Læsetid: 8 min.

Hvad er der inden i Mærsk?

Gud åbenbarede sig ...og så fik Mærsk logoet med den syvtakkede stjerne. Men syvtallet ikke står for de syv verdenshave og heller ikke for syv arbejdsdage, selv om nogle tror det. Vor medarbejder satte sig for at finde ud af, hvad der er inden i Mærsk, og hvordan selvopfattelsen er i det multinationale rederi. Han begav sig ind i hovedkvarteret på Esplanaden
Information blev inviteret inden for i Mærsks hovedsæde på Esplanaden ud til Københavns Havn. Bygningen med de karakteristiske blåtonede vinduer på blev opført i 1979, og i 2005 blev der udbygget med endnu en større bygning. Ejendommens samlede areal er nu ca. 32.000 kvadratmeter.

Information blev inviteret inden for i Mærsks hovedsæde på Esplanaden ud til Københavns Havn. Bygningen med de karakteristiske blåtonede vinduer på blev opført i 1979, og i 2005 blev der udbygget med endnu en større bygning. Ejendommens samlede areal er nu ca. 32.000 kvadratmeter.

Jakob Dall

19. september 2011

En ung topchef, der gerne ville endnu videre i karrieren hos Mærsk, gik en dag ind på chefens kontor og spurgte: »Hvilke fremtidsplaner har hr. Møller egentlig med mig?« Mærsk kiggede køligt på ham og sagde: »Efter dette udsagn: ingen!«

En ligeledes ung shippingmand ville søge ansættelse hos Mærsk og fik foretræde hos personalechefen, hvor han fik følgende besked: »Det, vi har brug for, er flittige, unge mennesker, der er parate til at starte fra bunden og blive der!«

Når Mærsk havde fødselsdag, skulle de ansatte også have del i festivitasen. Det skete ved, at de fik ... et stykke kringle til kaffen.

Sådan gik der mange historier om den strenge og sparsommelige Mærsk McKinney Møller, da han endnu stod i spidsen for det multinationale rederi. Om ikke nødvendigvis sande, så havde de en signalværdi, som ud over rederiets kapitalstyrke nok var medvirkende årsag til, at danske statsministre, den ene efter den anden, rettede ind, når Mærsk nedlod sig til et møde med dem. Nogle vil mene, at hans sociale status lå adskilligt over kongehusets.

»Intet bør ramme os, som kan undgås ved rettidig omhu,« lyder det slogan, som Mærsk far, A.P. Møller, formulerede. Alt dette er uden tvivl grunden til, at jeg sørger for ikke at komme et minut for sent, da jeg tropper op i receptionen til fortet, fæstningen, hovedkvarteret på Esplanaden ud til havnen i København. Himlens og havets blå spejler sig i de mange ens vinduer i den uniforme betonbygning, som virker sig selv nok, men dog prydes og brydes af en Henry Moore-skulptur foran indgangen.

Et stille sted

Jeg har her i avisen sammenlignet A.P. Møller-Mærsk med et pressesky samfund som det gamle DDR og Christiania, hvilket straks udløste en reaktion fra pressechef Michael Christian Storgaard, som ikke kunne anerkende sammenligningen: »Vi er ikke pressesky,« skrev han, »og vi ønsker heller ikke at kontrollere pressen. På årsbasis svarer vi alene i København på mere end 500 pressehenvendelser«. Jeg tog ham på ordet og inviterede mig selv. Han hentede fotografen og mig i receptionen.

»Typisk at han hedder Storgaard og ikke f.eks. Lillelund,« tænkte jeg, for alt hos Mærsk er stort efter dansk målestok. Michael vi var straks på fornavn ville, som han sagde, tage os »med over i olie«. Altså afdelingen for olieinteresserne. Han er cand.merc. og har taget et par tillægsuddannelser i journalistik. Vejen gik via Erhvervsministeriet, hvor han begyndte at interessere sig for kommunikation. I øvrigt er jeg ikke kommet for at kritisere, men høre om, hvordan Mærsk oplever sig selv.

At komme indenfor hos Mærsk er som at komme til en helt anden verden end den lige udenfor. Eller som netop at komme til hele verden, for i Mærsks forretningsimperium med afdelinger i over 130 lande går solen aldrig ned. Alligevel er der egentlig ganske stille. Nok snakkes der, men der lyder ikke råb og latter som på en avisredaktion. Der er lange gange med glasvægge, hvor man kan skue ind i de forskellige kontorlandskaber. Folk arbejder koncentreret ved computerskærmene.

Skybruddet for nylig ramte også Mærsk, og vandskader er ved at blive repareret.

I 'olie' præsenteres vi for Lars Nydahl Jørgensen, som har været i rederiet i 25 år og er global leder af olieefterforskningen, der mestendels udføres af geologer, geofysikere og ingeniører. Der er cirka 100 ansatte i København, hvoraf 40 er danskere, resten er af vidt forskellig nationalitet. Mærsk Olie er for tiden aktiv i Brasilien, Mexico, Angola, Kasakhstan og i både den britiske og norske del af Nordsøen samt nu også i Grønland, siger han - og videre:

»I Mærsk Olie lægger vi vægt på at være a good corporate citizen i de lande, vi opererer i, og at vi prøver at forstå, hvad der er vigtigt for dem samtidig med at vi selvfølgelig driver vores forretning.«

Visse politikere jagter det engelske sprogs indtog i dansk. Hos Mærsk fyger det med engelske gloser. Her er det simpelthen koncernsproget. Dog tales dansk, hvis der kun er danskere til stede, men skrivelser udfærdiges på engelsk.

Dresskoder

Konfronteret med Mærsks ry for at fungere tillukket og med militær disciplin, siger han, at han nok ved, at rederiet i Danmark opfattes sådan, men det har han aldrig oplevet. Der har altid internt været åben diskussion om opgaverne, der skulle løses, »men«, siger han, »det kan da godt være, at vi er blevet lidt flinkere til at fortælle omverdenen om det, vi laver«. Mærsk er befolket af kvinder med tøj i farver, men mandlige ansatte i nydelige, mørke jakkesæt. Slipsedrenge, men den globale leder går ikke med slips, bemærker jeg.

Har Mærsk en dresskode?

»I de lande, vi er i, har man forskellige dresskoder. I Singapore er det kortærmede skjorter med slips uden jakke. Jeg er sikker på, at vore folk dér, har mindst det på. I City of London har man nålestribede jakkesæt. Det er nu en gang det, man gør dér.«

Her indskyder pressechef Storgaard, at man i USA har noget, der hedder casual Friday, hvor man går i afslappet påklædning om fredagen.

»Det gav faktisk problemer for vore medarbejdere, der måtte ud at købe lærredsbukser, og andre skjorter end dem, de ellers bærer,« fortæller han.

Lidt senere får vi af kommunikationschef Birgitte Henrichsen at vide, at man kan sammenligne det med skoleuniformer. I et internationalt selskab er det en måde at imødese de ansattes meget forskellige kulturer og holdninger på.

Før vi forlader oliechefen spørger jeg lige om noget, jeg har hørt:

Skal man som ansat være parat til at flytte et hvilket som helst sted hen på kloden?

»Så skrapt kan man ikke sige det. Der bliver i høj grad taget hensyn til personlige behov, men det kan være gavnligt for én selv, hvis man tidligt i sit ansættelsesforløb tager rundt og henter en masse erfaringer, og folk kommer jo ofte her, fordi de gerne vil udstationeres. I dag ansætter vi i øvrigt ofte lokale folk. Vi udstationerer ikke så meget mere,« slutter Lars Nydahl Jørgensen.

Vinderkultur

Vi slår et slag inden om rederiets sitroom (situationsrum). Her er der på væggen et elektronisk kort over, hvor rederiets cirka 600 skibe befinder sig lige nu i verden. Der opdateres hver sjette time. Man kan zoome ind og få data om det enkelte skib, og man kan på forskellige farver se, om nogle af dem er forsinket. Der er også et vejrkort. Tåge og vind kan spille ind. Orkaner kan forsinke skibe, så de må omdirigeres. Og så er der løbende live-udsendelse fra CNN, hvor de seneste nyheder om katastrofer som tsunamien i Japan kommer ind. Det havde også betydning efter jordskælvet på Haiti, hvor man straks kunne se, om der var ledige skibe i nærheden, som kunne sættes ind. Seneste udvikling i Egypten blev fulgt nøje, mens Libyen dækkes fra rederiets middelhavskontor i Sydspanien.

Videre til Birgitte Henrichsens kontor. Hun, der engang var studievært på tv-nyhederne, siger, at hun havde hørt de samme myter om Mærsk som alle andre danskere, men de blev snart gjort til skamme. Om virksomhedskulturen fremhæver hun, at man går efter at ansætte verdens toptalenter, som er meget handlingsorienterede.

»Folk er gode til at tage bolden og løbe med den,« siger hun.

Det, vi andre kalder stræbere?

»Det synes jeg ikke, man kan sige, men folk handler og rykker. De sidder ikke og diskuterer på møder i lang tid.«

Det er det, som Michael Christian Storgaard for lidt siden kaldte en vinderkultur.

Kineserne

Hun fremhæver også, at der i dag rekrutteres lige så mange kvinder som mænd, selv om man udelukkende ser på kvalifikationer og ikke på køn og omtaler endvidere den betydning for udvikling, det kan have for et land i Afrika, at der anlægges en havn med dertilhørende trafikforbindelser og adgang til verdensmarkedet. Landet får større indkomster, mere velstand, bedre sundheds- og uddannelsesvæsener. Mærsk er med på alle planer. Principielt laver man ikke kun en aftale med en regering, men også med et land og et folk.

»Vores udsyn er langt. Det kan være, det tager 20 år at bringe Vestafrika på fode, men vi har den finansielle styrke til at investere langsigtet. Vi er jo ikke en hedgefond, men har vores egne penge,« siger hun.

Så I tager det roligt, hvis der er underskud et år?

»Det gør vi ikke, vi skal være konkurrencedygtige, ellers bliver vi banket af banen, også af kineserne.«

Noget andet, hun fremhæver, er, at Mærsk sejler det meste af al nødhjælp til Østafrika, og at man har en antikorruptionspolitik.

Jeg forholder hende den hyppigt hørte kritik, at Mærsk selv bestemmer, hvor meget eller snarere hvor lidt man vil betale til Danmark i skat.

»Sidste år kunne vi helt have undladt at betale skat, fordi vi havde så store afskrivninger på Lindøværftet, men gjorde det ikke desto mindre, for hr. Møller har altid haft det princip, at han vil betale skat i Danmark, og det videreføres.«

I fjor betaltes 55 millioner i selskabsskat, men desuden ni milliarder til staten for olien.

Intra-Asien

Rederiet Mærsk har haft ordet, og besøget er ved at være forbi. Undervejs har vi fået mangt og meget at vide, stort og småt. Når man bygger verdens største skibe, skal det være de bedste på miljø- og energisiden. De slowsteamer det vil sige sejler langsommere, end de kan, for at spare samt mindske CO2-udslippet. I stedet for kedelige mødereferater sætter man tit illustrative plancher op, hvor man i en tegneserielignende form hurtigt kommunikerer resultater. Jeg lærer et nyt ord: intra-Asien.

