Baggrund
Læsetid: 4 min.

Med danskerne i Dødens Dal

Frontalt. Krigsberetninger fra Irak og Afghanistan regner ned over danskerne for tiden, både som fakta og fiktion. På hver deres måde forsøger de at komme tæt på den krig, der både fascinerer og forskrækker os. Men det er sjældent, at det lykkes
Kultur
14. oktober 2011
Soldat. Armbåndene tager Jacob Christensen aldrig af. De er et symbol på den samhørig-hed, han har med sine soldater-kammerater. Medaljen fra Forsvaret har ikke samme værdi.

Soldat. Armbåndene tager Jacob Christensen aldrig af. De er et symbol på den samhørig-hed, han har med sine soldater-kammerater. Medaljen fra Forsvaret har ikke samme værdi.

fra bogen

Ansigt til ansigt med Taleban, al-Qaeda og krigens gru. Personlige frontberetninger, nærgående soldaterportrætter og thrillere, der til forveksling ligner virkeligheden, myldrer i øjeblikket frem i de danske boghandler.

De er alle skrevet af eller i tæt samarbejde med tidligere danske soldater og forsøger på hver deres måde at få os til at begribe den fjerne og forfærdelige, men også fascinerende krig, som de har udkæmpet i Basra, i Green Zone og i Afghanistans uvejsomme bjerge.

Ligesom den anmelderroste dokumentarfilm Armadillotager de læseren med ud på slagmarken, hvor blodet flyder, lemmerne rives af, vennerne dør, og idealerne kommer til kort.

De forsøger at flå pænhedens camouflage af, komme under huden på den officielle fortælling om brave unge mænd, som »gør en forskel«, og få os til at forstå, hvad det i virkeligheden vil sige at være i krig, hvad det er for en pris, de betaler, hvordan det er at slå ihjel — og leve med det bagefter.

Men det er langtfra altid, at det lykkes at få et læseværdig resultat ud af anstrengelserne, uanset om soldaterne forsøger sig i dagbogs-, reportage- eller fiktionsgenren. Først og fremmest fordi beretningerne er skrevet af danskere, om danskere og til danskere.

De er med andre ord både énsidige og éndimensionelle.

Bundet som soldaterne er af deres militære tavshedspligt, hensynet til deres familie og venner, loyaliteten over for kammeraterne, over for forsvaret og over for den opgave, de er sendt ud for at løse, skøjtes der gevaldigt meget rundt i klicheernes overflade.

Og desværre formår ingen af dem at formidle den anden side af beretningen. Både Afghanistan som land, Taleban og den afghanske civilbefolkning forbliver silhuetter, statister og karikaturer, hvis funktion udelukkende er at levere kolorit til de egentlige helteberetninger.

Distancen skæmmer

Det er imidlertid stor forskel på de krigsberetninger, som byder sig til. På en klar førsteplads kommer Soldaten — i krig og kærlighed.Det er journalist Rikke Hyldgaards fortælling om Jacob Christensen, der som 22-årig tager til Helmand for at bekæmpe Taleban. Som gruppefører og chef for sine kammerater kommer han på en hård prøve, ikke mindst, da han selv er ved at blive dræbt og mister kampmodet.

Portrættet af Jacob, hans familie og nærmeste soldaterkammerater er både velskrevet og tankevækkende. Og i bedste Armadillo-stil fortæller han om de drømme, der får ham til at gå i krig, den barske virkelighed i Green Zone, angsten, de søvnløse nætter, om den forandrede Jacob, der vender hjem og må skrotte både kæreste og karriere. Men også denne frontberetning har sine begrænsninger.

Selv om Rikke Hyldgaard har fulgt den unge sergent i flere år for at skrive bogen, lykkes det hverken hende eller andre at afæske Jacob, hvad han mener om krigen i Afghanistan.

»Jeg har satset mit liv for det, som Danmark sagde, var det rigtige,« lyder han standardsvar. »Det var min måde at gøre noget for nogen på. Jeg synes, at jeg skyldte det for alle de privilegier, jeg er vokset op med.«

Og det kan læseren så lægge i, hvad han vil.

Det næstbedste bud er Med støvlerne på,skrevet af premierløjtnant Søren Sjø-gren, der har været både i Irak og Afghanistan som chef for 25-30 mand.

Til forskel fra Rikke Hyld- gaards journalistiske fortælling om Jacob, har Sjøgren skrevet en dagbogsagtig øjenvidneskildring, smækfuld af soldaterlingo og operative frontberetninger, hvor kuglerne flyver ham om ørerne. Her er væsentlig mindre eftertanke og tvivl, men til gengæld masser af action og bravado.

I modsætning til den velformidlede personlige beretning om Jacob, forfalder Sjø-gren især i bogen sidste tredjedel til en militær rapportstil, som man skal være militært uddannet for at finde bare middelmådigt interessant.

»3. deling er blevet angrebet af fjenden. Min vagtpost kan se, hvorfra der bliver skudt og lægger byger med det lette maskingevær ned i fjendens stillinger,« lyder et typisk afsnit i den del af bogen, der nærmest virker som en afskrift af de notater, han har brugt på sine debriefinger.

Til gengæld kan læseren få lært, at 'Oskar' altid er kaldenavnet for patruljens radiomand, at TIV betyder kamp ( Troops In Contact) og REMF ( Rear Echelon Mother Fuckers), eller 'at Stabsgokker' er en mindre venlig betegnelse for de soldater, der går og spiller den af i de sikre lejre.

Ønsket udgangspunkt

Et tredje bud på en krigsberetning er thrilleren Shadow Army.Det er en hårdtslående voldforherligende beretning begået af den 43-årige jægersoldat Thomas Rathsack, der i mangel af ytringsfrihed har kastet sig over fiktionen.

I klassisk actionstil følger man den 34-årige danske jægersoldat Michael Plessner, der sammen med sine kolleger bliver sendt til Afghanistan for at fange eller likvidere en gruppe al-Qaeda-terrorister, som har sprængt den danske ambassade og ambassadør i Islamabad i luften.

Fiktionen til trods er det svært ikke at få en fornemmelse af, at Rathsacks nye beretning kommer ubehageligt meget tættere på virkeligheden end så mange andre fortællinger fra Afghanistan.

Især hvad angår specialstyrkerne såkaldte c apture-or-kill-operationer, der har til formål at fange eller likvidere så mange Taleban og al-Qaeda-ledere som muligt.

Mens Plessner selv forbliver en hårdtpumpet, ureflekteret tegneseriefigur med ni liv i bagagen, får man overraskende nok her et vist indblik i den afghanske kultur.

Gennem beretningen om den pashtunske bondedreng Jaweed, hvis familie bliver gidsler i de danske jægersoldaters opgør med al-Qaeda, oplever vi de civile afghaneres sårbare situation, dilemmaerne ved den pashtunske traditions skrappe æreskodeks, og man fornemmer forfatterens forståelse og respekt for de mennesker, han selv har sat sit liv på spil for.

Og hvor ville Shadow Armydog have været en bedre bog, hvis det havde været udgangspunktet for fortællingen.

Alt i alt udgør de tre krigsbøger altså en blandet buket, som underholder, fascinerer og forskrækker, javel, men desværre ikke så meget mere.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her