Klumme
Læsetid: 5 min.

Burger med p og en scorereplik

Er unge mennesker af i dag dummere, end vi andre af i går var? Det spørgsmål dukkede op på en togtur. Svaret kunne kun blive, at det er de ikke, måske er de ligefrem klogere. Men derfor kan de jo godt være dumme at høre på
Er unge mennesker af i dag dummere, end vi andre af i går var? Det spørgsmål dukkede op på en togtur. Svaret kunne kun blive, at det er de ikke, måske er de ligefrem klogere. Men derfor kan de jo godt være dumme at høre på
Kultur
21. oktober 2011

Den unge pige i det overfyldte tog fra Københavns hovedbanegård fortalte den unge mand, der sad ved siden af hende, at hun ærlig talt var lidt småsulten. Mens hun sagde det, så hun ned på den brune pose, han havde i skødet. Han åbnede den straks og fremdrog en halvspist burger. Værsgo, sagde han. Han tilføjede, at han alligevel ikke selv kunne spise mere af den. Jeg sad over for den unge mand. Til venstre for mig, ved vinduet, sad der endnu en ung pige først i tyverne. På den anden side af midtergangen sad deres fire venner, en pige og tre drenge. Syv unge mennesker først i tyverne, der oven i købet skvadrer i kor, er ikke lige favoritplaceringen for en ikke så lille herre i sin bedste alder, med tung taske og en flaske lunken kildevand til 22 kroner, men der var ikke andre ledige pladser.

Den unge pige tog taknemmeligt imod den halvspiste burger, så forskende på den og spurgte den unge mand, der havde givet hende den, om den var med pik. Deres udsendte er selv fædrene ophav til et antal piger og har derfor god øvelse i at lukke ørerne — eller i alt fald lade som om han absolut ingenting har hørt, heller ikke tilfælde af rene uhyrligheder. Nej, sagde den unge mand. Øv, sagde pigen så, men puttede alligevel burgeren i munden. Af den videre samtale fremgik det selvfølgelig, at det var Deres udsendte, der havde hørt forkert. Pigen spurgte ikke den unge mand, om den halvspiste burger var med pik, hun spurgte om den var med pickles.

Jeg kan nemlig godt lide pickles, sagde hun. Det kunne den unge mand også, sagde han. Men der hvor han havde købt burgeren, havde de ikke flere med pickles. Ærvligt, sagde pigen. Ja, skideærvligt, sagde den unge mand.

Alle syv unge i begyndelsen af tyverne, især pigerne, speedsnakkede. Et rasende højt tempo, men de artikulerede sådan set tydeligt nok. En anden éns ører opfatter vel bare for langsomt. Men jeg forstod nu godt den påfølgende drøftelse og analyse af en bestemt scorerepliks anvendelsesmuligheder samt vurdering af dens kvalitet. Det var pigen ved vinduet, ved siden af mig, der præsenterede den. For at dem på den anden side af midtergangen også skulle kunne høre, hvad hun sagde, var hun nødt til at råbe temmelig højt og lige ind i mit venstre øre.

Er unge mennesker af i dag dummere, end vi andre af i går var? spurgte jeg tænksomt mig selv. Svaret kunne kun blive, at det er de ikke, på ingen måde faktisk, måske er de ligefrem klogere. Men derfor kan de jo godt være dumme at høre på. Scorereplikken, der blev sat til debat, blev sagt af en ung pige af de syvs bekendtskab ved en fest, på et tidspunkt hvor festen så småt var begyndt at komme i gang. Man skal se og høre det for sig. Den unge pige går hen til en fyr og siger flg. til ham: »Du, jeg ser jo fantastisk ud, og du er o.k., så skulle det ikke være os to? — altså bare for i aften, ikke.«

At være eller ikke at være o.k.? Jeg forstod på de syv, at den pige, de talte om, virkelig så fantastisk ud. Det var der ingen tvivl om, men desværre var hun nok lidt for meget klar over det selv, bemærkede pigerne — både hende til venstre for mig, hende der nu var færdig med at spise resten af den burger, som den unge mand havde spist første halvdel af, og pigen på den anden side af midtergangen.

Man kan jo ikke bare gå ud fra ...

Pigen fra festen, der så fantastisk ud, var, bortset fra det fantastiske, måske misundelsesværdige udseende, pisseirriterende og pisseselvoptaget, forstod jeg. Men hvad jeg forstod og ikke forstod, var naturligvis pisseligegyldigt, det var ikke mig, det drejede sig om. Jeg eksisterede ikke rigtig. Det gjorde min kiksede taske og min pissedyre kildevand heller ikke. Jeg var noget noget, der sad og tronede sådan lidt til venstre, men ellers midt i flokken af de syv lidenskabelige debattører, som de unge mennesker pludselig forvandlede sig til. Spørgsmålet var: var det en god score- replik, pigen havde sagt ved festen? Kunne den bruges? Ved den pågældende lejlighed virkede den ikke, blev det oplyst — af en af pigerne, der ikke syntes, det var ærvligt, men fuldt ud ratfærdigt. Hvorfor virkede den ikke? Fordi den unge mand, hun havde sagt den til, var et par år ældre end pigen, replikkens bærer. Han havde sagt til hende, at hun kunne rende ham. Så fantastisk ser du sgu heller ikke ud, havde han tilføjet, men det var løgn. For meget kunne man sige om pigen, men hun så virkelig helt fantastisk ud.

Hvad nu, hvis hun havde spurgt en fyr på sin egen alder? Ville replikken så have virket? Det var op og ned, ikke lige til at afgøre, det kom an på. Det var der enighed om. Den unge mand over for mig mente ikke, at den ville virke. Den ville ikke virke på mig, sagde han. Og hvorfor ville den så ikke det? spurgte de andre. Han rødmede. Det er fint nok at være o.k., mumlede han, men når pigen ligefrem selv gør opmærksom på, at hun ser fantastisk ud, antyder hun jo, at man egentlig ikke er god nok til hende. Og i øvrigt skal hun da heller ikke bare gå ud fra, at man synes, hun ser fantastisk ud.

Debattørerne var inde på det samme, det blev også konklusionen. Men kunne replikken så slet ikke bruges? Jo, det kan den, sagde en af pigerne. Hvis det er en fyr på en 17-18 år, eller en gammel lumrepik på over 50. De vil kun være lykkelige for, at en pige synes, de er o.k. Så blev det heldigvis Næstved. Debatselskabet af september 2011 stod af.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Andreas Prætorius

I den sammenhæng vil jeg gerne oplyse at mange ældre mennesker (30 og opefter) også er dumme at høre på :)

Peter Andreas Jørgensen

Den første vits, min far lærte mig:

Hun til tjeneren: Hvad kan De anbefale?
Tjeneren: Kan De li' pickles?
Hun til tjeneren: Ja, men hvor ved De fra, at jeg hedder Lis?

Andreas Prætorius

....

Brian Pietersen

c¨,)