Læsetid: 4 min.

En fosforhvid drøm af et mareridt

Lørdag d. 24 september er det 20 år siden, at Nirvanas rockklassiker 'Nevermind' udkom
Kultur
24. september 2011
Kurt Cobain på Roskilde Festivalen i 1992 &#8212 et halvt år efter gennem-bruddet med 'Nevermind'.

Kurt Cobain på Roskilde Festivalen i 1992 &#8212 et halvt år efter gennem-bruddet med 'Nevermind'.

Gorm Valentin

D. 24 september er det Nevermind's fødselsdag. Hurra. Det blå cover med den splitternøgne baby på undervandsjagt efter en dollarseddel har i dag været parkeret i den offentlige bevidsthed i to årtier. Og Nirvanas sange »Smells Like Teen Spirit«, »In Bloom« og »Lithium« har rumsteret og rodet rundt samme sted.

Alle, der var letpåvirkelige teenagere eller i 20'erne, dengang Nevermind udkom, er nu blevet voksne, komfortabelt plantet i den stærkt købedygtige alder. En stor del af dem har i baghovedet minder om headbanging til den stærkt melodiske grunge fra den amerikanske trio. Og rigtig mange af nutidens journalister såvel som redaktører var i de formative års kramper dengang. Dengang hvid vestlig middelklasseungdom med rastløshed stående ud af ørerne, nu i gang med via specialudsendelser, lange optakter i utallige afsnit, hyldestartikler, at forholde sig til soundtracket til deres ungdom. Inklusiv denne signatur.

Der gik tre en halv måned fra udsendelsen, før Nevermind den 11. januar 1992 kunne bestige førstepladsen på den amerikanske Billboard-albumhitliste. Og det var ikke hvem som helst, de smed af tronen, men Michael Jackson og hans seneste album Dangerous, der kun fik én uge på toppen. Helt uhørt for The King of Pop. Under Nirvana lå også U2's nye album, Achtung, Baby,og Metallicas nye sorte album. Den nye, alternative rock havde overtaget penthouse-lejligheden i mainstream.

Hjemme på Samsøvej i Holbæk i '91 vidste jeg allerede, at den var gal, da min lillebror fortalte mig at »Smells Like Teen Spirit« var god, mens den dundrede fra transistorradioen i køkkenet. Jeg vidste bedre. Jeg var ikke benovet over de dynamiske kvantehop mellem svævende vers og apokalyptiske omkvæd. Pixies havde trods alt udgivet deres skoledannende nyklassikere, Surfer Rosaog Doolittle, allerede i '88 og '89. Så skulle sådan et tungmetalband da ikke komme anstigende her og høste al opmærksomheden for samme trick. Men det gjorde de.

Musikpolitiet — som jeg kaldte mig selv dengang — vidste uendelig meget bedre i de år. Fordi jeg ikke — som nu — vidste, hvor lidt jeg vidste. Jeg vidste for eksempel ikke, at frontfiguren Kurt Cobain (1967-1994) faktisk akkurat havde forsøgt at efterligne Pixies med »Smells Like Teen Spirit«. Jeg havde det bare ikke nemt med de pornografisk fræsende guitarer, som spaltede æteren i en glittet lydproduktion. Og som camouflerede Cobains ironi og desperation.

Anderledes rock

Men det var netop produceren Butch Vigs fuldfede, sikkert komprimerede lyd og Cobains power-akkorder og popomkvæd leveret med torturerede brøl, der skulle til for at skabe et vagtskifte i mainstream. For når en punket tungmetallisk rock fra tre fyre, der så ud, som om dårlig hygiejne i sig selv var et statement, pludselig solgte albums i millionvis (til dags dato over 30 millioner!), så skulle der spidses ører. Med Nevermind blev dørene til de store — og dengang uendelig meget mere magtfulde — pladeselskaber åbnet for en anderledes rock. Radioernes playlister bød sig til. Og musikpressen hidsede sig op. Med rette. Mainstream var blevet penetreret af en emotionelt ustabil sanger indlejret i en intenst forvrænget lyd. Grimhed blev den nye pænhed.

Man kan ikke skille Nevermind's kommercielle succes fra »Smells Like Teen Spirit«, hvorfra albumtitlen også stammer med linjerne »Oh well, whatever, nevermind«. Den er blevet en generation X-hymne og ikonisk for 90'erne. Musik- videoen blev filmet på en high school, og meget passende blev statisternes frustrationer efter 12 timers udmarvende passivitet udløst i hærg og smadder, hvilket var afgørende for videoens fornemmelse af indebrændt vrede og noget så godt gammeldags, men evigaktuelt som utidig ungdom.

Nirvana fik med deres svovlstinkende grunge-ånde 80'erne til at forsvinde i en sky af hårspray. Rocken var blevet punk igen og var harmdirrende og drilsk i hænderne på trioen fra Aberdeen i Washington, den nordvestligste stat i USA.

Sangene holder

Nydelsen og behovet for at fremføre musikken er også evident på Nevermind. Også her 20 år senere, hvor sangene stadig holder, ikke mindst som stedsegrøn, ubarberet pop. Og hvor punk-nerven lyser tydeligere gennem tyngden, i hvert fald i disse ører. Som også hører udfrielse i udførelsen af sangene. Som om smerten bliver dulmet mest effektivt, når Kurt Cobain smadrer sit gutturale skrig mod muren af instrumenter. Som om sangenes popmusikalske vers-omkvæd-strukturer er det eneste sted, han for alvor tør lade vreden undslippe sit plagede legeme.

Og bandet er fornemt nittet sammen omkring ham: Krist Novoselic er en opfindsom, smidig, melodiøs bassist. Dave Grohl er en jernsolid trommeslager, som heldigvis heller ikke er for hvid til lidt funk. I disse stramme tøjler formår Cobain som både sangskriver og sanger at transmittere både ironi, væmmelse, sorg, liderlighed, raseri, vanvid. Han er med andre ord en ekspressivt fabelagtig sanger. En stærkt følsom knægt med et brutalt udtryk. I et væld af farver.

Men den højpolerede produktion af Cobains desperation er måske det, der gør Nevermind mest bemærkelsesværdig, urovækkende. At Cobains vingeskudte væsen står og glitrer i så stærke farver, med en så tindrende skarphed. Et pop-kirurgisk velformet åbent sår i knivskarp HD.

Velkommen til en fosforhvidt brændende drøm af et mareridt. Som jeg også til sidst overgav mig til. Så oppe foran ved Orange Scene stod jeg på Roskilde Festivalen i '92. Danmark havde lige spillet EM-finale, og det var bizart, efter at sejren var vor, at blive konfronteret med Nirvanas brutale følsomhed — som den aften mest af alt virkede til at være blevet forsuret i selvdestruktiv frustration.

Nirvanas succes blev i hvert fald Kurt Cobains nederlag. Han hadede mainstreams ensretning ( »Monkey see, monkey do«, som han sang), hvorefter Nirvana selv dominerede medier og hitlister. Og »Smells Like Teen Spirit« var et vredesudbrud mod en apatisk generation. Men også mod hans egen apati. Og hvad ville han mon mene om den unisone jubilæums-krammer fra hele verdens hvide musikpresse, som Nevermind i dag befinder sig i?

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Mads Ananda Lodahl

Læs her hvorfor Nirvana var federe end Guns n' Roses:

http://modkraft.dk/blogs/mads-ananda-lodahl/article/de-spiller-fed-rock

Det band har betydet så meget for så mange mennesker. Inklusiv undertegnede. Den smerte Kurt følte, og som kom til udtryk igennem musikken, er noget som frustrerede teenagere, outsidere og musikelskere altid vil kunne identificere sig med.
Det er sørgeligt ud over alle grænser at Kurt ikke er i blandt os i dag. Jeg ville gerne have haft mulighed for at høre hvordan han og bandet kunne have udviklet sig igennem årerne. Bare se hvad der kunne være sket. Hvor mange fantastiske sange der stadig kunne have været skrevet.
Men for alt hvad i har skrevet, spillet, sunget og sagt - Tak Nirvana. Mine teenageår ville aldrig have været det samme uden jer.

http://www.youtube.com/watch?v=aWmkuH1k7uA&ob=av2e

lad os prøve så ...:

'Hvorfor hører i aldrig Melvins, hvis sideprojekt 'mit' berømte band var - godtnok på min insisterende plagsommelige nødvendighedsbårne opfordring ...
- og hvorffor hører i aldrig Earth, det band jeg forlod Nirvana for at være medlem af. Begge er meget mere musikhistorisk 'betydningsfulde' entiteter end mit popband --- I er da kedelige ...'

bare et forslag hvad svaret kunne tænkes at være på artiklens afsluttende spørgsmål.