Læsetid: 7 min.

'Der var mig og Herman Bang'

Balletkritikeren Erik Aschengreen har aldrig været bange for at sige, at han er bøsse. Engang gik han rundt i Hamburgs gader efter en forestilling af John Neumeier og tænkte på, om han nu havde levet sit liv rigtigt. Så kan ballet ikke blive bedre
Erik Aschengreen med billede og autograf fra Margot Lander (førstesolodanserinde på Det Kongelige Teater i 1940'erne).

Erik Aschengreen med billede og autograf fra Margot Lander (førstesolodanserinde på Det Kongelige Teater i 1940'erne).

Kristian Sæderup

5. september 2011

Der skal være valg til Folketinget, men eksistensen byder på mange andre små og store valg, og det er dem, jeg møder kritikeren Erik Aschengreen for at snakke om på hans bopæl i Kattesundet i Københavns indre by dagen efter, at han har fejret sin 76-års fødselsdag. Han er kendt for sine livfulde kommentarer i tv-programmet Smagsdommerne, hvor han er dets nestor, og hvor han promenerer sit kindskæg, der er en kejser værdig. Hans bog, Forført af balletten, udkommer i disse dage.

Hvorfor har du valgt at se ud, som du gør?

»En sommer i Paris i 1975 tænkte jeg: Det kunne da være, man skulle have et overskæg. Så lagde jeg det an, og da jeg kom hjem, sagde min mor: 'Det må du tage af lige med det samme'. Så sagde min kæreste: 'Det må du endelig beholde!'. Så beholdt jeg det og har haft det lige siden også som et varemærke.«

Har du et forhold til folketingsvalget?

»Jeg stemmer på De Radikale, som har et menneskesyn, jeg kan gå ind for blandt andet på hele vores komplicerede udlændingedebat. Jeg er jo ikke økonom, men de virker ansvarlige og holder en pæn tone, når andre bliver skingre og ophidsede.«

Ser du en bestemt koreografi i forberedelserne til et valg?

»I så fald er det en meget stillestående koreografi. Jeg tænkte den første aften, hvor de stillede op, at nu er det den, vi skal se de næste tre uger. Men så overraskede Løkke ved pludselig at tage et par trin frem mod Helle Thorning, og det virkede morsomt, og så begynder man at analysere det. Gjorde han det spontant, eller fordi Al Gore gjorde det over for Bush altså inspireret af 'Washington-balletten'? De Radikales og konservatives forsøg på at møde hinanden er en forfriskende ny iscenesættelse.«

Et kompromis

Hvordan var kulturen i dit barndomshjem?

»Jeg voksede op i et pænt, borgerligt grossererhjem på Dantes Plads i København og flyttede først 'hjemmefra', da jeg fyldte 65. Da var de andre for længst enten døde eller flyttet væk. Min familie var meget sportsinteresseret, men når min bror og søster gik til Tennis Open, eller hvad det hed, bad jeg om billetpengene og gik i stedet i Det Kgl. Teater.«

Hvor fik du den interesse fra?

»Tivoli, som vi boede ved siden af, var min have. Her så jeg pantomimen og balletterne om aftenen. Det syntes jeg var det smukkeste på denne jord.«

Dit første vigtige valg?

»Jeg ville studere teaterhistorie, som var noget nyt i 1953, men min far mente, det var brødløst, så vi indgik et kompromis, og jeg studerede til cand.mag. i dansk og fransk. Så kunne jeg skrive speciale om fru Heiberg, lave teater ved siden af og få noget at leve af. Jeg var gymnasielærer på Lyngby Statsskole i seks år, en skole, som senere lukkede, fordi der ikke var børn nok, og hvis jeg var blevet, ville jeg som 50-årig have stået uden job. Det, som forekommer sikkert, er ikke altid sikkert. Derfor råder jeg altid unge til at vælge et studium, de interesserer sig for.«

Hos huslægen

Dit næste vigtige valg?

»Det er ingen hemmelighed, at jeg er bøsse. Ganske vist ikke noget, man vælger, men man vælger, om man vil leve åbent med det. Jeg vidste det allerede i gymnasiet, men først da jeg var 23 år, fortalte jeg det til mine forældre. Der i 1950'erne var der totalt lukket omkring de ting. Af bøsser var der Herman Bang, som jo var død, og mig. Derfor læste jeg hans romaner med stor interesse, for jeg kunne fornemme det, og der havde jo også været nogle sager, hvor han måtte flygte.«

Hvordan tog dine forældre det?

»De vidste ingenting om det, ud over at de havde hørt en radioudsendelse om trækkerdrenge i Majonæse-kvarteret. De var bange for, at det kunne være farligt, men de tog det pænt og spurgte, om de måtte snakke med vores huslæge om det. Det beroligede dem, at han sagde, at han kendte nogle bøsser, som var ordentlige mennesker. Jeg skulle så også tage ud og snakke med ham. Han sagde straks, at han jo ikke havde noget at sige til mig, men det beroligede mine forældre. Jeg gik ikke rundt med et skilt, men lidt efter lidt vidste hele omgangskredsen det. Det var aldrig noget problem. Jeg har været så heldig at leve i et land, en kultur og på et tidspunkt, hvor det ikke var så kompliceret at stå ved det.«

Skønhed

Lever du i et parforhold nu?

»På 25. år. Vi har valgt ikke at bo sammen, men bor 10 minutters gang fra hinanden. Venner siger: 'Nå, så holder I ikke så meget af hinanden', og jeg svarer, at vi holder så meget af hinanden, at vi vil betale for ikke at bo sammen.«

Hvoraf kommer den indsigt?

»Nok af at jeg var 50 år, da jeg mødte ham, og af at jeg før det havde et forhold i 15 år, hvor vi heller ikke boede sammen. Som 50-årig har man mange vaner, og jeg sagde, at nu må vi jo lige se. Det viste sig at passe os bedst. Han er farmaceut og nu pensioneret, men heldigvis kan han som jeg lide at gå i teatret og se dans.«

Er der altid en, som er 'manden', og en anden, som er 'kvinden' i et bøsse-parforhold?

»Absolut ikke. Men i alle parforhold er der nogle balancer, der skal holdes. Selvfølgelig.«

Hvorfor tiltrækkes så mange bøsser af balletverdenen?

»Og operaverdenen. Kunst tiltrækker. Det er et ønske om skønhed, fordybelse, en æstetisk og musikalsk sans. Bøsser er nærmere det kunstneriske end så mange andre. Det vil jeg vove at påstå.«

Hiphop

Du valgte på et tidspunkt at vende tilbage til universitetet som underviser. Hvorfor?

»I 20 år havde jeg skrevet anmeldelser af ballet, og jeg skrev en disputats om Jean Cocteau og balletten, hvorefter universitetet spurgte, om jeg kunne lave en uddannelse i dans. Det var en periode, hvor det havde penge, og så fik jeg lov at stable en uddannelse i æstetik og danse- historie på benene. Jeg gik fra dansk til dans. Det var min kongstanke, at de studerende selv skulle prøve at danse. Man bliver bedre til at analysere, hvis man selv har prøvet, og man lærer sig terminologien. Hvis de studerende selv skulle blive anmeldere, ville de få respekt for, hvor svært det er. Det er alt for let bare at sidde og sige: 'Du'r ikke, væk!' Vi fik en dansesal med fjedrende gulv, hvor selv en elefant ville føle sig let, den bedste uden for Det Kgl. Teater.«

Hvilke danse blev de undervist i?

»Klassisk ballet og modern dance, salsa og kvadrille. Hiphop havde vi også, og det var sjovt. Steen Koerner kom med sine hiphopdrenge, der aldrig havde set så mange bøger som der på universitetet, og de pæne drenge og piger havde aldrig set hiphop. Et fantastisk møde.«

Forførelse

I din nye bog skriver du, at balletten 'Sylfiden' handler om tilværelsens valgmuligheder. Om det at gribe galt eller sætte sig idealer og følge dem. Hvad mener du med det?

»I Sylfiden løber James på sin bryllupsdag ud i skoven og griber ud efter den forførende sylfide. Men sylfider kan man pr. definition ikke fange og fastholde. Det ender galt. Erotik er både fristende og farligt.«

En anden mulighed ligger altid lige om hjørnet. Det er vel noget, alle par kender til?

»Ja, og man kan gå glip af noget væsentligt i sit liv, hvis man ikke griber den anden mulighed.«

Har du selv grebet forkert?

»Det synes jeg ikke. Jeg har været forsigtig, men man skal selvfølgelig turde noget, og jeg er glad for, at jeg indimellem dog turde noget, men på det store plan har jeg ikke turdet.«

Fordi det kunne skade den anden?

»Ja, man kan skade andre for selv at blive lykkelig, og hvad er det så egentlig for en lykke? Jeg opfatter ikke kunsten som et surrogat for virkeligheden, men en udvidelse. Den gennemspiller nogle muligheder, som ikke blev mine. Jeg tror, det er Frederik Syberg, der har sagt: I teatret oplever vi det, som tilværelsen skåner eller snyder os for!«

»Da jeg i 1981 i Hamburg så John Neumeiers opsætning af Kameliadamen, der handler om det samme, gik jeg bagefter rundt i gaderne og tænkte: 'Hvad er det, jeg har gjort med mit liv?' Jeg holder meget af ballet, når det svæver og danser, men hvis det stiller spørgsmål til ens liv, så løfter det sig op til et eksistentielt plan.«

Er det en sjældenhed?

»Det sker ikke så tit, men det er de store øjeblikke, når det sker. Neumeier er min helt. Han giver sine stykker en drejning, så vi pludselig begynder at tænke os om.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu