Læsetid: 4 min.

Slagter-Villys 80-års-fødselsdag

Politik er et født ufredeligt emne, der skiller folk efter anskuelser, og derfor hører det ikke hjemme i 'Giro 413' på en søndag
Politik er et født ufredeligt emne, der skiller folk efter anskuelser, og derfor hører det ikke hjemme i 'Giro 413' på en søndag
16. september 2011

Det er en vane, mange af os har haft lige siden barndommen. Søndag ved middagstid skal der stilles ind på de danske stationer, i sin tid Kalundborg Langbølgesender, nu om dage skal der ikke skrues gennem en suppe af æterstøj, der skal bare trykkes på en knap, så er den forudindstillede station der straks. Vi skal høre Giro 413.

Den hvide måge er blevet skudt ned for længst, men hvis vejret er til det, og hvis stamlytterne vil, kan man stadig få tre hvide duer. Det er stort set sket med den glade kobbersmed og den gamle gartner med basstemmen. Til gengæld kan man høre en virkelig gravrøst, nemlig Michael Prætorius, der døde i 1621 har vi slået op på den særlige, digitale service, som kaldes 'internettet'. Det havde ingen tænkt på på Bror Kalles eller Gustav Wincklers tid. Folkekære Gustav er død, men ældgamle »Prætorius« er genopstået som Giro 413-hit med en lille melodi, som Lars Lilholt kalder »Kald det kærlighed«. Væk er den døde tyskers lut, i stedet har vi fået 'fløj-te-e' i koncertoptagelsen af Lilholts version.

Men i anledning af Slagter-Villys 80-års-fødselsdag er det ikke lige den, familie og venner har betænkt ham med, men sangen »Under stjernerne på himlen« af og med Tommy Seebach. Den er også god. En slager er en slager, til den dør og det kan godt vare længe.

Faktisk er der popsange, der har et længere efterliv end statsanerkendte mesterværker. Ikke nødvendigvis fordi de er stor kunst, det er de sådan set ikke særlig tit, men fordi de indgår i den fælles erindring. De er Proustske madeleinekager på samme måde som mode, design og talemåder.

Hvis man er halvgammel, men ellers vaks ved havelågen, ved man godt, hvordan det var, før vi fik bil, og hvem pigen fra Fyn har kysset i sin gadedør. Og sådan i det hele taget: dja-aa-zzz.

Jean Genet beskriver i en af sine romaner, som han selv kaldte 'fiktive selvbiografier', en tradition blandt hærdede kriminelle i de franske fængsler. Når en af dem havde været ude i friheden et stykke tid, men kom tilbage på grund af nye forbrydelser og herpå nye domme, krævede de andre fanger, at han sang eller i det mindste reciterede de sidste nye slagere ude fra den lovlydige verden. Det var vigtigt, en slags kulturel briefing af voldtægtsforbrydere, rovmordere og pengeafpressere. De ville holdes orienteret om livet ude i friheden.

Hvem der lige for tiden var Frankrigs præsident, havde kun perifer interesse, men hvis en tilbagekommen fange havde glemt at holde sig orienteret om de nyeste pophit, mens han var 'ude', risikerede han både liv og førlighed. Slagerne var en slags forbindelse til verden udenfor. Hvis man kendte dem, var man trods alt ikke helt hægtet af det menneskelige fællesskab. Genet fortæller, at fangerne havde en udtalt svaghed for en særlig genre inden for sangtekster: De elskede de sange, der handler om en ganske ung pige, der skriver et brev til sin bedstemor for at få svar på livets store spørgsmål, især dem, der drejer sig om kærlighedens mysterier.

I virkelighedens verden er der næppe ret mange purunge piger, om nogen overhovedet, der kunne finde på at spørge lige deres bedstemor om den slags, men det er et andet træk ved slageren eller popsangen, skriver Genet. Den er kode for det menneskelige, ikke en naturtro eller sandfærdig beskrivelse af det virkelige liv. Sådan er det også ude i friheden, inkarnerede elskere af popsange, dansktop f.eks., føler sig nærmest forulempet, hvis en poptekst har et for tydeligt, meningsfuldt budskab. En undtagelse er måske men kun måske sangeren John Mogensen, der ganske vist kan synge om, at Dybbøl Mølle maler helt ad helvede til, men som vel i grunden mest henvender sig til et publikum, der 'egentlig' ikke bryder sig om dansktop? Kandissegmentet når hans sange næppe. At en poptekst udtrykker en politisk holdning anses for urent trav. Jeg tror heller ikke, Richard Ragnvald blev særlig populær blandt dansktoppublikummet, da han i sin tid, ved en særlig lejlighed, ændrede sin »Kære lille Mormor« til »Kære lille Pia« (Kjærs- gaard).

Samfundskritik, nej tak

Politik er et født ufredeligt emne, der skiller folk efter anskuelser, og derfor hører det ikke hjemme i Giro 413.En af værterne, Mogens Landsvig, udtalte engang, hvor man kritiserede programmet for at favorisere den uforpligtende underholdning, at det nu engang var svært stilmæssigt at kombinere »Sølvstænk i dit gyldne hår« med »Internationale«. Jeg tror endda, den pæne mand understregede vægten af sine ord ved at sige 'sgu'. Og selvfølgelig havde han ret. »Internationale« er ikke nogen popsang.

Hvis man hører til dem, der stadig hører Giro 413,har man selvfølgelig lagt mærke til, at programmet for så vidt har forladt den 'rene' linje. Der bliver spillet adskillige sange, der faktisk har mening, også politisk. C.V. Jørgensens sang om Günther, som folk nede i naziidyllen Costa del Sol kalder Otto, er lige så populær, i alt fald næsten, som Birthe Kjærs knaldrøde gummibåd. Det er populariteten, der gør det, uimodståeligheden, anden forklaring tror jeg ikke, der er. Jørgensens sang og hans måde at fremføre den på er virkelig uimodståelig, og der er også sjove ting i teksten, man kan citere. Men sangens samfundskritiske sigte interesserer ikke en rigtig Giro 413-lytter. Sangen er bare så god, at man ser bort fra, at den jo i grunden er ufredeligt venstreorienteret.

Serie

Seneste artikler

  • I skældsordenes rækker

    12. september 2014
    Jeg ser det for mig: ved lov forbydes det at udtrykke sig om andre mennesker, og i det hele taget, anonymt på nettet. Skriv hvad du vil, fascistiske møgsvin, men du har bare at lægge navn til
  • Morgenstemning i Nykøbing F

    5. september 2014
    Overgangen fra nat til dag i en mindre provinsby er lydlig. Lige pludselig, i løbet af få minutter, får byen lyd. Biler og fodgængere. Man kan høre skridt, selvom man skulle tro, det var løgn. Man kan høre stemmer. Derefter er der larm hele dagen
  • Gårdens dyr

    15. august 2014
    Når et får bræger, så bræger alle de andre også. Og de bliver ved og ved. Det lyder ikke så meget som politikere, det lyder mere som en vælgerbefolkning, der endnu en gang skælder ud på de politikere, de selv bliver ved med at stemme på
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu