Jeg var ankommet til stedet i mørke, men jeg så ingen katte, ingen grå katte, kun nogle biler, der stod parkeret i de dertil indrettede felter. Jeg hørte træernes susen og kiggede op på den stjerneklare himmel. Et sted i nærheden løb en lille å, Lilleåen, ud i en større å, Storåen. Jeg hørte åens brusen, men markerne var ikke til at se, heller ikke bakkerne, der strækker sig gennem landskabet. Jeg betragtede det murede teglstenshus med det kuppelformede tag, et hus for sten og stjerner, tegnet af Per Kirkeby. I huset findes der en geologisk samling, og i nærheden er der en stjernekikkert. Og jeg skal love for, at himlen denne aften var prydet med stjerner. Husene tilhører folkehøjskolen Skærum Mølle.
Da skolens talsmænd besluttede at bede Per Kirkeby tegne stenhuset, sagde skeptikerne på egnen, at han nu ikke var hvem som helst, og så svarede forstander Gudrun Aspel: »Det er vi heller ikke.«
En bil parkerede. Jeg vedblev med at lytte til træernes susen og betragte stjernerne og huset med det kuplede tag, men kunne høre manden, da han steg ud af bilen, stor og kraftig. Han tiltalte mig på de indfødtes sprog, men jeg hørte accenten, den engelske accent, da han spurgte, om ikke det var her, ham islændingen skulle tale. Jo, sagde jeg, det var mig, der var islændingen og mødt op her for at tale.
»Vi ses,« sagde han og gik ind i bygningen.
Inde i foredragssalen havde jeg lagt mine bøger på bordet. Da jeg kom ind lidt efter, stod han og undersøgte dem. Han betragtede bøgerne, kiggede på mig og sagde:
»Jeg har læst alle dine bøger, undtagen den her.« Han stod med Beatlemanifestet,og så gav han sig til at fortælle mig historien om dengang, han var en lille dreng, født 1941 i Skotland, men flyttet til Liverpool, hvor en af hans barndoms- og ungdomskammerater var John Lennon og med ham de andre fra Quarrymen. Det var David Ashton, manden, der skrev den beretning, som jeg tidligere har henvist til: The Vanished World of Woolton. Childhood with John Lennon.De voksede op i Woolton-distriktet.
»Når jeg tænker tilbage, husker jeg John Lennon som en stor vismand, der bekymrede sig om, hvad der blev af folk,« siger David Ashton et sted i beretningen og fører det ikke mindst tilbage til Biolettis barbersalon i Penny Lane, når de lyttede til de samtaler, der førtes dér. De aflyttede også samtalerne i en kaffebar ved havnen, hvor kommunisterne sad, ikke fordi de var særlig optaget af deres meninger, men fordi de bed mærke i, hvordan de formulerede dem.
Med tanke på John Lennons behændighed med ord er denne baggrund særdeles interessant. Mens vi snakkede, reciterede David Ashton et digt, der blev til i disse ungdomsår, og som han ville mene, at John Lennon var forfatteren til. Jeg bad ham skrive digtet ned på et stykke papir, og her kommer det:
If you did not know what you
do not know. Then you would
not know what you do know.
If you do know what you did
not know then you would not
know it any way.
Then that makes sense because
it does not make sense
Because you would not
know what you do not know.
I virkeligheden er dette digt ikke så forskelligt fra de digte, man kan finde i Lennons digtsamling In His Own Writefra 1964, men David Ashton fortalte, at de kun havde været nogle smådrenge, da digte som dette opstod. Ikke desto mindre peger digte som dette også ind i fremtiden, mod sange som How: How can I feel something when I don't know if it is a feeling ...bortset fra, at fornemmelsen dér er blevet modnet, skærpet og disciplineret. Hvad der begynder med ungdomsårenes vrøvlevers, det som englænderne kalder nonsense poetry,udvikler sig hen imod et modent billedsprog med paradokser og strålende verslinjer, der bærer hinanden.
Jeg har også set tegninger, der er blevet fundet i gamle stilebøger og dødsboer, og som tilbyder et morsomt indblik i denne ungdomsverden, som er så speciel og interessant, men i realiteten fuldkommen ligesom alle andre steder. Sådan er dette fundament under litteraturen, denne historie, der udspiller sig alle steder, men på hvert sted på sin særlige måde, ganske lige- som da Beatles sang I want to hold your hand,og det gav genlyd over hele verden som et kampråb fra et gammelt bjerg, et forklædt råb på mere kærlighed, på en bedre verden.
David Ashton var biavler, journalist og digter, og hele den gruppe, der var mødt op til højskolens aftenprogram, var utrolig underholdende, forkæmpere for havenes frihed, en kvægbonde, der havde lavet en jernbanestation om til et kunstmuseum, en skoleleder med idealer, en forfatter, der havde rejst verden rundt i en rullestol og skrevet rejsebøger, bl.a. en om Island. Han var kommet ud for en arbejdsulykke, da han skulle undersøge gamle sager oppe på et høloft, der gav efter. Og så selvfølgelig Gudrun Aspel, som ikke er hvem som helst, kort sagt, masser af udmærkede mennesker og et virkelig morsomt program, store diskussioner om litteratur og samfundsspørgsmål, og om Island som et formindsket billede af en pantsat verden.
