Det er en ærefrygtindgydende oplevelse at møde Rutger Hauer. Den hollandske skuespiller er en stor mand med et markant ansigt og et fast håndtryk, og når han kigger på én med de gennemtrængende isblå øjne, man kender så godt fra hans rolle som den hvidhårede replikant Roy Batty i Blade Runner (1982), bliver man umiddelbart lidt nervøs.
Heldigvis er 67-årige Hauer en venlig og imødekommende mand, der synes at hvile i sig selv og ingen grund har til at puste sig op og spille stor i slaget.
Skærmbaggrunden på Hauers bærbare computer er et fotografi af skuespilleren selv i samtale med Dalai Lama. Da jeg spørger til det, fortæller han begejstret historien om, hvordan mødet kom i stand, og hvordan han bagefter slet ikke kunne huske, hvad de havde talt om. Så stort et øjeblik havde det været.
Ingen afstand
Rutger Hauer vil hele tiden vise mig noget på sin computer, et billede og et videoklip, eller spille mig et stykke musik. Han er tydeligt fascineret af de muligheder, computeren giver, og af, hvordan den i samspil med internettet lader folk kommunikere på en helt anden og friere måde end tidligere.
»Afstand eksisterer ikke rigtig længere, og det er noget, vi ikke har oplevet før,« siger Hauer, der selv følger med i, hvad hans mange fans siger og skriver om ham, og gerne går i dialog med dem.
Det var også via computeren, at han holdt sig i kontakt med den unge hollandske instruktør Sil van der Woerd, mens de sammen lavede den kortfilm, Requiem 2019, som er grunden til, at jeg en eftermiddag i slutningen af august sidder i Filmby Aarhus og taler med skuespilleren.
Ironisk på en sød måde
I 2010 var Hauer i Aarhus for at medvirke i Rasmus Heides slyngelkomedie Alle for én, Det aarhusianske produktionsselskab Radiator Film, der var medproducent på filmen, spurgte hollænderen, om ikke han ville lave en kortfilm for dem. Udgangspunktet skulle være et stykke musik, temaet smukke fejltagelser og den færdige film vises under Aarhus Festuges filmfestival, Filmlab Aarhus, i august i år.
Rutger Hauer sagde ja – »jeg kan komme i tanke om mange fejltagelser« – ringede til Sil van der Woerd, som arbejder tæt sammen med sangerinden Lolly Jane Blue, og det resulterede i en smuk film om verdens undergang. Requiem 2019 er også en aktivistisk film, hvor det sidste menneske (spillet af Hauer) står ansigt til ansigt med en blåhval og mindes om de rædsler, mennesket har udsat både hvaler og verden for.
Det morede Hauer at lave filmen i Danmark, fordi vi støtter Færøerne, som stadig driver hvalfangst, forklarer han.
»Det er ironisk på en sød måde, at vi har en dansk producer, som har givet os en masse frihed, og at filmen samtidigt handler om, at hvis vi dræber det mest intelligente dyr, hvalen, gør vi noget forkert. Dette er vores gave til Sea Shepherd (en international havfredningsorganisation, red.).«
Skuespilleren føler, at han er nødt til at bruge sin berømthed til noget konstruktivt. Han driver således velgørenhedsorganisationen Rutger Hauer Starfish Association, der hjælper børn og gravide kvinder, der har hiv/aids. Requiem 2019 er blevet til på grundlag af nogle af de samme overvejelser.
»Hvordan skulle man kunne afvise at hjælpe?« siger han.
»Ved du, hvad jeg elsker, og som jeg altid har følt, at jeg skulle, hvis jeg kunne? Som skuespiller er jeg, og det mener jeg ikke negativt, i klovnebranchen. Der kan være mørkere klovne, men titelfiguren i The Hitcher (1986) var en klovn, og det er Roy Batty i Blade Runner også. Vi skaber illusioner, og når jeg står på en scene og siger, 'jeg tror på miljøet,' føler jeg lidt, at jeg er gået forkert. Jeg føler, at jeg er nødt til at gøre det gennem min kunst, og jeg prøver. Man håber, at man kan gøre det godt, så det på sin egen måde fortæller en historie.«
Jeg er et dyr
Rutger Hauer har samme organiske tilgang til skuespilfaget, som han har dyrket siden slutningen af 1960'erne, og som har givet ham roller i et hav af forskellige film over hele verden – især Europa og Hollywood – nogle store, nogle små, mange gode, endnu flere dårlige. Kræsen er Rutger Hauer ikke, men han tænker heller ikke nødvendigvis i filmenes kvalitet.
»Der er noget ved arbejdet, som fængsler mig, og hvis en stor del af arbejdet er en fornøjelse, kan jeg ikke se, hvorfor jeg ikke skulle sige ja,« siger han.
»Det er ens manddom på en måde. Det er svært at forklare, men jeg får så meget igen, kærlighed fra de mennesker, jeg arbejder med. Jeg talte med pianisten Lang Lang, fordi vi var med i det samme tv-program, og jeg spurgte ham, hvad han får ud af at spille. 'Energi,' sagde han, 'den energi, jeg lægger i at spille, kommer tifold tilbage.' Og så spillede han et stykke Chopin, og han var som et dyr. Jeg har det på samme måde. Jeg arbejder hårdt, jeg er et dyr, og jeg har talent – det ved jeg nu – og det giver mig energi.«
For Hauer handler det således ikke om at vælge at lave nogle bestemte film, men om at åbne sig og afprøve mange forskellige roller og udtryk. Bruge sig selv og få noget tilbage fra publikum og filmskaberne.
Jeg er ikke filmen
»Jeg kan ikke nøjes med at vælge én vej,« siger han.
»Min egen smag er for smal. Jeg har en meget specifik smag, og den kan ses i al mit arbejde i små doser, men nogle af filmene – Legenden om en hellig dranker (1988), Blade Runner, The Hitcher – holder jeg mere af end andre. Jeg har dog aldrig været sikker nok på, at man faktisk kunne leve af kun at holde den kurs. Man er nødt til at åbne sig og samtidig være mere uforsigtig og afslappet i forhold til, hvordan man bruger sin tid på at lave film. Jeg er ikke så forsigtig med mit talent, at jeg hele tiden tænker over, hvad der er godt for mig. Talent er en rå kraft, som man kan bruge, og hvis man bruger den rigtigt ... jeg er bare skuespiller. Jeg er ikke filmen. Det er fantastisk, at folk elsker mig så meget for bestemte film og gør dem til mine – det kan jeg ikke gøre noget ved. Men jeg er ikke filmen. Instruktøren laver filmen, og jeg gør dybest set bare mit arbejde. Instruktøren og manuskriptforfatteren bestemmer den tonart, jeg skal synge i. Jeg tror ikke, at der er noget, som er helligt i denne profession ud over respekt, respekt for hinandens arbejde.«
Hauer fortæller, at han får tilsendt massevis af elendige manuskripter, som han ville blive betalt mange penge for at lave. Dem er det nemt for ham at sige nej til.
»Så får jeg nogle mærkelige ting, hvor jeg tænker, 'Hobo with a Shotgun (2011), hvad pokker er det for noget? Jeg tager en snak med instruktøren, fordi jeg forstår det ikke.' Og så taler jeg med instruktøren, og så forstår jeg det. Det er et godt eksempel. Den danske film, Alle for én? Det var en lille, men sjov rolle, og jeg havde tid. Jeg ville aldrig have lavet den, hvis jeg havde været fokuseret på, om det var godt for min karriere. Jeg tænker ikke sådan. Men var det så godt for min karriere? Bestemt. Sil og jeg fik mulighed for at lave Requiem 2019 på grund af den. Ved et tilfælde. Hvis man følger sit instinkt og favner bredt, så får man altid noget ud af det, og for det meste er det smukkere, end man havde forestillet sig. Nogle gange bliver det grimt, men hvad pokker – ellers ville det hele være perfekt, og det ville være uhyggeligt. Hvem er interesseret i det perfekte? Jeg er ikke.«
