Læsetid 2 min.

Ken den utrættelige

I kølvandet på optøjerne markerer det britiske filminstitut den indignerede venstrefløjsfilmmager Ken Loachs fødselsdag med et månedlangt 'flashback'
15. september 2011

Alle taler om krisen, men britisk socialrealismes mastodont, Ken Loach, har i en menneskealder forsøgt at gøre noget ved den. Forstået på den måde, at han siden midten af 1960'erne har lavet en lang række film og tv-spil, der udtrykker solidaritet med folk på samfundets bund.

Årsagen til, at det britiske filminstitut BFI fejrer Loach med et stort anlagt retrospektiv, er, at han fyldte 75 den 17. juni (selv samme dag, som skribentens bror blev gift, og nøjagtigt 58 år efter arbejderopstanden i DDR).

På BFI's hjemmeside står der blandt andet om fødselaren:

»På den ene side er Ken Loach den mest distingverede, nulevende engelske filminstruktør og manden bag nogle af de mest mindeværdige film- og tv-produktioner i de sidste fem årtier. På den anden side er han aldrig blevet fuldgyldigt medlem af det politiske eller det filmiske miljø, men har bevaret en vis outsiderstatus, fordi han brænder for at lave værker, der afføder kontroverser og fremprovokerer debat.«

Dramatiske proletarer

Intet tyder på, at tidens gang har slebet kanterne af Loachs polemiske væsen. Sidste måneds optøjer i London og andre engelske byer bragte på kontant vis Loachs livsprojekt i fornyet fokus, og naturligvis har instruktøren en mening om de voldsomme begivenheder.

For et par uger siden trak han i The Guardian forbindelser tilbage til 1980'ernes kontroversielle konservative leder, Margaret Thatcher, der ifølge Loach med fuldt overlæg gjorde massiv skade på Storbritanniens arbejderklasse.

I samme interview udtalte han, at der er et iboende drama i arbejderklassens liv: »De lever livet meget intenst, og indsatsen er høj for den, der ikke har en masse penge til at afbøde faldet. Arbejderne udgør frontlinjen i det, vi kalder klassekrigen. Enten fordi de er arbejdere uden arbejde, eller fordi, de bliver udnyttet der, hvor de arbejder. Jeg tror stadig på, at hvis der kommer en forandring, så kommer den nedefra. Ikke fra dem, der har en masse at tabe, men fra dem, der har alt at vinde. Dertil kommer, at arbejderklassen har de bedste vittigheder.«

Loach tager det med det realistiske lige så alvorligt, som det med det sociale, og hans filmsprog har ofte til hensigt at formidle den (rå) virkelighed på troværdig og direkte vis. Som led i denne strategi bruger Loach til tider amatørskuespillere, hvilket i forbindelse med hovedværket Sweet Sixteen fra 2002 blev begyndelsen på en skuespillerkarriere for purunge Martin Compston.

Loach har dog også apropos hans bemærkning om vittigheder taget den lille mand i forsvar på en mere humoristisk vis: Looking for Eric skildrer således et usandsynligt venskab mellem et forpjusket postbud og den franske fodboldstjerne Eric Cantona.

Disse to film og mange flere kan altså ses i det store Loach-retrospektiv, som just er skudt i gang og kører frem til 12. oktober. BFI byder også på diverse masterclasses, der giver indblik i, hvordan Loachs filmhold arbejder.

Det hele foregår på sydsiden af Themsen, hvor BFI har til huse. Find mere information på www.bfi.org.uk.

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu