Det mest fortolkede døgn nogensinde: Vi genfortæller 11. september gennem fiktionen

Denne artikel blev første gang bragt i anledning af 10-året for angrebet på World Trade Center.

07.59: Flyveforholdene er ideelle, da American Airlines Flight 11 letter fra Boston. Kommunikationen med kontroltårnet er rutinemæssig.

Klokken var otte da jeg trådte ud på gaden, klokken otte om morgenen den 11. september 2001 bare seksogfyrre minutter før det første fly brasede ind i det nordligste tårn i World Trade Center. Bare to timer efter det ville røgen af tre tusind brændte lig drive hen over Brooklyn og styrte ned over os i en hvid sky af aske og død. Men lige nu var klokken stadig otte, og mens jeg gik hen ad avenuen under den strålende blå himmel, var jeg lykkelig, kære venner, så lykkelig som noget menneske der nogensinde havde levet.

BOG. Paul Auster: The Brooklyn Follies (2004)

08.13: Piloterne i Flight 11 reagerer ikke på kontroltårnets opkald.

De færreste kunder i Windows on the World (restauranten på toppen af WTC, red.) kender hinanden. Når tilfældet vil, at deres blikke mødes, rømmer de sig og dykker sporenstregs ned i avisen. Det er i begyndelsen af september, tidligt om morgen, og alle er i dårligt humør: Ferien er forbi, det gælder om at holde ud indtil Thanksgiving. Himlen er blå, men ingen nyder synet af den. Om et øjeblik vil en stor puertoricaner stikke i et skrig. En mand i jakkesæt og slips vil blive målløs. »Oh my God.« To kontorkolleger vil blive stumme af forbløffelse. En rødhåret vil udbryde »Holy shit!«. Servitricen vil fortsætte med at skænke te op, indtil koppen flyder over. Visse sekunder varer længere end andre. Som hvis man havde trykket 'pause' på sin dvd-afspiller. Om et øjeblik vil tiden blive elastisk. Alle disse mennesker vil omsider vide besked. Om et øjeblik vil de alle være ryttere af Apokalypsen, forenet i verdens undergang.

BOG. Frédéric Beigbeder: Windows on the World (2003)

08.23: Fem flykaprere har overtaget kontrollen med Flight 11. Til kontroltårnet i Boston sender de ved en fejl beskeden: 'We have some planes ...' Flyvelederen i Boston fatter mistanke om en eventuel forestående terroraktion.

»Vi har en mulig kapring. American 11. Han har kurs sydpå. 767. Ingen taler med ham. Jeg underrettede ledelsen. De følger ham heller ikke.«

»Hvor var flyet sidst?«

»Et eller andet sted nær Kennedy.«

»Flyet er væk. Paul, flyet er lige forsvundet. Jeg snakkede lige med et andet fly, og så forsvandt det bare.«

»Hvor?«

»Lige omkring Manhattan. Det forsvandt bare. Flyet forsvandt bare.«

FILM. Paul Greengrass: United 93 (2006)

08.46: Flight 11 flyver ind i World Trade Centers nordlige tårn med 790 km/t.

»Det er så mærkeligt at tænke på,« sagde jeg. »Hvad er?« »At hun arbejdede dér. Måske kendte hun min far. Eller måske kendte hun ham ikke, men serverede for ham den morgen. Han var dér, i restauranten. Han skulle til et møde. Måske skænkede hun noget mere kaffe til ham eller noget.« »Det er en mulighed, ja.« »Måske døde de sammen.« Jeg vidste, at han ikke ville ane, hvad han skulle sige til det, for selvfølgelig døde de sammen. Spørgsmålet er hvordan de døde sammen, om de gjorde det i hver sin ende af restauranten eller ved siden af hinanden eller på en helt tredje måde. Måske gik de op på taget sammen. På nogle af fotografierne kunne man se folk holde hinanden i hånden, når de sprang.

BOG. Jonathan Safran Foer: Ekstremt højt og utrolig tæt på (2005)

08.55: Præsident George W. Bush får besked om, at et fly har ramt World Trade Center. Nyheden går verden rundt.

Jeg hørte en eller to andre telefoner kime i lokalet og jeg mente, jeg også kunne høre fastnettelefonen i lejligheden og i et kort øjeblik overvejede jeg om alle af en eller anden bizar grund havde sat deres alarmer til vigtige gøremål lidt over to på en tirsdag i september.

»Yo, Phil,« sagde jeg. Amy tog også sin telefon.

»Hvad? Hvad? New York? Hvilket? Hvor? World Trade Center? Er det ikke ? Et fly? Altså, et stort fly, som en Jumbo eller noget?«

BOG. Iain Banks: Dead air (2002)

09.02: United Airlines Flight 175 flyver ind i World Trade Centers sydlige tårn med 950 km/t.

»Vi skulle til D.T.'s kusines bryllup i Los Angeles, og jeg skulle møde dem der. Børnene ville i Disneyland, men de ... De var allerede gået glip af et par skoledage, så vi måtte sige nej. Du ved. Så jeg er på vej for at møde dem i Los Angeles. Og i taxaen på vej til lufthavnen sidder jeg og hører radio ... Jeg når frem, og en mand fortæller, at det er flyet til Boston. En anden fyr siger, der er to fly. Så går jeg ind i lufthavnen, og jeg ser på fjernsynet og jeg ... jeg ... Jeg så det ske. Jeg så det, og jeg følte det samtidig. Jeg (...) kunne mærke dem brænde.«

FILM. Mike Binder: Reign Over Me (2007)

09.05: Bush får besked om, at endnu et fly har ramt World Trade Center. Hele verden følger nu med i begivenhederne på live-tv.

Det var hendes far, der ringede fra Danmark.

»Er det dig helt herned?« spurgte hun forbavset.

»Tænd for fjernsynet,« sagde faren, han lød nærmest studs.

»Fjernsynet?«

»Har I ikke tv? Tænd for det, tænd for det apparat. De har angrebet New York.«

»Hvem har?«

»Hør dog hvad jeg siger. World Trade Center bliver angrebet med passagerfly. Alting brænder.«

BOG. Sven Holm: Den anden side af Krista X (2002)

09.37: American Airlines Flight 77 flyver ind i den vestlige fløj i Pentagon.

Flyvemaskinen kommer igen. Fjernsynet viser det igen og igen. Nazneen læner sig frem, hun anspænder sig for at forstå det. Hun arbejder sig helt ud til sofakanten. Ordene og sætningerne gentages, og hun begynder at fatte dem. Chanu sætter hænderne op for ansigtet og kigger ud mellem fingrene. Det går op for Nazneen, at hun har lænet sig så langt forover, at hun er helt sammenkrummet. Hun retter sig op. Hun tror, hun har forstået det, men hun tror også, at hun må have misforstået det. Scenen skifter.

»Pentagon,« siger Chanu. »Ved du, hvad det er? Det er Pentagon.«

BOG. Monica Ali: Brick Lane (2003)

09.41: Associated Press-fotografen Richard Drew tager sit berømte billede af den faldende mand. Flere end 100 mennesker kaster sig ud fra de to brændende tårne.

Jeg forsøgte at ringe til ham på hans mobiltelefon, da Number Seven blev evakueret. Jeg ringer til ham igen og igen på vej ned ad trappen fra 27. etage. Så er jeg pludselig på West Street, og jeg kigger op på røgen og ringer til ham igen, da jeg ser de springende. Det er det sidste, jeg husker, kroppe der regnede ned over pladsen. I et langsomt fald før de pludselig eksploderede mod asfalten som rådden frugt.

BOG. Jay McInerney: The Good Life (2006)

09.57: Passagererne om bord på United Airlines Flight 93 begynder at gøre modstand mod terroristerne.

»Hey, det her er en selvmordsmission. Vi bliver nødt til at gøre noget. De har ikke tænkt sig at lande det her fly. De flyver os ikke til lufthavnen. Vi har ikke noget valg.«

»Vi skal alle sammen dø. De flyver os ind i en bygning.«

»Vi bør lade dem være.«

»Vi er mange. Vi må gøre noget. Kan I se hvor lavt vi flyver?«

»Er der våben? Noget vi kan bruge? Stewardesse? Hører du mig?«

»Ja.«

»Gå tilbage og hent alt, du kan finde. Tag alt, hvad vi kan bruge som våben.«

FILM. Paul Greengrass: United 93 (2006)

09.59: Efter 56 minutter og 2 sekunder kollapser det sydlige tårn.

Det næste jeg ved er, at jeg ligger på mit ansigt i mørket. Jeg kan ikke ånde, jeg kan ikke se og hele min krop gør ondt fra det inderste og ud. Jeg ved ikke, om jeg er blevet blind, eller om der bare ikke er noget lys, men så ser jeg endelig en gul glød i det fjerne, og jeg begynder at kravle hen imod den. Så trak nogle mennesker mig pludselig ind i lobbyen af en bygning.

BOG. Jay McInerney: The Good Life (2006)

10.03: Flight 93 styrter ned på en mark i Pennsylvania. På Lower Manhattan er alting dækket af aske og støv.

Han gik nordpå gennem murbrokker og mudder, og folk løb forbi og holdt håndklæder for ansigtet eller jakker over hovedet. De havde lommetørklæder presset mod munden. De havde sko i hænderne, en kvinde med en sko i hver hånd løb forbi ham. De løb og faldt, nogle af dem, forvirret og klodset, mens brokker væltede ned omkring dem, og der var folk, som søgte ly under biler. Brølet var stadig i luften, faldets sammenkrummede rumlen. Dette var verden nu.

BOG. Don DeLillo: Falling Man (2007)

10.28: Efter 1 time 41 minutter og 45 sekunder kollapser det nordlige tårn.

Senere hørte han lyden af det andet tårn der faldt. Han skråede over Canal Street og begyndte på en eller anden måde at se alting anderledes. Tingene virkede ikke ladede på sædvanlig vis, den asfalterede gade, støbejernsbygningerne. Der manglede et eller andet afgørende i tingene omkring ham. De var uafsluttede, hvad det så end betyder. De var usete, hvad det så end betyder, butiksvinduer, læseramper, spraymalede mure. Måske er det sådan tingene ser ud når der ikke er nogen her til at se på dem.

BOG. Don DeLillo: Falling Man (2007)

10.45: New Yorks borgmester Rudy Giuliani beordrer Lower Manhattan evakueret. Over hele landet lukker offentlige bygninger, lufthavne og institutioner.

I to en halv uge så college ud til at være en forlængelse af verden som han altid havde kendt den, bare bedre. Han var så overbevist om det tog det så meget for givet at han om morgenen den 11. september faktisk overlod det til sin roommate, Jonathan, at følge med i udviklingen omkring det brændende World Trade Center og Penta- gon mens han hastede afsted til sin forelæsning i økonomi. Først da han nåede det store auditorium og fandt det så godt som tomt, blev han klar over at et virkelig alvorligt uheld var indtruffet.

BOG. Jonathan Franzen: Freedom (2010)

13.04: Præsident Bush taler til nationen via en båndet optagelse fra Barksdale Air Force Base i Louisiana. Talen transmitteres til hele verden.

[Den muslimske politibetjent Yasmins hører Bushs tale i radioen i sin bil på vej på arbejde på politistationen i Keighley, England. Da hun ankommer, har nogen sat en gul post-it på hendes skab i omklædningsrummet.]

'Yas' elsker Osama'.

»Hvem er Osama?« [hun udtaler navnet forkert]

»Aner det ikke, søde.« [alle griner af hende]

»Tom, hvem er Osama?«

»Osama!« [retter hendes udtale]

»Men hvem er han?«

»Osama bin Laden! Han er terrorist. Har I ikke fjernsyn derhjemme?«

FILM. Kenneth Glenaan: Yasmin (2004)

14.39: Giuliani bliver bedt om at anslå, hvor mange der er omkommet i World Trade Center. Han svarer: 'Flere end nogen af os kan bære'. Plakater med billeder af savnede hænges op i hele byen.

»Det her er usmageligt,« mumlede Ludo da de nærmede sig et træ, hvis stamme allerede var plastret til med papir. »Det her er nekrofil pornografi.«

»Hvad mener du?«

»Hvad tror du?,« udbrød han. »De er alle sammen døde. Selvfølgelig er de alle sammen døde. Okay, måske bliver femten, tyve eller måske endda hundrede gravet ud af det her kaos. Men hvilken gavn gør det at lade som om, de alle kommer hjem? At de alle bare vandrer rundt på Manhattan i en posttraumatisk tåge. De er alle sammen fucking døde, Marina. Døde.«

BOG. Claire Messud: The Emperor's Children (2006)

17.20: Bygning 7, en nabobygning til de to tårne, kollapser. Overlevende ligger nu fanget under murbrokker fra tre bygninger. Heriblandt Will Jimeno og John McLoughlin fra New Yorks havnepoliti.

»Du svarede mig aldrig, chef. Hvad har vi? Hvor lang tid tager indre blødninger?«

»Det ved jeg ikke. Jeg er ikke læge. 24 timer er det længste, jeg har hørt om. Måske 14. 16 ... Du må bare ikke falde i søvn.«

»Vi har ligget her i seks-syv timer. Hvad vil det sige? Har vi så syv-otte timer tilbage? Kan du huske det dér jordskælv? Hvor var det det var, Tyrkiet? Der var en lille pige. Hun overlevede fire dage. Begravet under murbrokker ligesom os. Hun var tre år eller sådan noget. Hvis hun kan klare den, så kan vi også. Måske bløder vi ikke så meget indeni. [Pause] Chef?« »Ja, Will?« »Har du børn?« »Ja, fire, jeg har fire.« »Det er mange børn.« »Ja.«

FILM. Oliver Stone: World Trade Center (2006)

20.00: Jimeno, der har ligget begravet i murbrokkerne, siden det første tårn sank i grus, bliver fundet i live og hentet op tre timer senere.

»Hvor er bygningerne henne? Hvor er bygningerne henne?«

»De er væk. Du skal hjem nu.«

FILM. Oliver Stone: World Trade Center (2006)

23.30: Før han går i seng, skriver præsident Bush i sin dagbog: 'Det 21. århundredes Pearl Harbor fandt sted i dag ... Vi tror, det er Osama bin Laden'. I alt omkom 2.996 mennesker i terrorangrebene den 11. september 2001.

De besluttede at anbringe ligene på en skøjtebane. Kan du huske, da vi løb på skøjter for nogle måneder siden, og jeg vendte ansigtet den anden vej, fordi jeg sagde til dig, at det gav mig hovedpine at se folk løbe på skøjter? Det, jeg så, var række efter række af lig under isen. Din mor sagde til mig, at jeg skulle gå hjem. Jeg sagde til hende, at jeg ikke ville gå. Hun sagde: Spis noget. Prøv at få noget søvn.

Jeg vil ikke kunne spise eller sove.

BOG. Jonathan Safran Foer: Ekstremt højt og utrolig tæt på (2005)