Læsetid: 7 min.

Antropolog blandt de vilde finansfolk

Hvem er de spekulanter og bankfolk, der i stadig stigende grad styrer verden? Det satte den hollandske antropolog og journalist Joris Luyendijk sig for at finde ud af. For hvordan skal vi kunne protestere, når vi ikke ved, hvem vi har at gøre med?
Finansfolkene i City of London er normalt ikke meget for at fortælle om deres job. Men på betingelse af fuld anonymitet er det lykkedes antropologen og journalisten Joris Luyendijk at få jakkesættene i tale.

Finansfolkene i City of London er normalt ikke meget for at fortælle om deres job. Men på betingelse af fuld anonymitet er det lykkedes antropologen og journalisten Joris Luyendijk at få jakkesættene i tale.

Paul Hackett

25. oktober 2011

»Nu skal I høre: Alle hader jer jo. Hader I jer selv? Nej, det gør I ikke. Så hvorfor ikke fortælle om jeres liv, jeres op- og nedture, og hvordan en helt almindelig arbejdsdag ser ud for jer?«

Sådan indledte Joris Luyendijk de mails, han sendte ud til finansfolk i Londons finanscentrum, City of London. Den hollandske antropolog og journalist havde nemlig sat sig for at bruge sin dobbelte baggrund til at undersøge og videreformidle et af tidens helt store og ubesvarede spørgsmål: Hvem er disse finansfolk, der har fået så kolossal magt og så afgørende betydning for vor tid og fremtid? Til hans store overraskelse virkede det. Hvis han lovede at anonymisere dem, ville nogle af Londons omkring 300.000 finansfolk godt fortælle om deres arbejde, fortælle hvad der drev dem, og hvordan de havde det med det.

»Der var faktisk nogen, der under interviewene gav udtryk for, at de var begyndt at føle sig socialt udsatte — at folk, de mødte til middagsselskaber og andre sociale arrangementer direkte gav udtryk for foragt.«

Men det var hverken for bankfolkenes nattesøvns eller for vores andres snagetilbøjeligheds skyld, at Joris Luyendijk satte sig for at gå antropologisk til værks blandt bank- og investeringsstammen.

Luyendijk håbede, at det kunne være en måde, hvorpå han kunne få helt almindelige mennesker til at interessere sig for finansverdnen.

»Det er jo paradoksalt, at vi har en sektor, der betyder så meget for os alle sammen, men som de fleste af os ikke orker at beskæftige os med, fordi den er så kompleks og videnstung,« siger Joris Luyendijk.

Han mener, at det er helt afgørende, at vi interesserer os for finansverdenen. Vi kan nemlig ikke overlade det til vores politikere at holde snor i den overordentlig magtfulde finanssektor.

»Vi har jo fået en demokratisk situation, hvor vi vælger folk, der skal fortælle markedet, hvordan det skal opføre sig, men som i stigende grad bare skal indrette sig efter markedet.«

Uden værktøj

Men som de mange protester i kølvandet på Occupy Wall Street også illustrerede, er det meget vanskeligt at komme med alternative bud på en situation, som man ikke kan overskue.

Selv følte Joris Luyendijk sig på nohet nær bar bund, da finanskrisen ramte i 2008. Som tidligere korrespondent i Mellemøsten kendte han til den beskidte verden, vi kalder politik, men reglerne, koderne og trickene i den finansielle verden havde han som de fleste andre meget ringe kendskab til.

»Så jeg prøvede at læse op på det og tog et kursus i finansøkonomi, men der var en følelse, som blev ved med at nage mig, nemlig den, at jeg for første gang ikke havde de intellektuelle værktøjer til at skille skidt fra kanel. Jeg ville ønske, at der dengang havde været en, der forstod den følelse, og som havde lavet en blog til mig,« siger Joris Luyendijk.

Globaliseret klasse

Så Luyendijk har nu oprettet en blog på den britiske avis The Guardians hjemmeside, hvor han i dag er tilknyttet som journalist. Joris Luyendijk har foreløbig gennemført 10 interview, og selv om de interviewede er meget forskellige, er der en række generelle træk.

»De er først og fremmest en konsekvent globaliseret klasse. Det er næsten umuligt at finde én med engelsk accent i City of London. De kommer fra hele verden, de gifter sig med folk fra andre kulturer end deres egen, de har børn, der taler fem sprog, og de er konstant indstillet på at flytte sig hen, hvor det sker,« fortæller Joris Luyendijk, der mener, at det er en vigtig erkendelse.

»De afspejler et alvorligt misforhold: De er en helt og aldeles globaliseret klasse, der opererer inden for en komplet ufærdig globalisering, når det kommer til det politiske regulerende plan. Men de føler intet ansvar for det sted, de befinder sig. Det er derfor omsonst at lave nationalt baseret regulering,« siger han.

— Nu har du sat dig for at undersøge de ansatte i City of London. Tror du, at det er den samme kultur, man ville finde blandt finansfolk i Holland eller Danmark?

»Det ville selvfølgelig være interessant at se på dem andre steder, men det er netop det, at de ikke er knyttet til noget sted, der er særligt ved dem. De kunne præcis ligeså godt være dumpet ned i Dubai eller Hongkong.«

De mest villige

Et andet gennemgående træk ved finansfolkene i London er, at de har en enorm dedikation til deres arbejde, fortæller Joris Luyendijk. De er der ikke for sjov.

Som en ansat i et finansielt analysefirma i midten af 30'erne beskriver det:

»Nu skal du høre: Den finansielle sektor er ikke raketvidenskab. Der er en masse lingo — jeg mener en MASSE — og du skal beherske den jargon. Men du behøver ikke at være brilliant for at arbejde i finanssektoren, du skal bare være kvik nok og være villig til at arbejde rigtig, rigtig mange timer (...) På mange måder er det en udholdenhedssport.«

Og så kræver det en overmenneskelig vilje til at vinde. Som en børsmægler beskriver det:

»Du har også brug for en masse testosteron, forstået sådan, at du skal have et dybt behov for at vinde, om det så betyder, at du skal rive huden af en andens ansigt om nødvendigt.«

Joris Luyendijk var faktisk overrasket over, at så mange finansfolk underkendte deres egen og deres kollegers formelle uddannelse og endda intelligens.

»Rigtig mange af dem fremhævede, at det, der primært giver én succes, er viljen til den.«

Pengene

Og så er der selvfølgelig pengene. Alle dem, som Joris Luyendijk har talt med, fremhæver pengene som afgørende.

I interviewserien møder vi også nogle af dem, der af den ene eller anden grund omgiver sig med finansfolkene, blandt andet en eks-kæreste, der måtte erkende, at forholdet ikke holdt. Ikke alene fordi hendes kæreste altid ville vælge en arbejdsopgave frem for hende, men også fordi hans forhold til penge skræmte hende.

Hun fortæller: »Engang fortalte jeg ham, at jeg var ligeglad med hans penge. Jeg gik ud fra, at han ville elske mig for det, da det betød, at jeg ikke havde valgt ham for hans penges skyld. Tværtimod! Han ville gerne have, at jeg til dels havde valgt ham for pengenes skyld.«.

Frygt

Joris Luyendijks interesse for finanssektoren var også drevet af et stort undre-spørgsmål: Når der nu er tale om nogle af verdens bedste hjerner, hvorfor så de så ikke, at det hele var ved at gå galt og råbte op?

Det slog ham under interviewene, at finansfolkene beskrev en kultur, hvor frygt fylder en del. Som en af de interviewede siger: »Så sent som i denne uge blev en af mine kolleger kaldt ind til chefen og fyret. Bare sådan uden videre. Han fik ikke engang tid til at samle sine ting sammen. Det var slut. Han havde ikke lavet en fejl, han havde bare ikke nået sine mål. Senere blev jeg kaldt ind til chefen. Jeg fik at vide: 'Du skal ikke være bekymret, du klarer dig godt'. Det er City of London i en nøddeskal, mennesker bliver brugt og smidt væk som ting.«

En anden startede interviewet således: »Hvis min chef læser dette, bliver jeg fyret. Så du kan afsløre, at jeg er headhunter — eller 'recruiter', som vi kalder det. Du kan skrive, at jeg er en kvinde i starten af 30'erne, at jeg er fra et lille land på det kontinentale Europa. Flere detaljer kunne afsløre mig. Men jeg tror, at du har detaljer nok til, at jeg kan forklare, hvorfor jeg hader mit job så dybt.«

De historier er vigtige for at forstå, hvorfor det gik så galt — og kan gå galt igen, mener Joris Luyendijk: »Prøv at forestille dig, hvad frygten gør ved en arbejdskultur. Hvis jeg havde en oplevelse af, at jeg kunne stå nede på gaden med mine ting i en lille papkasse om fem minutter, ville jeg nok også holde mig fra at kritisere The Guardians redaktionelle linje,« siger Joris Luyendijk.

Mange små ...

I arbejdet for at forstå finansverden gennem dens aktører har Joris Luyendijk bedt The Guardians læsere om hjælp. Her er han — ligesom det er tilfældet i den danske debat — flere gang stødt på mere konspiratoriske forestillinger om, at finansverdenen bevidst har opbygget et komplekst system med den hensigt at holde sig uden for demokratisk kontrol. En af interviewpersonerne fortæller da også: »Du bruger mange timer på at memorere begreber og genkende mønstre. Så bruger du mange timer på at skrabe en god løn sammen, mens du bruger begreberne til at intimidere udenforstående.«

Men at det skulle være udtryk for en egentlig strategi, tror Joris Luyendijk ikke på — desværre.

»Så ville vi jo kunne rulle det tilbage igen,« siger han og medgiver, at det er klart, at der er en tilbøjelighed inden for finanssektoren til at udvikle et sprog, der kan være ekskluderende — ligesom det gælder inden for den medicinske profession.

»Men der er desværre ingen central koordinering, der sigter på at holde os andre ude, intet fælles mål eller nogen fælles forestillinger om systemet. Der er en helt masse mennesker, der hver yder deres lille bidrag med det resultat til følge, at vi har et stort og helt uigennemskueligt system.«

Joris Luyendijk vil arbejde videre på interviewene resten af året. Og mødet med finansfolkene har allerede sat spor i han egen hverdag. Som han skriver på sin blog om en morgen, hvor uret ringede tidligt, fordi han havde sat sig få at nå en svømmetur før redaktionsmødet, og han var ved at rulle om på den anden side igen.

»Så tænkte jeg: Dont be a wanker, act like a banker

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Det lyder som de alle samme er psykopater, uden rødder men fikseret på penge og sucses og uden ansvar for deres handlinger.

Men at påstår at finansverden er videnstung, er da noget af et selvmål, hvilket jo også afkræftes af deltagerne.

Det er så i skyggen af denne dekadence hos 1 % af jordens befolkning, at politikkerne prædiker ansvarlig økonomisk politik.

Lise Østerberg Bahr

Konklusion må så være:

Næste opbygning af - pyramide, bjerg, borg, bliver af endnu hårdere kaliber - med flere "buffere" for den 1ne % til at modstå de 99 % - for alle skal jo lære - også i MammonKredse - og de på toppen - og deres efterkommere - overlever jo altid, (skidt at være anbragt midt imellem eller i bunden) - dvs. hårdt arbejde at komme til TOPS - der hvor det både blæser og stormer, men hvor også solen skinner fra hele 360 grader.

De 99 % tæskes så "atter rundt i manegen" - el. det de selv TROR er selvvalgt ageren, for de har/får ikke tid til at løfte blikket for at ORIENTERE sig - Tid til OMTANKE og HANDLING - det skal den kreative klasse nok sørge for at sætte effektive stoppere for.

Den kreative klasse ved godt hvor de vil være, og hvor andre skal være - for at være (til) for dem.

Spørgsmålet er så - hvornår indser de 99 % dette, og får samlet kræfterne til højere grad af indflydelse ?

Niels-Simon Larsen

Det her minder om ”Det tredje riges frygt og Elendighed”. De kunne jo have været nazister hele banden med deres underkastelsesmentalitet og lyst til at udslette andre.

Disse håndlangere er moralsk/etisk fordærvede, men grunden til, at de kan optræde hver dag, er, at befolkningerne vælger politikere, der beskytter dem. Selv Obama er en ’wanker’, som en artikel her i bladet refererede.

Det danske lånecirkus er mindre, men ikke bedre.

Den vestlige verden bygger på en religion, der klart siger, at man ikke både kan bygge på Gud og Mamon. Ha,ha, ha! Det går da fint. Så det er i den inderste kærne af vores system og tænkning, at forfaldet stortrives.

Lise Østerberg Bahr

Niels-Simon Larsen.

OG se bare en masse Scientology-money og andre "Tvind-mølleprojekter" der er genereret gennem tiden:

Først skyder små skud - der bliver til tykkere grene af selv samme slags - altså kredse/møde-"steder" - hvor nogle få har fundet ud af udnytte andres tillid og arbejdskraft- ved hjælp af tilskudsregler og andre finurligheder, så disse "hjælpeløse" mennesker kan få "hjælp" - hvor mange "relgiøse" ? udnytter disse hjælpeløse - start med - Vatikanet - / Scientology, Den Gyldne Cirkel - Jehovas Vidner and so on - som ringe i vandet har de bredt sig - "bidt sig fast" - overalt - ud til alle kroge i samfundet.

Sådan er mennesket åbenbart - eller ?

Jeg har faktisk ondt af de mennesker. Jeg kan godt lide lønningerne, men er det pengene værd?

12-14 timers arbejdsdage, næsten ingen ferie, et job med megen lille jobsikkerhed, succeskriterier man ikke er herre over og et arbejde, der konflikter med ens værdisæt.

Niels-Simon Larsen

Kan man forestille sig, at en af disse finansfolk efter arbejdstid lavede en redekasse i kælderen til en mejsefamilie?

Når jeg ser dem på film, synes jeg altid, at de bærer tydelige autisttræk, og det vil sige, at vi betjener os af syge mennesker. Det er der i sig selv ikke noget galt i, når bare vi ikke gav dem lov til at køre hele samfundsklasser på røven.

Vores økonomi betjener sig af to ekstremer: Slavefabrikkerne i de fattige lande og bankernes amoralske finansfolk. Og ’vores økonomi’ er os, vælgerne.

Leif Højgaard

Lise - du kan ikke sætte Vatikanet i samme bås som Jehovas Vidner, som var det eneste trossamfund, der stod fast og nægtede at gå på kompromis med Det 3. Rige selvom det betød at de blev anbragt i koncentrationslejre eller blev henrettet for deres tro. I marts 1939 besatte Ungarn, med støtte fra Nazityskland, Karpato-Ukraine. Jehovas Vidners arbejde blev underlagt forbud, og rigssalene blev lukket. Myndighederne mishandlede brutalt brødrene og sendte mange i fængsel.

Senere blev Ukraine invaderet af nazistyrker. Under den tyske besættelse begyndte præsterne at ophidse folkemængden mod Jehovas tjenere. I Galicien kom det til voldsom forfølgelse. Vinduer i Jehovas Vidners hjem blev smadret, og mange brødre blev brutalt slået. Om vinteren blev nogle brødre tvunget til at stå i koldt vand i flere timer fordi de ikke ville gøre korsets tegn. Nogle søstre fik 50 slag med stokke. Flere brødre måtte bøde med livet fordi de bevarede deres uangribelighed. For eksempel henrettede Gestapo Illja Govutjak, en heltidstjener fra Karpaterne. En katolsk præst havde overgivet broder Govutjak til Gestapo fordi han nidkært forkyndte Guds rige. Det var en tid med hårde prøvelser. Men Jehovas tjenere stod fast. Der er tusindvis af lignende livsberetninger, som man undres over aldrig har fundet vej til medierne.

Spørg selv næste gang de manger på din dør om det er rigtigt, at de holder sig adskildt fra 'Verden' og alle dens anliggender. Det er altid godt at trænge lidt dybere under overfladen

Halv rodet artikel, der forsøger at bilde os ind at disse hjernedrenge har en særlig evne til at se hvilke æbler, der rådner indefra, hvilke regnskaber der er sminkede, hvilke banker og virksomheder der vil synke i grus uden det knager først. Men sagen er at de agerer i et system der er skruet sammen på deres præmisser. Det ultimative matadorspil - og ok hjernedrengene er gode til det spil, men for at citere en trods alt brugbar sætning fra artiklen:

»Vi har jo fået en demokratisk situation, hvor vi vælger folk, der skal fortælle markedet, hvordan det skal opføre sig, men som i stigende grad bare skal indrette sig efter markedet.«

Vi kunne jo ta' at be' vores politikere om at stille krav til gennemskueligheden, transparensen, i systemet.

Etablere Statsbank, statsdrevet revision og de mange i spekulationsbranchen, der vil blive arbejdsløse ved sådanne tiltag kunne passende blive ansat i statsbanken, statsrevisionen og skattevæsenet. Så ville de nok kun tjene 30.000 pund om året, men de ville få et liv med familie børn og social ansvarlighed, og det er ret meget værd - for alle.

’Kapitalisme’ er tydeligvis et erkendelsesmæssigt bevidsthedsproblem, :-):

Når mennesker indskrænker deres ’forståelser’ af sociale sammenhænge til overvejende at opfatte disse monetærøkonomisk, altså ved hjælp af abstrakte kvantitetssymboler, således som det sker, når sociale aktiviteter reduceres til indbyrdes bytterelationer formidlet af ’penge’, altså til ’monetariseret markedsøkonomi’, fortrænges de konkret sanselige og emotionelt oplevede aspekter af ’virkeligheden’.

Og i forsøgene på ’videnskabeligt' at kontrollere 'virkeligheden’(:-)) ved hjælp af disse, principielt uendelige, :-), kalkulationer af netop monetariseringernes abstrakte kvantiteter af kvalitetsløs ’bytteværdi’ forsvinder ’virkeligheden’ i tallenes ’jungel’.

Hvis menneskene så overvejende handler socialt og politisk ud fra sådanne ’forståelser’, har det den psykologiske ’feed-back’ effekt på dem, at de hele tiden aktualiserer deres animalsk-genetiske rovdyrsnatur (som trods alt kun er eet aspekt af deres biologi,:-)) i en, ganske vist ’abstrakt og civiliseret’, :-), uendelig ’grådighed’, eftersom ’tallenes forståelsesformer’ er en strukturering af abstrakte uendeligheder.

Det skyldes at ’målet’ for de menneskelige aktiviteter i den 'civiliserede', altså monetariserede, markedsøkonomi (kapitalisme) så reducerende bliver ’forstået’ som den uendelige forøgelse af regnskabs-bundlinjernes abstrakt-kvantitative mængder af ’bytteværdier’:

Kapitallogikkens ’system’, der bevidsthedsmæssigt ifølge Joris Luyendijk er uden ”central koordinering” og uden ”fælles forestillinger om systemet”, kan således forstås som den menneskelige forstands ’forhekselse’, her gjort synlig ved artiklens (antropologens?) påstand om, at der bag fotoillustrationens ansigter skulle skjule sig ”nogle af verdens bedste hjerner”, :-).

Med venlig hilsen

-ehm-

Meningen var jo netop ikke at stille de spørgsmål som
Christian Degner åbenbart gerne så stillet - meningen var og er at lave et antropologisk felt-arbejde blandt -ahem- 'vilde finansfolk.'

Læg iøvrigt mærke til brugen af ordet 'vilde' foran ordet 'finansfolk'. På engelsk kan vilde oversættes til enten 'wild' eller 'savages', altså henleder det betydningen på antropologens arbejde blandt de vilde (savages) i 1880ernes Afrika f.eks. I den forstand dækker overskriften vel artiklens indhold ganske kort.

Antropologen har udført et felt-arbejde et for ham ganske ukendt sted, nemlig finansverdenen. Og her han brugt sine antropologiske metoder og analyser for at få sammenhæng i det, de her finansfolk siger og gør.

Og for mig at er det ganske spændende og nyttigt at få et (omend kortvarigt) indblik i, hvordan finansfolk tænker og handler. Og hvorfor de gør som de gør.

Finansfolkene for mig at se er underlagt kapitalismens (skjulte) logik, akkumuler, akkumuler, akkumuler - profit. Og helst så meget som muligt. Og cheferne sidder jo og bestemmer........de bestemmer f.eks. at der er bestemte som man indenfor denne her verden skal arbejde på, ellers er det ud. F.eks. skal man nå sine mål, ellers er det ud - og det i en ruf...

Jeg kommer sådan til at tænke på Death of a Salesman by Arthur Miller, som vi læste i gymnasiet. Hvorfor mon? Måske fordi Biff? ikke nåede sine mål som sælger af (brugte) biler, og derfor også blev fyret -præcis som den unge fyr i artiklen bliver det.

Leif Højgaard

Mark Thalmay - @12:59 - det er meget flotte formuleringer, ja nærmest finanslyrik. Nu forstår jeg bedre at det var så vanskeligt at kæmpe sig igennem mit HD studie i Regnskabsvæsen. Jeg kan berolige dig med at der ikke findes mange økonomer, som virkelig er i stand til at formulere et økonomisk ræssonement så klart og præcist som du har gjort. At holde begreberne tæt ved jorden så at almindelige mennesker kan følge med er en kunst som kun beherskes af de virkelige kongeørne. En af dem - salige professor Palle Hansen - en af de få økonomer med jordforbindelse - kan netop fejre 100 års jubilæum i år. Inspireret af hvad han hørte og så på en studierejde til USA i 1950, tog han det store spring fremad og omsatte det økonomiske basisræsonnement til den operationelle regnskabsmodel, som nu er alment accepteret i dette land under navnet ‘Bidragsregnskabet’ eller ‘Kapacitetsregnskabet’. Det var en formidabel pædagogisk bedrift at sadle den danske regnskabsverden om - fra regnskabsteknisk fordelingstænkning til økonomisk bidragstænkning - især i relation økonomiske betragtninger, som rækker ind i fremtiden, hvor tidsfaktoren spiller en væsentlig rolle ved partielle lønsomhedsbetragtninger.
Nu her et ½ århundrede senere hvor private og halvoffentlige virksomheder i løbet af de sidste 10 år igen har indfført ERP-systemer og ABC-Accounting, sidder lederne dog stadig fanget i - selvkostregnskaberne - med fuld fordeling af alle kapacitetsomkostninger - uden en viden, som der er behov for. Man må undrer sig over at en model fra en for længst svunden fortid kan få en sådan rænecance. På den anden side er det vel en naturlig følge af, at der ikke har optrådt en tilstrækkelig kvalificeret og faglig kritik blandt fagets udøvere.

For det første må vi endnu engang konstatere, at vores økonomistyringsprofession i høj grad undertrykker fagets etiske og sociale dimensioner til fordel for de økonomiske og tekniske dimensioner.
For det andet må vi håbe, at økonomistyringsprofessionen vil tage ved lære af de konstaterede mangler, som den globale udvikling på finansmarkederne og overvurderingen af den amerikanske »superøkonomi« med dens overoptimistiske markedsøkonomiske ledelsesopskrifter, der skjules i regnskabsvæsenet.
For det tredie bør vi som økonomifolk og revisorer revurdere vores professionelle rolle og identitet og forholde os mere aktivt og kritisk til økonomistyringens evige dilemmaer: Afvejningen mellem økonomisk logik og social etik, mellem neutral faglig troværdighed og økonomisk-politisk involvering, mellem informationens objektive sandhed og informationens subjektive pragmatiske effekt.
Om det nogensinde skulle blive anderledes tvivler jeg på.

Jette Abildgaard

Christian Degner,

Vi er enige, men Christian.......moed disse mennesker og, du vil vide at de er - for nu at sige det paa godt Dansk - HAMRENDE ligeglade og, totalt hjernevaskede og ens, ens, ens - klaedt i samme toejmaerke, klippet hos samme frisoer, kommer i samme fitness club etc. etc.!!!

I deres verden er der KUN penge og, angsten for pludselig ikke laengere at vaere paa toppen!!!

Naar du mister dit job i den verden, mister du ofte ogsaa alt andet, - du bliver som et ligegyldigt fnug - dine eks kolleger ser dig ikke paa gaden, ringer ikke til dig, tager ikke telefonen, din kaereste forsvinder.......de er BANGE for at blive set med en ''taber'' - mest fordi de ved, at om 5 minutter kan det vaere dem selv.....og....du er IKKE hjemme, - ved maaske ikke laengere hvor dette er, om noget sted...

både de og vi andre er vel noget opmærksomme på:

( fra det Kommunitiske manifest )
De tidligere små middelstandsfolk, de små industridrivende, småhandlende og små rentenydere, håndværkerne og bønderne, alle disse klasser synker ned i proletariatet, dels fordi deres kapitaler ikke er tilstrækkelig til storindustriel virksomhed og må ligge under i konkurrencen med storkapitalisterne, dels fordi deres faguddannelse mister sin værdi ved de nye produktionsmåder. Proletariatet rekrutteres altså af alle befolkningsklasser.

-----------

det som måske kan undre os andre noget er:
at finansfolkene m.m., som mennesker, ikke synes at være mere foruroliget pga. det, end de p.t. synes.

Niels-Simon Larsen

At vi i mange tilfælde nærer slanger ved deres bryst, når det gælder finansfolk, burde ikke komme bag på nogen. De er ikke spor anderledes end så mange andre – fulde af numre. Det burde stå lysende klart for ansvarlige politikere valgt af ansvarsbevidste vælgere. Det gør det ikke, og vi ved godt hvorfor - - - .

Nej, borgerne glemmer, at finanspolitik er et pyramidespil, og over enhver bank (undtagen fælleskasser og de gamle sparekasser) burde der stå: ”Godtroenhed straffes med økonomisk ruin”.

En tidligere artikel handlede om at skille bankerne i pæne og grimme, hvor de sidste kunne få lov at optræde som rovdyr, uden sikkerhedsnet. I den forbindelse vil jeg spørge mine ærede, talknusende meddebattører, hvad der blev af Bikuben og Sparekassen. Jeg ved godt, at de blev opslugt eller ’overgik’, men hvorfor? Var det ikke noget med, at vi lod os lokke i fedtefadet og gerne ville sætte hus og hjem ind på rouletten? Altså ussel mammon igen.

Hvorfor, jeg ved godt et meget naivt spørgsmål, men hvorfor skal vi, der er trænet i hovedregning gennem Hovedstadens Regnebog, undgælde for dem, der ikke gider lægge to og to sammen?

Der findes glubske hajer og dumme gæs. Det må man da også have lært i skolen.

Heinrich R. Jørgensen

Mark Thalmay har ganske ret. Alt drejer sig om erkendelsesmæssige begrænsninger.

At være mennesker er ikke noget man er. Det er noget man kan gøre sig til, ved at opføre sig menneskeligt. Undlader man, forbliver man et dyr.

Kernen i menneskers ageren, handler om at lade ens fornuft og ens etik være styrende for ens valg. At man spørger sig selv om man ville bryde sig om, at andre gjorde som én selv.

Finansverdenen er det modsatte. Det er befolket med frygtsomme dyr, hvis eneste berettigelse er søge tilfredsstillelse via den kunstige målestok de er trænet i at måle alt i, at tilfredsstille sine instinkter til at søge egen overlevelse (at undgå at blive nakket), og at være ligegyldig med konsekvenserne af ens handlinger.

Et umenneskeligt samfund (fællesskab) skyldes at nogle mennesker har ladet sig gøre til u-mennesker.

Lars R. Hansen

Hvem bestemmer hvem, der er umennesker?

Hvad gør man med umennesker?

Hvor hørte vi sidst i menneskets historie om umennesker?

Jeg gad godt se alle interviewsne. Der er ingen tvivl om, at nogle mennesker inden for finanssektoren arbejder 70 timer om ugen for ussel mammon, men jeg vil gerne vide om Luyendijk også har siddet og interviewet almindelige familiefædre eller om han har været lidt mere selektiv omkring hvilke interviews han har gået videre til redaktion med?

Heinrich R. Jørgensen

Lars R. Hansen har ret.

Der findes næppe umennesker. Til gengæld findes umenneskelighed.

Der en rettelse af tidligere kommentar nederste afsnit, til:
"Et umenneskeligt samfund (fællesskab) skyldes at nogle mennesker har undladt at opføre sig som mennesker (dvs. har opført sig som bæster)"

@Heinrich

Der findes masser af umennesker, det er nok de fleste, men vi plejer jo at benævne dem ved deres egne navne, kakerlakker, rotter, haj osv.

Anna von Sperling

jamen Rasmus Larsen, du kan da se alle interview efterhånden. Det er en del af projektet at lægge det hele frem. Hold øje med den journal på Information.dk der hedder Finansverdens stemmer der ligger de første og vi vil lægge dem op efterhånden som der kommer nye. God fornøjelse!

@Niels-Simon Larsen

Sparekassen nordjylland blev til SparNord bank.

Mange sparekasser sluttede sig sammen i SDS og fusionerede med bl.a. bikuben til Unibank. I dag hedder det Nordea.

Joris Luyendijks:

"Når der nu er tale om nogle af verdens bedste hjerner, hvorfor så de så ikke, at det hele var ved at gå galt og råbte op?"

Jeg må indrømme at jeg ikke rigtigt forstår hvor han får dette udgangspunkt fra om at det skulle være nogle af verdens bedste hjerner der arbejder i den branche. I følge interviewcitaterne er intelligens over middel og den deraf følgende evne til refleksion, sans for perspektiver, eftertænksomhed etc ikke ligefrem en fordel, nok snarere tværtimod.

Det synes i stedet som om fuldstændig mangel på empati og etisk sans er nogle af hovedevnerne, der vil kunne bringe en til tops. Derudover en villighed til at overlade hele sit vågne liv i firmaets hænder, med så lidt selvstændig tænkning som muligt.

Niels-Simon Larsen

@Torben: Tak for oversigten, men jeg mangler svaret på hvorfor. Det hurtige svar må være, at sparekasserne kørte for langsomt rent økonomisk og folk gerne ville op i gear. Penge, penge.

Der er to grene i alt det her: 1. Alle er mere eller mindre grådige. 2. De enormt grådige kan vi andre ikke lide.

Jeg synes, at fokus skal være på den dumme vælger. Det er ham/hende, der gennem sin stemme vælger de forkerte politikere. Fokuserer vi på de moralsk/etisk korrupte typer, kommer vi ikke videre.

Anna von Sperling: Jeg har læst nogle af dem. Jeg synes specielt, at interviewet med matematikeren var fascinerende (overraskende mange af computermodelbyggerne inden for finanssektoren er matematikere og fysikere, der egentlig ikke har studeret handel eller økonomi).

Jeg tænker også mest på, at undersøgelsen ikke nødvendigvis er særlig repræsentativ. Luyendijks projekt er jo ikke et forskningprojekt, men et projekt i at sælge aviser. Desuden kan det tænkes, at det hovedsageligt er de mere desillusionerede ansatte, der vil udtale sig og ikke dem, som har det godt med, hvad de laver. Endelig kunne det være, at Luyendijk har sorteret nogle af de kedelige interviews fra?

Når det er sagt, synes jeg stadigvæk, at det er en spændende interviewserie.

Umoralske, Pengefikserede, overfladiske og beboere i en verden, hvor mennesker blot er tomme arbejdsredskaber.
Jeg tror ikke det var et dårligt (eller tilfældigt) valg, af forfatteren Bret Easton, at lade sin hovedperson i American Psycho, Patrick Bateman, arbejde i den amerikanske finanssektor.

Umoralske, Pengefikserede, overfladiske og beboere i en verden, hvor mennesker blot er tomme arbejdsredskaber.
Jeg tror ikke det var et dårligt (eller tilfældigt) valg, af forfatteren Bret Easton, at lade sin hovedperson i American Psycho, Patrick Bateman, arbejde i den amerikanske finanssektor.