Læsetid: 4 min.

Avantgarde og folkelighed

Den gamle guldgraverby San Luis Potosi i det midtvestlige Mexico løb hurtigt tør for ædle metaller, men personlighed flyder den stadig over med. Har man endnu ikke mod på landets hovedstad, og er margaritaer under en sombrero på stranden ikke nok til at give ens ferieliv mening, er San Luis Potosi det perfekte sted at smage på Mexico
San Luis Potosi byder på klostre, samtidskunst, museer og udflugter. Den er natteliv, shopping og fingerflet i parkerne. Centro Historico, byens midtpunkt, er fredet og smækfuldt af både seværdigheder, rare steder at hænge ud og god gammeldags gang i gaden.

San Luis Potosi byder på klostre, samtidskunst, museer og udflugter. Den er natteliv, shopping og fingerflet i parkerne. Centro Historico, byens midtpunkt, er fredet og smækfuldt af både seværdigheder, rare steder at hænge ud og god gammeldags gang i gaden.

Remedios Valls López

15. oktober 2011

Lyden af San Luis Potosi er PTIZZzzzzzzz ... når gorditas, quesedillas, tortillas og de utallige andre majsbaserede brød bliver smidt på panden sammen med kylling, chili, kartofler, chorizo, ost ... PTIZZzzzzzzz lyder det fra en gadebod. PTIZZzzzzzzz lyder det fra dineren. PTIZZzzzzzzz lyder det fra cantinaen. Overalt i gadebilledet laves der mad, konstant og hele tiden. Det lyder som en kliché af Mexico og er det sikkert også, men ikke desto mindre er det sandt. Ligesom det er sandt, at mexicanere i provinsen går med sombrero — således ligger butikkerne med de spektakulære og særdeles nyttige hatte ude i den del af gågaden, der med sit mere afskallede præg primært befolkes, ikke af turister, men af byens indbyggere på indkøb.

San Luis Potosis specialitet er elote— majskolber. Ikke de der solgule søde gnallinger, man kender fra Danmark, men massive kolber af grove og blege majs, der både spises on the cob, i brød og i retter som pozole, hvor majsene i selskab med bunker af saftig kylling svømmer rundt i en heftig, men underspillet rød sovs. Har man bare lidt kærlighed til den ædle kunst at hælde i hovedet, kan man bruge uger i San Luis Potosi uden at lave andet. Gorditas — små papirtynde oliestegte brød, der svuppes op som et pita og fyldes med lækkerier, for bagefter at blive overhældt med salsa — er sammen med majsgryden pozole nærmest en del af den luft, potosinere indånder.

Bag markisen

I det sydvestlige San Luis Potosi, nær prestigebyggeriet Centro Cultural Universidad, løber gaden med det beskedne navn Paseo de los derechos humanos, som består næsten udelukkende af små og store cantinaer, der serverer Gorditas y sopas— nogle cantinaer hedder faktisk bare det. Som f.eks. et familiedrevent sted over for hospitalet San Angeles: Mellem en rød og en falmetgul markise går en dør ind til et skjult paradis med plads til godt 80 personer. Indretningen består af små borde med rød, blomstret voksdug på, gule reklameplastikstole fra Squirt og røde ditto fra Coca cola, halvsjofle malerier af unge kvinde, der ælter gorditas-dej, og bagerst ligger en indhegnet have fuld af papegøjer. I midten af den med blik og presenning overdækkede cantina ligger to gule huse adskilt af opvaskeområdet. En gammel dame tusser frem og tilbage mellem gaden og sit værelse i det ene hus, og en lille buttet dreng tager professionelt og venligt mod bestillinger for kort efter at vende tilbage med plastiktallerkner bugnende af dampende nylavede gorditas.

Forrædere

Men San Luis Potosi er naturligvis andet end et ædegilde. Den er franciskanerklostre, samtidskunst, museer og udflugter. Den er natteliv, shopping og fingerflet i parkerne. Centro Historico, byens midtpunkt, er fredet og smækfuldt af både seværdigheder, rare steder at hænge ud og god gammeldags gang i gaden: Idyllen bliver nemlig jævnligt brudt af politiske manifestationer — også her i turistmylderet.

Foran bystyrets bygning på byens hovedtorv skratter rørende salonmusik vibrerende ud fra højttalere dag efter dag og opfylder to vigtige funktioner: Den bidrager til stemningen af at være hensat til 20'ernes caféliv i smukke og nyligt frigjorte koloniale omgivelser — og gør opmærksom på bondebevægelsen Movimiento Antorchista, der ikke deler det postkortbillede af San Luis Potosi, som tegnes af myndighederne. Bønderne har svoret at blive hængende som en megafonraspende, folkedansende og farverig torn i øjet på de dominerende partiers — Partido Revolucionario Institutional (PRI) og Partido Acción Nacional (PAN) — lokale herredømme indtil valget i 2012:

»Potosinere og mexicanere — ikke én eneste stemme i 2012 på hverken PRI eller PAN: korrupte forrædere og undertrykkere,« står der på banneret, der vajer over en pavillon fra forrige århundred. Blandt bevægelsens krav er hospitaler og skoler til befolkningen uden for og i byernes randområder og bæredygtig omgang med naturen, og kravene fremsættes medbåde propagandistisk og festligt.

Kunst- og kulturmekka

Vil man have et indtryk af de forskellige sider af Mexico, som en stor provinsby kan fremvise, bør man naturligvis også vandre uden for turistruten. Fortsætter man f.eks. ad Escobedo et par blokke nordvest for centrum, rammer man det nye museum for samtidskunst, hvor det i sommer var fotografen Adela Goldbards postkoloniale genfortolkning af beatnikken Jack Kerouacs On the Road, der var hovedattraktionen. Sammen med koloniadministrationens statsfængsel, der nu er omdannet til kunst- og kulturmekka for lokalbefolkningen, viser museet for samtidskunst, at nok har det gamle 'Parti for Institutionel Revolution' skuffet på mange fronter, men kunsten er ikke blevet nedprioriteret i Mexico, og at næsten et århundred efter murmalernes guldalder i 1920'erne, hvor salonmarxister som Diego Rivera bemalede både ministerier og præsidentpalads, er avantgarde stadig for folket.

I parallelgaderne nord for hovedstrøget Caranza/Los Bravo kan der shoppes i både street-, hipster- og undergrundsretning, og her står de unge potosinere ikke tilbage for deres generationsfæller i Mexico City.

Bevæger man sig herfra længere mod nordøst, kan der krydses rundt i timevis i smågader, der viser et mere dagliglivsagtigt San Luis Potosi, som i sin al sin slidthed er æstetisk fuldt på højde med det übersanerede Centro Historico. I de perifere smågader kan man også få et smugkig ind i forstadiet til det, man resten af døgnet fylder sig med: Her slæber arbejdere i formiddagstimerne den ene sæk efter den anden med majsmel ind ad bagdøren til byens old school-tortilleriaer.

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu