Interview
Læsetid: 5 min.

Hun skiller fårene fra bukkene

Børnefamilier med nok i sig selv, selvtilstrækkelige sportsstjerner, historieløse politikere og kvinder, der bliver tvunget ud i et liv, de ikke har lyst til. Præst og debattør Sørine Gotfredsen skiller de åndløse fra de åndrige i sin nye bog. Fordi det er hendes pligt
Journalisten, præsten og debattøren Sørine Gotfred-sen er ude med riven efter en tidsånd og dens eksponenter, som hun af forskellige årsager ikke mener er med til at gøre Danmark til et mere åndrigt sted.

Journalisten, præsten og debattøren Sørine Gotfred-sen er ude med riven efter en tidsånd og dens eksponenter, som hun af forskellige årsager ikke mener er med til at gøre Danmark til et mere åndrigt sted.

Sofie Amalie Klougart

Kultur
10. september 2011

Politikeren Anna Mee Allerslev bidrager til åndløsheden. Lige som journalisten Reimer Bo, komikeren Casper Christensen, musikeren Simon Kvamm, præsten Kathrine Lilleør, kommentatoren Peter Mogensen, digteren Henrik Nordbrandt og antropologen Dennis Nørmark. Alle er de med på den alfabetiske liste over godt 40 kendte personer, der er linet op på pressemeddelelsen, der følger med præst og debattør Sørine Gotfredsens nye bog Den Åndløse Dansker. Fordi de bidrager til at gøre Danmark og danskerne åndløse.

»Jeg synes bestemt ikke, det er en tilsvining,« lyder det fra Sørine Gotfredsen, der sidder ved spisebordet i sin stue på Frederiksberg for at forklare missionen med sin seneste bog, nemlig at undersøge den åndløshed, hun er bekymret for har ramt Danmark og danskerne. En åndløshed man især ser hos selvtilstrækkelige sportsikoner, politikere uden historisk bevidsthed, alvidende journalister, børnefamilier med nok i sig selv og i ligestillingen, der tvinger kvinderne til et liv, de ikke har lyst til.

»Jeg sætter navne på folk, fordi de er eksponenter for de problemer, jeg nævner, og fordi jeg mener, det er med til at fremme forståelsen. Det er mennesker, der har stillet sig ud i det offentlige rum og sagt 'se mig, hør mig', og så synes jeg også, man kan sige, hvad de hedder. Desuden er der også mange, jeg siger pæne ting om,« siger Sørine Gotfredsen, der selv gerne stiller sig ud i det rum. Også selv om det betyder, at nogle mener, hun er frygtelig. »Man kan ikke elskes af alle,« lyder det tørt fra Gotfredsen, der i bogen fremhæver Informations Rune Lykkeberg som en af dem, der beriger danskerne med ånd. Præsten Katrine Winkel Holm en anden. Men hvad skiller de to navne fra de 40 andre?

»Det åndløse menneske er det menneske, hvis bevidsthed lige nøjagtig er, hvor han står nu,« lyder svaret fra Gotfredsen og forklarer, at det er et menneske, der ikke har noget forhold til fortiden og ikke gør sig mange tanker om fremtiden.

»Det åndfulde menneske derimod ser sig selv som en lille bitte brik i den store historie. Som en, der skal sørge for at aflevere verden så god som mulig til dem, der kommer efter og som hele tiden er bevidst om at spørge sig selv om, hvad der forventes af ham,« siger Sørine Gotfredsen og uddyber, at jo mindre ens rum bliver og jo mere ens egne små interesser fylder i den helt nære verden, jo mindre åndfuld har et menneske mulighed for at blive.

»Det er mennesker, der ikke er nysgerrige nok. De søger ikke nok, og de har ikke nogen intention om at blive til noget andet, end det, de er nu. Det er en af mine pointer i bogen; at der er nogle forskellige kræfter og mekanismer i samfundet, der er med til at præge os, hvor det kan være svært at bevare den udadvendthed, der skal til for at blive mere end man er, og som gør det svært at følge den pligt, man har til at blive et bedre menneske.«

At bruge talentet

Pligt, ansvar og skyld er med at holde mennesker fast, mener Gotfredsen. Begreber, som er gledet alt for langt i baggrunden.

»Individet har fået så store beføjelser, at vi ser os som centrum for verden. Vores lyster og tilbøjeligheder er blevet målestok for, hvad vi skal,« mener Gotfredsen, der ser det som et kæmpe problem for vores samfund, at vi ikke definerer os i forhold til noget større og mægtigere end os selv.

Men bliver du ikke selv en slags autoritet med den her bog, hvor du dømmer, hvem der har ånd, hvem der ikke har ånd og hvilke områder der ikke er ånd i?

»Det er risikoen, når man satser lidt og siger tingene ligeud. Da vil man ofte blive beskyldt for at være moraliserende. Som en, der stiller sig frem og siger, at man er bedre end andre. Sådan er spillets regler. Jeg synes ikke, jeg er spor bedre end andre mennesker, og jeg bliver påvirket af nøjagtig de samme kræfter i vores samfund. Men at jeg fortæller, hvordan jeg ser verden er ikke ensbetydende med at sige, at jeg er klogere,« siger Sørine Gotfredsen og påpeger, at man hele tiden må overveje, hvor meget man må gøre for sin egen skyld, og hvor meget man må gøre for andres. En overvejelse, en digter som eksempelvis Henrik Nordbrandt burde gøre sig, mener hun. I stedet for at skrive sure digte er han blevet en glad familiefar.

»Han må selvfølgelig gøre, som han vil, men på en måde svigter han sit talent og nedprioriterer pligten over for andre, fordi han har stiftet familie. Jeg synes, det er en overvejelse værd, hvor pligten bliver af i det liv om man må melde sig ud af den mission, man er på, hvis man er digter eller kunstner eller sportsmand for i stedet at sige: Nej, nu skal det bare handle om min egen nære verden,« siger Sørine Gotfredsen og tilføjer, at jo større talentet er, jo større er pligten til at bruge det.

Rigtigt og forkert

Hvad er din egen pligt?

»Det er at skrive og tale og bidrage til den store samtale. Det har jeg nu gennem nogle år erfaret, at mange mennesker sætter pris på. Også selv om det nogle gange kunne være lettere at melde sig ud. Da tænker jeg nogle gange, at der er noget, der hedder pligt.«

Det er en pligt, der ifølge Sørine Gotfredsen også handler om at sige, hvad der er rigtigt og forkert.

»Det er del af det at skrive, kritisere og analysere, at sige, at man foretrækker noget frem for noget andet. Men man kan hurtigt komme til at virke, som om man peger. Det er alle menneskers lod, der tager ordet offentligt.«

Du diskuterer gerne så forskellige emner som multikultur, ironi, rygepolitik, fedme, politik og kunst. Bliver du ikke selv offer for det samme som du kritiserer i din bog: nemlig en generalist, der går ind og dømmer i emner du ikke ved noget om?

»Det er en misforståelse. Der er masser af ting, jeg ikke mener noget om. Økonomi, for eksempel, eller folkeskolen. Jeg påstår ikke, at jeg er ekspert. Når jeg udtaler mig, så handler det om, hvilket menneskesyn, der ligger til grund. De emner, jeg går ind i, går jeg ind i, fordi jeg er et menneske med mange holdninger til, hvordan et menneske er og hvordan vi ser hinanden eksempelvis når det gælder rygning og fedme.«

»Jeg går ikke ind i den debat med en påstand om at jeg har studeret rygepolitik hele mit liv. Jeg har bestemt ikke en holdning til alting.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

»Det åndfulde menneske derimod ser sig selv som en lille bitte brik i den store historie. Som en, der skal 'sørge for' at aflevere verden så god som mulig...«

Der er noget dybt afslørende over Sørine Gotfredsen brug af ord - eksempelvis: sørge for...

...det reflekterende søge at ligger hende meget fjernt.

Et andet eksempel er brugen af udnytte i sætningen:

Lad os udnytte den norske tragedie ...

I Den Åndløse Dansker udnytter Sørine Gotfredsen åbenbart den småborgerlige sladdervorenhed til selv at komme i fokus ....igen igen.

Ikke videre åndfuldt.

mange formodede jo ellers at menneskeheden

havde gjort op mod astrologi;

men nu hævdes at: 38 procent i europa,

endnu har mentale problemer

---------------

problembeskrivelse og løsningsforslag:

et spøgelse går gennem europa,

astrologiens spøgelse, og alle communister

bør indlede en klapjagt på det spøgelse, før

nogen atter påstår at astrologiens spøgelse blev

kød, og endog kan tjene penge som

embedsmænd m / k, ved at påstå det.

Sabine Behrmann

Det er skisme da ikke lille Sørines opgave at skille fårene fra bukkene.

Det skal menneskesønnen gøre, når den tid kommer.

Jesus havde 40 gloende dage og nætter i ørkenen, inden han mødte djævelen.
Sørine udpeger 40 tilfældige mennesker som åndløse, inden hun ser sig selv i spejlet ?

