Læsetid: 9 min.

På film vinder de røde til sidst

Hvis valgkampen skal følge filmens dramaturgi, vinder de røde i aften. Men først efter en hektisk afslutning, og ikke uden at hovedpersonen har forvandlet sig fra glødende idealist til pragmatisk realist. Det koster at ville magten, man må sælge ud af idealerne men den største pris betales af familien. Information er gået i de filmhistoriske arkiver for at sammensætte det typiske manuskript for en valgkamp
Hvis valgkampen skal følge filmens dramaturgi, vinder de røde i aften. Men først efter en hektisk afslutning, og ikke uden at hovedpersonen har forvandlet sig fra glødende idealist til pragmatisk realist. Det koster at ville magten, man må sælge ud af idealerne men den største pris betales af familien. Information er gået i de filmhistoriske arkiver for at sammensætte det typiske manuskript for en valgkamp
15. september 2011

Den idealistiske ener møder de beskidte realiteter

Idealistens kamp mod det korrupte politiske system er grundfortællingen i enhver valgkampsfilm. Sådan har det været siden Frank Capras Mr. Smith Goes to Washington fra 1939, fortæller professor i filmvidenskab på Københavns Universitet Ib Bondebjerg.

»I Capras urhistorie om den uspolerede ener, der møder den beskidte politiske magt, bliver den naive spejderleder Jefferson Smith opstillet til det amerikanske senat af kyniske partibosser. De mener, hans idealistiske synspunkter vil gøre ham populær blandt vælgerne, mens hans naivitet omvendt vil gøre ham nem at manipulere med,« siger han.

Stik mod alle odds ender Mr. Smith med at sejre over systemet, men i nyere politiske skildringer er udfaldet som regel mere fatalt, fordi den renfærdige, der rækker ud efter den beskidte magt, selv ender med at få snavs på fingrene. Et eksempel er filmen The Candidate fra 1972, hvor den politiske novice Bill McKay, spillet af Robert Redford, stiller op til det amerikanske senatsvalg som glødende idealist men ender som udbrændt realist.

»I begyndelsen har han stærke og klare holdninger, men til sidst er han ikke engang selv sikker på, hvad hans holdninger er,« siger Randy Roberts, professor i historie ved Purdue University i Indiana. »Han er gået på kompromis med det hele. Jagten på magten er blevet målet i sig selv. Det ser man også i All the Kings Men (1949 og 2006), hvor politikeren Willie Stark mister sin uskyld og bliver mere og mere korrupt, efterhånden som han stiger i graderne. Rigtig mange film handler om, om målet nu også helliger midlet. For at komme til magten må du 'spille spillet', men det kan koste dig din sjæl. Du må indgå aftaler med dem, der vil donere penge til dig. Og selv de ting, du har allerkærest, begynder du at gå på kompromis med, når valget nærmer sig,« siger han.

Ib Bondebjerg peger på, at den samme grundfortælling går igen i nyere danske og amerikanske tv-serier.

»Borgen og forbilledet West Wing er begge historier om idealisme og pragmatik i en moderne, medialiseret politisk virkelighed. Vi følger en menneskelig præsident og en ny sympatisk, kvindelig statsminister, som begge gerne vil forandre samfundet, men som samtidig begge har det tilfælles, at de bliver nødt til at 'spille spillet' for at kunne gøre det,« siger han.

Underdoggen vinder • Da det demokratiske partis præsidentkandidat i filmen Head of state (2003) uventet dør i en flyulykke midt under valgkampen, beslutter partibosserne at erstatte ham med den flamboyante rådmand i Washington DC, Mays Gilliam. Han har ikke en chance for at vinde, tænker de, og har allerede tankerne på næste valg men stik imod alle odds lykkes det outsideren at komme tilbage og vinde valget i en hektisk slutspurt. Underdoggens sejr er ifølge Ib Bondebjerg en klassiker i valgkampsfilm:

»Der er lidt af det i Borgen og i Dronningeofret, hvor kvinderne sejrer i en mandsdomineret verden. Og i West Wingbliver latinokandidaten Matt Santos valgt imod alle odds,« siger Ib Bondebjerg, der kalder forløbet for en dramaturgisk grundfortælling

»Hovedpersonen er ikke bare en, som vil noget andet, og som tænker anderledes, han er også oppe imod store kræfter, som ikke tror på ham. Det giver en dramatisk historie,« siger han.

Gamechanger indtræffer

»Det her vil være glemt om to uger,« siger Erik Dreier Jensen (Søren Pilmark) i Kongekabale. Han er netop i endirekte tv-duel blevet konfronteret med de belastende dokumenter, som journalisten Ulrik Torp (Anders W. Bertelsen) har frembragt.

»To uger er nok,« lyder Ulrik Torps svar. Spillet er ændret. Den fremgang, som det konservative parti var spået, bliver ikke til noget og Erik Dreier Jensen mister magten i partiet. Det er den såkaldte 'gamechanger' et klassisk virkemiddel:

»Der kommer en sag på dagsordenen, som enten er opsnuset af pressen eller lækket og den ændrer hele spillet. I den amerikanske film Primary Colors opstår der først en sexsag hos kandidaten og derefter en stofmisbrugssag hos modkandidaten. Og herhjemme er Borgennærmest bygget på et princip om, at der hele tiden skal dukke sager op, der ændrer dagsordenen. Der er intriger og knive i ærmet, aftaler, der bliver brudt, og skandaler i pressen,« siger Ib Bondebjerg.

Ifølge Randy Roberts er gamechangeren et dramaturgisk greb, der også kendes fra andre film: »Man ser en gamechanger i alle slags film, men det findes i høj grad i de politiske. Men tror, det går den ene vej, men pludselig sker der et twist, som vender op og ned på det hele. I The West Wing sker det konstant. For eksempel i sidste sæson, da et uheld indtræffer på et atomkraftværk midt under valgkampen. Den republikanske kandidat er tilhænger af atomkraft, og derfor får begivenheden stor betydning.«

Familielivet får skrammer

Som den politiske sejr rykker nærmere, kommer der knaster i parforholdet. I Borgen fungerer sexlivet ikke mellem statsministeren og hendes mand. Arbejdet i den politiske top koster kræfter, der bliver mindre tid og overskud til familien, og børnene må kigge med lange blikke efter deres travle mor.

Også i Kathrine Windfelds trilogi, Kronprinsessen, Kongemordet og Dronningeofret, må familien betale prisen.

»Alexandra Rappaport kan godt blive statsminister, men hun kan ikke blive det uden konsekvenser. Der er kun 24 timer i døgnet, så der er nogle ting, hun må vælge fra. Der er børn, de skal passes, og de skal have aftensmad. Og hvis mor er minister, så er det far, der må stå for det. Sådan er det,« siger Kathrine Windfeld.

I de amerikanske film og serier er der også konflikter i hjemmet, men her er det som regel manden, der er politiker, og kvinden, der går derhjemme, og det dårlige familieliv skyldes hovedpersonens bevægelse fra idealist til pragmatiker, mener Randy Roberts:

»Når man indgår de kompromiser og aftaler, som er nødvendige for at opnå magten, så vender man sig imod den, man i virkeligheden er. Og den kone, som altid har elsket sin mand, ser pludselig en ny side af ham. Det var ikke ham, hun giftede sig med. Så magten kan koste dig din sjæl men også dit ægteskab. Som regel er kvinderne mere noble og 'rene' i den sammenhæng. De kan ikke forstå, hvordan man kan skifte politisk holdning så hurtigt. De står fast.«

Ib Bondebjerg mener, at skildringer af familielivet er blevet mere udbredt i politiske film, efter at mediebilledet har ændret sig:

»Politik og privatliv er smeltet fuldstændig sammen over de sidste 40 år. Og det viser sig også i filmene. Næsten alle politiske film siden 90'erne handler om grænsen mellem det private og det offentlige og om, hvor svært det er at skjule for medierne,« siger Ib Bondebjerg og nævner som eksempel Præsident på frierfødder (1995) med Michael Douglas i rollen som den populære præsident, der dykker kraftigt i meningsmålingerne, da han som nylig enkemand forelsker sig i en ung kvindelig miljøaktivist.

Filmens tagline er: Hvorfor kan den mest magtfulde mand i verden ikke få det, han ønsker sig mest?

»Du ser det samme tema udspille sig både i Borgen, i West Wing og i Primary Colors, og det har at gøre med, at vi i dag ikke opfatter en politiker, som en person, der står på en platform og taler, men som et helt menneske, der også har en familie,« siger Ib Bondebjerg.

Journalisten er helt

I filmen Bob Roberts (1992) forsøger en populistisk, højreorienteret folkesanger at blive valgt som præsident. Alle lader sig forblænde af hans charme, men en enkelt uafhængigt arbejdende journalist formår at se igennem blændværket og udstille hans falskhed. Den journalistiske snushane, der trodser redaktørens ordrer og ender med at infiltrere magtens centrum, er ifølge Niels Krause-kjær en klassiker inden for valgfilm.

»Journalisten er altid en helt. Vi er i dén grad præget af Robert Redford og Dustin Hoffman i Alle præsidentens mænd (1976), og det er den rolle, vi skriver op i mod. Redaktørerne er muligvis fedtet ind i noget eller er venner med magthaverne, men den ægte journalist i slidte cowboybukser, der bor i en ét-værelses lejlighed og arbejder døgnet rundt han er altid en helt.«

Det er også den rolle, journalisten indtager i Kongekabale, vurderer Ib Bondebjerg.

»Filmen starter med en politiker, der vil bruge en ung, idealistisk journalist i sit politiske spil og spin den handler om magtens korruption i både mediehusene og det politiske system, men den ender med, at den idealistiske journalist sejrer,« siger han.

Spindoktoren er skurk

Hvis journalisten er helt, er spindoktoren til gengæld den faldne engel. Historierne om det uhellige samspil mellem politik og medier er de senere år blevet flere og flere, og spindoktorerne spiller ofte rollen som inkarnationen af den rendyrkede politiske kynisme.

»I Barry Levinsons Wag the Dog (1997) er det en sexskandale hos den siddende præsident kort før et valg, der udløser den ultimative spindoktorhistorie. Robert De Niro hidkaldes som spindoktor og foreslår, at man simpelthen fabrikerer en historie om krig for at aflede opmærksomheden fra sexskandalen. En udviklingstendens i moderne politik, som her er kørt helt ud i karikaturen,« siger Ib Bondebjerg.

Også i Kathrine Windfelds trilogi har spindoktorerne fået gradvis mere indflydelse.

»I Dronningeofret spiller den rødhårede, strømlinede spindoktor en langt større rolle end i de første to film. Men det er efterhånden også gamle film, fra dengang spin ikke var nær så udtalt et fænomen som nu,« siger hun.

De røde vinder

»Jeg vil lykønske ham.« Den republikanske præsidentkandidat, Arnold Vinick beder i syvende sæson af The West Wing sin stab om at ringe til sin modstander, demokraten Matt Santos op. Vinick indser i den scene, at han har tabt valget trods en solid føring i meningsmålingerne. For seeren er valgsejren formentlig mindre overraskende, for i amerikanske film vinder Demokraterne. Hver gang.

»Hvis man kigger på Hollywood, hvem får så mest opmærksomhed? Det gør Demokraterne,« siger Randy Roberts og bruger netop The West Wing som eksempel: Den kørte i årevis i USA, og helte er Demokraterne hele vejen igennem. Man følger den demokratiske præsident, og demokraterne vinder de valg, der er i løbet af serien. Republikanerne er generelt skildret som nogle tvivlsomme typer,« siger Randy Roberts og tilføjer:

»Man ser det også helt tilbage i Mr. Smith Goes to Washington. Jeg kan ikke engang komme i tanke om én eneste politisk amerikansk film, hvor republikanerne er the good guys. Der er film som Dirty Harry, som kan siges at være lidt højreorienteret i deres budskaber, men det er noget andet,« siger Randy Roberts, som mener at forklaringen er simpel:

»Der skal man nok kigge på, hvem der laver filmene.«

Også i Danmark er det partierne til venstre for midten, der løber med valgsejren og seerens sympati:

»De røde vinder. Og de røde er heltene. Sådan er det bare, og sådan vil det nok altid være. I Borgen er statsministeren jo så radikal, at det næsten ikke er til at holde ud,« siger Niels Krause-Kjær.

»Hvis man skræller al retorik om røde lejesvende væk, så er det bare sådan, at både i Hollywood og i Danmark så har den del af kulturlivet manuskriptforfattere og instruktører svært ved at se de højreorienterede som heltene i kampen om samfundet. Vi har vænnet os til, at dele helte og skurke op på den måde. Bag en stor bil sidder der nok et dumt svin. Det er svært for forfatter og instruktør at vende den om,« siger han og tilføjer en mere litterær forklaring.

»En anden grund er, at den borgerlige, højreorienterede fortælling måske snarere appellerer til hjernen end til maven, og derfor vil gøre sig mindre heltemodigt på film. Film er følelser. Og de borgerliges kamp for at bevare det bestående ideen om, at 'pengene skal være der' og at 'erhvervslivet jo også skal kunne klare sig' det er alt sammen fint nok, men det gør sig ikke rigtig med violiner i baggrunden.«

Ib Bondebjerg er enig:

»Det er sværere at fortælle en heltehistorie om nogen, der opfattes som systemets mænd. Helte er idealister, men der er ikke ret mange idealister, der er republikanere og borgerlige,« siger han.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Hende der Marion, er det ikke hende der vendte 180 grader omkring på en nat ...

Undskyld ! Jeg ved godt, at det her ikke har noget med artiklen at gøre, men når hun nu er placeret lige her ...