Læsetid: 8 min.

I den gode smags tjeneste

Mens andre kunstmuseer må kæmpe for overlevelse, har Louisiana vadet i succes, siden det slog dørene op i 1958. Alene Louisiana Klubben har i dag 41.251 medlemmer. Men idéen Louisiana er ikke længere progressiv og stilskabende, men en konservativ og kulturbevarende kunstinstitution, lyder kritikken.
Louisiana er et fantastisk populært kunstmuseum og et reservat for den gode smag blandt ligesindede. Men er det stadig et oplysningsprojekt?
8. september 2011

Måske er det turen derop. Udsigten til kongerigets fornemste adresser med både i baghaven. Måske er det den økologiske linse til café latten i caféen. Måske er det Kay Bojesens aber i museumsshoppen. Måske er det kunsten på væggene, skulpturerne i parken, måske er det litteraturarrangementerne og koncerterne. Måske er det helheden.

Faktum er, at Louisiana hvert år lokker i omegnen af en halv million gæster til Humlebæk. Ligesom de får mere end 40.000 mennesker det er lige så mange medlemmer som Socialdemokraterne og Venstre til at smide en plovmand for et medlemskab af Louisiana Klubben, så de kan få rabat på den pangfarvede brugskunst i museumsshoppen og besøge museet lige så tosset, de vil. Senest har Louisiana Literature trukket tusindvis af trofaste pilgrimme til Humlebæk.

Men hvad er det egentlig, de kan deroppe? Endda så godt og så gennemført, at stort set alle museer, der vil være noget ved musikken, har forsøgt at gøre dem kunsten efter. Med café, butik, klub og kunst i øjenhøjde. Information har set nærmere på menigheden og minisamfundet Louisiana.

Ifølge Pernille Stensgaard, som har skrevet bogen Da Louisiana stjal billedet i anledning af museets 50 års-jubilæum i 2008, hænger museets succes sammen med, at Louisiana er et fænomen, mange gerne vil være en del af.

»Louisiana er ligesom den rigtige klub. Et sted, man gerne vil kædes sammen med og høre til. Først og fremmest fordi Louisiana på en meget dygtig måde har formået at blande det finkulturelle og det folkelige. Der er altid noget at komme efter,« siger Pernille Stensgaard.

Oste-Knuds oplysningsprojekt

Louisianas succes er langt fra ny. Faktisk var museet en succes, fra det åbnede i 1958. Det første år havde museet 225.000 gæster. Flere end Statens Museum for Kunst. Når det gik så stærkt med at sætte sig på tronen af dansk kunstliv, skyldtes det ikke mindst en god idé fra museets grundlægger, Knud W. Jensen.

Han var ostegrosserer, en dygtig forretningsmand og vant til at knytte kunderne til sig på en måde, så de følte sig som medejere. For at overføre det købmandsprincip til sit nye museum stiftede han efter amerikansk forbillede Louisiana Klubben, hvor museets gæster kunne fungere som Louisianas ambassadører. Til gengæld kunne de besøge museet gratis og følge med i museets aktiviteter i bladet Louisiana Revy. Ifølge Pernille Stensgaard er Louisiana-ånden skabt af denne særlige kombination af moderne købmandskab og 50'ernes socialdemokratiske kulturideologi, hvor kunsten og finkulturen skulle ud til folket. En tankegang, som også præger minisamfundet Louisiana i dag.

»Louisiana er et blødt, søgende og kulturradikalt samfund. Hvis det var et parti, ville det være midtersøgende med stærkt fokus på kulturpolitik. Og man vil helst diskutere med ligesindede. Borgerlige debattører har aldrig fået et ben til jorden deroppe,« siger Pernille Stensgaard.

Noget tilsvarende fremhæves af Lars Qvortrup, professor ved Institut for Læring og Filosofi, Aalborg Universitet, som kalder Louisiana et vellykket reformpædagogisk eksperiment.

»Ligesom reformpædagogikken dyrker Louisiana to ting. Dels en erfaringsbaseret tilgang til verden, hvor erkendelserne helst ikke skal komme oppefra og ned fra en streng autoritet, dels en fænomenologisk tilgang, hvor kunstoplevelsen altid tager udgangspunkt i barnet eller beskueren selv,« siger Lars Qvortrup.

Ifølge ham var Knud W. Jensens projekt udtryk for en slags progressiv kapitalisme, hvor forretningsmanden satte hele sin osteformue ind på et oplysningsprojekt i kunstens tjeneste. Idealet var og er at appellere til det naturlige, til respekten for den enkeltes kunstoplevelse. Et ideal, hvor kunsten for alt i verden ikke må være monumental og autoritativ, men derimod demokratisk, naturnær og i øjenhøjde.

Bagsiden ved den reformpædagogiske kunstformidling er ifølge Qvortrup, dels at fagligheden og præcisionen træder i baggrunden til fordel for oplevelsen, dels at den bliver en manér.

