Læsetid: 4 min.

Af en loyal vælgers betroelser

For nogle er politik simpelthen sort gylle derfor kan de vakle mellem Venstre og Enhedslisten, og derfor kan de ikke huske, hvad politikerne hedder. Gid man havde det sådan, kan man næsten fristes til at tænke
For nogle er politik simpelthen sort gylle  derfor kan de vakle mellem Venstre og Enhedslisten, og derfor kan de ikke huske, hvad politikerne hedder. Gid man havde det sådan, kan man næsten fristes til at tænke
9. september 2011

Der findes amar' halshug et håndkøbsmiddel mod diarré, der hedder Propiden. Der burde findes et tilsvarende med navnet Lukroeven. Det kunne man give, gerne i stor dosis, til Berlingskes politiske kommentator Thomas Larsen, der i et tv-interview for nylig udtalte, at en eventuelt kommende rød regering »naturligvis« ikke kan basere sin økonomiske politik på Enhedslisten. Spørgsmålet kunne slet ikke diskuteres, forstod man.

Men hvorfor skulle det være så sindssygt? Den nuværende regering baserer sin politik såvel den økonomiske som al anden på et parti, Dansk Folkeparti, der regelmæssigt har forlangt lovgivning, der bringer Danmark på kant med internationale konventioner, vi ellers har tilsluttet os, og vist også i nogle tilfælde på kant med vores egen grundlov. Det burde »naturligvis« ikke kunne lade sig gøre, at en pæn, borgerlig regering har været parat til at betale en så hamper pris for at kunne køre rundt i ministerbiler, men det er ikke desto mindre, hvad der er sket.

Og nu, lige før for nu, fikst, at knytte an til ovenstående metaforik lokummet brænder, har man da også travlt med at lægge afstand til DF'eren Søren Espersens krav om, at kun biologiske danskere kan få statsborgerskab.

Er der nogen, der tror på, at Venstre og Konservative ikke ville have ædt den også, hvis det med sikkerhed kunne have sikret dem endnu nogle år ved magten?

Selvfølgelig er der ikke det. Modsat har Enhedslisten aldrig krævet proletariatets overtagelse af produktionsmidlerne for at støtte en socialdemokratisk-radikal regering. Man kan skam sige meget om Enhedslisten at de kan være rigide, snerpede på den venstreorienterede måde, kiksede og nørdede. Men idioter er de ikke.

Ikke for noget, bare for sjov

Kort før det forrige folketingsvalg, i 2007, talte jeg med en yngre kvinde, der både er højtuddannet og højt begavet. Det fører for vidt at komme nærmere ind på, hvorfor jeg talte med hende, men i korthed:

Hendes mand var radiojournalist og skulle interviewe biskoppen for Lolland-Falsters Stift og også mig, og jeg havde planlagt at drikke ham læsterligt fuld, inden han skulle tale med Guds kontorchef i det dennesidige. Ikke for noget, bare for sjov. Det havde han gættet hjemmefra, derfor var hans kone med som chauffør. Mens han var ude i byen for at finde et passende sted, hvor han kunne interviewe Danmarks mest ølhumoristiske forfatter, blev jeg siddende på Czarens Hus sammen med konen for at snakke politik. Hun var i tvivl om, hvad hun skulle stemme, men hun var dog kommet så vidt, at hun nu kun vaklede mellem to partier. Og hvad er det så for partier, frue? spurgte jeg uærbødigt. Men det ville hun da godt fortælle, jeg kunne bare komme an. På den ene side havde hun tænkt sig at stemme på Venstre, statsministerens parti. Nå! udbrød man proletarisk ondsindet, hvorfor dog det? Hun overhørte mit spørgsmål og fortsatte. På den anden side, sagde hun, havde hun også lyst til at stemme på Enhedslisten. Jeg gloede noget, for nu at sige det rent ud. Hvordan kunne man vakle mellem statsministerens parti og så det absolut mest regeringsfjendtlige? Man skulle tro, det var løgn, men det var det ikke.

Sort gylle

For ganske nylig så jeg en anden yngre kvinde i tv, i en voxpop, tale om en bestemt politiker.

»Hende den lille lyshårede, er det ikke SF, hendes parti hedder?« spurgte hun. Det var Pia Kjærsgaard, hun mente.

Det kan være svært for andre at forstå, men for nogle mennesker og det har ikke nødvendigvis noget at gøre med, at de er dumme og uoplyste er politik simpelthen sort gylle. De orker ikke at følge med i det eller på nogen måde interessere sig for det. Derfor kan de vakle mellem yderpunkter, og derfor kan de ikke huske, hvad politikerne hedder. Gid man havde det sådan, kan man næsten gribe sig selv i at tænke.

Men sådan har jeg det ikke eventuelt beklageligvis. Da jeg havde talt med radiojournalistens kone, gik det op for mig, at jeg var og er en særdeles loyal vælger. Det havde jeg aldrig rigtig skænket en tanke før. Som meget ung, en af de første gange, jeg havde stemmeret til et valg, stemte jeg på DKP, ellers altid på VS og nu om dage altså Enhedslisten. Jeg har ikke så meget som overvejet at stemme på andre, og ved det kommende valg gør jeg det selvfølgelig igen.

Det kan skyldes loyalitet, forstokkethed, mangel på fantasi, tilsandet bevidsthed, senil demens siden tyveårsalderen, men jeg føler mig ikke repræsenteret af andre partier. Og har aldrig gjort det. At partiet, der altså nu bærer navnet Enhedslisten, i de sidste 10 år nærmest har været til grin på grund af lejrbålsstilen, de ustemte guitarer og Keld Albrechtsens garderobe, har ikke fået mig til at ændre mening, heller ikke at de har gerådet i venstreorienteret snerperi, venstreorienteret automatpilot og venstreorienteret fuldemandssnak som dengang de foreslog, at en vis procentdel af spillerne på landsholdet skulle være homoseksuelle og i det hele taget venstreorienteret sludder og vrøvl. At de nu står til den største valgsejr nogensinde, berører mig for så vidt ikke som vælger. Jeg ville have stemt på dem alligevel.

Hvad rager det folk, hvad du stemmer på? spørger fru Ida Rosa, født Hansen, idet hun sætter to medicinglas foran mig. De står nu mellem mig og computerens tastatur. Propiden og Lukroeven. Så kan jeg åbenbart selv vælge? Sæt kryds ved liste Ø, siger jeg bare.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

"Er der nogen, der tror på, at Venstre og Konservative ikke ville have ædt den [Søren Espersens krav] også, hvis det med sikkerhed kunne have sikret dem endnu nogle år ved magten?"

Næh.

Har tænkt mig at stemme som Bent Vinn - hvad ellers?
Men den med bøssekvortering på landsholdet er godt nok ny for mig.
Troede kun det var SAXOPRIVATBANKS politiske filial LA, eller Jakob Hausgaard, der havde den slags seriøse forslag.
Og hvad med kvindelandsholdet? Og hvorfor ikke transseksuelle?

Min fodterapeut (!) vakler mellem Lykke Friis og Johanne Shmidt.
Jeg vakler mellem sofa og Johanne Schmidt.
Nanna har skrevet en sang til Johanne Schmidt.
Bent Vinn Nielsen stemmer på Enhedslisten.
Dvs. 4-0 til Johanne....Det er da ikke så værst! Th