Læsetid: 5 min.

Kvinder er vel også hele mennesker

Menneskeligt? Er det tankevækkende, at romaner af kvinder skildrer kvinder, der ikke kan finde ud af livet? Kritikeren Nils Gunder Hansen rejste for nylig spørgsmålet i sin anmeldelse af Kirsten Hammanns nye roman, 'Se på mig'. Det er alment menneskeligt, lyder svarene
Indsigt. 'Det er da rigtigt, at kvinder klarer sig godt, men hvis man går lidt dybere ind i et menneske, vil man finde kaosset og retningsløsheden,' mener Kirsten Hammann.

Indsigt. 'Det er da rigtigt, at kvinder klarer sig godt, men hvis man går lidt dybere ind i et menneske, vil man finde kaosset og retningsløsheden,' mener Kirsten Hammann.

Liv Carlé Mortensen

16. september 2011

»Radikal afmagt og total des-orientering.« Mindre kan ikke gøre det, når Kristeligt Dagblads litteraturkritiker, Nils Gunder Hansen, skal karakterisere de kvinder, der optræder hos »to af vore mest suveræne kvindelige forfattere, Helle Helle og Kirsten Hammann«.

I sin anmeldelse af Kirsten Hammanns nye roman, Se på mig,skriver han:

»Kvinder er stærke. Sådan hed det i min ungdom i 1970' erne. Og sådan lyder det også i nutidens livsstilsklummer om moderne omnipotente kvinder, der snart kan klare sig helt uden mænd. Men i disse romaner møder vi medaljens mareridtsagtige bagside.«

På en måde er det lidt tankevækkende, mener anmelderen.

Men er det det? Hvad siger Kirsten Hammann selv?

Jo, interessant er det da, svarer hun. Men efter hendes opfattelse har afmagten og desorienteringen ikke med kønnet at gøre.

»Er det underligt, at mine hovedpersoner er famlende og rådvilde?« spørger hun. »Det er da ret almindeligt, det plejer at være det, der gør litteratur interessant, at folk har problemer og ikke kan finde deres plads i tilværelsen.«

»Desuden har jeg jo også en mandlig hovedperson, der roder rundt,« tilføjer hun.

Ikke kvindeproblemer

Også Helle Helle betoner det alment menneskelige.

»Jeg tænker først og fremmest på mig selv som menneske, når jeg skriver, meget mere end som kvinde. Mine bøger handler om at finde en vej eller et sted at stå, det er ikke en kønsmæssig problematik. De handler om den store meningsløshed, om at være alene med den, mand eller kvinde,« siger Helle Helle.

Når Helle Helles hovedpersoner er kvinder, er det fordi hun selv er kvinde, tilføjer hun.

»Der er ikke nogen af mine kvindelige hovedpersoner, der har problemer med at være kvinder. De har problemer med næsten alt andet, men ikke lige med det. Mine kvinder er ikke ofre, i hvert fald ikke for mænd, er de ofre for noget, er det nok for deres egen selvblindhed.«

»Det er da rigtigt, at kvinder klarer sig godt, men hvis man går lidt dybere ind i et menneske, vil man finde kaosset og retningsløsheden,« siger Kirsten Hammann. »Det, man gør som forfatter, er, at man klæder sine personer nøgne.«

»Så kan man spørge, hvor forfattere som Helle og jeg selv, der har karrieren på det tørre, kender de følelser fra, og hvorfor de interesser os. Svaret er, at vi kender det som mennesker. Og i en roman skal der være noget, der bider, som spørger og kræver; det er der, hvor der er konflikt, at stoffet begynder at give noget fra sig,« fastslår hun.

Kontrol og afmagt

Både Kirsten Hammann og Helle Helle er midt i fyrrerne, så man kunne forestille sig, at kaosset måske har noget med generationen at gøre, men heller ikke hvis man spørger den 15 år yngre forfatter Dy Plambeck, får Gunder Hansen medhold.

Dy Plambeck synes, at han overdriver: »Det er da rigtigt, at den kvindelige hovedperson, Julie, tuder sig igennem de 4-500 sider, men hun går også i seng med en mand uden prævention, fordi hun vil have et barn. Det er noget, hun vil, og hun går målrettet og kynisk efter det, så hun er ikke fuldstændig desorienteret,« fastslår Dy Plambeck, der også har noteret sig, at det i Helle Helles seneste roman, Dette burde skrives i nutid,er den kvindelige hovedperson, der forlader mændene, ikke omvendt.

»Også manden i Kirsten Hammanns roman er jo helt håbløs,« tilføjer hun.

Gøres det godt?

Endelig har Information spurgt en feminist, der ikke er forfatter, nemlig Kvinfos direktør, Elisabeth Møller Jensen.

Hun understreger, at hun ikke har læst Kirsten Hammanns bog, og at det derfor ikke er den, hun tager stilling til. Men også hun hæfter sig ved det alment menneskelige, ikke ved kønnet.

»Må kvinder ikke fremstilles som hele personer? Der er vel ikke noget galt i at fremstille afmagt og desorientering, emnet i sig selv må vel være legitimt,« mener hun. »Spørgsmålet er, om det gøres godt.«

Det samme er Helle Helle inde på. Hun mener heller ikke, at hendes bøger specielt henvender sig til kvinder. Det handler om at træde ind i en psyke, siger hun.

»Umiddelbart kunne man jo undre sig over, at en 55-årig mandlig læser fra Aalborg kan finde en ung kvindelig hovedperson, der tuller rundt i Glumsø, interessant. Men måske er det ikke så mærkeligt.«

Heller ikke Dy Plambeck kan her få øje på nogen tendens, forfattere er meget individuelle, synes hun.

»Det er rigtigt, at jeg ikke selv skriver om svage kvinder. Min faster Lillian i Texas' roseer jo handlekraftig nok, hun får samlet både sin familie og en hel landsby, men samtidig er hun også afmægtig. Hun indser sin afmagt, da det går op for hende, at alle har løjet for hende om hendes afstamning. Det er den modsætning, at man som menneske både er i kontrol og afmægtig, der er det interessante,« understreger hun. Kirsten Hammann er nået til samme konklusion. Hun medgiver, at det måske er 'uretfærdigt', at hun ikke bygger en person op, så hun også viser hendes stærke sider som en kvinde, der kan klare sig selv: »Men det interesserer mig ikke. Det er det, der gør ondt, som interesserer mig.«

'Jeg er ikke pædagog'

Det virker ikke, som om romanens fortæller kan pege på noget alternativ for sine personer, mener Nils Gunder Hansen også.

Det hører Kirsten Hammann, hver gang hun udgiver en bog, fortæller hun:

»Svaret er, at det ikke er min opgave at bringe mine personer på ret køl, jeg er ikke pædagog. Hvis vi skal beskrive livet ægte, må det være, mens det foregår, som det leves midt i det hele, og ikke som en coach vil have det til at forløbe. Og selv med en coach går mennesker alligevel tit den forkerte vej, sådan er livet. Skal man tvinge en hovedperson ind på en god og konstruktiv vej, må det ligge i historien, ellers kommer det ikke med.«

»Er det nu et krav, at kvinder skal være stærke, og at historien skal have en lykkelig udgang? Det er da ikke et krav, man plejer at stille,« indvender Elisabeth Møller Jensen. »Tværtimod er god litteratur da ofte ganske sort.«

Også Nils Gunders konstatering af, at Kirsten Hammanns satire ikke lader et andet værdisystem skinne igennem, undrer hende.

»Hvor satiriske forfattere engang kunne udvise 'falsk solidaritet' og lade et andet værdisystem skinne igennem, hæver denne roman sig reelt ikke op over de drømmebilleder, den så ondt piller fra hinanden,« skriver han.

Men Elisabeth Møller Jensen forstår ikke problemet.

»At en roman af en kvindelig forfatter ikke må være for sort i sit menneskesyn på personernes vegne, plejer dog ikke at være et krav. Det minder mig om 1970'ernes normative, feministiske litteraturkritikere,« erklærer hun.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Michael Kongstad Nielsen

Hvorfor er der så få kommentarer i netdebatten,
når det drejer sig om kunst og kultur? Måske fordi der ikke er noget at skrive hjem om. Her er efter min mening et eksempel, og det er ikke Syberg jeg klandrer, men hele kritikerlauget. Hvorfor sklildrer kvindelige forfattere kvinder, der ikke kan finde ud af livet, spøres der. Om Nils Gunder Hansen har fået på hjernen, at kvinder er stærke, og nu kan han ikke lide, at de bliver skildret som noget andet, ved jeg ikke. Men hvorfor køre nogle krav frem om, hvordan litteraturen bør skildre kvinder? Hvad er det for noget sludder.

Når Helle Helles hovedpersoner er kvinder, er det fordi hun selv er kvinde, sider hun. Nå, men alligevel betoner hun det almenmenneskelige. Det er vel natuligt, at forfattere har lettest ved at gå ind i personer med samme køn som dem selv, men det er dog forsøgt anderledes. F. eks. kan jeg huske en litterær kvindeskikkelse, der sikkert ikke kunne leve op til kritikernes fordringer om at leve på den rigtige måde, og som var skrevet frem af en mand, nemlig I. P. Jacobsens "Fru Marie Grubbe". Svag vil jeg ikke kalde Marie, tvætimod.

Forresten undrer det mig, så meget fokus der bliver lagt på folks alder i denne artikel og andre med den. Det er som om, alder er alt. Jeg troede man var kommet lidt videre.

Der er desværre noget damebladstankegang over hele affæren, og det er ikke godt.