»Det er dér, det sker lige nu, og ikke så meget mere i den traditionelle gamle verden med Europa, Nordamerika og Asien,« fortæller Michael Christian Storgaard: »Nu er det mellem Asien og Afrika samt Asien og Sydamerika, at udviklingen foregår.«

Vi slutter i et lille museum, forbeholdt rederiets gæster. (Kendte navne som Richard Branson, Arnold Schwarzenegger og Putin har efter eget ønske været på gæstebesøg hos Mærsk). På museet er skibsmodeller, plancher med rederiets historie samt A.P. Møllers kontor, som det stod, da han døde i 1965. Det originale skrivebord har hr. Møller dog i brug på sit kontor på sjette sal. Han kommer stadig et par gange om ugen og har for nylig været i Skt. Petersborg, hvor han traf guvernøren og besøgte Mærsks egen afdeling. Det er her i museet, vi får historien om den syvtakkede hvide stjerner på blå baggrund, som altid har været Mærsks logo, og som nogle tror, står for de syv verdenshjørner eller for syv dages arbejdsuge.

Slet ikke. Peter Mærsk Møller, Arnold Peters far, var ude at sejle på havet, da hans kone blev syg. Ængstelig og nedtrykt bad han til Gud om, at hun måtte blive rask, og bad ham desuden vise et tegn på, at han havde hørt bønnen. Så skiltes skyerne på den grå og overtrukne himmel, og en stjerne viste sig.

Man kan forsigtigt gætte på, at det var Syvstjernen.

Kringle spiser de i øvrigt stadig på Esplanaden, når skibsrederen har fødselsdag. Anderledes er det ikke.

Se også billedreportagen på Fotobloggen: Hovedkvarteret på Esplanaden

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig – første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Hvis alle offentlige institutioner og private virksomheder i Danmark gennem de sidste 100 år havde efterlevet det berømte motto ”Intet bør ramme os, som kan undgås ved rettidig omhu”, som skibsreder Mærsk McKinneys far A.P. Møller så enkelt formulerede sin arbejdsfilosofi, ja, så ville Danmark i dag være et på alle måder rigt land med orden i økonomien og et homogent og harmonisk folkefærd, hvor den enkelte havde lært at tage personligt ansvar for sine handlinger.

Der kan siges meget kritisk om kapitalismen som primus motor for et demokratisk opbygget land som Danmark gennem de sidste 162 år, men Mærsk-rederiets udvikling siden 1904 med kun tre mennesker som ejere af verdens største rederi af containerskibe anno 2011, er i alle henseender et stykke fremragende iværksætterarbejde, nøjagtig som vi ser det med Lego, Danfoss, Grundfos og mange andre store danske familievirksomheder.

Men personligt har jeg i mange år frygtet den udvikling, at når den nu 98-årige skibsreder Mærsk McKinney dør, ja, så vil hans arvtagere gøre alt for at sælge eller flytte hele butikken til udlandet, og så vi mister vi dette enestående stykke dansk erhvervshistorie, skabt af McKinneys bedstefar og far samt ham selv, og disse tre mænd fortjener hele nationens respekt for deres fantastiske resultater siden 1904.

Hvad enten man er kapitalist eller kommunist.

den dér historie med sømanden og hans syge kone....

hvad med at genopfriske gode gamle chr. winther, som torben skov vist antyder:

"da solen dybt sig neied
bag jydlands gule strand
et vældigt banner vaied
på hielm fra taarnets rand
blaat som de smaa violer
som havets stærke flod
midt i med syvfold straaler
en hvidlig stierne stod"

den syvtakkede stjerne på blå bund er hvideslægtens våben.

"homogen og harmonisk folkefærd"?

Hr. Brockdorff, jeg er ikke sikker på jeg forstår hvad du mener.

Men din polemik giver mig en dårlig smag i munden.

Der kan siges meget kritisk om kapitalismen som primus motor for et demokratisk opbygget land som Danmark gennem de sidste 162 år

Det interessante er jo netop, at Maersk bære præg af en hvis portion gammel-kommunisme på de interne linjer. Dvs. lighed og begejstring for arbejde fremfor penge og hierarkier.

Men personligt har jeg i mange år frygtet den udvikling, at når den nu 98-årige skibsreder Mærsk McKinney dør, ja, så vil hans arvtagere gøre alt for at sælge eller flytte hele butikken til udlandet

Din romantisering af "gamle dages" Maersk er vist rimelig subjektiv -- Maersk har til hver en tid set på verden udenfor landets grænser. Og Lindøværftet er (på trods af sin funktionsdygtighed og fortsatte konkurrenceevne) lukket på Maersk McKinneys vagt som et resultat af global udvikling.

Ole Brockdorff siger:

Men personligt har jeg i mange år frygtet den udvikling, at når den nu 98-årige skibsreder Mærsk McKinney dør, ja, så vil hans arvtagere gøre alt for at sælge eller flytte hele butikken til udlandet, og så vi mister vi dette enestående stykke dansk erhvervshistorie, skabt af McKinneys bedstefar og far samt ham selv, og disse tre mænd fortjener hele nationens respekt for deres fantastiske resultater siden 1904.

Hvad enten man er kapitalist eller kommunist.

-

Jeg er ikke tilhænger af fan-kulturer, så jeg synes din hyldest virker temmelig benovet og noget højtragende, du er tydeligvis en stor fan.
Det er nok derfor du ved hvad skibsrederens arvinger har tænkt sig, eller også kender du dem rigtig godt.
Og så har jeg svært ved at forstå det dér med nationens respekt, det lyder for mig som noget sentimentalt sludder, og det samme med 'erhvervshistorien', men det kan skyldes at jeg hverken er kapitalist eller kommunist.
Jeg er ikke modstander af præcision, specielt ikke hvor det er vigtigt, jeg er heller ikke modstander af at man tænker sig om (dét som hos Mærsk kaldes rettidig omhu), men jeg er imod enhver form for ekstremisme, da jeg har lært hvad det fører med sig, og jeg synes Mærsk-kulturen befinder sig lige på grænsen, og til tider også over.

Brian Pietersen

Henrik Darlie

det betyder..kæft trit og retning... kort sagt... ikke et samfund jeg vil leve i.

Det er ok han har det som firmaprofil, for dem som nu har lyst til den slags, kan de jo gøre det frivilligt.

Ja Poul Bækhøj. Men jeg er nu mindre poetisk end Winters fine digte.

Jeg rejste for noget tid siden med IC3 toget Niels Bugge og blev opmærksom på dekorationen med et våbenskjold, som så lidt forkert ud. Som om det var blevet ændret.

Det skulle have tilhørt Uffe Stigsen og vakte svage erindringer om noget jeg havde læst engang. I disse internet tider er det jo let at undersøge mange ting og en kort søgen afdækkede sandheden. Dekorationen i toget er vist ikke Uffe Stigsens mærke.

Uffes våben var stort set det samme som hans fars. Nemlig Marsk Stig Andersen Hvides.

På sønderjysk bliver Marsk til Mærsk. Heraf rederiets og sønnekes navn.

Når jeg nævner Kong Erik tænker jeg overført på riget. På Danmark. Marsk Stig fik skylden for drabet i Finderup.

Analogien er da om nutidens Mærsk blive Danmarks bane?

Hvidernes våben taler for sig selv. Jeg har før på disse sider linket til det i sammenhænge med Mærsk og bl.a. spurgt til AP Møllers adkomst til Hvides våben?

Anså Arnold Peder sig selv som Danmarks (rigs-)marsk ( beskytter og øverste hærfører. Marskal) .

Så hvad er der inden i Mærsk?? Udover penge og ålegræs? Fup, fiduser eller måske forrædderi og statskup.

http://skeel.info/showmedia.php?mediaID=3266&medialinkID=14713

Jeg tror Frank Aaen er en bedre beskytter af riget end marsk og mærsk !

Michael Kongstad Nielsen

Interessante og gode indlæg fra Torben Skov og Poul Bækhøj. Hænger det virkelig sådan sammen? Men Marsk Stig var jo giftet ind i Hvideslægten, og springer vi frem til Arnold Peter, så var han født i Dragør, og ikke i Sønderjylland. Det var hans far dog, i Østerby på Rømø, deraf der sønderjyske, men skulle marsk blive til mærsk? Ja det kan vel tænkes. Engang troede jeg det kom fra noget skotsk, da Mc- Kinney vel også har har skotske rødder, eller hvad?

Michael Kongstad. Jeg har også lige erkendt en i sammenhængen ubetydelig fejl i min kommentar. Marsk Stig var oldefar til Uffe Stigsen. Hvis far også hed Stig Andersen Hvide. Han kom hjem fra eksil ved Kristoffer den andens kroning og fik mange af Hvideslægtens besiddelser tilbage. Senere genoptog han farfarens opposition mod kongen og blev så marsk for grev Gert....

http://skeel.info/pedigree.php?personID=I5767&tree=ks

Det er herlige gamle sager og egentlig ret spændende :0)

Der var hele tre Stig Andersen Hvide. Mindst 2 bar titlen marsk. Herolderne havde sgu noget at holde rede på.

Jens H. C. Andersen

Mærsk er imponerende, men alt med måde.

De er hverken særligt religiøst benådede eller altomfattende unikke og fuldstændige fejlfrie overmennesker. De er dygtige, men de er også mennesker som er til at snakke med, fornuftige behagelige og flinke... (ikke at jeg kender dem alle sammen).

Det er mennesker, blandt andet danskere, mange af dem dygtige ja, men de kæmper med mange af de samme problemer, som så mange andre større organisationer. Der sker fejl og bøvl, og kommunikationsged, som i alle andre store organisationer (okay måske relativt mindre i Mærsk, men stadig væk).

det følgende er meget vel også nogle forklaringer på hvorfor mange af de som let kunne gøre store karriere i de borgerlige samfund, klogeligt lader være, med sådant:

---

de spilteoretiske og praktiske odd’s for de proletariseredes
( = de sandsynligste kommende magthavere )

modstandere

( skitseagtigt beskrevet med nogle uddrag fra det kommunistiske manifest;
som bør læses i helhed )

Fri mand og slave, patricier og plebejer, baron og livegen, lavsmester og svend, kort sagt: undertrykkere og undertrykte har stået i stadig modsætning til hinanden, har - snart skjult, snart åbenlyst - ført en uafbrudt kamp, en kamp, der hver gang er endt med en revolutionær omformning af hele samfundet eller med de kæmpende klassers fælles undergang.

–––—

altså: at de som gør modstand mod sådanne

oprør, har før eller siden, tabt.

–––—

De tidligere små middelstandsfolk, de små industridrivende, småhandlende og små rentenydere, håndværkerne og bønderne, alle disse klasser synker ned i proletariatet, dels fordi deres kapitaler ikke er tilstrækkelig til storindustriel virksomhed og må ligge under i konkurrencen med storkapitalisterne, dels fordi deres faguddannelse mister sin værdi ved de nye produktionsmåder. Proletariatet rekrutteres altså af alle befolkningsklasser.

––––

Undertiden sejrer arbejderne, men kun forbigående. Det egentlige resultat af deres kampe er ikke den umiddelbare sejr, men det, at arbejdernes samling griber mere og mere om sig. Det fremmes ved de forbedrede samfærdselsmidler, som storindustrien skaber, og som bringer arbejderne fra de forskellige egne i forbindelse med hinanden. Og det er netop kun denne forbindelse, der er nødvendig, for at de mange lokale kampe, som overalt har samme karakter, kan centraliseres til en national kamp. Og den samling, som det varede århundreder at bringe i stand for middelalderens borgere, der kun havde deres primitive veje, den formår de moderne proletarer, der har jernbaner, at skabe på få år.

jeres tider er snart helt

forbi, især fordi:

langt de fleste arbejdere er bla.a. “lidt” trætte af

samfundskår hvor de borgerliges børn,

de facto, altså i virkeligheden, får bedre

udviklingsmuligheder end børn af arbejdere.