Læsetid: 3 min.

Flybilletten er billigst fire uger inden afrejse

Prisen på et flysæde farer op og ned. Information giver indblik i mekanismerne bag og viser vej gennem prisjunglen
Prisen på et flysæde farer op og ned. Information giver indblik i mekanismerne bag og viser vej gennem prisjunglen
15. oktober 2011

Det kan være ligeså svært at forudsige prisen på en flybillet som at afgøre, hvornår det er favorabelt at handle aktier. Et lille kig på mekanismerne bag de fluktuerende priser, giver et klarere indblik i, hvornår man skal trykke på køb-knappen.

Sådan foregår det

Der er nogle forskellige faktorer, der påvirker prisen på en flybillet. De dage, hvor prisen er høj, er det, fordi der er mange, der ønsker at rejse ud på den pågældende dag. De dage, hvor prisen er lav, er det, fordi efterspørgslen ikke er særligt stor. Flyselskaberne sidder minutiøst og prisfastsætter prisen på et flysæde, alt efter hvordan efterspørgslen er, forklarer Martin Lumbye, der er partner i Momondo.dk, som er Skandinaviens største rejseportal: »Det reglen om udbud og efterspørgsel, der gør sig gældende. Flyselskaberne har hele afdelinger, der arbejder med denne form for dynamiske prisfastsættelse. Her ved man for eksempel, at efterspørgslen på en flybillet ikke er særligt stor seks måneder før afgang, fordi vi er utroligt dårlige til at planlægge. Så er prisen lav. Efterspørgslen begynder at stige omkring to måneder inden afgang. En måned før begynder prisen så at stige eksplosivt til lige inden afrejse.«

Flyselskaberne bruger dynamisk prissætning for at maksimere indtjeningen. De er selvfølgelig interesserede i at fylde et fly op, men det, de er mest interesserede i, er selvfølgelig at tjene flest mulige penge på turen, forklarer Kristian Hvass, der er luftfartsekspert på Copenhagen Business School (CBS). Han forklarer, at fleksibilitet på alle områder er alfa og omega, hvis man vil sikre sig en flybillet til den billigst mulige pris: »Rejs hen til en traditionel sommerdestination om efteråret. Vær fleksibel med dine rejsetidspunkter og -datoer. Flyv hjem til København på en lørdag i stedet for en søndag,« siger han.

Tirsdag kl. 15

Den dynamiske prisfastsættelse, som flyselskaberne var de første med, kender vi i dag også fra hotelbranchen, biludlejning, fitnessabonnementer, biografturer og andre serviceydelser.

»Det kan også være lidt svært at gennemskue, om man nu har fået det billigste tilbud på det givne tidspunkt. Det er den risiko, der ligger i den form for prissætning,« siger Mads Mølgaard Braüner, der er jurist i Forbrugerrådet. Tænk Penge under Forbrugerrådet lavede en undersøgelse i 2009, der stemmer meget overens med, hvornår Martin Lumbye mener, man skal købe sin flybillet. De undersøgte prisudviklingen gennem 10 uger på flybilletter i ni europæiske storbyer. For stort set alle rejserne gjaldt det, at prisen ligger fast indtil fire uger før afrejse. Derefter stiger billetprisen til det dobbelte. Flyselskaberne er omvendt heller ikke interesserede i at sælge billetterne for billigt til en start, så flyet bliver fyldt for tidligt op.

»De vil gerne have fyldt kabinen op, men de vil også gerne have nogle sæder tilbage, som de kan sælge dyrt til den forretningsrejsende, der huhej vilddyr skal af sted, og hvor prisen ikke spiller en rolle. Der er jo altid en eller anden direktør derude, der skal til New York i morgen, og for ham spiller der ingen rolle at betale 10.000 kroner for den tur,« siger Mølgaard Braüner.

På den måde bruger flyselskaberne prissætning til at flytte os rundt som kunder. De får os til at ændre rejsevaner. De ved, at alle vil flyve klokken syv om morgenen, fordi de skal til møde, og så sætter de priserne højt, for så skubber de dem ud, der er mere fleksible.

En analyse gennem tre år fra FareCompare.com, der blev offentliggjort tidligere på året, viser, at det er bedst at købe flybilletter klokken 15 på en tirsdag. Her er udbuddet af billige billetter gerne er størst, da flyselskaberne som regel nedsætter deres priser om mandagen efter weekendens onlinesalg. Dog kan man ikke bruge som tommelfingerregel, at prisen er bedst tirsdag kl. 15 fire uger inden afrejse, da udbud og efterspørgsel kan ændre sig, mens du læser dette.

Der er heldigvis lys for enden af landingsbanen. Et nyt redskab skal gøre det endnu lettere for forbrugeren at købe til den bedste pris. Momondo, der netop er blevet kåret som Danmarks bedste rejsesite, arbejder på det, de kalder fair prediction, som kan forudsige, hvilken dag en flybillet er billigst at købe: Det kan være, at hvis du køber i dag, koster billetten t/r New York 4.334 kr., men hvis du venter til onsdag næste uge, så koster den kun 3.547 kr.

»Redskabet skal skabe en endnu større gennemsigtighed i priserne for et flysæde,« siger Martin Lumbye.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu