Grøndahl får et lyn i kraniet

Jeg er en mudderbonde, jeg høster det, jeg kan, i pløret, og jeg beder til alle de rigtige guder på de rigtige tidspunkter på året. Jeg tror selv, jeg udfører riterne korrekt, og alligevel tier guderne i det høje. Jeg er også en skræmt bondekarl. Jeg har set, at hvis min nabomudderbonde knytter sin næve mod himlen, så bliver han tværet ud. Så bliver han til en omgang lynkebab, og så kan han måske lære det.

Min kollega Jens Chr. Grøndahl fik i den grad kærligheden at føle her i sommer. Han ville nemlig gerne have en saglig begrundelse for de efterhånden talrige afslag på støtte fra Statens Kunstfond, som han har skrabet til sig i årenes løb. År, hvor han har vundet priser her og der og alle vegne. Til sidst bad han om aktindsigt i udvalgenes beslutninger til ingen verdens nytte. Det eneste, der står, er, at den og den har søgt, og at den og den har fået afslag. For dette har han fået prygl i pressen, blandt kolleger og hos Forfatterforeningen. Men jeg forstår ham udmærket, og jeg hylder hans protestaktion. Jeg er selv lige så irriteret, som han er.

Jeg står selv i samme situation jeg begriber ikke, hvorfor jeg altid får afslag. Og jeg ville sådan ønske, en eller anden ville forklare mig hvorfor guderne ikke kan lide mig.

Jeg bor henne i provinsen, og hvis jeg mødte Trisse Gejl i Netto, ville jeg ikke ane, hvem hun var, og hun ville ikke ane, hvem jeg var. Måske er det netop problemet. Problemet er ikke, hvad jeg skriver, for jeg skriver forbandet gode bøger, og det er anmelderne enige om. Jeg kommer bare for sjældent i Strandgade og på Østerbro og på Løves Bogcafe. Er det problemet? Næppe. Det kan det ikke være. Grøndahl bor i det mindste tæt på det, som Politiken kalder 'Byen', og det må være rart at bo i den eneste by i Danmark, men alligevel får han aldrig en klejne fra guderne, cykelbåren og lækkert groomet bybo eller ej.

Definer kvalitet

Lad mig droppe metaforerne for en stund og tale rent ud:

Der er ingen forfatter, der ikke hjertens gerne ville kunne leve af sin kunst; der er ingen forfatter, der ikke gerne vil sælge en røvfuld bøger. Sagen er bare den, at ingen form for kunst på noget tidspunkt i verdenshistorien har været fri af mæcenater eller støtte. I Danmark har vi et særdeles stærkt kunststøttesystem, som mange nyder godt af. Det takker vi for, og det støtter den danske kulturarv og den danske kulturs udvikling.

Problemet er alene det, at ingen tilsyneladende er i stand til at formulere, hvorfor og på hvilket grundlag der gives støtte til nogle frem for andre. Hvis der eksisterer kvalitetsparametre, litteraturudvalget lægger vægt på, så lad os da vide det så vi sparer tid og møje og spildte forhåbninger, hvis nu udvalget er af den opfattelse, at minimalisme er guf og lange episke fortællinger er nedtur, at historiske romaner er passé, at enhver historie, der starter med at erklære, hvordan vejret var den dag, er idiotisk. Støt hinanden og jeres venner, hvis det er det, det går ud på men meld ud! Lad os vide, hvornår vi lige så godt kan lade være med at søge. Spar vores tid! Spar jeres tid! Fortæl os, hvad I ikke vil se, og vi skal nok skåne jer.

Hvem er I? Hvor er I? Hvad vil I? Fortæl mig i det mindste, hvilke receptioner I går til, så skal jeg nok sælge min trailer og lade skægget gro, så jeg ser tilpas indie ud. Det korte af det lange er, at jeg ikke kender jer, og at jeg ikke aner, hvad I vil have. I vil have litterær kvalitet. Okay. Definer kvalitet. Det er det eneste, jeg beder om. Så skal jeg nok selv afgøre, om jeg orker at søge støtte. Hvis et bjerg af gode anmeldelser ikke er en indikation af litterær kvalitet hvad er så? Forklar. Fortæl. Begrund. Har I ikke læst mit shit? Fint nok forklar, opklar, sæt ord på. I er vel også forfattere, I har ordet i jeres magt. Jeg ved godt, at jeres arbejde i udvalgene er utaknemmeligt. Det er også et lortejob at være pave, men det fritager ingen fra et ansvar, at man har landet en møgtjans. Jeg siger bare: Giv os et ordentligt svar, når vi søger. Fortæl os, hvorfor solen ikke lige skinner på os dette år.

Tavshed er ikke et svar

Problemet med hele kunststøtten er, at ingen aner, på hvilket grundlag den tildeles. Derfor bliver vi forfattere stående som mesopotamiske bønder, der ikke fatter, hvorfor guderne har valgt at lade det hagle, eller hvorfor guderne har ladet regn falde på os og sol skinne på andre og naboens afgrøder gro. Vi står i mudder til livet og fatter ikke gudernes regler. Vi synes, vi gør alting rigtigt. Vi ofrer, vi beder, vi tænker, at de vil have minimalisme. Så skriver vi minimalisme. Det hjalp ikke. Så lader vi være med at skrive krimier. Det hjalp heller ikke.

Vi sender bøger ud, og anmelderne klapper, og vi tænker, at guderne må forbarme sig, så vi kan slippe for vores job i et par måneder, måske et par år, og blive endnu bedre. Sådan tænker vi. Det hjælper ikke.

Så tænker vi, at vi hellere må gøre, som vi selv finder bedst, og op i røven med kunststøtten, for vi er frit tænkende skønånder, der nok selv skal sælge de bøger, der kan gøre os frie det hjalp heller ikke.

Til sidst kommer der en Grøndahl og peger fingre ad guderne. Han hævder, at guderne ikke deler ud efter regulære og regelrette principper. Han vil gerne vide, hvorfor de lader en visne og en anden gro.

Det er klart, at han får et lyn smasket direkte ned i kraniet, så tænderne flækker. For sådan gør man ikke. Man kritiserer ikke gudernes dom. Men det gør ikke hans undren mindre reel. Han udtrykker bare den forvirring, mange andre mudderbønder går rundt og roder med.

Kære guder oppe i himlen send os et svar. Et regulært svar. Tavshed er ikke et svar, og en tordenkile i kraniet heller ikke.

Morten Leth Jacobsen er forfatter