Fremtidens mediestøtte
Den nuværende mediestøtte er længe blevet kraftigt kritiseret for at være gammeldags og tilgodese trykte medier frem for nye internetmedier. Med den tidligere konservative minister Henning Dyremose i spidsen udgiver Mediestøtteudvalget til oktober deres anbefalinger til en udformning af den fremtidige støttepolitik på medieområdet. Samlet set udgør støtten 6,4 milliarder kroner, og politikere fra begge sider af det politiske spektrum har klargjort, at der er brug for en omlægning, som i højere er grad fokuserer på indhold frem for platform. Dermed er der lagt op til, at noget af den støtte, der nu tilfalder store etablerede mediehuse, fremover vil gå til netmedier. En sådan omlægning vil ramme de i forvejen økonomisk trængte papiraviser hårdt. Spørgsmålet er derfor, om der politisk ønskes en stor reform af mediestøtten eller blot justeringer af den nuværende. Den ny kulturminister kommer ikke uden om at foretage vanskelige prioriteringer for den fremtidige mediestøtte.
Gammeldags kunststøtte
Tidligere i denne uge udkom den store og længe ventede rapport om anbefalinger til den statslige kunststøtte. Konklusionen på rapporten var opsigtsvækkende nedlæg Statens Kunstfond, Statens Kunstråd og Kunststyrelsen, og saml det hele i et såkaldt Kunstinstitut. Dermed gør man op med en gammeldags og bureaukratisk struktur, som både kunstnere, kendere og interessenter har beklaget sig over.
Brede dele af det politiske spektrum afviste ikke overraskende det opsigtsvækkende forslag, men rapportens mål var i lige så høj grad at sparke gang i debatten om, hvordan kunststøtten kan gøres mere enkel og gennemskuelig uden samtidig at give afkald på de værdier, der er bærende for systemet. Den nye kulturminister kommer til at skulle forholde sig til indretningen af den fremtidige kunst- og kulturstøtte, og har med rapporten fået foræret et udgangspunkt for en betændt og svær debat.
Upopulær teateraftale
Et bredt flertal af Folketingets partier med undtagelse af Enhedslisten blev inden sommerferien enige om en ny teateraftale. Støtten til det danske teaterliv er velfungerende og fleksibelt tilrettelagt, og der er således ikke behov for en gennemgribende reform af strukturen, lyder det i forliget. Aftalen har dog mødt kritik fra en række eksperter og kulturpersonligheder, der kalder aftalen for en lappeløsning og efterlyser mod og vilje til at gøre op med et bureaukratisk støttesystem, der tilgodeser de store teatre. Ifølge kritikerne kunne man få langt mere og bedre teater for mange af de penge, der i dag tilfalder de store aktører såsom Det Kgl. Teater. Omvendt er der også klare forsvarere af det nuværende system. Den ny kulturminister vil fra første dag komme til at slås med en uenig teaterverden, hvor kampen om støttekronerne er hård, og hvor der ingen lette løsninger er.
Det Kgl. Teater i krise
Det Kgl. Teaters økonomi befinder sig i disse år i en nedadgående spiral. Regnskabet for 2010 viste et underskud på 8,8 millioner kroner, og samtidig har teatret oparbejdet en gæld på små 30 millioner kroner. Større driftsudgifter og faldende besøgstal til balletforestillinger betyder, at institutionen er nødsaget til at skære der, hvor det gør allermest ondt, nemlig på antallet af forestillinger. Paradoksalt nok er en af hovedårsagerne til Det Kgl. Teaters problemer de store driftsudgifter ved den opera, som de i 2005 fik forærende af Mærsk Mc-Kinney Møller.
Gaven betyder, at Det Kgl. Teater i dag bruger en større andel af sit budget på drift og vedligeholdelse og mindre på scenekunst. Og måske endnu værre kæmper institutionen med at opretholde sin plads som hjørnesten i den dannede danskers kulturliv, der med disse års rasende teknologiske udvikling oplever stadig flere kunstneriske tilbud på nye platforme. Hvis ikke Det Kgl. Teater kan legitimere sin enorme støtte med et tilsvarende kunstnerisk niveau og relevans, vil det på sigt miste sin folkelige og politiske opbakning. En trussel, som den ny kulturminister ikke kan ignorere, når der til efteråret skal forhandles budget for teatret for perioden 2012 til 2015.
Udsultede institutioner
De seneste år har været hårde ved klassiske kulturbærende institutioner som Nationalmuseet, Kunstakademiet og Det Kgl. Bibliotek, der alle i de seneste år har været igennem nedskæringer og fyringsrunder. Det har fået eksperter til at advare om, at dansk kulturarv på sigt vil komme i fare, da der ikke er tilstrækkelige ressourcer til at vedligeholde bøger og museumsgenstande. Samtidig går nedskæringerne hårdt ud over forskningen, og Nationalmuseets vagtmandskab har advaret om, at sikkerheden omkring museets 900.000 effekter efterhånden er alarmerende dårlig. Nedskæringerne, der blandt andet er en konsekvens af VK-regeringens genopretningspakke, rammer oven i et årtis økonomisk udsultning af de klassiske institutioner. Forventningerne til, at den ny regering vil sende flere penge til de skrantende institutioner, er høje, samtidig med at landets økonomi fortsat er i krise. Den kommende kulturminister skal derfor prioritere benhårdt mellem kerneinstitutionerne og nye vækstområder.
Ny museumslov
Kulturarvsstyrelsen anbefalede tidligere på året en drastisk ændring af den danske museumsverden. Blandt andet skulle den arkæologiske forskning væk fra de enkelte museer og samles i langt færre enheder.
Organisationen Danske Museer rasede over forslaget, der efter deres mening ville betyde en farlig centralisering og udsultning af de mange små danske museer. Og bredt i det politiske landskab lød det, at museumsmiljøet vil blive inddraget i de kommende beslutninger. Ikke desto mindre skal en ny museumslov forhandles og vedtages i dette efterår, og Kulturarvsstyrelsen påpeger i deres udredning en række problemer, både logistiske og økonomiske, som en ny kulturminister bliver nødt til at forholde sig til. Her er svære prioriteringer uundgåelige.
