Læsetid: 4 min.

Politikere skal ses i biografen

Politikeres portrætteres i stigende grad af dokumentarerne, der i de senere år har suppleret den klassiske skrevne biografi. Et enkelt filmklip kan blive en politikers eftermæle
Politikeres portrætteres i stigende grad af dokumentarerne, der i de senere år har suppleret den klassiske skrevne biografi. Et enkelt filmklip kan blive en politikers eftermæle
8. september 2011

Når Anne Regitze Wivels film Svendpå søndag får landsdækkende biografpremiere, blændes der op for et personligt portræt af hendes årelange livsledsager og den politiske idealist Svend Auken. Men samtidig er Svend en del af en udvikling, hvor danske dokumentarfilminstruktører i stigende grad skildrer politiske temaer og personer.

»Vi ser en helt klar tendens, hvor dokumentaristerne forlader den intimsfære, de tidligere har fokuseret på,« siger Claus Christensen, chefredaktør på Filmmagasinet Ekko. Dokumentarer som Fogh bag facaden, Mig og Naser og mange andre har i de seneste år komplementeret den klassiske biografi i portrætteringen af danske toppolitikere.

»For 10 år siden så du nærmest ikke dokumentarister fokusere på politikere. Det var ikke fint nok. I stedet så vi utroligt mange kunstnerportrætter,« fortæller Claus Christensen, der mener at de politiske vinde efter 11. september 2001 har haft stor indflydelse på den nuværende tendens: »De seneste års borgerlige regering og kulturkamp har fået mange dokumentarister til at sætte fokus på politiske emner eller politikerne som personer,« siger han.

Superstjerner

Men udviklingen præges også af de senere års stigende professionalisering af politik.

»En anden mere klichéagtig forklaring er, at politikerne i dag er blevet superstjerner i en grad, som vi aldrig har været vidne til før,« siger Claus Christensen. Han peger på spindoktorernes ihærdige iscenesættelse af deres arbejdsgivere. »Der har aldrig tidligere været så markant fokus på politikerne, og så er det klart, at også dokumentaristerne retter kameraerne mod dem.«

Også Anna Ebbesen, der er cand.mag i medievidenskab og tidligere pressechef for Det Radikale Venstre, har noteret et stigende antal dokumentarportrætter af politikere.

»Rent strukturelt har TV2 og DR en public service-forpligtelse til at vise dokumentarfilm. Og tidligere har de haft svært ved at få ordentlig kvalitet, fordi der ikke har været særligt stort udbud. Men det, at man har et sted at få vist de politiske dokumentarer, er jo også med til at gøre det mere interessant for instruktører at lave dem,« siger hun. »Derudover er den politiske dokumentar som genre interessant, fordi den handler om magt, og der findes en evig trang til at komme ind på livet af politikerne.«

Anne Sofie Kragh, der er forfatter til biografien Fogh – historien om en statsminister, mener, at det store personfokus skyldes partiernes sammenklumpning på midten.

»Jo mere politikken bliver den samme, jo mere interessante bliver politikerne som personer. Så udviklingen er til dels politikernes egen skyld,« siger hun.

Men også udenlandske strømninger spiller ind på den hjemlige udvikling. Særligt har Michael Moores mockumentaries haft enorm indflydelse.

»Michael Moore formåede at popularisere den politiske dokumentar. Han lavede jo reelle blockbusters, der trak folk i biografen, og det har uden tvivl inspireret danskerne,« siger Claus Christensen.

Den amerikanske tradition for nærgående dokumentarfilm-portrætter af toppolitikere er dog ganske gammel. Således kunne man allerede I 1960 i dokumentarfilmen The Primary opleve de to politikere John F. Kennedy og Hubert Humphrey, der kæmpede for at blive det demokratiske partis præsidentkandidat.

» The Primary er en fantastisk film, hvor man virkelig kommer ind bag facaden på de to kandidater, hvilket man slet ikke var vant til dengang. Men samtidig betød det, at politikerne blev opmærksomme på, hvor stærkt et våben et kamera kan være,« siger Claus Christensen.

Lidt for mange biografier

Sideløbende med de mange dokumentarfilm udgives der samtidig skrevne biografier om politikere som aldrig før. Spørgsmålet er, om der på sigt vil være interesse for begge portrætformer. Det mener Anne Sofie Kragh.

»Fordelen ved biografien er selvfølgelig, at du kan gå meget mere i dybden. En dokumentarfilm ville sikkert kun fylde det, der svarer til et kapitel i en bog, hvis den blev skrevet ned. Omvendt kan en dokumentarfilm have langt større indflydelse, fordi billedmediet er så stærkt,« siger hun.

Anna Ebbesen påpeger, at den nuværende inflation i mængden af biografier gør, at de får mindre gennemslagskraft.

»Med de bedste forfattere, kan man virkelig få følelsen af at være der. Men mange af de biografier, der skrives, er skrevet af journalister, der ikke just er litterater, men som politikerne allerede kender fra Christiansborg. Og det går ofte meget hurtigt,« siger hun.

Alligevel vil der også fremover være plads til begge medier, mener hun:

» Jeg tror ikke, dokumentarerne vil erstatte biografierne, men de vil få en større og større plads. Mange politikere får i dag skrevet en biografi, men det er kun de kendteste politikere, der får en dokumentar.«

Fremover vil dog også mindre kendte politikere formentlig få chancen for at medvirke i en dokumentarfilm.

»Vi kommer helt sikkert til at se flere dybdeborende dokumentarer, i takt med at mange flere instruktører vil forsøge at prøve kræfter med at trænge ind under politikernes spinpanser,« siger Claus Christensen.

Eftermælet er visuelt

Mens danske læsere og seere skal forberede sig på flere dokumentarer og biografier om politikere i de kommende år, er spørgsmålet, hvad der i sidste ende vil blive husket. Én scene eller tusind ord?

Anna Ebbesen er ikke i tvivl.

»Den visuelle hukommelse er virkelig stærk. Den billed- og følelsesmæssige oplevelse ved en dokumentar vil sidde stærkere fast end en skrevet biografi. Også fordi der er flere mennesker, der ser dokumentaren, end der er folk, der læser biografien,« siger Anna Ebbesen. Politikere kan blive portrætteret i stakkevis af biografier, men det er i sidste ende et kort dramatisk filmklip, folk erindrer.

» Lykketoft, der kollapser totalt i en børnehave, eller Fogh, der taler hårdt til sin sekretær eller pudser sin vindrue, inden han putter den i munden. Den slags scener sætter sig virkelig fast.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu