Læsetid: 4 min.

Ohøj, Ahors! Stik piben ind

Forlaget Ahors, der ellers har udgivet Janus Kodals parodier på prins Henrik, udgiver måske en bog af Claus Beck-Nielsen. De skulle hellere lade være
21. september 2011

For omkring to måneder siden blev jeg via Facebook opmærksom på en ny bog fra det lillebitte forlag Ahors. Jeg taler til dig. Mened og levninger, en ny bog af Claus Beck-Nielsen, skulle dokumentere dennes sygelige optagethed af Weekend- avisens førsteanmelder, Lars Bukdahl. Det virkede på alle måder utroværdigt, som en sær joke. Men der sker så meget på nettet.

I søndags eskalerede vittigheden så. På min mail fik jeg og en række andre anmeldere tilsendt et uddrag fra bogen. Det handler (selvfølgelig, større er opfindsomheden ikke) om dengang i foråret, da digteren Janus Kodal hældte en kande vand ud over Lars Bukdahl. Det skete til en paneldebat ved tidsskriftet Den Blå Ports jubilæumsfest, en hel perlerække af danske forfattere sad med i salen.

Skandale! Overgreb! Råbte alle i munden af hinanden i det helt lille litterære miljø. Det gjorde de til det efterfølgende rabalder af en fest og i cirka to dage mere i diverse aviser. Så skete der noget andet. Det var selvfølgelig en fuldstændigt latterlig opførsel fra Janus Kodals side, men så er der ikke mere i det.

Nå ja, det kunne jo være en sjov tekst. Det er det så slet ikke. Uddraget lad os se, om der faktisk kommer en hel bog er helt exceptionelt ucharmerende. Ikke bare er det kedeligt skrevet, setup'et er også sjusket. Angiveligt skulle Claus Beck-Nielsen være forklædt som studine, iklædt hotpants og sort paryk skulle han være helt uigenkendelig for sine skrivende kolleger.

Alle mulige forfattere udleveres på måder, der føles smålige, ligegyldige og triste. Niels Frank kaldes »bøsserøv«, Søren Ulrik Thomsen er en »mighty midget«, Lars Frost udstilles som liderlig drukkenbolt, Lone Hørslev er sådan en, man bliver liderlig af at se læse op. Man kan forestille sig resten. Næste morgen forfølger Claus Beck-Nielsen nu uden forklædning Lars Bukdahl foran dennes hoveddør, han vil vide, om det mon ikke var Ib Michael, der stod bag. De havde også været i totterne på hinanden, ikke?

Fornærmet smålighed

Som sagt: Det er trist, sølle læsning. Det ligner heller ikke noget, Claus Beck-Nielsen står bag. Der plejer at være mere charme i hans prosa og ikke den em af fornærmet smålighed, der står ud af disse sider. Og der plejer at være et perspektiv i de måder, han griber ind i verden. Der er langt fra at rejse til Irak i kølvandet på den amerikanske invasion, sådan som det skete i Selvmords- aktionen, og så tulle rundt efter en dansk litteratur- anmelder.

Ringer man til Heidi Hansen, Forlaget Ahors' kontaktperson, bekræfter hun ganske vist, at han har skrevet bogen, men kan ikke sætte den irriterede skribent i kontakt med ham. Han har påbudt sig selv et års tavshed og er jo sådan en, der godt kan lide at arbejde i det tågede. Som hun siger.

Via mail forklarer han (dvs. Helge Bille, som han kalder sig nu) alligevel, at Claus Beck-Nielsen ikke eksisterer ifølge folkeregisteret, men er et navn, der står til rådighed for alle:

»Da ethvert menneske i princippet kan være Claus Beck-Nielsen, så er det absolut muligt, at jeg er forfatter til Claus Beck-Nielsens nye roman. Men det kan lige så godt være dig, der er forfatteren.«

Aha? Så lærte man det. Ringer man til Lars Frost, til gengæld, forklarer han, at han faktisk altid har forsvaret Janus Kodals vandstunt, men at han ikke som beskrevet i Mened og Levninger gik hjem med to blonde brystbomber dén aften. Den slags ville han nemlig huske. Han talte heller ikke med en forklædt Claus Beck-Nielsen.

Lars Bukdahl husker heller ikke at have talt med Claus Beck-Nielsen foran sin hoveddør morgenen efter, til gengæld er et af hans faste morgenritualer, indkøb af croissanter, helt forkert beskrevet.

Der er ikke bare lagt til, kort sagt, for at gøre en lille fjer til fem høns. Konkrete begivenheder er hevet ud af den blå luft. Heller ikke det ligner Claus Beck-Nielsen.

Hvem kunne det så være? Forlaget Ahors, der udgiver bogen, har hverken en hjemmeside eller en adresse, men udgav i sin tid også Cantabile II, Janus Kodals parodi på prins Henriks digtning. Når man ringer til ham, benægter han overrasket og helt oprigtigt at have noget med bogen at gøre. Telefonnummeret til Heidi Hansen er ikke registreret under noget navn på De Gule Sider.

Sådan kunne man fortsætte. Men jeg gider ikke. I stedet denne opfordring: Kære aviser, kære kulturjournalister, lad være med at skrive mere om den her historie. Det er et stykke doven spekulation i vores dårligste sider, der er ingen substans i det.

Og kære Ahors (og også dig, Claus, hvis du faktisk står bag bogen), stop det her nu. Det er ikke sjovt, det er ikke sigende, det er bare pinligt og sørgeligt at se på. Stik piben ind, brænd oplaget, kryb tilbage i et hul på nettet.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Kære Tue,

Tak for foromtalen. Forfatteren havde forberedt os på at hans bog ville kunne vække anstød, så din vrede kommer ikke bag på mig.

Du er naturligvis velkommen til at mene hvad du vil om bogen, men er det korte uddrag du har læst , ikke en lidt spinkel baggrund at mene noget ud fra? Der er tale om en roman på 200 sider, som er langt mere ambitiøs end du giver udtryk for i din artikel.

Den benytter et greb der hedder "satire" (så vidt jeg ved, har du forsket i det?) Og så er der jo tale om fiktion (det er en roman). Derfor er det temmelig besynderligt (men ret morsomt) at du kritiserer uddraget for at være sjusket og upræcist i forhold til virkeligheden! Teksten siger at Lars Frost gik hjem med to blondiner, men nu har du undersøgt det, og det gjorde han ikke, derfor er det en dårlig tekst? Helt ærligt, Tue: Hvornår har overensstemmelse med virkeligheden været et kriterium for om en litterær tekst er vellykket?

Og ja, det hører til i afdelingen for grove løjer at udstyre Thomsen med "kørerlærervom og sin morfars læsebriller" og at kalde Niels Frank "bøsserøv". Men hvis du har læst forfatterens tidligere bøger, vil du vide at Nielsen-figuren (og ikke mindst hans projektion, alter egoet Rasmussen) har denne ekstremt nedladende holdning til sine medmennesker og f.eks. konsekvent omtaler sorte som "negre". Oplever du også det som anstødeligt? Eller kan du se at det er en fiktiv figurs blik på verden (som forfatteren ikke nødvendigvis deler)?

Hvis det bliver dig der skal anmelde bogen, håber jeg du vil gå til den med et åbent sind, på trods af din umiddelbare vrede. Det er en kontroversiel og grovkornet (og meget morsom, synes jeg) satire. Men det er også en veloplagt og originalt opbygget roman (der bl.a. bruger web 2.0 på en måde man ikke har set før i litteraturen), måske ligefrem en dannelsesroman. Du er velkommen til at hade den. Men læs den lige først ;)

Og så tak igen for foromtalen. Den er både jeg og forfatteren glad for.

Mange venlige hilsener
Heidi

Michael Kongstad Nielsen

Litterær kvalitet, personlig integritet, moral og medmenneskelighed - alt sådan noget er en by i Rusland. Det, det tæller, er om det sælger. Derfor " tak for foromtalen", og igen til sidst "tak igen for foromtalen" som Heidi Hansen skriver, den er både hun og forfatteren glad for. Uagtet at foromtalen er grum og slet.

Heidi Hansen har i det hele en frejdig ligegyldighed overfor, om nogle skulle blive trådt på eller slæbt gennem vanærens søle, herregud, der må idioterne selvom, bare mit forlag og forfatteren kan score kassen.