Nyhed
Læsetid: 3 min.

Amerikanske medier: Det Svenske Akademi er eurocentrisk

Det Svenske Akademi er politisk motiveret og anti-amerikansk. Det mener flere amerikanske medier efter uddelingen af Nobelprisen i litteratur til svenske Tomas Tranströmer
Kultur
11. oktober 2011

WASHINGTON DC — Siden den svenske digter Tomas Tranströmer vandt Nobelprisen i litteratur i sidste uge, har flere amerikanske medier bragt kritiske artikler og kommentarer om Det Svenske Akademis uddeling.

Ingen anfægter, at Tomas Tranströmer er en stor poet og har fortjent anerkendelse, men de drysser samtidig malurt i bægeret. Washington Post citerer flere kendere af Tranströmer, der alle roser digteren, men samtidig fremhæver avisen, at syv af de seneste ti modtagere har været fra Europa, og journalisterne finder også anledning til at nævne, at prisen gennem årene er gået til flere svenskere, blandt andre to medlemmer af akademiet selv i 1974.

De fleste amerikanske læsere vil desuden givet reagere med et »Hvem? Virkelig?«, når de hører navnet på vinderen, skriver avisen.

På nyhedssitet Bloomberg skriver forfatteren og journalisten Hepzibah Anderson, at uddelingen af prisen til Tranströmer »intet gør for at genrejse en pris, der i stigende grad bliver beskyldt for at være eurocentrisk, politisk motiveret og anti-amerikansk«.

Og i tidsskriftet New York Review of Books skriver forfatteren og skribenten Tim Parks, at prisen grundlæggende er latterlig, samt at det er fjollet at tage den alvorligt.

Tim Parks gennemgår, hvordan prisen uddeles af 16 svenskere (fordi to medlemmer reelt har trukket sig), hvoraf kun fem er kvinder og kun én født efter 1960, og han stiller spørgsmålstegn ved, om akademiets medlemmer reelt har en mulighed for at have kendskab til de forfattere, de skal forestille at vurdere.

Han når frem til, at medlemmerne, hvoraf de fleste har fuldtidsjob ved siden af hvervet, hvert år bør læse mindst 200 bøger for at kunne danne sig et billede af de forfattere, der er indstillet af eksperter rundt i verden.

»Af disse bøger vil kun meget få være skrevet på svensk og kun få være tilgængelig i en svensk oversættelse; mange vil være tilgængelige på engelsk eller i engelsk oversættelse. Men siden englændere og amerikanere ikke oversætter meget, vil en del af læsningen skulle foregå i franske, tyske eller spanske oversættelser fra mere eksotiske originalsprog.«

»Husk på,« fortsætter han, »at vi taler om digte såvel som romaner, der kommer fra hele verden, og som beskæftiger sig intenst med kulturer og litterære traditioner, som medlemmer af Det Svenske Akademi forståeligt nok ikke ved meget om.«

»Giver det megen mening?« spørger Tim Sparks retorisk.

Amerikanerne slår igen

Nobelprisdebatten er også blevet til en debat om amerikansk litteratur. Igen. For et par år siden kritiserede den daværende sekretær for Det Svenske Akademi amerikanske forfattere for litterært snæversyn, og det har de ikke glemt.

»USA er for isoleret en ø. De oversætter ikke nok litteratur og deltager heller ikke rigtig i den store dialog om litteratur,« sagde Horace Engdahl dengang til nyhedsbureauet AP, hvilket naturligt nok skabte en vis fornærmethed i litterære kredse på den anden side af Atlanten.

Så sent som i her i foråret fandt forfatteren Jonathan Franzen anledning til at give igen på kritikken i et interview i det litterære tidsskrift The Paris Review.

»Folkene i Det Svenske Akademi, der uddeler Nobelprisen, indrømmede for nylig deres gennemgribende mangel på interesse for den amerikanske litterære produktion. De siger, vi er for ø-tænkende, at vi ikke skriver om verden, at vi kun skriver om os selv. Ud fra hvor amerikaniseret verden er blevet, så mener jeg, de tager fejl: Vi siger givet mere om verden ved at skrive om os selv, end en svensk forfatter gør ved at skrive om en rejse til Afrika,« sagde Jonathan Franzen, hvis far i øvrigt var svensk.

Store mandlige narcissister

Men i sidste uge gav en anden amerikansk forfatter og journalist så alligevel Horace Engdahl ret. Under overskriften »Hvorfor amerikanske forfattere ikke fortjener Nobelprisen« skrev Alexander Nazaryan på nyhedssitet Salon.com, at USA's største forfattere selv har valgt at isolere sig, og at de har indpodet unge forfattere med et mantra om, at man kun bør skrive om den verden, man selv kender til. Gør det småt og indvendigt, får de studerende besked på, mener han.

»Den nye generation af forfattere efter Oates, Roth og DeLillo er domineret af Store Mandlige Narcissister— selv de forfattere, der ikke er mænd (eller hvide),« skriver han og navngiver derefter flere af dem, han mener falder ind under den kategori, blandt andet Jonathan Safran Foer og Jonathan Franzen:

»Jonathan Safran Foer er en narcissist forklædt som humanist. Jonathan Franzen forsøger ikke at skjule det, hvilket taler til hans fordel,« mener han og efterlyser amerikanske forfattere, der ikke hænger fast i »Den Kolde Krig, et pistol-svingende Vesten eller svundne jødiske områder i Newark.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Så giv dog prisen til Paul Auster. Nå-nej, man giver jo kun prisen til gamle mænd og koner, der er lige ved at afgå ved døden. Det er en måde at banke dem ned i graven på, så de ikke genopstår for hurtigt.

Og hvorfor fik Borges aldrig prisen - han var vist gammel nok, da Marquez fik den, og gjorde opmærksom på dette misforhold?

Hvordan Nobelprisen i øvrigt nogensinde fået den status, den har i dag, er en gåde. Det er som om prisen gives for at opretholded auraen omkring ... prisen. Du får denne pris, fordi du er en fin kunstner eller videnskabsmand, så du til gengæld kan tilbagekaste glansen til os, så vi kan være en meget fin pris, så I alle sammen ...

Helt galt er det gået med fredsprisen, der er et kapitel for sig. Efter at Al Gore og Barack Obama har fået den pris, har den mistet enhver troværdighed. Enten er kommitéen politisk imbecile, eller også er de gennemkorrupte.

Jeg vil mene, at amerikanernes brok lige nu, er endnu et udtryk for deres nationale mindreværdskompleks. Og meget kan man sige om mindreværdskomplekser, men Amerika har sørme noget at have den i for tiden!