Fire forfattere, der er mest kendt for deres bøger til voksne, udgiver her i september børnebøger. Fire kvinder: Ida Jessen, Christina Hesselholdt, Katrine Marie Guldager og Helle Helle. Og som rutineret højtlæser opdager man hurtigt, at alle historier indeholder pointer, der giver grobund for at tage en sund opbyggelig snak med sit barn: om død, katastrofe, skilsmisse, venskaber, tålmodighed og ansvarlighed. Selv om målgrupperne varierer aldersmæssigt, selv om én bog er skrevet på vrøvlevers, en er skrevet med lix 14, og selv om én har en talende kat som hovedperson og én anden har en umælende hund.
Bange for døden
Den allertydeligste morale finder man i Katrine Marie Guldagers Lone bliver syg, der er en letlæsningsbog. Lone og Nynne er bedsteveninder, men en dag bliver Lone syg, og i den tid hvor hun ligger syg derhjemme, gider Nynne ikke besøge hende. Hun leger i stedet med en anden pige og bliver sur, når Lone ringer for at spørge, om hun ikke vil lege. Både Lone og Nynnes mor undrer sig over, at Nynne ikke vil besøge Lone, men til sidst kommer det frem. Nynne siger til sin mor: »Jeg kan ikke lide, når folk er syge. Så er det ligesom dengang med mormor. Pludselig dør de.«
Selv om det er en letlæsningsbog, er der altså en morale til forældrene: Det kan være svært, men man skal tale med sine børn om døden, ellers kan de få nogle 'reaktioner'. For børnene handler bogen ikke kun om døden, men også om venskab, ensomhed og om svære følelser.
Katastrofer
I Ida Jessens Nogen må våge i mørket har børnene selv været med til at formulere moralen. Bogens historie er udviklet i samarbejde med en gruppe russiske børn i alderen 4-12 år og handler om en fyrpasser og hans kat. En dag skyller en kæmpe flodbølge ind over øen, hvor fyrtårnet står, og bringer døde fisk, drivtømmer og almindelig ødelæggelse med sig. Men også en båd med en lille dreng i. Drengen vokser op og begynder at kalde fyrpasseren far, og den ellers så dovne og negative kat begynder at bage kager og lærer at fiske for drengens skyld. Selv midt i en katastrofe sker der smukke ting. Klimaforandringer og flodbølger er skræmmende, men historien kan godt ende lykkeligt alligevel, hvis man arbejder på det.
Glæde og være glad
Hos Christina Hesselholdt har pigen Sola og hendes mor fået en hund. De er glade, men Solas mor er træt af, at Sniffer tisser på gulvet. Og Sola er træt af mor: »Hver gang de møder en anden hundeejer, spørger mor, hvor længe hans eller hendes hund var om at blive renlig. Sola er træt af al den snak om renlighed.«
Først da Sola og hendes mor har opgivet at følge skemaet i hundebogen, så forstår Sniffer, at hun skal gå hen til døren og gø, når hun trænger til at blive luftet. I Christina Hesselholdts bog Sniffer går den dyreglade pige Sola næsten fri af de opbyggelige pointer. Hun får lov til at glæde sig og være glad. Men Solas mor derimod, hun får besked om, at hun selv har valgt at sidde dér og skure gulvet med vand og eddike.
»Hun tænker på, om hun måske kunne gå på kursus i at sige nej.«
Et opdragelsesredskab
I Helle Helles rim og remsebog Min mor sidder fast på en pind sker det måske ikke engang med vilje: Bogen består af vers med både ende- og bogstavrim. Det meste af det er noget underholdende vrøvl. Børnene synes, bogen er sjov, fordi den er fyldt med rytme og rim, de voksne synes, den er sjov, fordi den ikke overholder nogen regler hverken fysikkens eller logikkens. Den er sjovt og frit illustreret af Lars Nørgård. Men midt i alle de mærkelige små historier om Valdemar, der har frakker af æggebakker og en suppesøster, der er i suppefasen, dukker verset om Fies mor og far op: »Fies mor har sat huset på skinner. Ruderne klirrer og dørene binder. Fies far er en prik, der forsvinder. Alle vægge er fulde af minder.«
Og min datter spørger: »Skal Fies far ikke med?«
Så selv når de skrives af en forfatter, der i udgangspunktet opfatter sig som kunstner og frembringer af litterært sprog og nok ville afvise, at hendes voksenbøger indeholder en 'morale', så undgår børnebøgerne ikke et anstrøg af opbyggelighed.
Børnebogen er ikke bare en god historie. Den er et opdragelsesredskab. En ventil, der åbner de svære samtaler. En budbringer af smukke værdier. Det er en opfattelse af børnebøger, der eksisterede allerede i 1900. Her skrev lærer og børnebogsforfatter Niels K. Kristensen i tidsskriftet Vor Ungdom: »En børnebog kan som saadan være en udmærket Bog, selv om det skorter på Kunstnerisk Udførelse, men vil altid være en slet Bog, dersom dens Indhold ikke har opdragende Værdier, for hvilke det kunstneriske i den kun er Middel.«
I Ida Jessens bog er budskabet om håbets nødvendighed så subtilt til stede, at man først sent opdager, at det nærmest er religiøst. Så er det nemmere at forholde sig til Katrine Marie Guldagers historie om Lone og Nynne, der toner rent flag i sin pointe om børns forhold til døden. Men mest interessant bliver det, når Christina Hesselholdt og Helle Helle skriver antiautoritært og frit og alligevel ikke kan undgå alvoren. For det er alvorligt at skrive til børn. Det er bare sjovest, når forfatteren helst vil have os til at glemme det. Det moderne ved voksenforfatternes børnebøger er nærmere, at det ikke kun er børn, der kan lære noget. De voksne kan også lære noget. Men selvfølgelig kun i børnebøger.
Christina Hesselholdt: 'Sniffer' (Høst & Søn), illustreret af Kirsten Raagaard
Katrine Marie Guldager: 'Lone bliver syg' (Carlsen), illustreret af Siri Melchior
Ida Jessen: 'Nogen må våge i mørket' (Høst & Søn), illustreret af Anastasiya Orlova
Helle Helle: 'Min mor sidder fast på en pind' (Høst & Søn), illustreret af Lars Nørgård
