Læsetid: 6 min.

Det enkelte menneskes synspunkt

Krigsgenerationen er næsten uddød, og der er heller ikke mange krigsforbrydere tilbage. Nu er det børnebørnenes synsvinkel, der dominerer, og de får øje på den enkeltes idealisme, mener historikeren Claus Bryld. Anden Verdenskrig fremviser nye facetter
Modstand. Et billede fra juli 1942 viser Sophie Scholl, hendes bror, Hans Scholl (til venstre), og Christoph Probst.

Modstand. Et billede fra juli 1942 viser Sophie Scholl, hendes bror, Hans Scholl (til venstre), og Christoph Probst.

7. oktober 2011

»Der er ingen tvivl om, at det er relativt nyt, at man kan skildre nazismen, set fra det enkelte menneskes side. Det var jo tidligere helt tabueret,« siger historiker Claus Bryld. Afstanden i tid betyder meget, mener han.

»Krigsgenerationen er jo næsten uddød, og der er heller ikke mange krigsforbrydere tilbage. Så mister emnet sin følsomhed.«

Ifølge Anette H. Storeides Arven efter Hitler viser undersøgelser endda, at børnebørnene i tyske familier ser bedsteforældrene som ofre og anskuer krigen i et modstandsperspektiv.

»Bedstefar var ingen nazist,« er løsenet, som en forsker siger i bogen.

Claus Bryld nævner de biografiske fremstillinger af Erwin Rommel og general Friedrich von Paulus, der gik over til Freies Deutschland og bekæmpede nazismen, som eksempler på fremstillinger, der dels ser de to feltherrer indefra, dels skildrer dem som relativt sympatiske. Filmen Der Untergang ser næsten også sagen fra Hitlers synsvinkel og endelig nævner Bryld den nye tyske film Hvis ikke os, hvem så? om Rote Arme Fraktions Gudrun Ensslin, som ganske vist ikke tilhørte krigsgenerationen, men den efterfølgende generation, den, der gjorde oprør mod den nazistiske forældregeneration. »Også den er set fra hendes side,« siger han.

»Men nu er det børnebørnenes synsvinkel, der kommer frem. Og der kan man få øje på, at de unge i Det Tredje Rige godt kunne være idealister, der i det mindste i de første år ikke vidste, hvad der foregik.«

Løget skrælles

I 2006 udkom Günter Grass' erindringer Beim Häuten der Zwiebel. På dansk kom den i 2008, oversat af Per Øhr- gaard, med titlen Når løget skrælles. Den indvarslede på en måde den nye tendens. Grass skildrer her, hvordan han som 15-årig ville melde sig frivilligt til værnemagten, helst til ubådene, og kunne det ikke blive dem, så måske til pansertropperne. Han blev, ligesom den lidt ældre Sophie Scholl, om hvem der netop er udkommet en stor biografi, sendt til arbejdstjenesten. Men i efteråret 1944 blev han indkaldt til Waffen-SS og overlevede mirakuløst at blive sendt til Østfronten. Resten af hans gruppe blev dræbt.

I 2009 udkom Peter Tudvads biografi om Ebba Mørkeberg fra Tarm, der blev sygeplejerske i Det Tredje Rige, og som kom til at opleve Berlins udslettelse i krigens sidste dage. Claus Bryld skrev om den i Jyllands-Posten under overskriften »En sympatisk nazist«, fortæller han og tilføjer, at det dog stadig vakte forargelse i 2007.

I 2010 udkom så Barbara Beuys biografi om Sophie Scholl, »pigen, der trodsede Hitler«, og som den 22. februar 1943 blev halshugget for at dele antinazistiske flyveblade ud. Nu er den netop udkommet i dansk oversættelse ved Hanne Lund.

Fælles for de tre bøger er, at alle hovedpersonerne som teenagere var overbeviste nazister. Günter Grass fortalte om sin fortid allerede i 1963 til forlæggeren Klaus Wagenbach. Blot udkom interviewet aldrig, ikke på grund af Grass, men fordi Wagenbach fik andet at lave.

Men både Ebba Mørkeberg og Sophie Scholl synes at have fortrængt deres fortid. Ebba Mørkeberg kommer først atter i tanke om den, da hun som gammel fortæller sin historie til Peter Tudvad, og han bliver opmærksom på hendes medlemskab af DNSAP. Barbara Beuys dokumenterer, at Sophie Scholl intetsteds i sine dagbøger nævner, at hun har været den stolte gruppefører i Bund Deutscher Mädel, før hun svingede om og blev modstandskæmper.

Bevidstheden

Fælles for alle tre bøger er det imidlertid, at de giver et tæt indblik i bevidstheden hos unge mennesker, der voksede op i Det Tredje Rige. Vi bliver opfordret til at leve os ind i dem, i deres idealisme og bevæggrunde, ingen af dem fremstilles som onde mennesker.

Günter Grass' selvbiografi er »en slags forhør over teenageren Günter Grass, som ikke stillede spørgsmål ved det samfund, han voksede op i, og som derfor kunne få den idé at melde sig frivilligt under fædrelandets faner, når nu fædrelandet forsvarede de europæiske værdier mod de asiatisk-bolsjevikiske horder,« skrev Per Øhrgaard om Grass' bekendelser.

»Helt bortset fra, at det kunne være spændende at deltage i noget stort, når man følte sig spærret inde i en toværelses lejlighed derhjemme og ikke brød sig noget videre om at gå i skole. Det var såmænd lige så skørt at melde sig til ubådene som til Waffen-SS, har han sagt i et interview.«

Øhrgaard understreger, at Grass har gjort op med sin generations »tåbelige heroisme« i hele sit litterære værk, »og det kunne han ikke have gjort så godt og grundigt, hvis han ikke havde kendt den fra sig selv.«

Fam. Scholls retlinethed

Sophie Scholl fatter noget hurtigere den nazistiske ondskab. Det dybt fascinerende ved Barbara Beuys' biografi er det tætte indblik, den via storesøster Inges dagbøger og via storebror Hans' handlinger og venskaber giver i Scholl-børnenes verdensbillede.

Vi følger den kreds, der blev til modstandsgruppen Den Hvide Rose, men først og fremmest får vi en forståelse af, både hvad nazismen i begyndelsen kunne indgyde unge mennesker af mod og idealisme, og hvad deres familiebaggrund betyder.

Det er nemlig den samme retlinede kompromisløshed, der får børnene til at blive medlemmer af Hitlerjugend og Bund Deutscher Mädel, som siden sender dem over i lige så kompromisløs modstand mod regimet.

Deres far, Robert Scholl gennemskuede fra begyndelsen Hitler, moren, Lina Scholl, var før sit ægteskab diakonisse og dybt forankret i en protestantisk kristendom. Familiemottoet var et citat af Goethe: »Modgangens dage/ frejdigt at tage«. (Tysk: Allen Gewalten/zum Trotz sich erhalten.)

»Sophie Scholl var selv blevet opdraget med denne strenge form for retfærdighed. Nu overfører hun af overbevisning det, hun selv har oplevet, til de grundlæggende politiske spilleregler. »Lige så forkert synes jeg, det er, hvis en tysker eller franskmand, eller hvad han nu er, stædigt forsvarer sit folk, bare fordi det er hans folk,« citerer Barbara Beuys hende for. »Konsekvent tænker hun i andre baner: Hvis en politik er ond, må man ønske sit eget folks nederlag for at hjælpe retfærdigheden til sejr.«

Sophie Scholl gik til modstand, fordi hun ikke ville være skyldig, skrev hun. Det kom hun til at betale for, men øjensynlig gik hun i døden med den samme stolthed, som havde fået hende til at tage parti imod nazismen.

Og det havde hun ikke fra fremmede. I familien Scholl taler og handler repræsentanter for das Land der Dichter und Denker imod repræsentanterne for das Land der Richter und Henker. (»Digternes og tænkernes land« over for »dommernes og bødlernes land.«)

Da Lina Scholl hører, at Sophie og Hans er taget af Gestapo, og hendes yngste søn Werner, der er på orlov fra Østfronten, beder hende om at læse et stykke af Bibelen, vælger Lina Scholl Makkabæernes anden bog, kapitlet om kong Antiokus IV, der ødelægger Jerusalem og plyndrer templet. Han tager en jødisk mor og hendes syv sønner til fange og befaler sønnerne at spise svinekød. Én efter én nægter de og bliver henrettet. Da der kun er den yngste søn tilbage, vil kongen have moderen til at overtale sin søn til at spise svinekødet. Men moren beder i stedet sønnen om ikke at frygte sin bøddel:

»Tag døden på dig som dine brødre, så Gud ved nådens tid giver mig dig og dine brødre tilbage.« Den yngste bliver henrettet og til slut også moren selv.

Det forkerte valg

Også hvad angår Ebba Mørkeberg, ser det ud til, at opdragelsen har haft en vigtig indflydelse på hendes valg, selv om dette altså blev det modsatte af Sophie Scholls. Hun voksede heller ikke op i Det Tredje Rige, men i danske Tarm, hvor nazismen alt andet lige må have været på noget større afstand af dagliglivet, og hendes far, der introducerede hende til nazismen, så først og fremmest en bevægelse for større social retfærdighed i nationalsocialisterne.

Man får imidlertid en stærk fornemmelse af, at det er en solid faderbinding, der gør hende blind for forbrydelserne, længe efter at hun burde have indset, hvad der foregik.

Men før hun bliver sygeplejerske, bliver hun barnepige for en familie i Kassel, hvilket givet medvirker til, at hun kan blive ved med at se krigen fra sit frøperspektiv og siden fortrænge, at det egentlig begyndte med, at hun meldte sig ind i det danske nazistparti.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

A propos foelsomhed : Er der ikke en der kunne skrive en bog om partiets Venstres rolle foer og under krigen ... der er vist interesante godbider at skrive om.