De små og eksperimenterende dele af kunstscenen har svært ved at få støtte fra de private fonde, der i stigende grad kaster deres kærlighed og støttekroner efter allerede etablerede kunst- og kulturinstitutioner. Sådan lyder vurderingen fra en række eksperter, samtidig med at en ny rapport viser, at private fonde uddeler flere kulturpenge end nogensinde.
»Fondsstøtte går lettest til det store, kendte og ikke-kontroversielle. Fondene vil sjældent forbindes med noget, der er samfundsmæssigt provokerende,« lyder det fra Jørn Langsted, leder af Kulturpolitisk Forskningscenter på Aarhus Universitet.
Han understreger, at der er stor forskel på de utallige fonde, der støtter kunst- og kulturaktiviteter i Danmark.
»Men den overordnede tendens er klart, at fondsstøtten tilfalder det sikre. De vil oftere støtte klassisk end eksperimenterende teater, hellere klassisk end moderne musik, og sådan kan man blive ved,« siger Jørn Langsted og uddyber, at konsekvensen kan blive, at de eksperimentelle og mindre dele af kulturlivet kommer til at mangle livsnødvendige midler.
Matthæus-princippet
Markus Bjørn Kraft, der er direktør i konsulentvirksomheden Kraft&Partners bekræfter billedet af, at fondene i høj grad støtter de etablerede kulturinstitutioner:
»Vi ser, at fondene gerne vil have en større sikkerhed for, at deres penge har effekt. Og samtidig er der et ønske om at satse lidt mere på det sikre,« siger han.
En ny analyse udarbejdet af Kraft&Partners viser, at Danmarks 45 største fondes samlede uddelinger steg fra tre milliarder i 2009 til seks milliarder i 2011. Heraf går 30-40 pct. af bevillingerne til kulturelle aktiviteter. Men samtidig med at beløbet øges, bliver fondene også mere selektive og bevidste om, hvilke projekter, der skal støttes.
»Tidligere var fondene en slags hattedamer, der delte ud til, hvad man lige i år syntes var spændende. Men i dag har mange af de store fonde taget et refleksivt strategisk hop og er begyndt at satse på de projekter, der giver størst synlighed og effekt,« siger Markus Bjørn Kraft og påpeger, at eksempelvis dansk teater modtager et stadigt større tilskud fra fondene.
Samtidig med at fondene uddeler flere penge men primært til store kulturinstitutioner bliver de offentlige støttekroner sværere at hive ud af et system, der fastfryser eller i nogle tilfælde skærer i bevillingerne, og derfor også satser på det sikre:
»Så det skaber en selvforstærkende effekt, hvor det er dem, der i forvejen får meget offentlig støtte, som også tiltrækker det meste af fondsstøtten. Det er Matthæus-princippet, der gælder her,« siger Jørn Langsted, med henvisning til den berømte lignelse, om at 'de, der allerede har, skal have mere'. Som eksempel nævner Jørn Langsted Det Kgl. Teater og dele af den etablerede klassiske musik, der modtager meget store beløb i både fonds- og statsstøtte.
At også de offentlige kunststøttemidler i højere grad tilfalder de mere etablerede institutioner, bekræfter Markus Bjørn Kraft:
»Staten er også blevet mere strategisk med, hvem der gives penge til. Det er den samme tendens, bare drevet af to forskellige rationaler. Fondenes er blevet forsigtige, fordi de vil have mere synlighed og effekt, mens staten trækker sig tilbage, fordi den mangler penge i kassen.«
Mens udviklingen tilgodeser de store spillere i den danske kunstverdenen, bliver det samtidig sværere for de mere eksperimenterende grupper at få støtte.
»Når staten ruller sig tilbage, betyder det jo ikke at nationalscenen får færre penge. Det er på de andre områder, at man skærer i støtten. For nationalscenen skal jo være der,« uddyber Markus Bjørn Kraft.
Naturlov
»Ligesom store himmellegemer trækker mindre himmellegemer til sig, oplever vi, at de store institutioner trækker offentlige og private midler til sig,« siger Mogens Holm, der er formand for Foreningen Af Små Teatre. Han vil dog ikke fremstå som en del af et klagekor.
»Vi konstaterer bare, at der en tendens til, at det er sværere at få penge ud af de her fonde,« siger han.
Det indtryk har Jesper Krüger også. Han er organisationsleder i Organisationen af Rytmiske Amatørmusikere (ORA), der blandt andet gennem projektet Plekter arbejder med at hjælpe danske vækstlagsbands til at komme ud at spille i hele landet.
»Det er begrænset, hvad vi får fra de private fonde. Generelt er det rigtig svært at få foden inden for hos dem, fordi der er en tendens til, at vækstlaget ikke bliver taget så seriøst,« forklarer han og tilføjer, at en del af skylden også er kunstnernes for de er ikke altid gode nok til at få søgt om støtte.
»Men at der er sket en fordobling i antallet af uddelte fondsmidler, det er ikke noget, jeg har indtryk af kan mærkes blandt vækstlagsmusikken.«
Jørgen Langsted forklarer, at der ikke nødvendigvis er sammenhæng mellem kunstnerisk kvalitet og mængden af støttekroner.
»Et egnsteater i Vestjylland eller Haderslev har bare rigtig svært ved at tiltrække både penge og opmærksomhed også selvom de måske laver nogle vanvittigt vellykkede forestillinger.«
Penge har indflydelse
Men spørgsmålet er, om det overhovedet er et problem, at fondene satser mere sikkert end tidligere. Det mener Markus Bjørn Kraft ikke.
»Det er jo helt rimeligt, at når man lægger pengene, har man også indflydelse. Sådan er det nu engang,« siger han, og pointerer at små og nye projekter stadig godt kan få støtte.
»De skal bare være bedre til at begrunde, at de rent faktisk kan skabe synlighed og effekt. Det kræver mere af deres ansøgninger end tidligere,« siger Markus Bjørn Kraft.
Hos ORA vil man fremover gøre mere for at få del i de mange uddelte fondskroner:
»Vi har tænkt os fra starten af 2012 at bruge ekstra mange kræfter på netop de private fonde. For det er jo i virkeligheden ikke særligt store beløb, der kunne hjælpe vækstlaget helt enormt. Her snakker vi ikke millioner, men få tusind kroner, der kan gøre forskellen,« siger Jesper Krüger.
Også Mogens Holm mener, at det i princippet er helt legitimt, at staten og fondene støtter en bestemt form for kultur.
»Men det betyder selvfølgelig også, at kulturlivet drejer projekterne efter, hvad der støttes. Og jeg tror da, enhver kan forstå, at en del projekter skifter kurs efter, hvor pengene er.«
Alligevel mener Mogens Holm, at det er problematisk, at de private fonde ikke i så høj grad som tidligere støtter nye og eksperimenterende projekter. Fondene har nemlig tidligere været dygtige til at gå forrest og dermed også trække det etablerede statslige kultursyn i nye retninger.
»Jeg synes, at der er ved at indtræffe en vis træghed hos de private fonde. Der er mindre risikovillighed og mindre begejstring for det nye. Der hersker en tøven, hvor man hellere støtter det, man allerede kender, eller det, som allerede får støtte. Alle pengene sidder lidt bedre fast, og de bliver investeret lidt mere konservativt.«
