Læsetid: 8 min.

Det traditionelle billede af Afrika er i opbrud

I sin nye dokumentarfilm, 'Ambassadøren', leger Mads Brügger med hele perlerækken af klicheer om den hvide mand på det mørke kontinent. Men faktisk ændrer det traditionelle billede af Afrika sig afgørende i disse år
Kultursyn. Med 'Ambassadøren' forsøger Mads Brügger at skildre et andet Afrika, hinsides ngo'ernes historier om et Afrika præget af sygdom og død.

Kultursyn. Med 'Ambassadøren' forsøger Mads Brügger at skildre et andet Afrika, hinsides ngo'ernes historier om et Afrika præget af sygdom og død.

29. september 2011

This land is your land, this land is my land

Til tonerne af Woody Guthries klassiker ser vi to pygmæer i Guantánamo-orange oversize t-shirts. De sidder på to hvide plastichavestole i en smal træbåd på vej op ad floden mod mørkets hjerte. Foran dem sidder Mads Brügger i sandfarvet suit, med cigaretrør og ulastelige læderstøvler.

Den bizarre scene udspiller sig i Mads Brüggers aktuelle dokumentarfilm Ambassadøren. I al dens absurditet er meningen alligevel ikke til at tage fejl af. Den hvide mand i Afrika kan gøre, hvad der passer ham. Det har han gjort i århundreder. Og det gør han stadig.

»Det er så rystende nemt for denne verdens mr. Cortzen'er (Mads Brüggers navn i filmen, red.) at udnytte de sindssygt skrøbelige afrikanske stater,« lød det fra instruktøren efter den første visning af Ambassadøren på dansk grund.

Her fortalte Mads Brügger også, at oplevelsen af udnyttelsen og udbytningen havde gjort ham trist til mode. Men også at hans ambition med filmen ikke er at vække hverken sin egen eller andres medfølelse, men derimod at fortælle om Afrika på en ny og udfordrende måde.

Den hvide mand har fået selskab

Medfølelse er der nemlig nok af ifølge Brügger. Med Ambassadøren forsøger han derfor at skildre et andet Afrika hinsides ngo'ernes historier om et Afrika præget af sygdom og død. I filmen har han købt sig til diplomatstatus og optræder som liberisk konsul i Den Centralafrikanske Republik, hvor han under dække af at ville etablere en tændstikfabrik tager lystigt del i landets illegale diamanthandel.

»For mig handler filmen om vesteuropæernes fascination af Afrika, men også om afrikanernes fascination af den hvide mand,« sagde Mads Brügger i sin introduktion til filmen.

En film som leger med hele perlerækken af klichéer om den hvide mand på det mørke kontinent. Men det traditionelle billede af Afrika ændrer sig faktisk afgørende i disse år, påpeger Afrika-ekspert og professor ved Institut for Samfund og Globalisering, RUC, Preben Kaarsholm.

»I dag ser vi et billede, hvor Afrika ikke længere er noget helt særligt og for sig selv, og hvor de forskellige samfund i Afrika er forskellige og udvikler sig forskelligt. Eksempelvis er Sydafrika er blevet en global stormagt på linje med Brasilien og Indien,« siger han.

Også billedet af den hvide mand som den herskende skikkelse i Afrika er under forandring: »Det skyldes blandt andet, at den hvide mand ikke længere er alene i Afrika. I dag ser vi nemlig mange steder et betydeligt mere broget billede, hvor den hvide mand har fået selskab af både hvide kvinder og gule mænd,« siger Preben Kaarsholm.

Mandsdominansen i vores forestilling om Afrika blev i første omgang brudt af hvide kvinder fra vestlige velgørenheds- og menneskerettighedsorganisationer, som længe har domineret store dele af det afrikanske kontinent. Et aktuelt eksempel er danske Ellen Margrethe Løj, der siden 2008 har været leder af FN's samlede indsats i Liberia, ligesom fokus i mange bistandsprojekter i dag også er på kvinder. I de senere år er også de gule mænd kommet til i skikkelse af kineserne, som med åbenlyse økonomiske interesser har involveret sig i en lang række afrikanske lande. Den kinesiske tilstedeværelse i Afrika er med til at rykke vores billede af Afrika. Og i flere afrikanske land er det da også kineserne, snarere end den hvide mand, som er det mest åbenlyse fjendebillede.

»Det ser man f.eks. aktuelt i Zambia, hvor den nyvalgte præsident Sata i høj grad har profileret sig på kritik af den kinesiske tilstedeværelse i landet,« siger Preben Kaarsholm.

Men billedet af den hvide mand i Afrika er imidlertid en sejlivet myte, som fortsat er stærkt rodfæstet i kulturen. Og listen af bøger, tegneserier og film, som fortæller historien om det lidende Afrika i den hvide mands vold, er lang. I moderne tid begynder den med Joseph Conrads roman fra 1902 Heart of Darkness, fortæller Frits Andersen. Han er lektor i Litteraturhistorie ved Århus Universitet og har skrevet den roste doktordisputats Det mørke kontinent. Afrikabilleder i europæiske fortællinger om Congo.

»Joseph Conrad skildrer det indre Afrika, mørkets hjerte, som et sted hinsides fornuften. Et sted, som unddrager sig vores forståelse. Hans beskrivelse af Afrika fik i løbet af det 20. århundrede en enorm udbredelse, og den har gennemsyret både mediernes dækning af afrikanske konflikter og menneskerettighedsorganisationernes kampagner helt frem til i dag,« siger Frits Andersen.

Joseph Conrads kritiske blik på den hvide mands udnyttelse af det mørke kontinent blev i første omgang taget op af den såkaldte Congo-reformbevægelse, en international menneskerettighedsbevægelse, som kritiserede den belgiske kong Leopolds brutale styre i Congo. Ifølge Frits Andersen går der en lige linje fra Congo-reformbevægelsens brug af rædselsvækkende billeder og appel til følelserne og vores dårlige samvittighed til nutidens nødhjælpskampagner.

»Men konsekvensen er, at Afrika trods de gode hensigter fastholdes som et undtagelsestilfælde. Et sted så uvirkeligt og vanvittigt, at vi i stedet for at blive involveret af kampagneretorikken og troen på, at situationen kan ændres til det bedre, snarere bliver yderligt distancerede,« påpeger Frits Andersen.

Nye aktører

Han fremhæver i stedet de i manges øjne mere politisk ukorrekte rejseskildringer af Henry Morton Stanley fra slutningen af 1800-tallet, som netop er nyoversat til dansk, og den ligeledes stærkt forkætrede Tintin i Congo, som anderledes åbne og pragmatiske Afrika-billeder. Her beskrives et Afrika, som nok er anderledes, men som modsat Joseph Conrads Afrika er et tilgængeligt sted, som det faktisk er muligt at forstå og forandre.

Ambassadørener i det lys et anderledes bud på Afrika-fortælling, der gør op med ngo'ernes lidelseshistorie. I stedet har Mads Brügger ønsket at fortælle om det Afrika, han selv var dybt fascineret af som barn. Det er Graham Greenes 70'er-Afrika med spioner og tro på fremtiden, det eksotiske og dragende mørke Afrika, som mange vil kende fra dokumentarfilmen When We Were Kings om boksedramaet mellem George Foreman og Muhammed Ali i Zaire 1974.

Ifølge Frits Andersen er det da også positivt, at Mads Brügger med sin film forsøger at rokke ved vores vante forestillinger om Afrika. Ikke mindst fordi al erfaring viser, at den traditionelle grædekonefortælling med garanti ingenting rykker: »På den ene side er det befriende, at Ambassadøren er så politisk ukorrekt og bryder med ngo'ernes patos og rædselsbilleder. På den anden side kommer filmen også til at bekræfte løgnen om Afrika som en uforståelig, sort komedie,« siger han.

Den kritik bakkes op af Preben Kaarsholm. Ifølge ham hænger Ambassadøren trods sin radikale form fast i et forældet billede af Afrika.

»Filmen fokuserer på nogle magtmønstre, som i vid udstrækning er i opbrud. Derfor bliver dens kritik også både upræcis og anakronistisk,« siger Preben Kaarsholm.

Mads Brügger erkender blankt, at han med sin film ikke gør op med myten om Afrika som et vildnis af korruption, vanvid og menneskelig dårskab. Men han fastholder samtidig, at han ville stikke folk blår i øjnene, hvis han påstod andet.

»Jeg er udmærket klar over, at der findes steder i Afrika, hvor det går godt, men set i det store helikopter perspektiv er der virkelig ikke meget at glædes over. Hvorfor er Joseph Kony og hans Lord's Resistance Army stadig på fri fod? Hvorfor har Den Afrikanske Union ikke bidraget til Gadaffis fald — ja, hvorfor har de ligefrem støttet Gadaffi? Hvorfor er Afrika stadig verdens mest korrupte region? Hvorfor accepterer vi, at Kina beværter Omar Bashir, massemorderen fra Sudan?« spørger Mads Brügger.

Ifølge ham har de seneste 50 års afrikansk uafhængighed, hvis man skal skære ind til benet, formet sig som en lang lidelseshistorie af ufattelige dimensioner.

»Derfor er jeg også træt af folk, der slår på tromme for, at vi skal gøre op med vores fordomme og stereotypiske opfattelse af Afrika. I virkeligheden slår vores fordomme slet ikke til længere,« siger Mads Brügger.

Opbrud

Men i takt med at den hvide mand i Afrika har fået selskab af andre aktører, er den traditionelle forestilling om den hvide mand i Afrika, som først var kolonimagternes og siden nødhjælpsorganisationernes grundmetafor, kommet i vildrede med sig selv, hævder Frits Andersen: »Man ser i disse år ansatser til en kritisk selvrefleksion og et begyndende opbrud i det dominerende Afrika-billede,« siger han og peger på, at både medier og nødhjælpsorganisationer i stigende grad er begyndt at reflektere over, hvilke fortællinger de støtter sig til i argumentationen for deres tilstedeværelse i Afrika.

»I den forstand er det aktuelle opbrud også en produktiv krise, hvor mange vestlige aktører er tvunget til at nytænke deres rolle i Afrika. De er nødt til at spørge sig selv: 'Hvad laver vi egentlig her?' Og den nytænkning er ikke mindst ansporet af Kinas voksende tilstedeværelse,« siger Frits Andersen.

Nytænkningen følger også af, at der rundtomkring på det afrikanske kontinent er flere og flere positive historier at fortælle, påpeger Preben Kaarsholm.

»Lande som Sydafrika og Botswana oplever stabil fremgang, ligesom Rwanda, som for få år siden var præget af brutale konflikter, i dag er et land med økonomisk fremgang og demokratiske reformer. Omvendt er Kenya et eksempel på, at lande i fremgang også kan opleve pludselige tilbagefald, som man så det i forbindelse med valget i 2007,« siger Preben Kaarsholm.

Men selv om de gamle forestillinger om Afrika fortsat trives i mediernes dækning af konflikterne i Rwanda, Somalia og Sierra Leone, der beskrives som særligt afrikanske i deres væsen, er der mange tegn på en ny pragmatisme i tilgangen til Afrikas udvikling.

»Fokus er ikke nødvendigvis på good governance, men på good enough governance,« som Preben Kaarsholm formulerer det.

I Den Centralafrikanske Republik, hvor Ambassadøren udspiller sig, er man dog langt fra noget, der bare ligner good enough Governance. Som filmen viser, skyldes det ikke mindst den udbytning, som især Frankrig og Kina står for. Men både de gamle kolonimagters og Kinas aktuelle engagement i Afrika, som finder sted i en række afrikanske lande, er et tveægget sværd. For ofte dækker især Kina nogle helt reelle udviklingsbehov, f.eks. i forhold til etableringen af infrastruktur.

»Der er ingen tvivl om, at de kinesiske investeringer på lang sigt bliver meget værdifulde for Afrika, også selv om de kan rumme elementer af udbytning og skal tjene Kinas økonomiske interesser,« siger Preben Kaarsholm.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu