De private fonde, der hvert år uddeler milliarder til dansk kunst og kultur, er hverken gammeldags eller snæversynede, når støttekronerne skal uddeles. Tværtimod. Sådan lyder svaret fra fondene efter den seneste tids kritik.
»Jeg kan overhovedet ikke genkende billedet af, at vores støtte fordeles så skævt. Vi støtter i høj grad også alle mulige former for eksperimenterende kunst,« lyder det eksempelvis fra direktør i Bikubenfonden, Søren Kaare-Andersen.
Information kunne i gårsdagens avis fortælle, at private fondes bidrag til kulturen var steget markant gennem de seneste år og er i 2011 højere end nogensinde. Her ventes beløbet at nå omkring to milliarder kroner. Men repræsentanter fra både de små teatre og amatørmusikere kritiserede samtidig, at de ikke har set noget til de flere støttekroner, der ifølge dem primært havner hos store og etablerede kulturinstitutioner. Langt størstedelen af de private fondes budgetter og regnskaber er ikke offentligt tilgængelige, og derfor er det svært at underbygge påstandene med konkrete tal. Men repræsentanter fra en række fremtrædende fonde afviser.
Hos Augustinus Fonden, der sidste år uddelte omkring 125 millioner kr. til blandt andet museer, teatre og musik, afviser, at de små institutioner bliver glemt.
»Vi har bestemt øje for både de store og små. Fra Statens Museum for Kunst og Arken til små lokale museer i provinsen. Vi har hverken en geografisk eller størrelsesmæssig skævvridning,« siger administrerende direktør Tommy Pedersen. Han påpeger, at Augustinus Fonden eksempelvis støtter en lang række nordjyske museer, og han genkender ikke billedet af, at fondene holder sig fra eksperimenterende kunst- og kulturprojekter.
»Nu kan jeg kun forholde mig til min egen fond. Og her ser jeg faktisk den modsatte tendens. At når vi kan bevilge flere penge, kan vi også nå bredere ud og støtte det smalle og uprøvede.«
Søren Kaare-Andersen supplerer: »At noget er småt og eksperimenterende, er ikke nødvendigvis lig med, at det er godt. Og det samme gælder for de store institutioner. Det handler om, at vi foretager en kvalitativ vurdering.«
Han nævner, at Bikubenfonden længe har støttet egnsteatret Carte Blanche i Viborg. Og der er adskillige flere eksempler, siger han.
»Men det er klart, at nogle af de store kulturinstitutioner bærer nogle af de store bevillinger af den simple årsag, at det er dér, der bruges mange penge.«
Ikke erstatning
I stedet advarer de private fonde nu om, at kulturlivet ikke må have urealistiske forventninger til, hvad de private fondes rolle er.
»Den her kritik smager lidt af, at mange steder begynder at se fondene som en erstatning for manglende statslig støtte. Vi er rundt om i fondene enige om, at vi ikke vil gå ind der, hvor det offentlige bør støtte. Og hos os bevilger vi jo eksempelvis ikke til direkte driftsomkostninger,« siger Maria Fabricius Hansen, medlem af direktionen i Ny Carlsbergfondet, der blandt andet opkøber billedkunst for godt 60 millioner kroner om året og uddeler til museer.
»Man skal se fondenes bidrag sådan, at der bliver plads og penge til at gøre noget ekstra, der ellers ikke ville blive gjort. Det er dybt problematisk, at det offentlige ikke tager ansvar for at støtte de institutioner store som små som befolkningen ser som nødvendige for at have et rigt kulturliv i Danmark,« siger Maria Fabricius Hansen, der minder om, at det ikke er de private fondes ansvar at holde hånden under store dele af kulturlivet.
»Vi har ikke, som Statens Kunstfond til formål at støtte vækstlagene. Vi er sat i verden for at købe de bedste værker, og det er en vigtig skelnen.«
Også Søren Kaare-Andersen fra Bikubenfonden fremhæver, at de private fonde ikke må ses som en erstatning for et offentligt kulturbudget, hvor bevillingerne bliver skåret år efter år.
»Fondenes bidrag skal ses som en ekstra støtte til et endnu livligere kulturliv, ikke som en del af et fast tilskud. Jeg ser ikke, at fondene kan være en erstatning for staten. Og jeg håber så sandelig heller ikke, at det bliver tilfældet.«
