Interview
Læsetid: 6 min.

'Ørkenen er frihedens sted'

Eksilforfatter. Indtil han var 12 år, var Ibrahim al-Koni en analfabetisk tuaregisk beduindreng i dag er han den arabiske verdens måske bedste bud på en nobelprisvinder i litteratur. Han har fra sit hjem i Schweiz fulgt det arabiske forår, men tvivler på, at han lever længe nok til at opleve Libyen som et frit og demokratisk land
Mindet. Ibrahim al-Koni har siden 1993 han boet i Schweiz, hvis bjergrige områder betager ham og har fået ham til at skrive en kærlighedserklæring til landet. Men det smertelige tab af barndommens ørken har været den stadige katalysator for de ørkener, der udgør al-Konis litterære landskaber. Ibrahim al-Koni kan opleves på Louisiana Litterature.

Mindet. Ibrahim al-Koni har siden 1993 han boet i Schweiz, hvis bjergrige områder betager ham og har fået ham til at skrive en kærlighedserklæring til landet. Men det smertelige tab af barndommens ørken har været den stadige katalysator for de ørkener, der udgør al-Konis litterære landskaber. Ibrahim al-Koni kan opleves på Louisiana Litterature.

Markus Kirchgessner

Kultur
2. september 2011

Ibrahim al-Koni er utvivlsomt Libyens bedst kendte forfatter. På et tidspunkt, hvor hans hjemland står over for et spektakulært magtskifte, er han også blandt de udenlandske topnavne på Louisiana Literature 2011 i denne uge. Ved siden af den syrisk-libanesiske digter Adonis (der også gæster denne festival) nævnes den overordentligt produktive 63-årige (over 60 bøger!) hyppigt som den mest oplagte prætendent, hvis Nobelkomiteen skulle beslutte sig for at hædre en arabisk forfatter.

Her støder vi dog på paradokser, for nok skriver al-Koni på arabisk, og nok er han libysk statsborger, men hans persons og værks identitet skal ret beset placeres andetsteds: Al-Koni er en tuaregisk beduin, der blev verdensforfatter ved at indoptage mangfoldige indflydelser fra islamisk sufimysticisme over tysk idealisme og amerikansk transcendentalisme til Dostojevskij. Hans fokus og gennemgående ledemotiv har bestandig været 'ørkenen', dette forstået både i snævreste forstand som en konkret afgrænset geografisk lokalitet en stor del af hans bøger bærer den særegne genrebetegnelse 'Sahara-roman' og i en videre metaforisk forstand som et eksistentielt vilkår, der i hans bøger får indgivet uventede tolkninger og tydninger. Det vender vi tilbage til.

Ibrahim al-Konis forfatterskab strækker sig over fire årtier og falder således omtrentligt sammen med perioden med Muammar Gaddafis rædselsregimente. Over telefonen fra sit aktuelle domicil i Schweiz fortæller han Information om de brud, der blev bestemmende for hans litterære løbebane: Af frygt for sin egen sikkerhed vendte den kritiske unge journalist i 1970 ryggen til oberststyrets 'Grønne Revolution' og slog sig ned i Moskva. Her indskrev han sig på Maksim Gorkij-instituttet, hvor han kastede sig ud i studier i sammenlignende litteratur. Siden da har han kun besøgt Libyen sporadisk, og først efter at hans litterære verdensberømmelse havde gjort ham uantastelig.

De valgte altså eksilet?

»Ja, jeg søgte udlændigheden, samtidig med at flyttede jeg ind i litteraturen, og det var det sidste, der hjalp mig til at overleve det første. Mit eksil blev i en vis forstand tredobbelt: Rusland blev et politisk eksil, som føjede sig til min personlige identitets eksil jeg er tuareg, men arabisk måtte blive mit sprog, for Gaddafi førte krig imod Libyens tuaregiske mindretal. Og under alt dette findes det tredje eksil det eksistentielle eksil, som er oplevelsen af at være født ind i denne verden som en fremmed.«

Barndommens ørken

Bruddet, der gjorde en analfabetisk beduinknægt med tuaregisk som modersmål til en arabisk journalist, blev en lige så barsk som dramatisk genfødsel. Al-Koni fortæller til Information, at den kon-krete omstændighed, der fordrev ham fra nomadetilværelsen, var de franske atomprøvesprængninger i 1960 i Sahara, der fik hans familie til at søge mod byerne. Udlændigheden blev for øvrigt permanent.

I 1980'erne bosatte al-Koni sig i Polen, og siden 1993 har han boet i Schweiz, hvis bjergrige områder betager ham og har fået ham til at skrive en kærlighedserklæring til dette land. Men det smertelige tab af barndommens ørken har været den stadige katalysator for de ørkener, der udgør al-Konis litterære landskaber.

Som Ibrahim al-Koni tidligere har udtrykt det:

»Som det er uundgåeligt med fødesteder, afsætter ørkenen gådefulde tegn i sine indfødte. Tegn, der slumrer dybt i dem, og som en dag må vågne. De tegn, som Den Store Ørken plantede i mig, har gjort mig til digter, der søger sandheden om denne verden.«

Ørkenen hos al-Koni er konkret, og hovedpersonerne i hans bøger er som oftest de mennesker, der bebor den, tuaregerne:

»Jeg taler specifikt om den nordvestlige udkant af den ørken, vi kalder Hammadah al Hamra eller 'Det Røde Plateau' og generelt om den vældige tomhed, som strækker sig imod en uendelig horisont, hvor den møder en evigt klar himmel, som ligner den i sin nøgenhed. Tilsammen udgør de et kontinuert legeme, og det er hemmeligheden om dette legemes intime omfavnelse, jeg higer efter at finde.«

Om sin metode fortæller al-Koni, at den består i at søge imod den erindring, som sufierne, de islamiske mystikere, betegner som 'den indre hukommelse', og psykologer refererer til som 'det ubevidste'.

»Derfor er den ørken, der lever i mit hjerte, ikke identisk med den, der eksisterer uden for mit hjerte,« siger han.

Myte, magi og overtro

Ingen tvivl om, at tuaregerne står al-Konis hjerte nær tuaregerne, som i klassisk arabisk litteratur repræsenterer en radikal andethed (deres klanstruktur er således matrilineær og deres konvertering til islam er ofte blevet set som ufuldstændig og uoprigtig). Da han sidste år fik en egyptisk litterær pris på 100.000 dollar, gav han alle pengene videre til sit forfulgte folk.

Men ørkenen hos al-Koni har også en metaforisk dimension. Som hans britiske oversætter, Elliott Collar, formulerer det i et essay i Al-Ahram, er ørkenen i al-Konis litterære geografi en mellemzone mellem to diametralt modsatrettede sociale og filosofisk kræfter. »Mod syd ligger mytens, magiens og overtroens verden. Det er herfra, at karavanerne med blåt klæde, slaver og guld udgik. Mod nord ligger de fjerne arabiske kystbyer og hinsides havet steder, der associeres med mekaniseret teknologi og krig. Sandheden kan ikke udgå fra nogen af disse men det er snarere kampen imellem de to, i kampen i det tuaregiske centrum, at betydningen skal findes.«

Stik modsat vestlige vaneforestillinger er ørkenen ikke et tomhedens og et trøstesløshedens sted, men bliver hos al-Koni til et betydningsskabelsens og frihedens sted. Det er ikke tilfældigt, at en amerikansk transcendentalist som Henry David Thoreau forfatteren til den panteistiske Livet i Skovene, der formulerer en lignende position om et andet naturhabitat hører til al-Konis inspirationskilder.

Gaddafi-portræt

Al-Koni betoner over for Information, at han betragter sit værk som et modbillede til politisk teknomagt og tyranni den virkelige eksistentielle ørken og pointerer, at litteraturen må gribe tilbage til mytens sprog, hvis den vil undsige, hvad han betegner som et tragisk fænomen i vor tid:

»Verdens politisering er en tragedie i vor tid. Alt er politiseret: samfundet, livet, religiøse og etniske identiteter. I Sahara voksede jeg op i det absolutte rum, i frihedens kontinent. Og friheden er et synonym for sandheden, den sandhed, der altid bliver ødelagt af magten, af diktaturerne, af tyranniet.«

At tyranniet er et andet vigtigt ledemotiv hos al-Koni, kommer stærkest til udtryk i romanen Dukken, som det er fristende at tolke som et allegorisk Gaddafi-portræt. Romanen beskriver de patologiske vrangforestillinger, der udspringer af symbiosen mellem magten og magtmennesket.

Som al-Koni tidligere har forklaret i et interview med netmagasinet Qantara: »Dette bliver tydeligt, da hovedpersonens kjortel en skønne dag smelter sammen med hans hud. Han kan ikke længere tage den af uden at dø. Men denne roman har jeg tænkt som et indlæg imod tyranni i alle dets former, ikke blot i Libyen eller den arabiske verden. Menneskeligt magtbegær har altid været et dominerende tema i mit værk, uanset om det antager politiske, moralske, psykologiske, sociale eller økonomiske former. Det emne er blevet en besættelse for mig.«

Libyens fremtid

Al-Koni er ikke overraskende stærkt optaget af det arabiske forår, herunder især af den figur, som udløste hele det sociopolitiske jordskælv ved at sætte ild til sig selv, den tunesiske gadesælger Mohammed Bouazizi. Så fascineret er han, at han overvejer at gøre ham til hovedperson i sin næste roman.

»Jeg vil kalde ham en helgen. Hele den arabiske verden er ham tak skyldig. Han er vor tids Kristus. Han har båret sit kors og ofret sit liv. Ved at skrive om ham, vil jeg også kunne skrive om alt det, der satte ham i bevægelse.«

Skønt Gaddafi-regimets tid er omme, bliver der næppe tale om snarlig hjemkomst til den libyske ørken for al-Koni. Især to ting skræmmer: At islamisterne opportunistisk skal kapre revolutionen, og de voldsomt mange skydevåben, der er kommet i omløb i det splittede land under borgerkrigen.

»Libyen har nu muligheden for at blive et frit og demokratisk land, men om jeg lever længe nok til at opleve det, er ikke sikkert, for det bliver en meget vanskelig og smertelig proces. Med Gaddafis Libyen er det imidlertid definitivt forbi. De tider er forbi, hvor en person kan påtage sig den absolutte magt i Libyen.«

 

På dansk foreligger et af Ibrahim al-Konis hovedværker: 'Blod af sten', Forlaget Vandkunsten 2009

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her