Læsetid: 3 min.

Jeg fester gerne med de døde

Er rejsen lidt farlig og besværlig – og kan man ovenikøbet feste med de døde, så er jeg på
Er rejsen lidt farlig og besværlig – og kan man ovenikøbet feste med de døde, så er jeg på
15. oktober 2011

Indrømmet. Jeg drages lidt af det. Af de der rejsemål, der har bare lidt mere kant end de gængse charterdestinationer eller rygsæksfavoritter rundt om i verden. Det skal helst være lidt uberørt, byde på kriller i maven – og så må det gerne lugte bare en snert af død og ødelæggelse.

Jeg falder klart ind under kategorien ’dark tourist’, som begrebet beskrives som af to turismeforskere på side 7. Det har eksisteret i årtier, men det er først for nylig, det har fået et navn. Jeg må desværre indrømme, at jeg nok er den slags rejsende, der drages af andres ulykke, hvor væmmeligt det end lyder.

En stank af lig

Fascinationen startede nok, da jeg i 2005 opsøgte at feste med de døde i det sydlige Madagaskar. Jeg var med, da familier hev deres afdøde onkler, bedsteforældre og børn ud af de store gravhøje for på ny at svøbe knogleresterne ind i friskt, hvidt stof. De dansede lystigt med de døde til musik og under indtagelse af hjemmebrændt rom. Det var smukt at se, hvordan de ærede og mindedes deres afdøde slægtninge med sang, dans, tårer og bønner, selv om der stank sødeligt af lig.

Siden den unikke oplevelse har jeg rejst til Banda Aceh i Indonesien, selv om udenrigsministeriets rejsevejledninger frarådede alle »unødvendige rejser til området på grund af terrortrusler«. Jeg har hjulet rundt på cykel i Mellemøsten med en flok gæve kvinder fra hele verden. Budskabet var fred, da vi cyklede gennem mineområdet i Quneitra i Golanhøjderne og susede forbi kampvogne i Beiruts smadrede gader. Sidste sommer var min kollega, der også er sprogofficer i med russisk som speciale, og som tidligere har rejst i Tadsjikistan, ved at tabe kæben, da jeg lystigt fortalte, at sommerens eventyr skulle være en tøsetur til Centralasien.

»Jamen, Tina, det er jo alt sammen røvere og banditter, der hærger i Pamir-regionen i det sydlige Tadsjikistan. Der skal I vel ikke til?« Jo, selvfølgelig skulle vi det. Det ligger jo kun en flods bredde fra Afghanistan, så hvorfor ikke?

Kom så, adrenalin

Nogle gange er græsset bare grønnere på den anden side (og det er det rent faktisk på den anden side af Pyanj-floden, der adskiller Tadsjikistan fra Afghanistan, kan jeg forsikre). For når man har fået nok af at rejse efter hvide sandstrande, vajende palmer, billige branderter på lurvede barer og lusede backpackerhostels, hvor den sejeste rygsækrejsende er ham, der ikke har vasket hår i en måned og sover i en rispose, så begynder man at søge nye udfordringer. Og for flere af os i kategorien ’dark tourists’ gør det ikke noget, at adrenalinen lige melder sig, når der skal opleves uden for andedammen.

Særlige bånd

Alligevel, når jeg tænker på alle oplevelserne i de 54 lande, jeg indtil videre har besøgt, så er det mødet med mennesker, der altid gør størst indtryk. Jeg husker hundrede gange bedre et kæmpe smil fra en ældre druser i Majdal Shams, Syrien, end jeg husker de 50 kilometers sikkert smukke landskab, jeg havde cyklet igennem for at nå dertil. Fra Kirgistan står billedet skarpere af unge Annas dybe smilehuller og tilfredse blik, efter hun havde disket op med et sandt festmåltid til fem sultne danske kvinder, end af trek i de naturskønne områder i bjergene ved Karakol.

Det stærkeste rejseminde er nu Rasoa: min værtinde på Madagaskar. Der går ikke en uge, hvor hun ikke strejfer mine tanker. I min søgen efter en ekstrem oplevelse i form af famadihanaen (festen med de døde) åbnede hun sit hjem for mig og min daværende kæreste, og i løbet af blot en uge at knyttede vi et helt særligt bånd.

Der var ikke et øje tørt, da vi vinkede farvel til Rasoa og hendes overvældende, kærlige gæstfrihed. Drømmen om Madagaskar revisited er stor – og det er ikke fordi, jeg har abstinenser efter lugten af død.

Det kan godt være, at jeg rejser efter at få anderledes oplevelser. Alligevel er det altid mødet med mennesket, der brænder sig fast på linsen på mit indre polaroidkamera. Indrømmet, efter at have besøgt til ukendte og til tider usikre rejsemål ender jeg med at komme hjem med ganske almindelige rejseminder, som handler meget mere om mødet med (levende) mennesker og gæstfrihed, end fascinationen af det ukendte, død og lidelseshistorier. Der er vel egentlig tale om den slags oplevelser, man lige så godt kan få på bilferie i Sydfrankrig eller på charter i Tyrkiet. Men vejen er bare lidt længere og mere besværlig til Madagaskar.

tina@information.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu