter Duelund, kultursociolog fra Københavns Universitet.

»Vi står foran et meget stort indholdsmæssigt og grundlæggende diskussionspunkt i de kommende år. Er formålet med kunsten og kulturen at være en øjenåbner i forhold til en forståelse af verden omkring os, eller skal den være fokuseret på vores nationale fællesskab? Kort sagt er spørgsmålet, om vi skal fremme den nationale eller den universelle og kosmopolitisk rettede dimension.«

Peter Duelund spår, at denne diskussion er uundgåelig i en tid, hvor der ikke vil blive afsat markant flere penge til kulturen.

»Man bliver nødt til at tage stilling til de indholdmæssige spørgsmål. Det kan simpelthen ikke undgås. Og det kommer til afspejle sig i alle aspekter af kulturpolitikken fra litteratur og kunst til teater og musik. Her vil partierne markere en klar uenighed mellem hinanden,« spår Peter Duelund.

»Dansk Folkeparti vil betone det nationale, mens andre partier vil indtage det modsatte synspunkt.«

Også Jørn Langsted forudser, at man i de kommende år står over for store kulturpolitiske diskussioner:

»Præmissen for kulturpolitikken vil på sigt være, at der grundlæggende ikke kommer flere penge. Samtidig vokser omkostningerne, institutionerne skriger på penge, og man kan ikke bare rationalisere sig til besparelser på kulturen, som man kan andre steder. På et tidspunkt må man spørge sig selv: Er salamimetoden, hvor man hele tiden skærer lidt fra overalt, virkelig holdbar? Og her vil man komme frem til den erkendelse, at man er nødt til at prioritere og fravælge noget, hvis dansk kultur skal holde sig i verdensklasse.«

Jørn Langsted hilser en fremtidig kulturdebat velkommen og kalder den nødvendig.

»Så kan vi se frem til, at dansk kulturpolitik bliver andet og mere end lappeløsninger. Kulturen har brug for sådan en debat.«