BERLIN - I disse valgtider føler man sig straks hjemme i det lille 'kampagnekontor'. På bordet ligger små røde badges med en menorah (den syvarmede jødiske lysestage) og ordene Medinat Weimar på hebraisk. Det betyder Weimars stat og er en bevægelse, der går ind for oprettelsen af en jødisk stat i den tyske delstat Thüringen.
Vi er i et hjørne af det Jødiske Museum til åbning på udstillingen 'Hjemstavnslære. 30 kunstnere ser på Tyskland'. Museet fejrer sin 10 års fødselsdag med at undersøge, hvilken plads Forbundsrepublikken Tyskland i dag indtager i dens borgeres bevidsthed og holdninger. Det er der kommet en både underholdende og tankevækkende udstilling ud af.
Vil gerne provokere
Eidelmans bidrag, der er en blanding af kunstaktion, politisk kampagne og performance, opstod i 2008 som afslutningsprojekt for hans studier ved Bauhaus-universitetet i Weimar. Han er inspireret af Irans præsident Ahmadinejad, der i en berygtet tale i Mekka i 2005 benægtede holocaust og Israels ret til at eksistere, hvor han samtidigt opfordrede Tyskland og Østrig til at afgive territorium til oprettelsen af en jødisk stat. Eidelman er i sit hjemland Israel en omstridt kunstner og politisk aktivist. Han mener, at en jødisk stat i Thüringen vil hjælpe på at hele sårene efter holocaust, den matte østtyske økonomi og den deraf følgende flygtende befolkning, være et middel mod den spirende højreekstremisme i øst og dertil løse Mellemøstkonflikten. Eller som han selv siger: »Jeg vil gerne provokere og ved at tænke dem til ende vise absurditeten i antisemitiske, neoliberale, nationalistiske og zionistiske argumenter.«
I det hele taget har mange af kunstnerne taget et fast og provokerende greb om det Tyskland, som tilhører dem alle. På en montre står et Nietzschecitat: »Det kendetegner tyskerne, at spørgsmålet om 'hvad er tysk' aldrig uddør.« Modsat i Danmark, hvor et enkelt parti de forgangne 10 år har taget patent på, at det er 'udansk' at gå ind for multikulturelle samfund, overholdelse af Schengenaftalen og de internationale menneskerettigheder, men til gengæld 'dansk' at nægte folk at gå med hovedtørklæde, at kippe med dannebrogsflaget og ønske Richard Ragnwald optaget i kanonen.
Her er det befriende og forfriskende at opleve tyskere med jødiske, muslimske og kristne rødder, der ser med kritiskkærlige øjne på det store land. Og at landet er stort nok til at rumme dem alle, inklusive kritik og kærlighed.
Suget fast i fascination
Det er ikke de bogstaveligt-realistiske bidrag, der gør størst indtryk. Søstrene Anny og Sibel Öztürk, den ene født i Istanbul, den anden i Tyskland, har lavet en 16 meter bred væginstallation med titlen Livet, universet og hele resten, en collage med fotografier og billeder af blandt andet Michael Jackson, Ronald Reagan og Rote Armee Fraktion, og man bliver helt træt, for man har set dem alle en million gange før.
Til gengæld bliver man suget fast i fascination af bosnisk-østrigske Azra Aksamijas fotografier Dirndlmoschee. Dirndl er den bayerske kvindelige folkedragt, især kendt fra de årlige oktoberfester, der finder sted i september. En ung askeblond kvinde, muligvis kunstneren selv, bærer et klædningsstykke, som hun på en lang række fotografier affører sig og forvandler til en 'bærbar moské'.
Man kan heller ikke få sig til at forlade det lille kafkaske rum, som kunstneren Via Lewandowsky og digteren Dürs Grünbein, begge født i Dresden, har indrettet med røde plastiksædebænke og grønt og beigeternet gulvtæppe. Som en syrlig bemærkning til det ventesalsbureaukrati, vi fødes og dør i, sidder vi under neonrørene og lytter til Grünbeins tekstcollage over en hebraisk tekst fra Bibelens Visdommens Bog, hvori der ledes efter livets mening og manes til beskedenhed, da alt alligevel er forgængeligt.
Intet forfængeligt
En stor kuffert er centrum i kunstneren Arnold Dreyblatts bidrag. Hans østeuropæiske musikerbedstefar Josef udvandrede omkring 1930 til USA, og selv emigrerede han tilbage over Atlanten til Vestberlin i 1983, hvor kufferten kom med fra Brooklyn. Dreyblatt har ikke overladt noget til forgængeligheden. I to glasmontrer udstiller han 150 ark af sit familiearkiv overført til plexiglasplader. Her er Josef Dreyblatts amerikanske indvandringspapirer, Stasi-papirer på ham selv, en hebraisk forside til en bog om den jødiske konfirmation Bar-Mitzvah og et foto af bedstefaderen med den amerikanske filmstjerne Kim Novak, der i øvrigt havde slovakiske rødder, som kunstneren fortæller mig på et tysk fedet op med amerikansk accent. At være amerikaner er mange ting. Ligesom det er det at være tysker.
Heimatkunde. 30 Künstler blicken auf Deutschland, Jüdisches Museum, 16. september 201129. januar 2012
