Læsetid: 2 min.

Famøse strikkere

På en visit i Norge var det mere end svært at tage den canadiske digters sorg over tabet af drømmen om rigdom og berømmelse alvorligt
2. september 2011

I Oslo forleden var jeg til en litteratur- festival: Tekstallianse, et fint todages projekt for mindre forlag, tidsskrifter og den slags. På trods af smukke hensigter haltede planlægningen en smule, og ved festivalens åbning blomstrede et uheldigt langt program til langt ud på aftenen og ind i natten.

Vi gik til, vi måtte hele tiden ud og drikke en tår øl i støvregnen, ind igen, mere plapren fra forskellige velmenende og smånervøse forlæggere, digtere. Den canadiske hot shot-digter derek beaulieu (som konsekvent staver sit navn med småt, tror jeg nok) holdt ikke mindre end to længere foredrag den aften i vanlig amerikansk/canadisk snakkesalig stil.

»Men vi er jo europæere« udbrød en veninde i pausen i støvregnen, da vi var ude og sukke over hans anti-poetiske besked, lidt rasende var jeg alligevel efter hans snak. Men det handlede vist mest om mit temperament, jeg ved det ikke. Tiltalt som vi var blevet, som en gruppe collegestuderende på dereks creative writing-hold, skulle vi jo nok, han var ked at slå skår i vores uskyldighed, forvente hverken at blive rige eller berømte (ca. 20 minutter blev brugt på en minutiøs nedtælling til det egentlige antal læsere, en digtsamling vil få i Canada (ca. 500)). Ak, sagde derek, og leverede sin mest kødfulde punchline: »A famous poet is like a famous knitter«.

Så kunne vi selv tænke os til resten, mens vi lo hjerteligt. Men denne canadiske sorg over tabet af den canadiske drøm om rigdommen og den store berømmelse, den var nu umådelig svær at tage alvorligt.

Vi, de berømte strikkere

Og særlig efter fire-fem timers fastslåen fra Island til Sverige, at poesien ikke længere var så interessant, at følelserne og det genuine ikke længere var så interessant (derek igen), at dit og dat og dommedag, så måtte vi krybe til mikrofonen omkring midnat, fire unge danske digtere, og for et udmattet publikum med udfordrede danskkundskaber læse vores utroligt digtagtige digte, som en, hvad vi ikke var bevidste om, da vi kørte i bus gennem Sverige, pludselig modreaktion på hele aftenens småforældede avantgarde.

Vi var berømte strikkere. Vi sagde: blod. Jeg tror sågar også, at flere af os sagde: hav.

Vi tog ikke til Oslo for at blive rige og berømte, men for at drikke en overdrevet dyr øl under en norsk lysekrone, klappe en ven på skulderen, gå lidt langs fjorden. Og hvad er egentlig mere vidunderligt, diskuterede vi, end en dedikeret strikker? En strikker, der f.eks. ved alt om en særlige gnaver fra Australien, hvis hastigt stigende udbredelse truer landbruget, og som derfor indfanges i store mængder, så at pelsen kan spindes til garn?

Er det den slags digtere, vi vil være, som strikkere, der strikker med ambitionen om at strikke sig ind i en storslået tradition? Det kan godt være, vi trak på skuldrene, fjorden var blank.

 

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu