Læsetid: 4 min.

Det uomgængelige grundstof

Lidt over hundrede personer i alle aldre mødtes til symposium om de kulturelle problemer, der relaterer sig til demokratiet i nutidens og fremtidens samfund. Her har kunsten også en vigtig funktion for den værdivækkelse, som tiden trænger til, genlød det i debatten
27. september 2011

Kulturpessimismen har ikke fortaget sig hos deltagerne siden sidste års symposium på Krogerup Højskole ved Humlebæk. Da fulgte man under overskriften 'Idéernes krise i åndsliv og politik' hentet fra debatbogen af samme navn af Heretica-litteraten Bjørn Poulsen op på den Krogerup-konference, der 50 år tidligere havde samlet politikere samt blomsten af det hjemlige åndsliv om at udstikke en frugtbar retning for det fremtidige kulturliv.

I konferencens kølvand fulgte oprettelsen af det kulturministerium, der i disse dage kan fejre 50-års fødselsdag, og tre år efter Statens Kunstfond kæmpet igennem af en alliance mellem kulturradikale og åndskonservative i samarbejde med det regerende socialdemokrati og de øvrige partier i Folketinget.

Folk der fandt hinanden i mere end en forstand på Krogerup i 1960.

»Vi mødes igen om 50 år,« sagde fungerende kulturminister Per Stig Møller fra symposiumpanelet sidste år, efter en debat om åndslivets ve og vel her til lands.

Men i initiativgruppen bag jubilæumssymposiet var der stemning for at stable et årligt tilbagevendende arrangement af samme art på benene.

Så blandt andre professorerne Per Schultz Jørgensen og Jesper Jespersen har igen støbt kuglerne til et symposium. I år havde sønnike Kresten Schultz Jørgensen, kendt fra avis- og kommunikationsbranchen, sluttet sig til som ordstyrer og idéindpisker:

»Kan kunsten markere sig i dag—eller er det hele gået hen og blevet pænhed, public service og ufarligt æstetiserende?«

Således spørger han før debatten mellem Feigenberg, Dalager og deltagerne, der efter det store stoletyveri på højskolen i foråret ikke længere alle kan tage plads i Arne Jacobsen-, Børge Mogensen- og Wegnerstole, da der på en nat forsvandt klassisk dansk design for et syvcifret beløb fra den kulturelle høj(skole) borg.

Klare svar på de spørgsmål, som arrangørerne har opstillet i programmet, forsvinder også under de flyvske debatter. Men det gør ikke noget, betoner Per Schultz Jørgensen. For operationen går ud på at stimulere samfundssindet, refleksionen og de humanistiske ideer, der kan spore samfundet i retning af medborgerskab og styrket social bevidsthed til gavn for demokratiet.

En styreform, som sceneinstruktør og skuespilchef på Det Kongelige Teater, Emmet Feigenberg, sætter grænser for i sit oplæg:

»Det er min påstand, at uden mødet med kunsten kommer vi til at mangle et uomgængeligt grundstof. Den enkelte vil ikke kunne blive et oplyst væsen uden kunst. Men ligesom kærligheden og hengivelsen er kunsten ikke demokratisk i sit væsen. Kunsten tager ikke hensyn til nogen form for konsensus, da udøvelse af kunst jo ikke er en demokratisk proces,« siger Feigenberg.

Og fortsætter derfra en indkredsning af kunstens erkendelsesformer:

»Naturvidenskaben er én erkendelsesvej. Religion og filosofi en anden, som også rummer en rigdom. Men noget bliver tilbage. Og her er kunsten 'den tredje vej' til erkendelse,« erklærer Feigenberg, der, ligesom Søren Ulrik Thomsen på sidste års symposium, ikke anskuer kulturlivet og dets relationer til det omgivende samfund så pessimistisk.

Tallene taler for sig selv

»Tallene taler for sig selv; masser af mennesker går i teatret og på museer. Og der læses mange bøger—ikke sandt, Stig,« spørger skuespilchefen. Stig Dalager er ikke just kendt for sin kulturoptimisme i offentligheden, som han gennem de senere år har hjemsøgt med krasbørstig kritik af det diskriminerende danske majoritetssamfund. Også i fælles opråb med forfatterkolleger som Klaus Rifbjerg, Carsten Jensen, Hanne Vibeke Holst, Ib Michael, Benny Andersen og Suzanne Brøgger.

Sidstnævnte gav partiet som forstemt forfatter på sidste års symposium, og Dalager spiller efter cirka samme partitur i sit oplæg, der, foruden verdenslitterære referencer som perler på en snor til at smykke de polemiske angreb på tidsånden, dog også byder på følgende forsigtige forhåbning:

»Litteraturen og kunsten må generere nyt liv for sig selv, forstærke sig ud fra sine egne forudsætninger og forsøge at finde en ny rolle i forhold til den globale udfordring. Og frem for alt ikke isolere sig i forhold til de store eksistentielle og samfundsmæssige anliggender i en tid, hvor også kommercialiseringen er en faldgrube,« siger Dalager, hvis oplæg har brod mod Søren Ulrik Thomsen og Frederik Stjernfelt.

Deres brøde er, at de har begået en debatbog, der hedder Kritik af den negative opbyggelighed, »hvor de forsøger at spidde både kunstens oprør, kritik og politiske dimensioner.«

Dalager finder mere værdifuld inspiration hos den forsonlige israelske forfatter David Grossmann; aktuel med romanen To the end of the land, som netop er udkommet på dansk med den lidt anderledes modulerede titel Kvinde på flugt fra meddelelse.

»I anledning af sin faldne søns død og begravelse sagde Grossmann i sin tid: Du var en mand med værdier. Det er ikke meget værd for tiden. Den slags bliver latterliggjort. I vores usammenhængende, kyniske verden er det ikke smart at have rigtige værdier, være humanister eller være følsom over for andres lidelse,« citerer Dalager Grossmann.

Råd i menneskesynet

»Der er gået råd i vores menneskesyn gennem de senere år,« siger medarrangøren Mikkel Wold.

Om råddenskaben har bredt sig yderligere, når man mødes til næste års symposium, kan man ikke udelukke, selvom nogle deltagere tilsyneladende nærer forhåbninger om det modsatte, efter magtskiftet der har placeret centrum-venstrefløjen i regeringskontorerne efter ti års kulturkamp i strid modvind.

»Blot de kulturelt interesserede ville forlade deres kritiske stade og begynde at rådgive os på kærlig og forstående måde, ville meget være vundet. De kan naturligvis trække sig tilbage, men må være klar over, at regeret bliver der alligevel,« udtalte statsminister Viggo Kampmann i sin tid til Information op til første runde på Krogerup.

Og den dominerende opfattelse på symposiet 51 år senere er, at Helle Thorning-Schmidt næppe vil være lige så lydhør som ham, men regere landet og dimensionere værdidebatten, så hverken Wold, Dalager, Brøgger eller det øvrige kulturkompagni forlader deres 'kritiske stade' foreløbig.

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu