Læsetid: 4 min.

Pensum for en statsminister

Om lidt skal de to statsministerkandidater op til den største af alle eksaminer for en politiker. Men har de læst på lektien? Her er en række titler, de i det mindste bør have med i tasken første dag som regeringsleder
Om lidt skal de to statsministerkandidater op til den største af alle eksaminer for en politiker. Men har de læst på lektien? Her er en række titler, de i det mindste bør have med i tasken første dag som regeringsleder
2. september 2011

Helle Thorning-Schmidt blev engang af Politiken spurgt, om der er en bog, hun læner sig op ad ideologisk set. »Jeg har ikke en bog, jeg læner mig op ad. Sådan tænker jeg ikke politik,« svarede hun.

Det ærgrer en professor i litteraturhistorie. Dr.phil. Svend Erik Larsen fra Aarhus Universitet har noteret sig, at litteratur ikke spiller den store rolle for hverken den socialdemokratiske eller den borgerlige statsministerkandidat.

»Både Helle Thorning-Schmidt og Lars Løkke Rasmussen har en meget moderne og funktionel tilgang til politik. Man fornemmer, at de mangler viden om den historie, som ligger til grund for de ideologiske platforme, de hver især står på,« siger han.

Og dér går de glip af noget, mener han. Især skønlitteraturen være til stor nytte for en politiker:

»Skønlitteraturen kan vise os, hvad det vil sige at bygge et samfund på de tankegange, som politikerne repræsenterer. Skønlittera- turen manøvrerer inden for de rammer og grænser, som samfundet giver. Her bliver politik og historie levende, og samfundets konsekvenser og muligheder bliver beskrevet,« siger Svend Erik Larsen.

Da han bliver opfordret til at lave en pensumliste for de to kandidater er det da også værker fra historiens brudflader, der dominerer. Lars Løkke Rasmussen anbefaler han Balzacs Tabte Illusioner:

»Det er en af de første romaner, der hviler på et liberalistisk og kapitalistisk grundlag og viser ideologiens muligheder og begrænsninger for de mange.«

Arbejderklasselitteratur

Fra Paris bevæger Svend Erik Larsen sig helt til Australien. Det gamle kolonistyre, der kunne formes, som koloniherrerne ville.

» The Great Worldhandler om to venner, der står med et land og en tilværelse, de kan forme helt, som de vil. Den ene bliver en driftig entrepreneur, mens den anden forbliver lokalt forankret. Den viser meget dygtigt dilemmaet mellem bindingen til en lokal forpligtelse og søgen mod den totale frihed. Et dilemma, som enhver borgerlig politiker beskæftiger sig med.«

Svend Erik Larsen anbefaler primært arbejderklasselitteratur til Helle Thorning-Schmidt. »For det har hun brug for,« siger han.

» Pelle Erobrerener historien om arbejderklassens begyndende sociale organisering. Det er historien om det selvstændige individ, der vælger at blive arbejder. Jeg kom til at tænke på den, fordi Helle Thorning i en tale engang sagde: 'Jeg blev ikke født som socialdemokrat. Det er noget, jeg vælger at være',« siger han.

Også syndikalisten Christian Christensens erindringer, En rabarberdreng vokser op,handler om arbejder-klassen. Men på en anden måde.

»Det er ikke alle, der er født i arbejderklassen, der bliver socialdemokrater. Det kunne socialdemokraterne også i dag lære meget af at undersøge nærmere. Når man læser En Rabarberdreng vokser op,får man en bedre forståelse af hvorfor,« siger Svend Erik Larsen.

Én af medstifterne af den liberale tænketank CEPOS nuværende debatredaktør på Dagbladet Børsen Christopher Arzrouni, går pragmatisk til værks med sin pensumliste til en borgerlig statsminister.

»Jeg er godt klar over, at politikere har begrænset tid og ofte er optaget af praktiske problemer. Derfor skal de have tankerne og principperne ind på en letfordøjelig og til tider underholdende måde uden at gå på kompromis med kvaliteten. Det forklarer værker såsom salmebogen og Parkinsons Lov.«

Menneskeskæbner

Han lægger dog ud med Det Nye Testamente,»fordi en borgerlig statsminister skal kende sine begrænsninger og det politiskes begrænsninger,« siger han.

Men han er stor tilhænger af, at politikere læner sig op ad de skønlitterære værker såvel som de teoretiske.

»Skønlitteratur kan præsentere ideernes måde at virke ude i livet, gennem menneskeskæbner. Leopardener en god kynisk beskrivelse af, at store politiske omvæltninger ikke nødvendigvis bringer så meget nyt med sig. Laura-bøgerne beskriver på nærmest socialrealistisk vis, hvordan også fattige mennesker har gavn af frihed,« siger Christopher Arzrouni.

Den venstreorienterede tænketank Ceveas analysechef, Jens Jonatan Steen, fremhæver også skønlitte- raturens evne til at sætte de politiske ideer i perspektiv.

»Det handler om at kunne se dybere, end hvad dagen bringer på Christiansborg. At tilegne sig en forståelse for de mennesker, der skal leve med den politik, der føres. Og om, at politik også opstår, fordi folk lever. Det perspektiv giver skønlitteraturen os,« siger Jens Jonatan Steen.

Til en socialdemokratisk statsminister anbefaler han blandt andet Martin Kongstads Han danser på sin søns grav.

»Det er en aktuel og præcis skildring af, hvordan den kulturelle overklasse betragter og nedgør alle de samfundslag, der ikke besidder samme kulturelle kapital og forfinede smagsløg, som dem selv. En tankevækken-de novellesamling, som også venstrefløjen bør forstå for at forhindre genopstandelse af lagerforvalter Peter Rindal«

Men også Jens Jonatan Steen søger tilbage til klassikerne:

»Franz Kafkas Processenbør være et evigt vidnesbyrd og skræmmeeksempel på, hvad et overdrevet statsligt bureaukrati kan betyde. Enhver venstrefløjspolitiker bør forstå, at staten aldrig er et mål i sig selv, og erkende, at det labyrintiske bureaukrati med dets regulativer, paragraffer og hierarkier kan være dybt destruktivt for både det enkelte menneske og samfundet mere generelt,« siger han og glæder sig over at få til opgave at definere en pensumliste til en statsminister midt i en valgkamp, der virker halvtrist.

»De politikere, vi husker, er dem, der formår at sætte politik ind i en større sammenhæng. Det er de politi-kere, der tager et vidnesbyrd med sig fra litteraturen og historien og bruger det som en del af rammen for, hvordan de fører konkret politik. Det giver et helt andet format.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Hvad med Jeppe Aakjær, den første danske forfatter, der gav landproletariatet stemme. Hjerteskærende læsning om en overset, fattig og undertrykt samfundsklasse.

Glemte bøger:

Henrik Pontoppidan: De Dødes Rige (en fortælling om rå magtudøvelse, forfængelighed, manipulation, fejhed og forstillelse. Men det er også en beretning om stærke meningsbrydninger, kampen om anskuelser og politiske holdninger) og Lykke Per

The Idea of Justice af Amartya Sen, 2009. Sen er økonom og filosof.

De Elendige af Victor Hugo

Bedre: et kursus i politisk filosofi eller endnu bedre en uddannelse, der kombinerer filosofi, økonomi og politik.

Formanden for EU, Herman Van Rompuy, er f.eks. MA i økonomi og har en BA i filosofi. Tidl. departemenstchef Erik Ib Schmidt havde en næste færdiggjort uddannelse i filosofi og psykologi, inden han blev cand. polit.

The Diamond Cutter: The Buddha on Strategies for Managing Your Business and Your Life

Geshe Michael Roach is a Princeton graduate and a Buddhist monk. After university he
spent seven years studying the wisdom of Tibetan Buddhism. At the suggestion of his
teacher, he joined a fledgling diamond business in New York to test his ideals in real life.

He stayed with the business as a member of the core management team for seventeen years.

The company grew from a startup with two owners and two employees to US$100 million
in sales and five hundred employees in offices around the world.

The Diamond Cutter tells the story of how Geshe Michael Roach built the diamond division of this company, using principles culled from ancient Tibetan Buddhism as the driving force behind his decisionmaking.

De kunne såmænd læse cirka det samme; som artiklen implicerer er begge modeller skåret ud af new public management-æraen, som f.eks. giver plads til selvbedraget om at man egenhændigt kan 'vælge' sit tilhørsforhold. Ynkeligt.

Men læs noget Thomas Pynchon. Læs noget Michel Houellebecq. Læs Hans Kirk. Læs noget af Sartre's skønlitteratur (Frihedens veje og Kvalme). Læs noget af Elfriede Jelinek. Einar Mar Gudmundsson. John Fante. Haruki Murakami. Richard Ford. Cormac McCarthy. Primo Levi. Charles Bukowski.

Michael Borregaard

På Napoleons tid, var der tre værker som blev anset for uomgængelig læsning for folk i offentlige embeder.

- Pierre Bayles Dictionnaire historique et critique
(Historisk og kritisk leksikon)
- Montesquieus` l`esprit des lois (Om lovens ånd)
- Adam Smiths` wealth of nations (Nationernes velstand)

Vil give Anne ret i, at hvis hverken Lars Løkke eller Helle Thorning har læst Les Miserables af Victor Hugo, bør de gøre det, i samme dur, bør de læse de ydmyge og de sårede af Dostojevski samt Kameliadamen af Alexander Dumas d.y - læser man disse, begynder man måske at forstå, hvorfor vi ikke ønsker os tilbage til et Dickens England, et samfund nogen desværre i dagens Danmark er godt på vej mod at ramme.

Heinrich R. Jørgensen

Langt om længe forstår jeg hvorfor Christopher Arzrounis tankegang forekommer mig at være usammenhængende.

Det er den tydeligvis også.

Jeg mener at Svend Erik Larsen, tager grueligt fejl, når han hævder, at Pelle Erobreren handler om det selvstændige individ, der vælger at blive arbejder. At være arbejder eller proletar, er ikke noget man vælger, det er noget omstændighederne har gjort en til. At man så kan vælge, at blive den, som man er blevet gjort til, er en helt anden sag .Jævnfør Karl Marks analyse af en klasse ” i sig” og ”for sig”. Den sidste kategori er den bevidstgjorte klasse, og her hører den klassebevidste arbejder hjemme. Når Thorning siger hun har valgt at blive socialdemokrat, så er det eksempel på denne bevidstgørelse og ikke på borgelig individualisme. Arbejderen er som isolerede individ ingenting. Hans styrke og muligheder for fremgang er knyttet til noget større end ham selv, nemlig til arbejderklassen og til den faglige og politiske organisation. Det er den platform hvorfra arbejderen kæmper sin politiske kamp, som en del af fælleskabet. For ham betyder individuel ære og hæder og stræben ingenting – han kæmper som del af en anonym masse! Og det er lige hvad den anden bog viser, som Svend Erik Larsen anbefaler. Christian Christensen ”En rabarberdreng vokser op”. Om arbejderen i denne bog vælger, en anden platform end den socialdemokratiske, er underordnede. Pointen i bogen er netop arbejdskampen som en fælleskamp, og i denne kamp har den borgelige individualisme intet at gøre.
Hvorfor Helle Thorning- Schmidt skal læse det kristne pladder som Dostojevskij ræber op; fatter jeg ganske enkelt ikke! Hun bør meget hellere læse Michail Sjolochoff: ”Stille Flyder Don”. Ligesom hun heller ikke behøver læse George Orwells ”Animal Farm”, den bog er en hån imod arbejderklassen. Moralen i bogen er den samme som i den bondefjendske Holbergs ”Jeppe på bjerget”. Orwells grise er arbejderen, slet forklædt, som bonden i baronens seng! Og hvorfor skal Lars Løkke læse koldkrigsgyseren: ”The open Society and it´s Enemies” – med mindre at han ønsker, at blive til grin, for denne kvasi- videnskabelige bog er, for længst blevet forældet, i lyset af nyere politisk forskning!
Anita Brask Rasmussen artikel peger rigtignok på en alvorlig mangel hos nutidens politikere – de skal læse mere end de gør! Jeg husker Anker Jørgensen sagde at når man som ung havde fået en uddannelse så skulle man på højskole og dertil hørte at man anskaffede sig en lille bogsamling. ”Viden er magt” sagde de gamle socialdemokrater! Olof Palme er en anden socialdemokrat, som fandt støtte og inspiration for sin poletik i litteraturen, og han siterede flittigt fra litteraturen i sine taler og politiske artikler. Han gik så vidt som at hævde at hele den demokratiske socialismes stræben kunne sammenfattes i en replik i Folke Fridells roman ”Død mands hånd”. Heri siger en gammel arbejder: ” Man skulle være med til, at dele og bestemme”.
For øvrig ville jeg bytte Steinbeck ud med Upton Sinclair og hvorfor skal Helle kun læse gamle bøger om tiden der var.Jeg syndes hun bør læse en moderne socialrealistisk roman nemlig Ken Follett ”Giganternes Fald” – men den har hun sandsynligt allerede læst!

Heinrich R. Jørgensen

Det er mindst 2.500 år siden, at skarpe tænkere indså, at folkets valgte ledere nødvendigvis på være "filosoffer". At ledere måtte være skarpe tænkere og ikke mindste store humanister, der var optaget af etik, retfærdighed, medmenneskelighed, og at foregå som et eksempel.

2.500 år senere, er det tæt på at være en vittighed, at foreslå mulige statsministerkandidater at læse i det mindste én god bog.

Jeg har før læst både En rabarberdreng vokser op og Bondeknold og rabarberdreng med stor spænding. Især afsnittet om den gamle Eriksen fra Rabarberlandet på Nørrebro, som politiet tæver ihjel, vækker stor vrede og indignation i lokalbefolkningen. Det kan varmt anbefales.

Fortryder ikke en eneste time, jeg har brugt i selskab med Christian Christensen - en stor mand med mange visioner for arbejderklassen, men som desværre valgte at skifte side til fordel for kommunisterne i halvandet årti, indtil han indså hvor det bar hen og returnerede til sine rødder. Han døde desværre uden at have genrejst den syndikalistiske bevægelse, som blev slået i ruiner efter 1. verdenskrig, og således kan man ikke undgå at komme uden om at ansvaret for årsagen til den venstreradikale arbejderbevægelses død desværre også må tilskrives den mest indædte fortaler for revolutionær kamp og medindflydelse i hverdagen.