Læsetid: 5 min.

Den arabiske sommer

Tunis er et mylder af sanselige oplevelser, nattelivet leves fuldt ud til den lyse morgen, og gæstfriheden er fortryllende. Kort sagt: Tunesien blomstrer af muligheder og gode oplevelser, men alligevel er landets identitetskrise efter revolutionen allestedsnærværende
Det Arabiske Forår har ikke sat en stopper for tunesernes livsglæde og gæstfrihed. Men samtalerne med dem har taget en anden drejning – i stedet for politik er det nu religion, de snakker om.

Det Arabiske Forår har ikke sat en stopper for tunesernes livsglæde og gæstfrihed. Men samtalerne med dem har taget en anden drejning – i stedet for politik er det nu religion, de snakker om.

Alvaro Leiva

Kultur
15. oktober 2011

Det er mandag aften, jeg er taget ud med nogle af de tunesere, jeg har mødt hernede, som jeg på meget kort tid er blevet overraskende gode venner med. Vi er i en isforretning i Nabeul — en lille, men charmerende by en time fra hovedstaden Tunis. Det er en helt almindelig forretning drevet af en ældre herre og hans kone. De sidder i hjørnet og ser tv, der viser noget om det kommende valg. Jeg ser ud af min øjenkrog og kan ikke undgå at lægge mærke til deres ansigtsudtryk. De sidder helt forstenede og klinede til fjernsynet. Der er sorg at spore i deres øjne. Bekymringerne har sat sine spor i deres ellers så fredelige ansigter som dybe linjer; hver linje med sin egen skjulte historie.

Jeg har svært ved at identificere dette ældre ægtepars kvaler: De burde være glade, de burde juble over det nu overståede arabiske forår og glæde sig over en ny og bedre fremtid for deres børn, børnebørn.

Frygtløse

Hvor kommer sørgmodigheden så fra, spørger jeg mig selv? Det er første gang, jeg møder dette syn, for de unge mennesker, jeg indtil videre har mødt, lever i bedste velgående. De lever — næsten — som europæere uden bekymringer, uden frygt lever de deres liv i overhalingsbanen, såvel i familielivet som i studielivet og deres sociale liv.

Det slår mig pludselig, at dette ægtepar også har engang været unge og været fulde af håb; de har også engang troet på en bedre fremtid — været frygtløse. De har levet et liv i desperat længsel efter muligheder, et fredeligt liv og frihed. De har levet et liv i et uendeligt helvede, oplevet franskmændenes koloniherredømme og var underlagt et diktatur. De har levet et liv, hvor de har måttet erkende nederlag og affinde sig med at være nederst i fødekæden. Jeg ser ikke længere rynkerne og de triste øjne, jeg ser sandheden om livet som fange.

Vestligt frisind

Min is er begyndt at smelte ned ad min hånd, jeg bliver helt forlegen, kigger forvildet rundt i håb om at finde mine venner, men får ikke øje på andet end alle plakaterne med Che Guevara, der hænger, hvor Tunesiens forhenværende præsident Ben Alis ansigt engang hang. Der indser jeg, at håb ikke nødvendigvis er aldersbetinget, hvorefter jeg går ud i natten med et smil på læben i den smukke Nabeul.

I flere dage og prøver jeg at finde ud af, hvor dette folk er på vej hen, og hvor det kommer fra. Det franske har sat sit tydelige præg i sproget, i de unges sind og tankegang og især i mainstreamkulturen. Når man går ned i basaren i byen, bliver man tiltalt på fransk. Man siger bonjourog ça vatil taxachaufføren, lytter til fransk musik og ser franske film, når man træder ind i tunesernes hjem. Det europæiske frisind har også sat sine tydelige spor på trods af den ellers så konservative mentalitet, man finder hos den ældre generation: Alkohol sælges i alle større supermarkeder, der er et fantastisk natteliv at finde i Tunis, hvad enten det er på et eksklusivt diskotek eller på en strandbar, så fester tuneserne til den lyse morgen — drenge som piger, unge som gamle.

Nogle gange bliver man et kort sekund i tvivl om, hvorvidt man egentlig er på en bar i Blanco Beach i Tunis eller på et diskotek i Danmark. Og dog, når man kan høre bølgerne bruse 10 meter væk og den lette, kølige brise suse forbi, er man ikke tvivl om, hvor man befinder sig.

En ny æra?

Jeg mindes for seks år siden, da jeg sidst var i Tunis på charterferie med familien. Jeg kan huske, hvor overrasket jeg dengang var over den store gæstfrihed, der var i dette fortryllende land, som mere end noget andet mindede om et eventyrland. Jeg blev tiltalt på høfligste manér af nærmest alle, jeg kom i kontakt med. Inden jeg fik set mig om, var jeg engageret i dybe samtaler med gadesælgeren, alt imens jeg var i færd med at prutte om prisen for et kashmirsjal i basaren i Sfax, med tjeneren over de lækreste grillede fiskeretter på havnerestauranten i Monastir, og med taxachaufføren, som for en slik kørte frem og tilbage mellem strandene, seværdighederne og de smukke ruiner.

Disse samtaler handlede hverken om vejret, dagens hændelser eller naboens hund. Nej, det var tunge sager, nemlig politik, for folk var ikke bange for at tale om utilfredsheden med den daværende regering — og dette til trods for den manglende ytringsfrihed i landet.

Forskellen er tydelig at mærke i dag: Snakken har taget en anden drejning, dog er det i samme tonefald, det nye mene ivrigt diskuteres, med samme mishag: emnet er religion. Selv om det er noget, man respekterer dybt, og landet nærmest ligger i dvale under ramadanen, er man bange nu, som man aldrig har været det før; bange for det ukendte.

Efter at have levet i et land med undertrykkelse af enhver form for religiøs tilbøjelighed er der nu stor frygt for, at de mere ekstreme muslimske partier vil komme til magten og vende op og ned på alt, hvad der hidtil har været kendt — forhadt, men stadig kendt. Der er allerede en tendens at spotte, for man ser flere og flere kvinder med tørklæde eller niqab på, hvilket tidligere var et yderst sjældent syn på gaderne i storbyerne. Det er en besynderlig erfaring at gøre sig som vestlænding: tørklæde som reaktion på frihed?

Et land i dilemma

Jeg oplever noget, jeg hidtil ikke har oplevet: Jeg kan ikke gennemskue dette samfund. Dog lægger jeg mærke til en ting: Der er en kæmpe kløft mellem den ældre generation og den yngre. I takt med en globalisering godt hjulpet på vej af sociale netværk og vestlige medier er de unge begyndt at se anderledes på verden end deres forfædre. De er begyndt at gøre oprør, men mod hvad? Der mærkes trods alt stadig en stor patriotisme, en nationalfølelse og kulturfølelse, som er et særsyn hos de unge i Danmark.

Jeg tager derfra med en erkendelse: Tuneserne er i en form for identitetskrise. Det kan sammenlignes lidt med en teenager, der skal finde sin plads i verden som individ; finde sig selv og bevise sit værd. Det er dét stadie, denne nation befinder sig på. Først nu har den fået en stemme, og først nu — efter 130 års undertrykkelse — skal indbyggerne tage stilling til deres land, deres liv.

 

Sham Husain er 21 år og bor i Aarhus, hvor hun studerer medicin på 6. semester. Hun var en måned i Tunis fra juli til august i forbindelse med et udvekslingsophold, hvor hun arbejdede på fødselsafdelingen hos Center de Maternité Tunis

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her