Læsetid: 2 min.

Portræt af anmelderen som ung bananflue

Noget om laboratoriehud og flaskepantning. Sværmeriske strøtanker fra ugen, der gik
Noget om laboratoriehud og flaskepantning. Sværmeriske strøtanker fra ugen, der gik
30. september 2011

For det første sker der det, at det bliver efterår. Jeg starter min klumme med vejret. Luften er kold i det, lugter koldt, selv om det er stadig er lunt. Jeg køber en brun frakke for nogle af de penge, jeg har tjent på at skrive noget om litteraturkritik. Nogle gange er levebrødet tørt at æde sig igennem. Helt ind til huslejen skal man æde sig. Og entusiasmen i sig selv bliver et slid.

Men så læser jeg alligevel Susanne Stauns nye thriller Hilsen fra Rexville.Den åbner sig for mig som en megafeministisk omgang. Retsmedicineren dr. Maria Krause er dejlig detective-novelhårdkogt, men så sker der lige det vilde, at denne dame afprøver kemikalier på egen krop for at komme til bunds i mishandlingssager.

Jeg læser Bjørn Rasmussens Huden er det elastiske hylster der omgiver hele legemet.

Nu er huden, hos Rasmussen, ikke længere bare en del af kroppen. Nu omgiver kroppen ikke længere ånd, den omgiver sig selv.

Og nu går jeget ikke længere i stykker af at tale fra flere steder på én gang, nu kan jeget rumme en lang række mutationer uden at det medfører en krise.

Jeget kan udbygge sig selv i en slags selvcyborgificering: kroppen knopskyder køn og aldre. Identiteten synes at udgøre et system, der for hver gang en ny del indoptages omlægger sig selv fuldstændig. Hos Rasmussen er kroppen en sampling.Ikke længere et rystende kalejdoskop. Nærmere en sæk af betændt næring.

Huden som udsiger

Hos Staun er huden et laboratorium, den private krop kan bruges som værktøj. Hos Staun ved huden noget, retsmedicinen endnu ikke ved. Huden bliver et dragende mellemsted. Krop og ikkekrop, privat og laboratoriesteril. Når retsmedicinerens (og hovedpersonens!) hud bruges til eksperimenter med syrebad for at opklare et barns sårdannelser, så er huden ikke længere privat. Så bliver huden ejerløs, så ejer huden kun sig selv, så er den ikke længere bare krop.

Det kan læses som om, at huden bliver skrivested. Hos Staun skrives der rapport med forsøgets syre, hos Rasmussen selvbiografi med cutterens barberblad. Ligesom Ovids Philomela, der engang i en skov blev voldtaget og fik skåret tungen ud, og derfor må vidne om forbrydelsen med en kjole, som hun væver hvid med sin historie i rød skrift som pynt. Jeg forestiller mig bogstaverne som sårdannelser på kjolens hud. Det røde på det hvide (eller på en anden farve hud). Snehvide er klart Philomelas lillesøster. Glaskisten som hud, kjolen som hud. En ekstra hud som udsiger.

Praktiksejr

Men så vinder det praktiske igen, og jeg må støvsuge en koloni af bananfluer, der, uvist hvor længe, har sværmet over de tomme flasker bag køkkendøren, og så pludselige en dag slår man den til side og ser skræmmende mange små fluer svirre over klistret rest.

Og så skal man arbejde. Snart er hele min hud slid. Og inde i sliddet entusiasmen og inde i entusiasmen mere slid og så videre. Man kan kun tænke over sin hud til en hvis grænse.

For flaskebonen køber jeg en skæreost og to stearinlys. Blege, hvide indkøb. Disen ligger over H. C. Ørstedsvej, klokken er 13.30. Farvel og tak.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu