Læsetid: 8 min.

Når virkeligheden skifter form

Murakamis forfatterskab er en forbilledlig eksemplificering af, hvor meget den moderne roman har at vinde ved at forlade de konventionelle årsagssammenhænge
Force. Haruki Murakamis enestående tiltrækningskraft synes at ligge i det, som forfattere ofte betragter som det allervanskeligste at finde ind til: selve stemmen, tonefaldet.

Force. Haruki Murakamis enestående tiltrækningskraft synes at ligge i det, som forfattere ofte betragter som det allervanskeligste at finde ind til: selve stemmen, tonefaldet.

Aurora Photos

30. september 2011

I den seneste tid har et spørgsmål trængt sig stadig stærkere på, når jeg læser samtidsromaner: Hvorfor opererer de fleste forfattere med så konventionelle årsagssammenhænge?

Bag mit spørgsmål gemmer der sig selvsagt en stærkt subjektiv opfattelse: Jeg tror, at det er nye tanker om kausalitet, som skaber original litteratur og skønlitterære bøger, der skiller sig ud.

En anderledes tilspidset kausalitet kan opstå på flere måder. Tænk på Don Quijote. Hvorfor bryder helten med de vante handlingsmønstre? Det gør han ifølge Cervantes, fordi han har forlæst sig på ridderromaner. Hvilket columbusæg af en idé! Tænk på Hamlet. Hamlet følger ikke den forventede årsagssammenhæng, for han hævner ikke drabet på sin far øjeblikkeligt. Han tøver. Hvorfor? Fordi Shakespeare har forsynet ham — som den muligvis første skikkelse i verdenslitteraturen — med evnen til at tale med sig selv. Tænk på Gabriel García Márquez og Hundrede års ensomhed, hvor en person kan svæve i luften, fordi forfatteren har et udvidet syn på det, vi kalder virkeligheden; i sine egne øjne skriver han ikke magisk, han skriver realistisk. Eller tænk på Bliktrommen, hvor Günter Grass viser sin gæld til eventyrmotiver, navnlig fra Brødrene Grimms samling, og uden videre lader en treårig dreng holde op med at vokse.

Helt enkle greb, men alle fører til forbavsende årsagssammenhænge og dermed til interessante, spændende fiktioner. Ja, ikke nok med det. Det er denne type manøvrer, som kan flytte fiktionens grænsepæle.

Jo mere jeg læser, både norsk og udenlandsk samtidslitteratur, desto mere indser jeg min lede ved alle disse romaner, som lægger den samme kausalitet til grund. Man ser straks på første side, hvilken mekanik der ligger bag. De minder mig om gamle urværk. Af og til kan de virke imponerende — som oldefars lommeur fra 1800-tallet — men stadig oftere finder jeg dem deprimerende, forudsigelige og søvndyssende. Deres evigt repeterende psykologisk-realistiske tik-tak-tik-tak-årsagskæder er for længst blevet klicheer.

Jeg længes, nej, jeg hung-rer, efter et romanmaskineri, som bygger på noget andet; som er drevet af en ny form for energi: kernekraft, nanoteknologi, hvad som helst. I en verden som vores med så mange indtryk er der i grunden besynderligt, at ikke flere forfattere leder efter andre former for logik, altså sådanne, som på det fundamentale plan kan skabe alternativer til mainstreamfortællingen. For også i dag, hvor meget vi end søger at fortrænge det, nager Fausts spørgsmål om årsag og virkning de fleste mennesker:

»Jeg søger den inderste marv i stammen/ Hvad er dét, som holder verden sammen?«

Derfor nogle ord om Haruki Murakami.

Japansk stemning

For hvad er det med denne japanske forfatter? Hvorfor gribes så mange læsere og det på næsten mystisk vis af hans romaner? Er det hans skildring af ensomheden? (»Er menneskenes ensomhed den næring, vor planet behøver for at fortsætte med at rotere om sin egen akse?«, som han skriver i Sputnik min elskede.) Er det hans metaforer, som ofte bliver udvidet til en slags symboler eller ledemotiver (som 'port' og 'sputnik' i denne roman?).

Vanlige kriterier synes at komme til kort. Sprog og stil, karakterer og handling og beskrivelse forklarer muligvis en del, men ikke det afgørende ved Murakamis styrke. Hans enestående tiltrækningskraft synes snarere at ligge i det, som forfattere ofte betragter som det allervanskeligste at finde ind til: selve stemmen, tonefaldet. I dette tilfælde burde jeg måske vælge ordet stemning, for er der noget, Murakami gør, så er det at skabe sin helt egen atmosfære. Man bliver draget ind i et forvrænget univers. Den amerikanske litterat Harold Bloom opererer med et begreb, som ikke er let at oversætte: weirdness. På samme måde som vi, stillet over for ekstraordinære hændelser, kan finde på at ty til adjektivet 'kafkask', kan man nu høre læsere mumle 'murakamisk'.

Jeg læste Murakami for første gang i en stor have i Tokyo — en for mig helt fremmed verden med mosgroede templer og springvand, som faldt fra syv forskellige højder på syv forskellige sten. Det var i 1990, og det var en engelsk piratudgave af Norwegian Wood, en rød og grøn paperback, som jeg havde købt i en boghandel, som lå på syvende etage i bydelen Shinjuku.

Denne roman fængslede mig så stærkt, at jeg glemte, at de lukkede portene klokken syv om aftenen. Jeg måtte hoppe over et gærde og tilmed et ganske højt gærde. Siden da har jeg altid tænkt tilbage på denne episode med taknemmelighed: Dette at være inde i en bog og så måtte hoppe over et højt gærde for så at sige at komme tilbage til den almindelige verden.

Gyngende grund

Efterfølgende har jeg også spurgt mig selv, hvorfor jeg blev så tryllebundet af denne bog, ikke mindst fordi det er en forholdsvis enkel historie om ungdom i forskellige varianter af oprør. Svaret er, som man sikkert har gættet, at jeg så konturerne af uvante årsagssammenhænge — en kausalitet, som opstår ved, at Murakami simpelt hen lader to kulturers myter møde hinanden, Vest og Øst, lidt som i Carl Gustav Jungs teorier, bortset fra, at det her britisk pop og japansk melankoli. Og én plus én bliver ikke to, når man lægger sådanne elementer sammen. Én plus én bliver tre. Eller syv.

Grunden begynder at gynge under læseren. (Murakami kan af og til minde om sin landsmand Hayao Miyazaki, tegnefilmsskaberen, som i f. eks. Chihiro og heksene blander brokker fra den shintoistiske religiøse tradition og vesterlandske eventyr.)

Haruki Murakami viser, at den polyfone roman er sejlet agterud. I dag er det mere relevant at tale om behovet for en polyteistisk roman, en fiktion, hvor flere guder, flere verdensanskuelser mødes. Litteraturteoretikere har længe været influeret af Mi-khail Bakhtins tanker om romanen.

Personligt har jeg altid haft større tiltro til en anden russer, Viktor Sjklovskij. Og muligvis har det, jeg skriver om vigtigheden af alternativ kausalitet, noget at gøre med Sjklovskijs idé om ostranenie: Det at få noget kendt til at fremstå som fremmed og nyt. Det perspektiv, jeg gerne vil uddrage af den nye Murakami-roman eller rettere sagt af to tredjedele af den (tredje bind er endnu ikke oversat til norsk) skimtes allerede i den vidunderlige titel, 1Q84. Alene ved dette Q får Murakami mærkværdiggjort en litterær reference, som for længst er blevet en kliché: George Orwells roman, 1984. På japansk bliver tallet 9 udtalt som bogstavet q på engelsk. Q kan også læses som det spørgsmåltegn — question mark — der sættes ved alle cementerede virkelighedsopfattelser.

Igen er grundfortællingen forholdsvis enkel. Romanen er dels en kærlighedsroman — mand møder kvinde og forhindringer opstår — og dels en historie om kampen, eller balancen, mellem godt og ondt. Men fordi Murakami spænder ben for den, jeg havde nær sagt 'gamle', kausalitet, magter han det kunststykke at skrive noget originalt om kærligheden og de kræfter, som findes i ægte kærlighed, oven i købet imellem to mennesker, som ikke har set hinanden i tyve år. Samtidig er romanen en hyldest til den modkraft, en fortælling kan danne til negative kræfter.

Det, han kan

Hvordan bærer Murakami sig ad med dette?

Ved en tilfældighed træder først den ene, så den anden hovedperson, ind i en anden virkelighed, som ikke er nogen science fiction-agtig parallelvirkelighed (som en del kritikere synes at tro), men denne verden, bare anderledes eller blotlagt med flere dimensioner. Virkeligheden skifter umærkeligt form. 1984 bliver til 1Q84. (»Nogle læsere vil måske tænke på Sputnik min elskede, hvor talen falder på personer, der forsvinder over til den 'anden side').

Selv om der optræder to måner her, tæller IQ84's verden kun små afvigelser i forhold til 1984's. Det, som alligevel torpederer vanetænkningen og gør en usikker som læser, er, at Murakami eller fortælleren pludselig begynder at omtale nogle, som hedder »little people«. Det er ganske uklart, hvad dette antirealistiske indslag, 'little peo.ple', er, men som jeg ser det, trækker Murakami veksler på den gamle keltiske tradition om feer; disse er altid blevet kaldt for little people, og de lever dybt inde i skoven på samme måde som Murakamis gådefulde småfolk. (Det er ikke tilfældigt, at keltisk mytologi har leveret rekvisitter til så mange computerspil, dvs. til en virkelighed, som nok bliver kaldt virtuel, men som snarere er en udvidet virkelighed. Det burde heller ikke overraske, at Murakami i et interview med Paris Review fra 2004 siger, at videospillet er romanens nærmeste slægtning i dag.)

De friske tanker

Hvorom alting er, kommer 'little people' ind i virkeligheden gennem en passage i nogle, som kaldes henholdsvis perceiver og receiver. Dermed er verdens love kuldkastet. 'Little people' har dyb visdom og store kræfter, både onde og gode, og synes at forårsage en vending imod det religiøse og derigennem at undergrave den grund, vi står på. De kan desuden spinde luftpupper og skabe en slags dobbeltgængere eller levende skygger. Som læser må man lede efter andre sammenhænge.

»Det virker, som om årsag og virkning er havnet hulter til bulter«, som en af hovedpersonerne siger. 'Little people' er et gammelt litterært element, men Murakami bruger det på en overraskende ny måde. Og ved at Murakami derudover knytter an til Orwells Big Brother, rummer fortællingen om de mærkværdige 'little people' måske også en tanke om, at nye typer diktaturer, navnlig de religiøse fundamentalistiske sekter, involverer et væld af mindre næsten usynlige faktorer, som ikke desto mindre kan føre os lukt ind i helvede.

Det er om kausaliteten, at slaget står. Om alternative tænkemåder. Både på det kollektive og på det individuelle plan.

Så spørgsmålet er altså: Burde ikke også flere forfattere lede efter lignende greb, der på samme måde som IQ84 vælter virkeligheden over ende og får et eller andet til at hage sig fast i læserens bevidsthed?

Man hører ofte udsagnet, »jeg læser for at kende mig selv igen«, endda oftere nu, hvor 'den selvbiografiske roman' får megen opmærksomhed. Ikke noget galt i det, men man glemmer, at litteraturen også har andre muligheder. Den må ikke bare afspejle virkeligheden, den kan lige så vel skabe sin egen virkelighed. Så af og til må litteraturen lade os møde det fremmede — det, vi ikke genkender. Af og til må den omskabe 1984 til 1Q84 og udskifte Big Brother med little peo-ple.

Vi har i det hele taget brug for flere romaner, som erstatter klicheer med friske tanker; bøger, som opmuntrer læseren til at overskride sit normale reflektionsniveau.

bogdebat@information.dl

Jan Kjærstad er norsk forfatter

© Jan Kjærstad og Information Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig – første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu