»Jeg må sgu sige, at jeg bliver lidt sur over, at de citerer mig for noget, jeg aldrig har sagt.«
Sådan lyder reaktionen fra Kim Leona, som er den konsulent, der behandlede støtteansøgningen til kortfilmen Chloé Likes Olivia. Hun er i dag spillefilmskonsulent ved Det Danske Filminstitut og altså ikke længere tilknyttet New Danish Screen.
Hun har ladet Information se det afslag, hun sendte til filmens instruktør Mette Kjærgaard og manuskriptforfatter Jenny Lund Madsen nævnt ovenfor.
»Her er det tydeligt, at jeg anerkender, at historien er et trekantsdrama båret af jalousi. Men jeg skriver også, at jeg aldrig rigtigt bliver fanget af dramaet, der på mig virker meget konstrueret, netop til formålet at lave en lesbisk film for lesbiske. I konstruktionen taber de deres hovedkarakter, Chloé, undervejs i handlingen således, at manuskriptet mere fremstår som et lesbisk opgør frem for en universel coming of age-historie. Og det var lige præcis det, der stod i deres egen ansøgning — nemlig at de ville lave en universel coming of age-historie med en ung kvinde, der udvikler sig i mødet med seksualiteten og kærligheden,« siger Kim Leona fra Filminstituttet.
Manglede kompleksitet
»Jeg synes, at filmen mangler kompleksitet og fordybelse, både hvad angår tematik og karakterer. Jeg forholdt mig altså specifikt til den ansøgning, der lå på mit bord. Og det er jo en kunstnerisk vurdering. Vi forsøger ikke at detailstyre de film, vi støtter.«
— Så du har hverken foreslået at sætte en mand ind som en af tre hovedroller, eller at en af kvinderne i stedet blot skulle begynde at 'fornemme', at hun var lesbisk?
»Nej, aldrig nogensinde. For jeg har jo aldrig mødtes og snakket med dem om filmen, og i mit afslag anfægter blot, at jeg ikke synes, det her er den universelle historie, de ligger op til, men i højere grad en film om lesbiske for lesbiske. Så kan det godt være, at de selv læser det med manden ind, men det har jeg altså ikke skrevet et ord om.«
— Men kan filmen ikke være universel, blot fordi den omhandler et rent lesbisk trekantsdrama?
»Jo, og jeg har selvfølgelig intet imod, at folk er lesbiske og har i øvrigt selv lesbiske veninder. Og jeg har heller intet imod, at de er hovedpersoner i danske film. Hvis bare det er en historie, der på en eller anden måde er universel, såfremt det er det, der er blevet lagt op til i støtteansøgningen. Og jeg vurderer hele tiden projektet op imod det de selv skriver.«
»Det, jeg hører dem sige i artiklen, er, at der er en politisk agenda i det her afslag. Men det er ikke, hvad jeg tager stilling til. De tror, at de får et afslag, fordi deres film handlede om tre kvinder frem for en mand og to kvinder. Og det er helt helt forkert og er i øvrigt ikke den begrundelse, jeg benytter i afslaget.«
Der mangler lesbiske
Spillefilmskonsulent Kim Leona understreger desuden, at hun deler opfattelsen af, at der mangler danske film med lesbiske hovedpersoner.
»Man behøver jo bare at tælle,« konstaterer hun og uddyber:
»Men for så vidt er det ligegyldigt, om de er lesbiske eller ej, hvis historien er god nok, bør den fortælles. Og det er lige præcis det, der er pointen. At historien ikke nødvendigvis behøver at handle om deres seksualitet. For 'lesbisk' og 'politisk korrekthed' behøver ikke stå og blinke med rødt udover det hele. Tag nu f.eks. filmen ' R' fra sidste år. Den handler om fængselslivet og satte en debat i gang i Danmark om hele fængselsmiljøet. Men jeg ved, at det ikke var derfor, menneskene bag ' R' fortalte historien. Det gjorde de blot, fordi det var en god historie. At det så kaster en debat af sig, er jo rigtig godt. Men det må være den vej rundt, for det er ikke min opgave at sidde og vælge, hvad der skal diskuteres politisk. Så skulle jeg være blevet politiker.«
