Læsetid: 6 min.

Fartstriber på filmstrimler

Knap var filmmediet født, før det blev fascineret af fart. I anledning af den danske premiere på Nicolas Winding Refns 'Drive' trykker vi filmhistoriens søm i bund
Knap var filmmediet født, før det blev fascineret af fart. I anledning af den danske premiere på Nicolas Winding Refns 'Drive' trykker vi filmhistoriens søm i bund
15. september 2011

»Well now, I'm no hero, that's understood. All the redemption I can offer, girl, is beneath this dirty hood. With a chance to make it good somehow, hey, what else can we do now? Except roll down the window and let the wind blow back your hair. The night's busting open, these two lanes will take us anywhere.« 'Thunder Road' af Bruce Springsteen

 

Som følge af en overdosis havre blev en hest i 1907 så energisk, at den stak af fra sin ejermand og efterfølgende måtte indfanges. Det skete i filmen The Runaway Horse, som vi jo på dansk passende kan kalde Borte med hesten. Et tidligt eksempel på, at filmmediet egner sig fortrinligt til at formidle fart og fremdrift.

»Intet er mere filmisk end en biljagt,« slog filmprofessor Torben Grodal ligefrem fast i et essay i anledning af mediets 100-års fødselsdag, og efterhånden som biler fik stadigt flere hestekræfter under motorhjelmen, blev deres filmiske potentiale for alvor forløst. Nogle gange i den elementære spændings tjeneste, andre gange som symbol på ejermandens jagt på indsigt og erkendelse.

Denne artikel vil fokusere på to forskellige, men til tider overlappende størrelser: Biljagten og roadmovien.

Muskuløse maskiner

»Så dansk som æbletærte,« fristes man til at kalde Nicolas Winding Refn, der tilbragte en stor del af sin barndom i New York og allerede i debutfilmen Pusher trak på en amerikansk filmtradition. Derfor giver det god mening, at han nu i sin nye og første amerikanske film, Drive, kaster sig over amerikanernes lidenskab for biler, samt at filmen foregår i den vidtstrakte storby Los Angeles, som har det uofficielle slogan »Nobody walks in L.A.!«.

Det var her, at William Friedkin i To Live and Die in L.A. (1985) lod en biljagt udspille sig på en af byens mange freewaysi modsat køreretning. Her, Jan de Bonts ligeud ad landevejen-hyldest til fart på film, Speed (1994), udspillede sig. Og her, James Cameron i science fiction-actionfilmen Terminator 2 (1991) iscenesatte en særligt sublim forfølgelsesscene i den næsten udtørrede, apokalyptisk-æstetiske L.A. River: Arnold Schwarzeneggers old-school cyborg-model kører på en go', gammeldags Harley-Davidson, hvis ekstremt maskuline motorlyd perfekt komplementerer den østrigske alfahans fysiske fremtoning, mens den teknologisk super-avancerede skurk forsøger at kvase ham under hjulene på den lastbil, han just har 'lånt' sig til.

Hvis vi lige ser bort fra, at det her er to dræberrobotter, der jagter hinanden, er scenen typisk for biljagten som en dyst på mandsmod, et spørgsmål om, hvem der er bedst til at beherske de mange hestekræfter. På sin vis er køretøjet derfor blot en forlængelse af førerens karaktertræk, ikke mindst med hensyn til kompromisløshed og dødsforagt.

Udødelig køreglæde

Filmhistoriens mest legendariske biljagt er utvivlsomt den i Bullitt (1968). I 10 minutter brændes der gummi i San Franciscos asfaltbakkelandskab, men selvom kvaliteterne er mange, skæmmes sekvensen af flere såkaldte kontinuitetsfejl, hvilket blandet andet ses ved, at den samme folkevognsboble på besynderlig vis overhales gang på gang.

Det ændrer dog ikke ved, at filmens hovedrolleindehaver, Steve 'The King of Cool' McQueen, om nogen forstod at få det at have benzin i blodet til at tage sig sexet ud. 25 år efter motorsportsentusiasten McQueens tidlige (men ej trafik-relaterede) død, gik Ford-koncernen da også så vidt som til, ved hjælp af teknologiske tricks, at genoplive ham for at promovere deres nye Mustang-model i en reklame spækket med messianske undertoner!

En anden mindeværdig biljagt i samme by ses i den sidste film i Dirty Harry-serien, The Dead Pool (1988), hvor hovedpersonen må tage flugten fra en rap lille satan af en radiostyret bil, som er påmonteret en kraftig sprængladning.

Men det er førnævnte William Friedkin, der kan tage æren for filmhistoriens mest sindsoprivende biljagt. I The French Connection fra 1971 brugte han New Yorks højbanes stålskelet til at skabe et klaustrofobisk rum omkring en bil, der febrilsk forsøger at holde trit med et tog, på hvilket der befinder sig en forbryder. Det forlyder, at Friedkins væsentligste arbejdsprincip var »fuck it«, og at han ikke besværede sig med at indhente myndighedernes tilladelse!

Det var i øvrigt samme år, at unge Steven Spielberg lavede den lettere surrealistiske tv-film Duellen, som nærmest er én lang biljagt: En mand i en almindelig personbil forfølges af en stor, beskidt, monstrøs og muligvis førerløs lastbil, der kan tolkes som en moderne version af en eventyrdrage.

Visdom på vejen

Der er dog også masser af eksempler på uhøjtidelige eller direkte farceagtige biljagter, som nu den i musicalkomedien Blues Brothers (1980), i hvilken talrige politibiler må lade livet.

Hvor biljagten er actionfyldt, er roadmovien til tider nærmest meditativ. Det er en selvstændig genre, som udsprang af ikke mindst westerns, der jo også ofte involverede lange rejser. Som regel 'gik' turen fra USA's østlige egne mod vest, så når amerikanere kører tværs over deres enorme kontinent, er det med minderne om en både reel og filmmytisk fortid som medpassager.

Roadmovien skildrer to forskellige, men nært forbundne rejser, nemlig en ydre, geografisk og en indre, sjælelig eller psykologisk af slagsen. Den findes i et væld af afskygninger, og David Laderman skriver indsigtsfuldt om mange af dem i bogen Driving Visions, hvor han også bemærker ligheden mellem det at se film og det at køre bil: I begge tilfælde betragter man et forløb gennem en skærm, som så enten er et lærred eller en forrude (med bakspejlet som en lille film i filmen).

Ved årtusindeskiftet kom to roadmovies, der fornemt illustrerer genrens spændvidde: Den uartige drengerøvskomedie og aparte dannelsesrejse Road Trip samt David Lynchs sobre The Straight Story, hvori en gammel mand snegler sig gennem flere stater på en plæneklipper for at tage afsked med sin døende bror.

Og det er traditionelt mænd, roadmovien handler om, med Thelma & Louise (1991) som en af de få søstersolidariske undtagelser. Her symboliserer rejsen og vejene i høj grad kvindernes evne til i vid forstand at orientere sig uden maskulin indblanding.

Det velsignede køretøj

Hovedpersonerne er oftest outsidere, rebeller eller ligefrem kriminelle, og ikke sjældent ender de som martyrer. I Arthur Penns roadmovie-gangsterdrama Bonnie and Clyde (1967) spiller flugtbilen en nøglerolle, da det er Clyde Barrows færdigheder bag et rat, der holder banden uden for lovens rækkevidde men kun for en stund.

I den måske mest kendte roadmovie af alle, Easy Rider (1969), skildrer instruktør Dennis Hopper og hans filmfotograf Lászlo Kóvács det at køre gennem den storslåede amerikanske natur på Harley-Davidson som en spirituel oplevelse, der samtidig er lidt af en kussemagnet. Forbindelsen til de af præriens selvstændige mænd, der ligeledes nærede skepsis over for civilisationen, gøres helt klar, når kameraet kæler for hovedpersonernes moderne, motordrevne heste til tonerne af rocknummeret Born to Be Wild.

Også Vanishing Point fra 1971 synes at stræbe efter at udtrykke kørslens helt egen poesi: »Den sidste amerikanske helt, for hvem fart betyder sjælelig frihed,« lyder en replik. Det er næppe tilfældigt, at pessismistisk-eksistentialistiske roadmovies som disse to og Two-Lane Blacktopkom på et tidspunkt, hvor USA's selvbillede var i krise og hippieeuforien i fuld færd med at klinge af.

Andre veje

Selv om roadmovien altså i bund og grund er et amerikansk fænomen, er der gjort flere vellykkede europæiske forsøg udi genren, som nu f.eks. Ingmar Bergmans Ved vejs ende (1957), Wim Wenders' Undervejs (1976) og Thomas Vinterbergs ømme taber-odyssé De største helte (1996).

Martin Scorsese har i øvrigt med klassikeren Taxi Driver (1976) lavet en slags anti-roadmovie, fordi titelpersonens køretøj bestemt ikke symboliserer (jagten på) frihed, men tværtimod fremstår klaustrofobisk, næsten ligkisteagtig. Ej heller fejrer filmen fremdrift, for taxaen kører typisk i lav fart eller ligefrem slowmotion gennem et New York, der ligner et konkurstruet krydsning af Hades og Sodoma og Gomorra.

Da Scorsese er en af Nicolas Winding Refns inspirationskilder, er vi hermed tilbage ved artiklens udgangspunkt. Vi håber, du nød turen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu