Læsetid: 2 min.

Fortælle eller beskrive

Jagten på 'den store samtidsroman' versus homeriske digressioner deler stadig de litterære vande. Men er det ikke netop i det homeriske 'for meget', at sproget kan arbejde for en skrøbelig frihed i en verden præget af tvang?
Standpunkt. Med titlen på sit berømte essay 'Fortælle eller beskrive?', som blev en del af den sovjetkommunistiske poetik, formulerede den ungarske litterat Georg Lukács et spørgsmål, som siden jævnligt er dukket op i forskellige varianter i litteraturdebatten.

Standpunkt. Med titlen på sit berømte essay 'Fortælle eller beskrive?', som blev en del af den sovjetkommunistiske poetik, formulerede den ungarske litterat Georg Lukács et spørgsmål, som siden jævnligt er dukket op i forskellige varianter i litteraturdebatten.

9. september 2011

Til et arrangement om samtidslitteratur på Aarhus Universitet i foråret sprang Klaus Rothstein op og efterlyste den store danske roman om krigen i Afghanistan. Rothstein stillede sig i og for sig venligt forstående over for de danske forfatteres tøven over for krigsstoffet, for »det er jo meget, meget komplekst«.

Blandt tilhørerne sad en af de forfattere, der ikke har skrevet nogen roman om Afghanistan, nemlig Josefine Klougart. Hun læste siden op af sin debutroman, Stigninger og fald. Den handler om et mylder af erindrede sansninger og de følelser og stemninger og relationer og tanker, der udgør en barndoms landskab. Man må gå ud fra, at det ikke er tilstrækkelig »komplekst« for en tankegang som Rothsteins.

Efterlysningen af »den store samtidsroman« og kritikken af den såkaldt 'smalle' litteratur er en velkendt figur i den danske litteraturdebat. Over for forestillingen om, at litteraturen skal sætte (historiske, politiske, sociale) problemer under debat i et gennemsigtigt sprog, står et litteratursyn, der insisterer på, at litteraturen må foretage sin verdensudforskning gennem udforskningen af sproget.

Den jævnligt opblussende strid mellem de to forskellige litteratursyn synes at være et (tyndt) ekko af den debat, der udspillede sig inden for tysksproget marxistisk litteraturteori allerede i 1930'erne og 1940'erne.

Med titlen på sit berømte essay Fortælle eller beskrive?, som blev en del af den sovjetkommunistiske poetik, formulerede den ungarske litterat Georg Lukács det som et spørgsmål om, hvorvidt det er litteraturens opgave at »fortælle« eller »beskrive«.

Lukács tager parti for fortællingen (som afdækker den sociale virkelighed) frem for beskrivelsen (som er kapitalistisk tingsliggørende). I sit essay om den episke naivitet gør Adorno det modsatte ved at hylde de homeriske digressioner, altså de steder hos Homer, hvor fortællingen afbrydes af lange sammenligninger eller beskrivelser, der synes at selvstændiggøre sig. Et berømt eksempel fra Iliaden er Achilleus' skjold, der er dekoreret med to byer, som fortælleren fortaber sig ganske i at beskrive, så vi for en stund næsten glemmer, at det ikke er dem, men Troja, der er beretningens skueplads. For Adorno er sådanne beskrivende digressioner fristeder fra beherskelsens sprog; her bryder sproget ud af sin rolle som beherskelsens instrument.

Homer gone crazy

En roman som Josefine Klougarts Stigninger og fald kan siges at føre den homeriske digression til sin yderste konsekvens. Den er Homer gone crazy. Stilistisk er den kendetegnet ved sine lange billedkaskader udgående fra en sansekonkret detalje, og netop ved at billederne synes at selvstændiggøre sig. Disse billedkaskader blev forskelligt modtaget af kritikerne, også blandt de kritikere, der ellers er fælles om at hylde den sprogbevidste litteratur. Nogle var begejstrede og sammenlignede med J.P. Jacobsen; andre syntes simpelthen, det var »for meget«.

Men er Homers digressioner så ikke også 'for meget'? Eller er det netop, som Adorno hævder det om Homers eper, i dette 'for meget', at sproget kan arbejde for en skrøbelig frihed i en verden præget af tvang? Kan litteraturen ikke være en meget mere kraftfuld kommentar til den verden, vi lever i, ved at hengive sig til 'beskrivelsen' og holde pause fra den 'fortællen', som massemediernes simultankrønikeskrivning arbejder så ihærdigt på 24 timer i døgnet?

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Niels-Holger Nielsen

Informations kultursider er ligegyldige. Det kan man se af debatten herom, som er aldeles fraværende. Kulturhad opstår ikke ud af den tomme luft.

Ole Christiansen

Digressioner er vel kun interessante, hvis de tilføjer, uddyber eller udvider et givet tekstunivers, ikke fordi de afviger. På samme måde er modsætningen mellem at fortælle eller vise falsk, det handler vel for fanden om hvad der skal fortælles eller vises - og så gøre det.

Hvorfor enten/eller og ikke både/og. Lange beskrivelser bliver flade ligegyldigt hvor gode de er, hvis de ikke afbrydes af fortælling og omvendt. Det er i denne vekslen at tekstdynamikken træder frem som gribende.