Knausgård satte punktum for sidste bind

Det uden tvivl mest omtalte litterære værk i de senere år, norske Karl Ove Knausgårds store selvbiografiske roman Min kamp, er nu færdig. Det sidste punktum i bind 6 blev sat fredag morgen kl. 7 blot nogle timer inden han først på eftermiddagen mødte sit danske publikum på festivalen Louisiana Literature. En propfuld koncertsal på kunstmuseet i Humlebæk og en kødrand af tilskuere foran storskærm i museumsparken er vidne til det store øjeblik. Det er lidt, som om vi voksne hermed også får lov at opleve, hvad vores børn oplevede, da J.K. Rowling satte punktum for Harry Potter-serien.

Det er litteraturfestivalens leder Christian Lund, der har betroet sig selv den vigtige opgave at interviewe Knausgård. De to høje slanke herrer sidder begge i kakigrønne trøjer, sorte bukser og behagelige sko og ligner henholdsvis en pæn og mere vild udgave af hinanden.

Nyheden om, at Knausgård rent faktisk er færdig afstedkommer et sug gennem forsamlingen og bliver fejret med en flaske champagne, der bliver hidkaldt og fluks bragt ind på scenen og åbnet med et knald. Skål, og publikum klapper entusiastisk. Alle er godt klar over, at man her fredag den 2. september 2011 er vidne til et litteraturhistorisk stort øjeblik.

Knausgård er udmattet. Han har tømt sig selv. Han har i den seneste tid skrevet dag og nat. Han har ikke sovet og spist. Bare skrevet. Rynkerne i panden er dybe plovfurer. Også da han sidste weekend var på Møn i forbindelse med Verdenslitteratur på Møn, sad han og skrev om natten og i alle tænkelige pauser.

Knausgård sidder let sammenkrummet og fortæller om arbejdet med det sidste bind. Han virker hudløst ærlig og giver af sig selv. På en fandenivoldsk måde. Han er tydeligt mærket, men også meget til stede. To gange rejser han sig for med stor intensitet at læse et par afsnit fra det sidste bind, som lyder meget lovende.

Det grænseløse

Eftermiddagen på Louisiana handler om sjette og sidste bind. Han fortæller, at det er et meget mere reflekterende og essayistisk bind end de forrige. Også meget mere radikalt, selv om mange nok vil mene, at Knausgård allerede har skrevet et af de mest radikale værker. Men i det sidste bind går han efter eget udsagn helt grænseløst tæt på og udleverer alt. Derfor sidder han nu tilbage med en lettelse over at være færdig, men også med frygten for, at han med sine bøger kan have ødelagt noget. Ødelagt noget for andre mennesker med sine udleveringer.

Radikal er Knausgård også, når det gælder det politiske. I titlen på hans værk mere end spøger Hitler. Knausgård havde ikke, da han begyndte på sit romanværk, læst Hitlers selvbiografi, men som bindene er skredet frem, er det blevet mere og mere uundgåeligt, at han til sidst skulle nå frem til netop den bog. Derfor har han under arbejdet med sidste bind siddet og læst Hitlers Min Kamp. For at få den ind under huden. Og Knausgård finder i læsningen ud af, at der rent faktisk også er ligheder mellem ham og Hitler. Ikke i ideologisk forstand, men i kunstnerisk forstand og i den radikale fremstilling af et jeg.

Og det sker, mens Lars von Trier foran verdenspressen på filmfestivalen i Cannes udtaler, at han forstår Hitler. Derfor skriver Knausgård selvfølgelig også den episode ind i romanen. Og identificerer sig med Lars von Trier og støtter ham. Forfatteren og forbryderen ligner hinanden. Forfatterens jeg frakobler sig socialiteten for bare at skildre. Det er også det onde blik på socialiteten man eksempelvis kan opleve i andet bind af Knausgårds værk, hvor det især går ud over den såkaldte svenske familieidyl.

Knausgård har bevæget sig helt ud til kanten på alle måder. Der er gået en time i koncertsalen, og vi er ved vejs ende. Det er Knausgård måske også. I hvert fald kan det virke, som om han har udleveret alt. Med Per Højholts ord har han ikke bare taget af hovedstolen, men tømt den. Knausgård kender godt Højholts artikel, bekræfter han over for Christian Lund. Fremover vil der måske ikke være mere at skrive om, for alt vil kunne føres tilbage til en episode, som han allerede har skrevet om i Min kamp. Derfor kommer der måske slet ikke flere bøger af Knausgård. Måske har han virkelig begået et litterært selvmord med dette værk.