Netop på denne egn er mange huse belånt helt op til tagryggen efter samme finansbobleopskrift som hærgede Island, og ude i landsbyerne fik jeg historier fortalt om bankfolk, der ikke turde gå ud af deres huse, fordi de havde puttet folks sparepenge i nogle tåbelige fonde, som nu var forsvundet i den blå luft.
Programmer som dette står og falder ikke kun med det, som forfatteren har at give sine tilhørere, det går også den modsatte vej. Hvidbogen var netop udkommet på dansk. David Ashton tog aktivt del i diskussionen, og da programmet sluttede, fik vi lejlighed til at snakke bedre sammen. Han inviterede mig hjem til sig, og nogle dage senere, da jeg havde flintret omkring forskellige steder og hørt et utal af historier, besøgte jeg ham i en lille landsby, hvor bistaderne fyldte haven og honningen flød, bl.a. ned i min te.
I sin afhandling eller beretning om Liverpool-årenes forsvundne ungdom fortæller David Ashton om den sidste gang, han mødte John Lennon i barbersalonen hos Bioletti i Penny Lane. Det var kort efter, at »She Loves You« var udkommet, og John Lennon var derfor blevet meget kendt. David var på det tidspunkt elev på en dansk folkehøjskole, den i Rødding, og da John Lennon spurgte ham, hvad han lavede, fortalte han ham om Grundtvig og folkehøjskolernes indretning, hvordan det enkelte individ skulle have lov at udfolde sig uanset sin sociale position, og at eksamener ingenting betød, hverken en adgangsgivende eller en afsluttende eksamen. Det fandt John Lennon bemærkelsesværdigt.
Senere stiftede han bekendtskab med Grundtvigs ideer gennem Åge Rosendahl Nielsen, der var leder af en alternativ højskole ved Thisted i Thy, New Experimental College, som den hed på engelsk. Det er vigtigt at bide mærke i dette, for netop i disse år er John Lennons ideer og retfærdighedsfølelse i færd med at få et socialt, eller ligefrem socialistisk præg, sådan som det videre bliver understreget i interviewet med Tariq Ali og Robin Blackburn i Den Røde Muldvarp, Red Mole,som jeg henviste til. Det er i disse år, at sange som Working Class Hero og Imagine bliver til, og selv om de har befæstet deres plads, er de kun én af strengene i Lennons guitar, lige så vel som sange som» Gimme Some Truth« og »How«, skønt disse ikke er lige så kendte.
David Ashton var ikke kun biavler, journalist og digter, han var også socialist, radikal socialist. Han var specielt optaget af vores keltiske rødder, og hvordan Irland og dele af England og Skotland gennem denne arv var forbundet med de nordiske lande. Han fulgte særdeles godt med i islandske forhold og sendte mig en masse materiale om samfundssituationen, artikler om Letland, Grækenland og Irland, for David Ashton var internationalist og så tingene i deres sammenhæng. Han var fast besluttet på at komme til Island, hvor jeg ville vise ham Reykjavík, eller i det mindste Vogarkvarteret og Breiholt, så ville han vise mig sin ungdoms Liverpool, Penny Lane, stedet hvor Biolettis barbersalon lå, men hvor der nu er café, og Woolton-distriktet, The Woolton Village, i det mindste Strawberry Fields, Frelsens Hærs Hjem for Unge Piger og markerne, hvor kaninerne hoppede rundt og legede.
David Ashton fandt folkeafstemningen om Icesave storslået og sagde, at den indebar et kolossalt vigtigt budskab til den almindelige befolkning over hele verden, for overalt i verden lægges der mere vægt på penge end på velfærd, hvorfor det er nødvendigt, at befolkningen tillader sig at tvivle på sin forpligtelse til at betale krakkede finansforetagenders gæld. David tolkede islændingenes protest imod Icesave som en etisk protest.
Han sendte mig digte, og vi udvekslede digte. Og han ville ikke kun have den engelske oversættelse af mine digte, men også originalteksten, for han gjorde sig talrige overvejelser omkring slægtskabet mellem sprogene, engelsk, de skandinaviske sprog og islandsk. Så fortalte han mig, at han var blevet syg, og at jeg ikke ville høre fra ham det næste stykke tid. Så kom der en mail, et digt, og så lang tavshed, og i september 2010 førte hans sygdom ham i døden.
Spørgsmålet var ikke hvorvidt, men hvor vi ville mødes næste gang, og sådan er det naturligvis stadig, skønt det hverken bliver i Vestjylland, i Liverpool eller i Reykjavík, men et eller andet sted ude i universet, hvor ordene flyder som regn ned i deres kopper og skyerne svæver som syltetøj og diamanter og solen ikke skammer sig, selv om den bliver nødt til at gå med briller, ligesom drengene i Liverpool.
Oversættelse ved Erik Skyum-Nielsen