»Dét, der var en progressiv bevægelse i 1950'erne, er jo på mange måder blevet en konservativ, bevarende institution i dag,« påpeger Lars Qvortrup.

Ifølge ham består det moderne Louisiana-publikum da også mestendels af det toneangivende bedre borgerskab, som kun i egen selvforståelse fortsat er en progressiv bevægelse. Og at det er en mindst lige så stor udfordring for Louisiana at skaffe nye typer af publikummer, som det er at skaffe flere, vil Louisianas klub- og publikumschef Katrine Mølstrøm gerne medgive.

»Vores seneste tiltag med at holde åbent om aftenen så folk har mulighed for at komme her, når de har fri er en af flere måder at tiltrække et andet mix af gæster: børn, unge, børnefamilier og andre voksne i alle aldre. Medlemskabet 1+1, hvor man for et mindre ekstrabeløb kan tage en gæst med, er et andet, ligesom vi har lavet et særligt årskort til unge under 25,« fortæller Katrine Mølstrøm.

Men selvom flere af tiltagene har været en succes, så er det stadig kernemenigheden i Louisiana Klubben, der dominerer billedet ved åbningen af nye udstillinger og ved museets årlige Sankt Hans-fest.

»Mange har været medlemmer hele livet, og nogle enkelte endda siden, museet åbnede i 1958. Mange kender hinanden og føler en vis samhørighed med stedet og med hinanden,« siger Katrine Mølstrøm.

Menigheden

Skæret af menighed går i det hele taget igen i beskrivelsen af Louisianas publikum. En trofast skare, som flere gange om året valfarter til Humlebæk for at finde sig selv et sted mellem Picasso og Per Kirkeby de klassiske repræsentanter for den naturlige ekspressivitet.

»Kunsten er vor tids svar på en kirke. Søndag klokken 10 går den reformpædagogiske menighed ikke i kirke, men derimod på Louisiana, hvor den dyrker vor tids helligdomme,« siger Lars Qvortrup.

Louisiana er templet, hvor de kollektivt indstillede danskere kan dyrke sig selv, kunsten og hinanden. En tur til Louisiana er blåstemplet og lurmærket som god kvalitet. Et sted, hvor det er alt andet end pinligt at blive opdaget af kollegaen.

Et af Louisiana-menighedens medlemmer er Eske Aasvang.

Han er læge, familiefar og almindeligt optaget af kunst, og så er han som så mange andre i menigheden kommet på Louisiana, siden han var barn. I mange år har han været medlem af Louisiana Klubben. Ligesom sin kone. Og sine to børn.

»At besøge Louisiana er for mig ligesom at komme ind i en god vens hjem. Jeg føler mig virkelig hjemme,« fortæller Eske Aasvang.

For ham er Louisianas særkende netop det hjemmevante, de rolige omgivelser, den behagelige atmosfære. Og så den uhøjtidelige tilgang til det at se på kunst. En følelse, han selv fik sammen med sine bedsteforældre, og som han i dag ønsker at give videre til sine børn, hvor den ene datter er med i Louisianas kunst- skole.

»Det handler ikke om at få proppet en masse informationer ned, men netop om, hvad du ser. Og bagefter kan du snakke med de andre om, hvad de har set,« siger Eske Aasvang.

Han er både mand og under 55, så ifølge Christine Feldthaus er han ikke indbegrebet af en Louisiana-gæst. Livsstilseksperten er blevet bedt om at beskrive Louisianas kernemenighed. Og hun kender godt typen.

»Louisiana-menigheden er stort set identisk med rødvinsgenerationen. Prototypen er den velbjergede og veluddannede gymnasielektor på 55+ med åndelig friværdi og tid til at fordybe sig. Hun er historieinteresseret, har et stort kulturforbrug, holder Weekendavisen, Politiken eller Information og elsker en hyggelig eftermiddag på Louisiana med veninden,« siger hun.

Efter udstillingen og kaffen nyder de begge den dejlige udsigt over Øresund og tænker, at i dag blev de virkeligt beriget og forvisset om, at de følger med tiden. I næste uge skal de i Grand og se fransk film.

»Louisiana er et sikkert papir, hvor der altid er god kage i caféen, en spændende udstilling og en god shop for alle dem, der drømmer om en filtet taske og en plaid af gotlandsk pelsuld til 3.000 kr,« siger Christine Feldthaus.

Hjertet i Humlebæk sidder til venstre. Hvis folketingsvalget blev afgjort på Louisiana ville oppositionen få en jordskredssejr. Her er Dansk Folkeparti et ubetydeligt minoritetsparti. For stamgæsten er et besøg på Louisiana ligeså trygt som at gå i Irma eller åbne Politiken. Den er sikker hver gang.

»Louisiana er ikke et farligt sted. Det handler om tryghed. Om at være omgivet af nogen, der ligner os selv. Publikum er ligeglad med, at det måske er en redigeret virkelighed, for den harmonerer med fortællingen om, hvem de selv tror, de er,« siger Christine Feldthaus.