Er det rimelige paralleller ?!?
Eller er det mon rimeligt at kalde mennesker man ikke kender (eller for den sags skyld har elsket med) for åndløse ?!?

Casper Christensen og Henrik Nordbrandt ?

Gad vide, ud fra hvilke kriterier, den liste er blevet til?

At førstnævnte figurerer på den er helt forståeligt - men at sidstnævnte skulle bidrage til åndløsheden er vist mildest talt en absurd vurdering - selv om hun ikke forstår Nordbrandts digte.

/O

Man kan jo kun have ondt af damen - det lyder som en bog, skrevet af et bittert menneske. Mon ikke hun burde have føjet sig selv til listen?

Hvorfor har vi så mange præster i dette land, der kun kan udgyde bitter galde over alt og alle. Er det det, man lærer på de teologiske fakulteter?

Disse præster har, efter min mening, fuldstændigt misforstået deres kald, evangeliet og præstegerningen. Hvordan kan man overhovedet med autoritet og troværdighed prædike med et så formørket sind. Eller prædiker de på samme måde, som de skriver i den offentlige debat?

Jeg tror de havde gjort klogere i at overlade præstegerningen til andre med en noget sundere tilgang til præstekaldet, og nøjes med at pleje deres formørkede skriverier som menige.

Ikke just gode ambassadører for deres tro.

/O

Kære Information. Har I virkelig ikke mere lødige emner at belyse i disse rystende tider for verden og mennesker? Det er ved Gud ude af enhver proportion, at dette Tågehorn - denne åndløse Gyllespreder, Sørine Gotfredsen, skal tilgodeses så meget spalteplads.
Mangler avisen interessant stof at præsentere under Kunst og Kultur? - Det kan simpelthen ikke passe.

Det er jo det der med kun at se splinten andres øjne, og ikke bjælken i sine egne, som hun har sprunget over.

"Det er en af mine pointer i bogen; at der er nogle forskellige kræfter og mekanismer i samfundet, der er med til at præge os, hvor det kan være svært at bevare den udadvendthed, der skal til for at blive mere end man er, og som gør det svært at følge den pligt, man har til at blive et bedre menneske." Citat:Sørine.

I den lutherske kristendom er der ikke nogen pligt til at blive et bedre menneske, da vi alle er syndere for Vor Herre (Gud). Kravet om at blive et bedre menneske er vist noget man finder i katolicismen? eller i en calvinismen? Måske Sørine G. i virkeligheden er krypto-katolik eller calvinist?

Martin Jeppesen

Jeg synes det er morsomt at det værste hun kunne finde på Fogh, er at han læser Grundtvig selektivt.

At mene at Danskerne mangler Ånd, og den enste vej de kan få det, er i troen på den Kristne Gud, - er jo netop den gamle "afgudsdyrkelse", der hænger folk ud af halsen, den Kristne ånd, som vi har kendt i århundreder, og som religion med synd og skyld er lammende for åndsudvikling, som Muhammedismen og de fleste andre religioner.

Nobelpristageren, den Sydamerikanske ærkebiskop, Desmond Tutu, der jo er nær ven med Nobelpristageren Dalai Lama, sagde ofte om søndangen fra sin prædikestol til sin menighed: WHO is the most holly person on this earth?
Ingen gav et bud.
Så sagde han: The most holly earth on this earth is Dalai Lama, who leaves as a refugee in India.
Herefter sagde han: Is it not a pity that Dalai Lama is not a Christian, but a Buddhist Spiritual leader of Tibet? Hvorefter han sagde: No, it is not pity, because God is NOT a Christian!!

Hvis Sørine ville meditere lidt over dette, kunne hendes debat blive mere åndrig.

Jeg er da ked af at Information er en forpulet nazi-sprøjte der vælger at levere spalteplads til en terror-sympatisørs udgydelser.

Heinrich R. Jørgensen

Der er ikke meget der er værre end gamle, bitre mænd, der er så fastlåste i deres selvretfærdighed og mismod, at de uden antydigning af selvmoderation og reflektion spreder deres verbale galde i alle retninger.

Det skulle måske være, at opleve at der også findes kvinder, der kan hengive sig med samme iver til denne "livsstilssygdom", hvor visdom, æstetik og etik er blevet hældt ud med de første skidtspande.

Efter at have læst et kapital (# 8), der det tydeligt at hendes observationer i nogle tilfælde er korrekte, men de er alt, alt for overfladiske og ordinære, til at de kan bruges til noget. Hendes analytiske formåen synes tæt på at være fraværende. Der er ikke megen substans eller brod i hendes anklager og jammer.

At en person, der må antages at være dybt frustreret over den udbredte åndløshed, ikke formår at levere et epos bestående af åndrigheder, er hinsides det forståelige.

Søren Blaabjerg

Giv de religiøse, hvad de religiøses er. Men hvorfor i alverden ser Informartion det dog som sin pligt at bruge spalteplads på den slags udgydelser, når der er lamgt mere væsenentlige emner at tage fart på. Lad dog Kristeligt Dagblad o.l. om det.

@Martin

Ja, det er faktisk lidt vittigt.

Men det antyder jo også en vis akademisk enfoldighed hos konen.

/O

peter fonnesbech

Jeg synes absolut, at Sørine Godtfredsen har en stor pointe i at påpege åndløsheden i samfundet og tiden .

Det skal hun krediteres for.

For det er for mig at se en vigtig debat, som har været absolut fraværende i en årrække.

Men jeg er bestemt ikke enig i den måde hun tvister problematikken i sin helt egen og særlige personlige optik med grove generaliserende fordømmelser af en række personer.

Ligesom hun i samme optik får indflettet sin egen idealiserede version af en kristen fundamentalistisk og politisk holding mellem linjerne.

En holdning jeg heller ikke deler.

Hendes definition af åndløshed forekommer mig osse temmelig begrænset , i det den først og fremmest tager udgangspunkt i en bred historisk
indsigt og må derfor betegnes som en light version.

Bliver man eksempelvis en åndfuld person , fordi man har fået en teologisk uddannelse eller er cand. Mag. i historie.

Ånd bliver først åndfuld, efter lange personlige sværdslag med tilværelsens og kulturens store paradokser, både generelt og på en dybt personligt
plan.

Og først når " Nåden " eller forløsningen indfinder sig efter disse kampe, ja så bliver ånden fyldt.
Det kan være ånden i en religiøs forstand eller forløsningen i en kunstnerisk eller terapeutisk forstand.

Både Grundtvig og Kierkegaard kæmpede disse kampe livet igennem.

Frederik Severin havde tilmed poesiens store nådegave, som gav hans ånd en helt særlig dimension.

Vi er desværre alle børn af vores tid på godt og ondt.
En tid som på et ydre plan forekommer og vel er gennem syret af en sekulær virkelighedsopfattelse, men som dog rummer adskille åndfulde mennesker , og åndfulde lommer i samfundet, hvor ånden trives fint,selv om den ikke har den store mediebevågenhed.

Og det er ikke nødvendigvis folkekirken jeg hentyder til.

Den kommende tid synes at rumme et opgør med de traditionelle materialistiske værdinormer til fordel for vækst i livskvalitet over en bred front, personlig , åndelig og socialt.

Så antager jeg, at vores virkelighed vil blive lidt mere åndfuld.

Og du åbnede ballet i al offentlighed ,Sørine.

@Peter

Enig med dig.

Jeg er bestemt heller ikke imponeret over tidsånden. Det har aldrig været, må jeg sige. Ja, jeg vil faktisk gå så langt som at sige, at jeg er helt fremmedgjort i forhold til den. Nok en følelse, jeg deler med en del - omend en minoritet.

Men som du ganske rigtigt siger, så burde denne helt relevante kulturkritik være noget mere lødig og dybtgående, og ikke blot et idiosynkraitisk udfald mod tilfældige offentlige personer, som tydeligvis ikke har andet til fælles end, at de på forskellig vis har blotlagt nogle af SG's private problemer - og eventuelle nederlag.

Men der skal nok være nogle andre til at tage bolden op på mere seriøs vis.

/O

Jeg kan godt følge pligten, vi fortolker det bare forskelligt. Jeg mener ikke det er en samfundsopgave der beror på hverken status, indtægt, eller nytteværdi. Men netop det, at bringe den rette ånd videre.(uden astrologi)

Det er en selvopfyldende profeti. (Læs.yin & Yang) (ultimo balance) højre og venstre er illusionen.

Eller kald det gråzonen.

Hvilket er underbygget af historien, der tydeligt bærer præg af en bred middelklasse, sikrer den bedste platform, til et stabilt samfund.

På den måde sikrer man minoriteter dannes i mindre omfang, og på den måde vil være lettere at samle op.

Det er det jeg kalder den rette ånd. At være noget for nogen, selvom man måske ikke deler kolonihave.

Anders Sybrandt Hansen

For meget Kierkegaard, Sørine.