Læsetid: 4 min.

Åh, disse minder ...

Peter Øvig Knudsens hippie-bog bringer skribenten tilbage til Thy, Lennons besøg og en tidsånd, der først og fremmest handlede om at trykke sig selv af
Peter Øvig Knudsens hippie-bog bringer skribenten tilbage til Thy, Lennons besøg og en tidsånd, der først og fremmest handlede om at trykke sig selv af
22. oktober 2011

Onsdag aften lå en mail fra Anita Brask Rasmussen, medarbejder på kulturredaktionen:

»Jeg har netop læst i Øvigs Hippie-bog, at du er idémanden til Thy-lejren. Eller i hvert fald idéen om at lave et dansk Woodstock i Thy efter at have jagtet Lennon deroppe i 1969. (…) Hvordan var det at jagte Lennon i Thy og hvilke tanker og visioner (…) lå bag det danske Woodstock: Handlede det om kvinder og rockmusik eller handlede det virkelig om ønsket om at skabe noget alternativt. Invitér os ind i den psykedeliske historie«.

Gerne. Den var nu ikke særlig psykedelisk, historien. Til gengæld var den hundekold i januar 1970, da jeg som reporter på Information tjekkede ind på ’æ verdensuniversitet’ i Skyum Bjerge sammen med Jacob Ludvigsen, en mand med fantasien til magten og ansat på Ekstra Bladet. Vi turede rundt i Han Herred i Ludvigsens lejede Volvo. Hendrix var på kasette-møblet, og nordjyske snedriver lyste op i nattemørket. John Lennon var i Thy med Yoko Ono i anledning af dennes samkvem med datteren, Kyoko, eftersom datterens biologiske far, Anthony Cox, var tilknyttet en ’filmskole’ i landsbyen Kettrup. ’Filmskolen’ var filial af ’æ verdensuniversitet’, The New Experimental College, stiftet af tidligere FN-embedsmand, Aage Rosendahl Nielsen, en glad fantast, der havde sat sig for at gøre Grundtvig og Kristen Kold verdensberømte og blandt mange aktiviteter var på brev med Aldous Huxley (Fagre nye verden), med hvem han udvekslede erfaringer om mescalinkaktus’ens euforiserende effekt.

Så meget for den psykedeliske vinkel. En vegetarisk blev dækket af en amerikaner, der ferierede hos Rosendahl, og som udelukkende levede af æbler. »Makes your body clean«, som han sagde. Vi frøs ’på nøgne stepper uden kvinder’, som det hed i en tekst fra revyen ’Gris på gaflen’, der på sæt og vis indvarslede den kulturrevolution, Thy-lejren blev en forlængelse af. Så meget for kvinde-vinklen.

Myter om renselse

Hvorfor vi var der? Det var en god avishistorie, der handlede om samtidens opbrud, som vi troede Lennon tog sig af. At han også tog sig af sig selv beskrev Rosendahl præcist ved at fortælle, at ’John ringer hver dag til London for at høre, hvor hans plade er på hitlisten’. Pladen var Cold Turkey med Yoko Onos »Don’t worry Kyoko (Mummy’s only looking for a hand in the snow)« som B-side. Pladen nåede en 14. plads i oktober ’69 og var for længst dumpet ud af alle top 20-lister i januar ’70. Det strejfede os ikke, at stuntet i Thy måske havde at gøre med et forsøg på at kickstarte en ny optur via Kyoko-besøget. For det hørte med til legenden om Lennon, at hans opgør med rollen som rockstar var ægte, han indspillede da også »Instant Karma«, en kras kritik af netop den rolle, umiddelbart efter hjemkomsten fra den lejede landejendom i Vust nær Fjerritslev.

For ja, vi var nok ofre for de der myter om rockmusikkens renselsesritualer. Så det var på en af turene omkring Vust, at Jacob Ludvigsen ymtede noget om, at det kunne være fedt med en rockfestival i Thy med Lennon på plakatsøjlen. Jeg bar ideen med til værtshuset Drop Inn, hvor jeg forelagde den for den unge anarkismes to kompetente dagdrivere, Leif Varmark og Henning Prins. Jeg betalte også deres pilsnere. De bar den videre i redigeret form (en sommerlejr) til Det Ny Samfunds ikke-formand, Peter Duelund, der så vidt jeg kunne skønne derefter gjorde det grove med at få Thy-lejren etableret, bistået af Leo Jespersgaard, en arkitekt med for megen fritid og med økonomisk underlag leveret af ’Otto Langhårsklipper’, en herrefrisør, der tjente penge på periodens hår-fetichisme – i dag ville han have heddet ’Otto Kronrager’.

Aftale med Ali

Og handlede det om ønsket om at skabe noget alternativt? Øh, møh, bøh ... Rockmusikken var motor for visioner, men hvad de lige gik ud på lader sig ikke sådan forklare ud over, at det gik ud på ikke at kede sig. Måske Lennon kom dem nærmest i brevet til Elizabeth II, da han sendte sin MBE-orden retur kort før rejsen til Thy:

»Your Majesty, I am returning this MBE in protest against Britain’s involvement in this Nigeria-Biafra thing, against our support of America in Vietnam and against »Cold Turkey« slipping down the charts.

With love, John Lennon of Bag«.

Af de tre begrundelser er den sidste nok den vigtigste. Jeg har af gode grunde ikke læst Peter Øvig Knudsens bog om hippie-tiden, men den handlede i enestående grad om at trykke sig selv af. Finten var selvfølgelig at gøre det, så det spredte lys over land. Eller hvad det nu hedder, som poet- og cykel-ikonet Jørgen Leth rammende siger med titlen på sin sidste digtsamling. Men at romantisere den tidsperiode er at forblive ude i mørket, men det tror jeg, Øvig undgår.

Selv blev jeg ved med at romantisere mit fag, som førte mig til New York i 1980, hvor jeg igen mødte Aage Rosendahl, nu tilbage i FN som konsulent for ’kontrol med euforiserende stoffer’. Han var stadig ven med Lennon og inviterede mig med til sin ugentlige morgenmadsseance med idolet i Dakota-bygningen. Jeg takkede nej, for jeg havde den dag en aftale med Muhammed Ali.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Hvis jeg havde haft valget, tror jeg også, jeg havde valgt Muhammed Ali.

Narcissisten Lennon - og hans supernarcissistiske enke - er efter min mening stærkt overvurderet som soloartist. Han er ikke desto mindre helgenkåret på det nærmeste efter sin død, han er blevet Jesus!

Både Ali og Lennon udlevede begge deres arketype fra det kollektivt ubevidste i den kollektive bevidsthed. Ali er manden i arenaen, helten, tvekæmperen, Jakobs kamp med Englen / Gud (Thors kamp med ormen, ulven og alderdommen). Sønnens kamp med sin far. Individet, der hævder sin suverænitet og selvbestemmelse. Mennesket i sin nøgne form på slap line i et kvadratisk rum, hvor det psykologiske spil - her var han mesteren - kombineret med nærværet i nuet og den dansende afbøjning af modstanderens rå aggression - her var han kunstneren - er altafgørende.

Men han var også en skuespiller i et gammelt spil, hvor man ofrer til guderne, spilder blod, udleder og afleder energi. Han er den romerske gladiator, der kanaliserer de erotiske drifter på vegne af det hujende publikum. Mens hans krop og nervesystem udløser sit adrenalin-dope, udløses det hos os. Publikum i Colloseum såvel som kejseren, den mafiøse promotor, ved, at han en dag vil dø. En gladiator af Ali's format går ikke bare på pension, han ofrer sig selv i arenaen. Han døde ikke som sådan, men hans hjerne døde på et tidspunkt.

Lennon var også et arketype. Han var rebellen, den utilpassede, 'a working class hero is something to be'. Det er egentlig her, når han er desperat og tro med sit Liverpool-slum, at han er bedst. Hele det politisk korrekte 60'er-70'er crap med 'make peace, not war' bliver hurtig en klichee og temmelig plat. Hans bestseller-hit 'Imagine' er super-plat. '... living life in peace, yuhuu-u-u-u...'

Lennon har også en aftale med sin far. Han råber på ham, ligesom han råber på sin mor, der ikke forstod ham. Når han flæbede og klynkede sig gennem sangen til sin mor, så krummer man tæer af pinlighed. Han tiggede og bad om at blive elsket og anerkendt. Det var en terapeutisk sceance for ham.

Og klart: det er jo kunstnerens ret at udtrykke sin neurose og sit traumatiserede sjæleliv på vore vejne. Det har han også tilfælles med sports-ikonet i arenaen. Ligesom Ali blev han drevet frem mod punktet, hvor ofringen skulle finde sted. En skikkelse, ligeså frustreret omend uden talentets kraft, et anonymt nul trådte ud af skyggerne, stjal et øjebliks energi og berømmelse og udførte handlingen. Jeg kan ikke engang sige navnet, som jeg - trods alt - kan sige Lee Harvey Oswald (vel vidende, at han var en bestilt arbejdsdreng). Og hvorvidt Lennons morder også var arbejdsdreng, kan man gisne om. Jeg mener, det er højst sandsynligt, men egentlig er det underordnet. Lennon døde, fordi det er en del af skuespillet, at rebellen skal dø.

http://paradigmet.blogspot.com/2011/10/gladiatoren-og-rebellen.html

Glem ikke at navnet John Lennon faktisk var kendt af milliarder da han levede.
Desuden havde Lennon via sine sange en opmærksomhed fra disse milliarder af mennesker som kan sammenlignes med den opmærksomhed der normalt kun gives til religiøse ikoner.
Det var sange som især 'Hey Jude' og 'Lady Madonna' og 'Imagine' der kan have været den udløsende årsag til at Lennon fik fjender i de allerværste kredse. Bl.a Nixon og Kissinger og deres slæng i Washington hadede Lennon som lopper hader loppesæbe.
Om "man" nu sendte en machuristisk kandidat i skikkelse af Mark David Chapman ud for at myrde Lennon kan ikke bevises - men teorien må medtages som en absolut sandsynlighed.
(Mark David Chapman havde mange af de kendetegn i sin adfærd der kendetegner netop en manchuristisk kandidat.)

Lennon nåede at bliver worldwide mere kendt i live end tilmed Jesus.
Ikke mindst takket være den fremragende sang 'Imagine' som idag kunne nyindspilles af en bedre sanger end Lennon var.
Men ikke desto mindre fik Lennon afleveret budskabet og ideen om en bedre verden med sangen 'Imagine'.
Hvilket derfor sætter Lennon med sin livsledsager Yoko Ono op på en piedestral som den mest betydningsfulde rockmusiker nogensinde.

Vi taler her om en periode, hvor den Vestlige verden var på sit højdepunkt. Det var samtidig det tidspunkt, hvor det vestlige samfund begyndte på sin nedtur. Ikke dramatisk hurtigt, men dog en vending på vej ned ad bakke.

Hvad der i Danmark i mellemtiden, indtil for nylig, er blevet betragtet som en optur, viser sig nu at være det modsatte. Forståeligt nok kniber det med at erkende det.

Endnu en gang har tilværelsen vist, at der er forskel på drømmerier og realiteter. Det vidste Lennon uden tvivl også. Men der var penge i, på det tidspunkt, at give udtryk for noget andet. Det gjorde han så, og fik mange til at miste deres realitetssans.

Morten, du skriver som om det er din vurdering, at Lennons sange om sine forældre var "en terapeutisk seance for ham". Men han satte lige præcis meget intim sang til de behandlinger med primalterapi, han var i gang med på det tidspunkt. Oven i det kommer hans selviscenesættelse med minutiøs indstudering af gode primalskrig til pladen!

Han lavede noget god musik, men var ingen guru. Hans aktivisme var dog et gennemgående træk, omend han kunne have gjort voldsomt meget mere - men han gad ikke. Og fred med det, det var mandens eget valg. Han havde specielt et par sjove år i start 70erne med hyperaktivisterne Abbie Hoffman og Jerry Rubin, hvor han finansierede deres altid smagløst undergravende aktioner.

Som den samme tid bevidst imageplejende og -ødelæggende Lennon forklarede om indholdet i en sang: "I had a good shit today and this is what I thought this morning..."

Maj-Britt Kent Hansen

Godt foto af vinterlandskabet, som kommer langt mere til sin ret på skærmen end i papirudgaven.

Og så er det et farvebillede, som stort set er sort-hvidt.

Imagine there’s no heaven
It’s easy if you try
No hell below us
Above us only sky
Imagine all the people
Living for today

Imagine there’s no countries
It isn’t hard to do
Nothing to kill or die for
And no religion too
Imagine all the people
Living life in peace

You you may say that I’m a dreamer
But I’m not the only one
I hope some day you’ll join us
And the world will live as one

Imagine no possessions
I wonder if you can
No need for greed or hunger
A brotherhood of man
Imagine all the people
Sharing all of the world

You you may say that I’m a dreamer
But I’m not the only one
I hope some day You’ll join us
And the world will live as one

You may say that I’m a dreamer
But I’m not the only one
I hope some day you’ll join us
And the world will live as one

Johannes, nu har jeg den lumske formodning, at du slet ikke ville have hilst det velkomment, om "de opbrydende og antiautoritære kræfter fra dengang" faktisk havde fået gennemført nogle mere radikale ændringer, end det viste sig muligt. At magten i dag er kamufleret, så at den er komplet uigennemskuelig, og at nepotisme og vennetjenester med fyrstelige gager trives kan vi så godt blive enige i.

Blot ikke at det er "som aldrig før" - tværtimod er det bedrøvelig "business as usual". Intet i det danske system blev grundlæggende ændret, bortset fra en del uundgåelige kosmetiske fiks. Som virkelig var mildt revolutionerende, kan jeg huske fra de sorte 60ere. Men selvom en minister i dag kan gå rundt uden slips, strammer styreformen om halsen i samme grad, så alt der slipper ud af den, fortsat ligner det hidtidige. Det er lissom meningen med den slags systemer.

Johannes, så er det da godt, at "skjult styring og et blodrødt/-sort kalifat baseret på en utopi" kun kan trives i paranoide febersyner.

hippiernes evt. kritik, modsigen,
mod brecht, dr, ddr

bør knapt så meget være modsigen den naturvidenskab, ( brecht, dr, ddr evt. offentliggør ) men mere
vær mod hvis de
( brecht, dr, ddr ) forsømmer at udbrede oplysninger i stil med
das capital, vel især mht.

evt. løntrællegjortes evt. yden ubetalt merarbejde for capitalisterne.

mai-britt kent hansen, skrev:

Godt foto af vinterlandskabet, som kommer langt mere til sin ret på skærmen end i papirudgaven.

Og så er det et farvebillede, som stort set er sort-hvidt.
-----------
-----------

tja, og det er ellers en god artikel lasse ellegaard har lavet.

hippier bør i øvrigt gå noget mere ind for og op i:

at alle arbejderne i fællskab, så lysende,
må eje det meste af de grundliggende fremstillingsmidler: infrastruktur, fabrikker, marker, gårde, maskiner...

---

ellers forsømmer hippierne jo også deres egen ofte hævden holisme;
for det ovennævnte fælleseje, bør jo høre med til helheden og helhedsretningerne.

ny tid

langt de flest af de evt. løntrællegjorte,
vil formodentlig synes:
at meget af al den snak om: ny tid, new age, lyder godt, især hvis det mere bliver:

ny tid, new age i udgave: med fødderne nedad og hovedet opad.

Robert N Gjeertsen

Så ‘make peace, not war’ er 'politisk korrekt crap' ?
Hvorimod to negere fra ghettoen der tæsker hinanden halvt fordærvet nærmest er en religiøs seance ?

Herre bevar os vel ..

mange sagn, kvad fra gamle dage, og mange senere kvad og digte; som bygger på sagn og kvad fra gamle dage; kan let synes noget dystre; i forhold til de lys 1968-oprøret, i det oprørs begyndelse, lovede;

som om det meste i tilværelserne, før i tiderne;
for de fleste s.k. jævne mennesker, ofte var temmeligt trist;

men tænk, så på: kun lidt af den slags fra gamle dage; handler jo, så ligetil, om fællesvirkelighed, socialrealisme.

mere parafraseri:

dag afløser nat,
nat afløser dag,
nat afløses af dag

dagen han begynder
og det kendes
på os som lysets børn
at natten, han er nu omme.

arbejdet er ikke kilderne til al rigdom
naturen er i lige så høj grad kilder til brugsværdierne...