Læsetid: 2 min.

Frihed til at binde sig

I en tid, hvor alting kan udskiftes, opdateres og undo'es, længes vi mod pejlemærker, der ikke flytter sig i samme hastighed, som vi selv gør. Generationerne før os opløste ægteskabet som institution og gav os fri kærlighed. Men vi vil giftes!
Kultur
5. september 2011

Trods min lidet flatterende titel som pebermø er jeg dedikeret tilhænger af bryllupper og håbløst konventionel, når det kommer til Det Lange Parforhold. Hvor generationerne før min gjorde op med ægteskabet som institution, husmoderflid og begrænsende køns- og kasseroller, tager min generation revanche: Vi vil giftes! Og det skal være på en helt særlig måde, for ikke nok med at vi er opdraget med den tvivlsomme sandhed, at vi er helt unikke individer, nej vi er også ramt af PTSS, posttraumatisk skilsmisse-syndrom. Vi er vokset op med bevidstheden om, at ægteskabet er en porøs størrelse, at serielt monogami er det nærmeste, man kommer evig troskab, at tilværelsen er omskiftelig, og at man for at klare sig konstant skal være omstillingsparat, spidskompetenceudviklende og dynamisk.

Kreativt bryllup

Resultatet er en generation, der trænger til romantik, til at noget er 'hjem', fordi alt andet er 'ude' (ude på nettet, ude på arbejdsmarkedet, ude i byen ude af øje og ude af sind). Vi vil have vedvarende energi i de personlige relationer, ergo får ideen om ægteskabelig lykke revival.

Nævn et bryllup, og jeg har været der: Provinsbryllup med tre retter og hestevogn, homobryllup med kirkelig velsignelse, anden-omgangs-bryllup med sammenbragte børn og selvfølgelig Den Kreative Klasses Bryllup, der trods en ironisk distance til det borgerlige parforhold er tilrettelagt med kirurgisk nøjagtighed og svøbt i skødesløs elegance. Trods formmæssige forskelle har de alle det fællestræk, at de er nøje organiserede: Alt fra risposer med sløjfe til bryllupsinvitationskuvert-udsmykningen skal koordineres, så det enten (1) matcher eller (2) er 'helt enestående'. Den sidste mulighed (3), at det er temmelig tilfældigt, er udfaset i takt med, at tv-serier som Sex & the City og heldags tv-transmission af royale bryllupper har vundet indpas.

Ufrivilligt morsomt

Jeg er barn af min generation: Jeg elsker bryllupper og græder som pisket til tonerne af »Here comes the bride«. Alligevel er der noget ufrivilligt morsomt ved sceneriet for det er jo det, det er: Alle ved, at brudens mødom blev taget i 1995 af en fyr, der hørte grunge, alle ved, at det er parret selv, og ikke brudens far, der har sparet sammen til brylluppet, alle ved, at brudeparret hverken har brug for flere Global-knive, Marimekko-duge eller mega-musselmalede kaffekopper. Måske har parret allerede fået Ønskebarn Nummer Et, men alligevel er det først nu, de kan få den fest, de gerne vil have. Brylluppet 2011 er en hyldest til Den Nye Frie Kærlighed i betydningen 'fri til at vælge at binde sig' (ej at forveksle med Den Frie Kærlighed i 68'er versionen = fri sex. Den har min generation praktiseret siden gymnasietiden). Vielsen besegler kærligheden og giver os en identitet. Brylluppet giver os mulighed for at bekræfte over for os selv og de forsamlede sommetider også over for Gud Hvem Vi Er Som Par.

 

Serie

Katten og Bjørnen

To generationer spiller ud:

Katrine Sekjær er 32 år og dramatiker.

Kristen Bjørnkjær er 67 år, forfatter og journalist.

Fra hver sin alder belyser de den såkaldte generations-kløft. Hvad adskiller generationerne, og hvad har ikke ændret sig?

Seneste artikler

  • Papirløst var sagen

    5. september 2011
    Men bevares der er også noget flot ved at kunne læne sig tilbage ved guldbrylluppet, omgivet af børn, børnebørn og oldebørn. Værket fuldbragt!
  • Angsten for apparater

    8. august 2011
    Dongle mig her, sim-kort mig dèr. Mit segment af tekno-analfabeter har det ikke for let, når vi begiver os ud i manualhelvedet
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Maj-Britt Kent Hansen

Nu er jeg tættere på Bjørnens generation end Kattens, og genkender så mest Bjørnens holdninger til ægteskab og parforhold.

Men Kattens og Bjørnens holdninger til parforhold og ægteskab får mig alligevel til at tænke på, at de nok begge - og dertil indbyrdes - forholder sig diametralt modsat til det at havde det samme arbejde hele livet.

For nok var Bjørne-generationen ikke så meget til ægteskab og måske heller ikke til for faste parforhold, men arbejdspladsen har været og er stadig for mange i den generation det samme faste holdepunkt. År ud og år ind.

Hvorimod mange i Katte-generationen er mere tjep med at skifte arbejde, at arbejde med projekter og i det hele taget ikke være bundet til samme arbejdsgiver.

Konklusion: Noget VIL nogen åbenbart bindes af, og andet VIL nogen åbenbart være fri af. Der er kun generationerne til forskel.