Dokumentaren er svær balancegang

Lyset er tændt, og lærredet tomt i BioCitys sal 7 i Aarhus. Alligevel er salen fyldt godt op med forventningsfulde filmentusiaster. Et nydeligt dækket bord med stearinlys, hvidvinsflasker og to stole afslører, at det ikke kun er film, der skal nydes i de kommende timer.

Som en del af filmfestivalen Nordisk Panorama, der i denne uge afholdes i Aarhus, har 'smilets by' nemlig fået fint besøg. Til dundrende klapsalver indtager de to dokumentarister Janus Metz og James Marsh scenen.

Førstnævnte står blandt andet bag filmene Fra Thailand til Thy og Fra Thy til Thailand, samt den omdiskuterede Armadillo, der følger danske soldater i Afghanistan.

Marsh har blandt andet vundet en Oscar for bedste dokumentarfilm for Man on Wire, der beskriver planlægningen og den dramatiske gennemførelse af franskmanden Philippe Petits linedans mellem World Trade Center-tårnene i New York.

Menuen står på crepes suzette, og mens den til lejligheden indhentede kok hælder cognac på panden og begynder flamberingen, griber de to hovedpersoner mikrofonerne og tager hul på en næsten to timer lang snak om dokumentarfilmens styrker, udfordringer og faldgruber.

Iscenesat virkelighed

Der går ikke mange minutter, før samtalen ledes ind på det dilemma, enhver dokumentarist står over for.

»Det er altid en interessant diskussion, om vi fiktionaliserer en film for meget i forhold til den virkelighed, den skal beskrive,« begynder Janus Metz.

James Marsh supplerer: »Mange i vores branche vil sige, at det, vi gør, når vi eksempelvis lægger musik under vores billeder for at skabe en stemning eller på anden måde lyddesigner, er forkert. Og ja, vi tilføjer elementer til den 'rene' virkelighed. Men det gør man allerede med de redaktionelle valg, man træffer.«

James Marsh erkender, at han i høj grad gør brug af både rekonstruktion, skuespil og musiske virkemidler i sine film og henviser til en scene i Man on Wire, hvor han sågar viser en af hovedpersonernes drøm som en rekonstruktion.

»Men her er det jo også meget tydeligt, at det er noget, jeg iscenesætter.«

Det samme gør Janus Metz: »Men mine iscenesættelser i for eksempel Armadillo er lidt mere diskrete, og det er nok også derfor, jeg jævnligt får kritik for dem. Fordi nogle tror, jeg forsøger at pakke noget ind eller skjule det.«

Undervejs i samtalen viser de to dokumentarister klip fra filmene på det store biograflærred. James Marsh supplerer diskussionen med et klip fra Armadillo, hvor to soldater diskuterer et vejsidebombeangreb, deres kammerater har været udsat for tidligere samme nat. Her krydres dialogen med både underlægningsmusik og animerede billeder, mens soldaterne bliver enige om, at »det var sgu ikke sjovt«.

»Jeg har valgt klippet af to grunde,« begynder James Marsh. »For det første fordi det her er vendepunktet i din film. Tidligere har krigen været et eventyr for soldaterne, men nu er deres venner blevet såret, og det er sgu ikke sjovt mere. Men det er også, fordi jeg gerne vil rose den måde, du tør bruge filmiske virkemidler på både på lyd og billedsiden. De er med til at underbygge det drama, vi ser udspille sig, og giver os en dimension ud over de visuelle billeder, der er optaget på dette øjeblik. Det er en rigtig elegant balance, som er svær at holde i enhver dokumentarfilm.«

Metz uddyber, at det er vigtigt at gøre op med, at en dokumentarfilm skal være så nøgtern og ufravigeligt realistisk som muligt:

»Den her puritane tilgang til at gengive virkeligheden er bare ikke den rigtige i alle situationer.«

De to midaldrende herrer er så optagede af deres samtale, at de helt glemmer at smage på de dessertpandekager, der efterhånden må være godt kolde.

Vinen glemmer de dog ikke, og de er efterhånden nået til bunds i det andet glas.

Ingen letkøbt morale

James Marsh understreger, at han helt bevidst forsøger at undgå at give sine dokumentarer en åbenlys morale:

»Tag nu Michael Moore, som jeg i øvrigt har stor respekt for,« begynder Marsh .»Det er næsten som at blive råbt ad i to timer, når man ser hans film. Og vi har nok det tilfælles, at vi for alt i verden vil undgå at gøre det.«

Det er dog ikke altid, at det lykkes, fortæller Janus Metz. Han er i forbindelse med Armadillo blevet beskyldt for at tegne et romantiseret og begejstret billede af krig.

»Det vil jeg sådan set ikke argumentere imod, for hvis nogle opfatter filmen sådan, så er det sådan, de ser den. Men for mig er Armadillo bestemt ikke et romantiseret billede. Men det er rigtigt, at et stort tema både i filmen og hos soldaterne er den tiltrækningskraft, som krig og den konstante flirten med døden har.«

James Marsh har også oplevet, at hans film er blevet tillagt en morale, som ikke har været tilsigtet. Han henviser igen til Man on Wire, der ifølge ham ikke har noget dybereliggende budskab.

»Jeg har helt bevidst aldrig spurgt Philippe, hvorfor han gjorde det (gik på line mellem tårnene i World Trade Center, red.). Der er ikke noget 'hvorfor', og hvis man stiller det spørgsmål, har man i virkeligheden fuldstændigt misforstået pointen. Det er smukt i sig selv, og det er den eneste forklaring.«

Janus Metz nikker endnu engang og sipper de sidste dråber af sin hvidvin på en aften, hvor de to hovedpersoner var enige om stort set det hele.

Information var inviteret til Aarhus af Nordisk Panorama.

Nordisk Panorama – Nordic Shorts and Documentaries, 23.-28 september.