Ingen kunst at provokere

At Louisiana ikke er stedet for den overskridende, farlige kunst er Pernille Stensgaard enig i. Men ifølge hende er det en helt bevidst strategi fra museets side.

»Poul Erik Tøjner har flere gange sagt, at kunst skal meget andet end blot at provokere. I den forstand ligger han helt på linje med Frederik Stjernfelt og Søren Ulrik Thomsen i deres kritik af den negative opbyggelighed. På Louisiana bliver man ikke revet helt ned,« siger Pernille Stensgaard.

Hun tilføjer samtidig, at det efterhånden nærmest er blevet officiel kulturpolitik i Danmark, at kunsten skal provokere. Så dét at insistere på opbyggeligheden, er på mange måder blevet det egentligt anfægtende. At provokationen ikke kan være kunstens primære formål, er Lars Qvortrup grundlæggende enig i. Alligevel mener han, at Louisiana skal passe på ikke at blive alt for pensionsmoden.

»Kvalitet i kunst er ikke lig med provokation. Men kunstformidlingen kan godt blive for slap, hvis den ikke hele tiden skal anstrenge sig. Selvom udstillingerne ofte holder et højt niveau, så går der også rutine i udtrykket. At besøge Louisiana er déjà-vu,« siger Lars Qvortrup.

En tendens, der ifølge ham også understøttes af det forhold, at Louisiana er gået i symbiose med kunstanmelderverdenen.

»Det er så sikkert som amen i kirken, at Louisianas udstillinger får fem eller seks stjerner. For kunstkritikken og Louisiana hylder det samme ideal om kunstoplevelsen. Men det bliver i den forstand også en verden, der lukker sig om sig selv,« påpeger han.

Og så er vi tilbage ved Knud W. Jensen og Louisiana Klubben. Eller rettere, det var lige præcis det, der ikke var tanken bag ostegrossererens kunst- og kulturoptimisme. Her var idealet netop, at kunsten skulle ud af de lukkede cirkler. Ud til folket.

»Problemet er, at man grundlæggende ikke længere tror på det projekt. Den Knud W. Jensen'ske ånd og den socialdemokratiske kulturoptimisme er blevet træt. På Louisiana ser man derfor også mere tilbage end frem,« siger Lars Qvortrup.

Han mener derfor, at Louisiana, som voksede frem af den reformpædagogiske ånd, nu også må erkende begrænsningerne i reformpædagogikkens indsigt. Det har man gjort i pædagogikkens verden, hvor sagligheden er kommet tilbage i centrum. I den forstand er rollerne i dag byttet om, påpeger han.

»For 20 år siden var det de klassiske museumsinstitutioner, der lærte af Louisiana. I dag kunne Louisiana lære af Statens Museum for Kunst, hvor netop sagligheden og den forskningsbaserede viden er i fokus,« siger Lars Qvortrup.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jeg kan ikke se problemet. Hverken i at en rejse fra København til Humlebæk, det være sig med bil, cykel eller tog er ustyrlign smuk, eller at cafeen har gode kager (de ER nu bedre på Glyptoteket, mens de er værre pa Statens Museum og endnu værre på Kunstindustrimuseet (men det er vel ikke en madanmeldelse?))
Altså: jeg kan have uendelig glæde af at gense Henry Moore, Miro og Giacometti, uden at føle mig som medlem af en menighed. Og jeg har intet mod museumsbutik, diverse arrangementer og medlemskaber. Der er vel ikke mange livsstildspecialister, der kritiserer abboninerne i Tivoli, medlemmer af Club Lorry etc?. Disse livsstilseksperter er ellers sjove nok: de spidder os, ja de gør:
"Efter udstillingen og kaffen nyder de begge den dejlige udsigt over Øresund og tænker, at i dag blev de virkeligt beriget og forvisset om, at de følger med tiden. I næste uge skal de i Grand og se fransk film".
Nu er den med fransk film i Grand måske en flere årtier gammel skrøne, men sjove er de, de specialister.
For mig koger det ned til, at alle slags eksperter er velkomne til at mene som de vil, og fortælle om det, hvis der ellers er nogen der gider høre. Men markedet bestemmer. Hvis så mange mennesker nyder at besøge Luisiana og føler sig opløftede, skal man være en forbandet misantrop til at fordømme dem.

Michael Kongstad Nielsen

Louisiana har altid været for det bedre borgerskab. Og det har aldrig været progressivt. Og hvad så? Det er et skønt sted, vandet er skønt, bygningerne er dejlige at gå rundt i, en hvilken somhelst bums ville synes det samme.

Man kan altid finde et eller to kunstvæker deroppe, der taler til en. Nogen gange er der stimer af dem. Hvilke andre mennesker, der kommer på besøg, kan være bedøvende ligegyldigt

Søren Kristensen

Louisiana har på en måde historien, den optimale beliggenhed og et eksotisk navn tilfælles med Tivoli. Kunst eller karrusseller who cares?