Den Kgl. Operas nye engelske chef, Keith Warner, er blevet spurgt om, hvordan han vil få folket til at gå til opera folket her forstået som håndværkere og folk uden uddannelse. Det skete forleden i Politikens valgkampsenquete om finkulturen og danskerne, som dokumenterer, at Den Kgl. Ballet og Den Kgl. Opera modtager de største offentlige tilskud pr. besøg i 2010.
Warner giver først udtryk for en forundring over, at hans forgænger har været for doven og tilbagelænet i den udadrettede aktivitet, og at der i det hele taget ikke har været lagt en grundlæggende plan for, hvordan man vil nå længere ud i samfundet.
Nu må man retfærdigvis indvende, at Operaen har haft ganske høje besøgstal siden åbningen i 2005, og selv om det i vore dage er svært at konstatere, om dele af publikum kun har en 9. klasseseksamen eller lige har smidt kedeldragten, så forekommer det som helhed at være ganske repræsentativt for det danske samfunds flydende segmenter. Men naturligvis er der fortsat et stort potentielt publikum, som af den ene eller anden grund ikke finder hen til Operaen.
Grænseoverskridende
Det, der imidlertid må undre ved Warners besyv til enqueten, er hans egen konkrete plan. Han forestiller sig at involvere hjemløse, prostituerede, psykisk syge og løsladte folk fra fængslerne i et projekt, han kalder Streetwise Opera. De skal lære operafaget i løbet af et par måneder det som andre bruger 10-12 år på og opføre en 'nem' nyskreven opera for folket i Operaen og til en pris, der svarer til tre ture i biffen. Ingen tvivl om, at det vil kunne blive grænseoverskridende og måske eksistentielt transformerende for de medvirkende, men ærlig talt: Hvor mange håndværkere og uuddannede arbejdsløse gider bevæge sig ud på Holmen og kigge på et sådant socialpædagogisk eksperiment?
Keith Warner og hans kollega, balletchef Nikolaj Hübbe, sidder godt nok på vaklende troner i krisetider. De er tildelt de største budgetter, fordi de administrerer den på alle leder og kanter mest ressourcekrævende kunst.
Markant færre midler vil gøre den middelmådig, og det er åbenbart meget svært at erkende for en stor del af befolkningen, hvis man skal tro de meningsmålinger, som medier og politikere render efter. Keith Warner tvinges til selv at formulere dagsordenen: Hvis almindelige mennesker ikke bakker Operaen op, bør den ikke være der. Men er almindelige mennesker så kun håndværkere og folk uden uddannelse?
Bugner ikke af genialitet
Der har vel aldrig været en større folkelig opbakning om Det Kgl. Teater. Bortset fra Elverhøj, hvad Olsen Banden drog fordel af i sin tid. Og i perioder var operaafdelingen så usynlig, at man sagtens kunne have undværet den. Det blev der ændret på, først af operachefen Elaine Padmore og efter hende Kasper Holten. Alene dette årelange kvalitetsløft tilskyndede mange nye 'folk' til at gå i operaen. Man kan med et fyord formulere det på den måde, at operacheferne opdrog publikum med nutidigt, til tider provokerende musikteater i stedet for udlevet tradition. Arbejdet blev kronet med en skelsættende opsætning af Richard Wagners Ringen, næsten udelukkende med sangere fra huset og et genfødt kongeligt kapel.
Al den succes har muligvis medført, at Holten indtog en hvilestilling med hensyn til livet uden for murene, som efterfølgeren udtrykker det. Men udvejen frem til større besøgstal af flere 'almindelige mennesker' ligger nok andre steder end i socialpædagogiske projekter.
Efter denne kommentators mening bugner repertoiret ikke ligefrem med geniale operaer. Derfor skal nytilkomne møde det bedste i de forhåndenværende bedste udførelser. Der er en hellig treenighed i denne verden: Mozart, Verdi og Wagner, hvilket med lidt hovedregning og selektion giver rundt regnet en udødelig kanon på 25-30 operaer. De burde være allemandseje. Og Verdi og Wagner fylder oven i købet begge 200 år i 2013. Hvilken chance for Keith Warner at mobilisere ekstra fondspenge og kreativ formidling til et fremstød for at komme danskerne i tale og for i sidste ende at få dem til at føle stolthed over det nationale operahus.
